Det sidste punkt på dagsordenen er:

7) Forhandling om redegørelse nr. R 14:

Redegørelse om Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa (OSCE).

(Anmeldelse 26.03.2015. Redegørelse givet 26.03.2015. Meddelelse om forhandling 26.03.2015).

Forhandlingen er åbnet. Og den første, der skal have ordet, er hr. Peter Juel Jensen fra Venstre.

Tak, formand. Jeg vil gerne starte med at takke ministeren for den skriftlige redegørelse. Redegørelsen indeholder som sædvanlig alt om organisationens vigtige arbejde og selvfølgelig også om det centrale omdrejningspunkt, nemlig krisen i Ukraine, som ud over selve krisen i Ukraine, hvor et medlemsland har annekteret og besat dele af et andet medlemsland, også har haft indflydelse på de såkaldte frosne konflikter, som vi ser i Moldova, Nagorno-Karabakh og Georgien, hvor der heller ikke kom nogen fremskridt i år 2014.

Jeg vil ikke kommentere den skriftlige redegørelse meget mere, for den er som altid et nøjagtigt billede af året, der gik i OSCE. Jeg vil i stedet for bruge min tid på den parlamentariske forsamling, som ligger bag organisationen OSCE, også kaldet OSCE PA, der desværre ikke fylder meget i redegørelsen. OSCE arbejder med sikkerhed gennem love, regler og aftaler, og alle disse tiltag er lavet for at kunne hjælpe os i tider med kriser som f.eks. nu denne i Ukraine. Derfor er OSCE så vigtig. Men organisationen har den svaghed, at der skal være enighed. Der skal ikke være enighed i OSCE PA, hvorfor denne side af OSCE er så vigtig – for her kan alle emner rejses og alle spørgsmål diskuteres.

Danmark, der er vært ved OSCE's parlamentariske forsamling, giver langt det største bidrag til denne institutions arbejde. Det er derfor mærkeligt, at ministeren i sektion 1, punkt 3, taler om OSCE's tre uafhængige institutioner uden at tale om OSCE's parlamentariske forsamling. Minister, det skal vi have rettet, for jeg ved, at både ministeren selv og det apparat, der står bag, har stor respekt for OSCE PA.

Jeg tillægger også denne forsamling stor vægt, da man med rette kan påstå, at OSCE PA også er den eneste institution, som arbejder på en demokratisk basis. Dette var selvfølgelig mest klart i sidste del af denne samling, da OSCE PA var den eneste del af OSCE, der kom med en klar og skarp kritik af Ruslands aggression i Ukraine. OSCE har som sædvanlig været blokeret i næsten alt, der er prøvet, på grund af Ruslands og selvfølgelig også alle andre landes vetoret. Heldigvis kunne den parlamentariske forsamling give stemme til OSCE-folks virkelig kritiske meninger. I OSCE PA kan der ikke nedlægges veto – her kan alt behandles og diskuteres.

Til begge valg i Ukraine blev – som sædvanlig – parlamentarikere fra OSCE's parlamentariske forsamling udpeget som ledere af valgobservationerne. Og der er ingen tvivl om, at ODIHR har gjort en stor og en virkelig god indsats, men det er skuffende, at det bliver beskrevet, som at parlamentarikerne kun bidrog som observatører.

Vil vi i fremtiden have politikere til at deltage i observationerne, må vi også give dem den credit, de fortjener. Det er et stort og nødvendigt arbejde at lede en observation, og det giver en ekstra legitimitet, at det er en politiker, der leder en valgobservation. I betragtning af den politiske relevans af de to valg i Ukraine kom den parlamentariske forsamling også frem med nogle af de største og mest udbredte missioner nogen sinde. Ledelsen af missionerne brugte flere ugers tid overalt i Ukraine, også i Donetsk, Luhansk og andre dele af Ukraine, hvor der er kampe.

Med OSCE PA's hold i Moskva var det den første gang nogen sinde, at OSCE havde observatører uden for et lands grænser, og det var selvfølgelig ukrainerne, der havde efterspurgt denne indsats. Jeg var selv på den ukrainske ambassade i Moskva og oplevede dels ventetiden, dels det meget massive sikkerhedsopbud fra russisk side, hvilket jo ikke ligefrem fremmer en stor valgdeltagelse.

OSCE PA har også været kritiske over for missionen på grænsen af Ukraine og Rusland – ikke fordi man ikke er dygtige til det job, der nu bestrides, men fordi det job er uden mening. Som redegørelsen antyder, er det ikke en seriøs overvågning af grænsen, hvis den kun dækker 40 km ud af grænsens 400 km lange strækning. Det eneste, der bliver dækket af en sådan mission, er Rusland, der kan pege på missionens udtalelser om, at de ikke har set nogle russiske tropper eller militært materiel krydse grænsen på de 40 km ved grænseposterne, som missionen må udtale sig om.

Man må med rette spørge, hvorfor Danmark har sagt ja til missionen, hvis Udenrigsministeriet selv er kritisk. Er vi i gang med at legitimere noget, som vi ved ikke holder? Man dækker jo kun 10 pct. af grænsen.

Jeg hører ofte i OSCE, at man efterlyser lande med en vestlig baggrund, der vil invitere på valgobservationer. Hvis vi i højere grad skal give OSCE og ODIHR legitimitet, skal man ud at arbejde. De tidligere østlande er gode til at invitere, men ikke mange af de gamle vestlige lande gør det. Det giver en ubalance, der vil kunne give bagslag.

Så, minister, skulle vi ikke som et gammelt demokrati åbne dørene for OSCE og lade dem overvåge et kommende folketingsvalg? Det tror jeg ville tjene både Danmark og OSCE til ære. Tak.

Tak til hr. Peter Juel Jensen. Der er ikke nogen korte bemærkninger, så vi går videre til den socialdemokratiske ordfører, som er fru Ane Halsboe-Jørgensen.

Tak for det. Og tak til udenrigsministeren for redegørelsen. Det er en god anledning til at fremhæve OSCE som organisation og tage en drøftelse af det arbejde, der er i gang.

OSCE handler om sikkerhed og samarbejde, om demokrati, menneskerettigheder og sikkerhedspolitik. Og traditionelt har OSCE været en vigtig spiller i forhold til at bygge bro mellem Øst og Vest. Det er i dag ikke nogen enkel opgave, tværtimod, og OSCE har da også haft sværere og sværere ved at finde den nødvendige konsensus, bl.a. på baggrund af problemer i forhold til Rusland. Det har betydet, at man har måttet sænke sit ambitionsniveau på nogle områder.

Samtidig kan man dog konstatere, at vi med krisen i Ukraine har kunnet se, at OSCE er i stand til at løfte en meget, meget vigtig opgave på den anden side. For OSCE fremstår upartisk; man er i stand til at konflikthåndtere, konfliktløse – egenskaber, som er rigtig, rigtig vigtige i den krise, vi står midt i i Ukraine. I sådan en tilspidset situation har vi også som internationalt samfund brug for, at der er en upartisk og faktuel fremstilling af situationen i området, og derfor er den særlige monitoreringsmission vigtig. Den fungerer som en slags øjne og ører på jorden – selvfølgelig også med de forbehold, som ordføreren fra Venstre har været inde over i forhold til grænseovervågning osv., men det er stadig en rigtig vigtig opgave at løse på mange andre felter. Det samme gælder observationen af våbenhvilens gennemførelse med Minskaftalen. Det er rigtig vigtige opgaver.

Det støtter vi selvfølgelig op om fra det danske Folketings side, både økonomisk og med mandskab. Vi sender folk af sted som observatører, og fra Folketingets side bakker vi også op om det arbejde, der foregår og er blevet gennemført i 2014, bl.a. med de to valg. I den forbindelse vil jeg gerne sige tak til de folketingskolleger, som har lagt tid og kræfter i OSCE's arbejde i det forgangne år. Tak for godt samarbejde. Særlig i Ukraine har det været rigtig vigtigt, at vi har kunnet være så stærkt repræsenteret ved, hvad der jo var den største valgobservation nogen sinde.

Socialdemokraterne bakker fortsat op om organisationens arbejde, og vi bakker op om Danmarks støtte hertil. Og så vil jeg bare gerne slutte med at sige tak til ministeren for redegørelsen.

Der er en enkelt kort bemærkning, og det er fra hr. Peter Juel Jensen.

Tak. Jeg vil gerne takke min socialdemokratiske kollega, som også er næstformand i OSCE PA. Jeg skal lige høre om noget for at få skåret det helt ud i pap, og det er nok mest for min egen skyld: Vi har jo en grænseovervågning, der dækker 40 km ud af en grænse på 400 km, og mener ordføreren, at det er tilfredsstillende kun at kigge på 40 km ud af en grænse på 400 km, for så er der jo en grænse på 360 km, som man kan sende militært materiel og andre ting over? Er vi i bund og grund ikke med til at legitimere en proces, i stedet for at sikre os at der ikke kommer tropper og militært isenkram ind, der kan være med til at forværre en konflikt?

Fru Ane Halsboe-Jørgensen.

Vi skal monitorere det, vi kan, men uden at legitimere det, vi ikke kan. Jeg synes, det er rigtig vigtigt at holde fast i, at den rolle, som Rusland på det seneste har spillet i OSCE, giver problemer. Den reelle vetoret, som de jo har i forhold til alt andet end det, der foregår i PA, er problematisk. Det er f.eks. i den situation, hvor vi gerne vil have overvåget den ukrainsk-russiske grænse, svært at tale om, at det er en reel overvågning. Det bunder ikke i manglende vilje fra organisationen som sådan, men en uenighed blandt de medlemslande, der er en del af organisationen, og jo i særlig grad Rusland.

Hr. Peter Juel Jensen afstår fra den anden korte bemærkning. Der er ikke flere korte bemærkninger, så vi går videre til næste ordfører, og det er hr. Mikkel Dencker.

Tak. Jeg vil også indledningsvis på Dansk Folkepartis vegne takke udenrigsministeren for redegørelsen om arbejdet i OSCE i det forgangne års tid.

Man kan jo sige meget godt om OSCE, og det er der også allerede blevet gjort, og man kan sige, at i de sidste årtier har OSCE ikke helt haft den samme betydning for samarbejdet i Europa og for sikkerhedssituationen, som den havde under den kolde krig. Men man kan desværre også sige, at der i de sidste års tid godt og vel har været noget, der ligner det, vi kendte under den kolde krig, som er vendt tilbage, og på den baggrund kan OSCE jo – desværre – ende med at få en renæssance og igen få den funktion, som den havde før i tiden.

OSCE's primære opgave er jo at være en sikkerheds- og samarbejdsorganisation i Europa, men selvfølgelig også med deltagelse af en del lande, som vi ikke normalt forbinder med Europa, nemlig USA og Canada og også de aller østligste gamle sovjetstater, som jo i hvert fald geografisk ikke har noget med Europa at gøre.

En af de vigtige opgaver er jo at stå for at være valgobservatører og holde øje med, at de demokratiske spilleregler bliver overholdt af staterne. I og med at det er så forskelligartede lande, der er medlem af OSCE, er der selvfølgelig også lande imellem, hvor den demokratiske kultur og de demokratiske traditioner ikke er lige så rodfæstet som i vores del af verden, og derfor er det selvfølgelig i den her sammenhæng fuldt ud relevant, at OSCE har opgaven som valgobservatør.

Jeg vil også sige, og det har andre også været inde på, at Ukrainekonflikten jo har fyldt rigtig meget i OSCE's arbejde det forgangne år. Det fylder næsten også hele redegørelsen, som udenrigsministeren står bag. Det er ganske naturligt, i og med at det er noget, der har fyldt så meget i sikkerhedssituationen her på kontinentet. På den baggrund er det jo meget muligt, at OSCE vil få den her renæssance, som jeg talte om før, og at det kan blive et udmærket forum for samarbejdet mellem de parter, som jo ikke lige for tiden har det så nemt sammen, nemlig Ukraine, Rusland og det vestlige Europa.

Jeg vil så også sidst, men ikke mindst, sige, at vi i Dansk Folkeparti sætter pris på OSCE, også som et godt eksempel på internationalt samarbejde, hvor det er frie, selvstændige lande, der samarbejder på lige fod med hinanden. Det er et samarbejde, hvor man netop ikke pålægger eller har magten til at kunne pålægge hinanden noget som helst. Og det er dermed et godt eksempel på internationalt samarbejde, der er et modstykke til EU, hvor en stor del af Danmarks internationale samarbejde foregår, og som jo netop er en organisation, hvor man har magten til at pålægge hinanden at følge forskellige beslutninger. Så i Dansk Folkeparti holder vi godt fast i de internationale fora, hvor vi stadig væk optræder som frie lande, og hvor vi ikke kan pålægges noget, og derfor sætter vi pris på OSCE-samarbejdet.

På den baggrund skal jeg også takke for det samarbejde, jeg selv har deltaget i i OSCE's parlamentariske forsamling. Det sidste år har jeg ganske vist kun været med til et enkelt møde, nemlig vintermødet i Wien. Men på den baggrund skal jeg sige tak for samarbejdet i det forgangne år og endnu en gang takke udenrigsministeren for redegørelsen.

Tak. Der er en enkelt kort bemærkning. Det er fra hr. Peter Juel Jensen.

Tak. Jeg vil også gerne takke min kollega for en god ordførertale. Jeg deler selvfølgelig ordførerens holdning, med hensyn til at det er nødvendigt, at man i OSCE har de nødvendige redskaber. Men jeg deler ikke den opfattelse, ordføreren har, nemlig at det her kan minde om en ny kold krig. Jeg tror, vi skal holde den form for retorik fuldstændig ude af det, netop fordi vi her taler om en konflikt mellem to OSCE-lande. Og havde alle bare levet op til OSCE's formål, havde der været regler og aftaler, der skulle håndtere det.

Det, jeg savner lidt, er at få at vide, om Dansk Folkepartis ordfører er enig med mig i, at besættelsen af det østlige Ukraine og annekteringen af Krim er fuldstændig forkastelig adfærd fra russisk side.

Hr. Mikkel Dencker.

Det sidste kan jeg kun erklære mig helt enig med Venstres ordfører i. Det er en forkastelig handling, der er foregået, hvad angår både Krim og den russiske involvering i det østlige Ukraine.

Hr. Peter Juel Jensen har ikke flere bemærkninger. Så siger jeg også tak til hr. Mikkel Dencker, for der var ikke andre, der ønskede korte bemærkninger. Og så går vi videre til fru Liv Holm Andersen fra Radikale Venstre.

Tak for det. Jeg vil også gerne starte med at takke mine samarbejdspartnere fra Folketingets partier på det her område og takke udenrigsministeren for redegørelsen om arbejdet i OSCE – en organisation, der, må man jo desværre sige, for alvor er kommet til sin ret igen som en følge af krisen i Ukraine.

I Radikale Venstre hører vi dog ikke til dem, der ikke mente, at OSCE havde nogen stor berettigelse før engagementet i Ukraine, og derfor vil jeg også gerne rose redegørelsen for ud over at være grundig vedrørende netop engagementet i Ukraine også at tage fat på de andre aktiviteter, der foregår inden for det demokrati- og sikkerhedsarbejde, der foregår i Europa og i Europas nabolande og interessesfære. Det er aktiviteter, der jo spænder bredt, og som – som kolleger her fra talerstolen har redegjort for – fører det vestlige Balkan videre mod demokrati og monitorerer fastfrosne konflikter i Moldova og Georgien og flere andre steder samt naturligvis, som vi også har talt meget om i dag, sikrer frie og fair valgafholdelser og meget mere.

Jeg havde selv fornøjelsen sammen med flere andre ordførere fra flere andre af Folketingets partier af at deltage i Folketingets delegationsbesøg på OSCE's repræsentationer i Kosova, Serbien og Bosnien, og her var der altså flere af aktiviteterne, som faktisk virkelig imponerede mig. Der var arbejdet med at samle Kosovas nordlige og serbiske kommuner med resten af landet, og der var den indsamling, der er foregået i Bosnien, af tusindvis af våben fra borgerkrigen i 1990'erne – blot for at nævne et par eksempler, der også understøtter det her med, at OSCE virkelig har mange gode aktiviteter.

Jeg fik også mulighed for at opleve det at være valgobservatør i Kharkiv i det østlige Ukraine, hvor jeg også var glad for – og sådan situationen taget i betragtning betrygget ved – at se, at den her opgave i hvert fald i praksis også fungerer godt, selv når arbejdsvilkårene er vanskelige, som de jo indlysende er i Ukraine lige nu. Så alt det her er jo indlysende et stort og vigtigt arbejde, som jeg også er glad for at Danmark er en stor del af.

Den seneste tid har det, der foregår i Ukraine, og det forsøg, der her er på at være mægler mellem ukrainerne og russerne og forsøge at fungere som en fornuftig tredjepart i forhandlingerne, jo så, som flere også har været inde på, været altoverskyggende i OSCE's arbejde. Her gøres der jo rigtig meget, hvilket også selvsagt fylder meget i ministerens redegørelse. Det forsøges at presse på, i forhold til at der også kan gøres mere eksempelvis i forhold til det her med at få lov til at observere ved at kontrollere en større del af grænsen, så det på den måde vil blive gjort sværere at få materiel og andet ind i Ukraine, ligesom der også presses på i forhold til at få lov at lave flere observationsmissioner i Lugansk og Donetsk, uden at arbejdet hele tiden skal følges tæt af separatister. Det er bestemt ikke let, men her må Danmark jo være et af de lande, der også forsøger at få OSCE som organisation til netop at udbygge og forbedre det arbejde – selvfølgelig i samarbejde med alle relevante parter.

Det var også nogle af de ting, som jeg selv forsøgte at spørge lidt ind til hos den russiske delegation, da OSCE's parlamentariske forsamling holdt vintersession i Wien for nylig. Men jeg tror, de kolleger, der var med, kan bevidne, at man ikke kunne få ret mange svar, i hvert fald ikke særlig konstruktive svar, så jeg formoder, at det heller ikke er så let på minister- og regeringsniveau. Men derfor skal der selvfølgelig fortsat presses på der, hvor vi kan.

Men det er som sagt en svær opgave, og jeg tror egentlig ikke på, at OSCE – og slet ikke med den pressede og tilspidsede situation, der er i Ukraine – er noget specielt let forum at arbejde i, fordi der hele tiden er tale om den her balancegang. Der er hele tiden i de mest pressede situationer tale om, at man er tredjepart i en situation, hvor der allerede er flere involverede parter. Så det går langsomt, og det går trægt, og nogle gange mister man jo nærmest tålmodigheden.

Men både i tilfældet med Ukraine og i rigtig mange andre tilfælde tror jeg, Radikale Venstre, til gengæld på, at OSCE er vores bedste værktøj i forhold til at være til stede, i forhold til uafhængigt at kunne observere, monitorere og forhandle. Og det er et værktøj, vi skal benytte, og et værktøj, vi skal spille vores rolle i at forsøge at gøre bedre.

Tilbage er der bare at sige, at for Radikale Venstre er samarbejdet i de internationale organisationer, herunder naturligvis OSCE, umådelig vigtigt, og vi er glade for, at Danmark selv af et lille land at være løfter en stor del af ansvaret her. Tusind tak for ordet og tak for debatten.

Vi siger tak til fru Liv Holm Andersen. Vi går videre til den næste ordfører, og det er hr. Holger K. Nielsen fra SF.

Tak for det. OSCE er jo et barn af den kolde krig og af de afspændingsinitiativer, der blev sat i søen i 1970'erne i forbindelse med Helsinkiprocessen. I den forbindelse har det daværende CSCE og det nuværende OSCE jo spillet en meget, meget vigtig rolle i at forhindre mere ustabilitet i Europa, hvad der ellers ville være blevet – sådan kan man bedst udtrykke det. Og i den forstand spiller OSCE stadig væk en vigtig rolle.

Der ingen tvivl om, at man, da vi oplevede kommunismens sammenbrud i 1989 og de følgende år, havde en forestilling om, at nu var alle konflikter i Europa væk, at man nu kunne begynde at arbejde sammen, og at der ikke ville være behov for organisationer som det daværende CSCE. Det viste sig så at gå anderledes. Vi havde først den jugoslaviske borgerkrig og det mareridt, der udspillede sig dernede; vi har haft grænsekonflikter forskellige steder; og nu til sidst er vi tilbage i noget, som nogle har kaldt en ny kold krig. Det tror jeg er et forkert udtryk. Vi er ikke ude i noget, der minder om den kolde krig efter anden verdenskrig og frem til 1989, men vi er ude i noget, som godt kan udvikle sig i den retning.

Derfor er det jo helt afgørende, at vi gør, hvad vi kan for at forhindre, at det udvikler sig sådan, at vi altså udviser rettidig omhu og har en organisation, der kan gå ind og forebygge, at konflikter udvikler sig, at de ikke kan holdes under kontrol. Og det er derfor, at det er så altafgørende, at OSCE er der, og at vi fra dansk side har et stærkt engagement i arbejdet i OSCE. Det handler selvfølgelig om det, som man beskæftiger sig meget med, nemlig at man observerer valg, man tager ud og laver forskellige projekter, som kan forhindre, at konflikter udvikler sig.

Jeg tror bestemt også, at det i den diskussion, der er nødt til at være mellem alle parterne i den her konflikt, er vigtigt at have en organisation, som ligesom kan gå ind på en måde, så der er tillid alle steder fra. Og det er jo derfor, OSCE har fået en meget afgørende rolle at spille i hele Ukrainekonflikten og også har haft det i forbindelse med de konflikter, der er i Georgien. I det omfang at vi vil se en fortsættelse af det, vi har set på de sidste, hvad der ikke er usandsynligt, så er der ingen tvivl om, at OSCE får en stigende og vigtigere rolle at spille, og at vi fra dansk side skal være opmærksomme på det og også give al den støtte, det overhovedet er muligt at give, til det.

Det handler om at gå ind og monitorere, at overvåge, at sørge for, at aftaler bliver overholdt, med de kompetencer og beføjelser, man nu måtte have – som ikke altid er helt perfekte, men som er dem, man har kunnet blive enige om, og som alligevel er vigtige – så der er nogen, som kan gå ind og sige: Det er sådan og sådan, og det udvikler sig sådan og sådan.

At OSCE kan spille den rolle, kan vi se, for det finder sted i Ukraine, og jeg tror, OSCE vil få stadig flere af den slags opgaver. Jeg tror, vi skal tage det som et udtryk for, at vi er nødt til at have en organisation, der kan have en status som den, OSCE har, og som kan spille en sådan rolle.

Derfor er vi også glade for den redegørelse, som regeringen er kommet med. Vi er glade for, at regeringen prioriterer arbejdet i OSCE og fortsat vil gøre det.

Jeg siger tak til hr. Holger K. Nielsen. Vi går videre til den næste ordfører, og det er hr. Christian Juhl fra Enhedslisten.

Jeg vil gerne sige tak for redegørelsen. Sidste år indledte jeg min kommentar på den her måde: Jeg er enig med de tidligere talere, især dem, der har nævnt, at OSCE fylder alt, alt for lidt i almindelige menneskers bevidsthed. De fleste ved, hvad EU er, og de fleste ved, hvad NATO er. Men det burde jo være omvendt, sådan at de fleste vidste, hvad OSCE er, og hvad FN er, for det er efter min mening de to vigtigste organisationer.

Jeg skal da lige love for, at tingene har ændret sig siden. OSCE er blevet kendt af mange, selv om det er på en kedelig baggrund – især på grund af konflikten i Ukraine. Men mere om det lige om lidt.

OSCE spiller en væsentlig rolle, fordi den netop har dialogen og konfliktløsningen som det centrale element og den fredelige sameksistens som mål. OSCE blev skabt under den kolde krig, og desværre er vi nu i en situation, hvor der igen er ved at opstå noget, der ligner kold krig – noget, som i hvert fald i nogles sprogbrug kunne ligne det. Derfor er det også trist, at udviklingen af OSCE's aktiviteter står i stampe, men det er positivt at se, at der trods alt er problemer, der er løst i det forgangne år.

Sidste år skete der en forlængelse af mandatet for mediefrihedsrepræsentanten. Det er jo et meget vigtigt arbejde, især i de her tider, hvor der er lande, som synes, at det er staten, der skal bestemme, hvilke medier der skal være, og hvor man forfølger journalister i et uhørt omfang.

Jeg tror dog ikke på ideen fra bl.a. udenrigsministeren om, at andre stater skal bidrage til modpropaganda i f.eks. Rusland. Jeg er nervøs for, at det vil få den modsatte effekt, end hvad der er hensigten. Ytringsfriheden udvikles ikke via en kamp mellem Putins propagandasendere og og propagandasendere finansieret af europæiske lande. Jeg tror mere på, det skal være befolkningerne selv og de folkelige organisationer, der lader en modmagt vokse op og understøtter arbejdet for ytringsfrihed. Så kan vi støtte de organisationer i stedet for. Det andet virker for voldsomt, og der tror jeg netop Putin ville kunne sige: Der kan I bare se, propagandaen flyder ind fra dem, der ikke kan lide os.

Jeg er også glad for det, der er nævnt tidligere af andre, nemlig konsensus om religions- og trosfriheden og ikke mindst styrkelsen af arbejdet med roma- og sintirettighederne. Den måde, som de her mindretal bliver behandlet på, er uacceptabel, og det er derfor vigtigt, at vi står sammen om at bekæmpe diskriminationen. Det samme gælder menneskehandel, som OSCE også tager sig af.

OSCE spiller en væsentlig rolle, når samfundet kommer i gang med reformprocesser, demokratisering, valg, mindretalsrettigheder og kamp mod grænseoverskridende kriminalitet. Danmark fokuserer meget på den konventionelle våbenkontrol, og det er fortsat en vigtig opgave at overbevise alle lande om, at den indsats skal intensiveres. Vi er i en situation, hvor nedrustning af både atomvåben og konventionelle våben er nødvendig. Det er problematisk, at russerne ikke kan forstå, at vi skal fortsætte CFE-traktaten. Vi skal tilvejebringe en situation, hvor vi ved, hvor våbnene er henne, og hvordan de bliver flyttet rundt.

Så er der Ukrainespørgsmålet: Det fylder helt naturligt meget i beretningen, det er en vanskelig konflikt, det er uacceptabelt, at Krim er en del af Rusland. Der kan stilles alvorlige spørgsmål ved den afstemning, der er blevet gennemført, og vi må efter vores mening kræve, at hvis der skal ske en ændring af nogle lande, skal den slags afgørelser ske under international overvågning og efter internationale normer.

Kampene i Østukraine er dæmpet væsentlig ned efter fredsaftalen, men situationen er meget ustabil. Der er ingen helte i den her forfærdelige konflikt, Putin blander sig uacceptabelt i Ukraines indre anliggender og puster til ilden i konflikten mellem den ukrainske regering og det russiske mindretal. Men den ukrainske regering er ikke særlig villig til at finde løsninger og har ikke behandlet sine mindretal ordentligt. Der skal både ske decentralisering og sikring af mere demokrati i Ukraine, hvis freden skal sikres. Men også EU og NATO har spillet med nogle muskler, de ikke skulle have ønsket at bruge, og har skabt falske forventninger i kredse i Ukraine om, at de kan få et medlemskab af både EU og NATO.

Efter 1990, hvor Muren faldt, blev mange af OSCE's opgaver ændret. I 1990 sagde James Baker til Gorbatjov, da de forhandlede Østtyskland og Vesttysklands forening, at hvis Østtyskland og Vesttyskland blev genforenet, ville NATO ikke blive udvidet med så meget som en centimeter mod øst. Siden da er der sket en del. Polen, Tjekkiet, Slovakiet, Slovenien, Kroatien, Ungarn, Bulgarien, Albanien, Makedonien, Estland, Letland, Litauen er alle blevet medlemmer af NATO. Det vil sige, at ordene fra USA's daværende udenrigsminister ikke var meget værd i den aktuelle situation.

Jeg nævner det her, fordi det er vigtigt, at vi også kigger lidt på, hvordan tingene har udviklet sig. Hvis vi vil ændre vores modstanderes adfærd, f.eks. Ruslands, må vi sætte os ind i deres tankegang – ikke for at overtage den, men for at forstå bevæggrundene og for at blive bedre til at ændre det, vi ønsker at ændre. Vi er nødt til at aflæse Ruslands frygt og nervøsitet for, hvad der kan ske, hvis vi vil medvirke til at løse konflikten. Og der synes jeg at selvkritik fra både EU og NATO ikke var en dårlig ting i den her aktuelle konflikt.

Det er svært at spå om, hvor det kan ende, men sikkert er det, at netop OSCE kommer til at spille en væsentlig rolle, hvis det skal ende fredeligt. OSCE skal have en mere central rolle i de kommende år, hvis Ukrainekonflikten skal løses.

I år fylder OSCE 40 år, og jeg synes, vi skal gøre alt, hvad vi kan som nation, for at fremme, at OSCE får den freds- og konfliktløsende rolle, som vi har så stort behov for. Lad vores mål for de næste 40 år betyde, at OSCE får lige så mange ressourcer som f.eks. NATO til styrkelse af organisationens evne til at sikre fred, konfliktløsning, nedrustning og fremme af menneskerettigheder og ytringsfrihed. Så herfra er der fuld opbakning til fortsat at arbejde med og udvikle OSCE.

Jeg siger tak til hr. Christian Juhl, og vi går videre til den næste ordfører. Så vidt jeg kan se, er det hr. Lars Barfoed fra Det Konservative Folkeparti.

Også her vil jeg gerne sige tak for beretningen til ministeren. Det er en beretning, som ligesom med Europarådet på en god måde gennemgår de mange vigtige udfordringer og sager, som OSCE beskæftiger sig med. Der er ingen tvivl om, at OSCE er en meget vigtig organisation. Det har den været siden den kolde krig, og det er den fortsat, og med den udvikling, vi ser i den sikkerhedspolitiske situation i Europa i øjeblikket, er der ingen tvivl om, at OSCE måske mere end i mange år vil have en betydelig rolle at spille.

Vi skal vel også sige her ligesom i diskussionen om Europarådet, at der jo er dilemmaer i det her, for man kan være med i OSCE og alligevel vælge at se bort fra de målsætninger, det arbejde og de vedtagelser, som der rent faktisk gennemføres i OSCE. Sådan er det jo. Men vi skal jo aldrig undlade at have en dialog, og i denne særlige situation, vi har sikkerhedspolitisk i Europa i øjeblikket, hvor konflikten mellem Rusland og Ukraine i den grad præger billedet, er det jo vigtigt, at vi, samtidig med at vi gennemfører sanktioner, også søger at forhandle, ikke mindst med Rusland.

Jeg synes jo, det er en vanskelig opgave, man så har. Jeg tror også, at fru Liv Holm Andersen var inde på det for lidt siden i forhold til det, vi oplevede på den parlamentariske forsamlings møde i Wien for nylig, hvor vi oplevede et Rusland, som det var meget svært at have en fornuftig dialog med. Det var sådan, at Rusland på det nærmeste ignorerede den stemning, der var omkring dem, og det var faktisk helt tydeligt også mellem parlamentarikere meget svært at få en reel dialog om de problemer, der knytter sig til konflikten mellem Rusland og Ukraine i øjeblikket. Jeg vil sige, at det i høj grad var virkelighedsfornægtelse fra de russiske repræsentanters side. Men det skal fortsat ikke forhindre os i at have møder, at have en dialog, at have forhandlinger med Rusland.

Så har jeg noteret, at man peger på det noget mindre ambitionsniveau, der er på en række områder på grund af krisen i Ukraine. Jeg bemærkede det også i redegørelsen om Europarådet, men jeg synes, at det er, som om man næsten har en opgivende holdning. Det er den tone i forhold til de andre problemstillinger, der er, jeg læser ind i redegørelsen her. Det er vigtigt, at OSCE på trods af krisen i Ukraine og mellem Rusland og Ukraine ikke ser bort fra alle de andre udfordringer og vigtige opgaver, man har. Jeg synes, at vi måske fra dansk side skulle lægge pres på for at optrappe indsatsen på de andre områder, for ellers er det jo det samme som at lade Rusland diktere os til at nedtrappe indsatsen på en række andre områder, så det er vigtigt, at vi holder fanen højt også på de andre områder.

Så har jeg noteret – jeg skal ikke kunne sige det, for jeg har ikke lavet nogen sammenligning – et, synes jeg, lidt underligt fravær af nogen form for reference til arbejdet i det, der hedder Permanent Council i Wien. Altså, en del af arbejdet i OSCE er jo netop det, der foregår der, hvor vi har et besluttende organ. Jeg synes ikke, der er mange referencer til det. Jeg spørger mig selv, om det er, fordi man bevidst vil have lukkethed om, hvad der foregår der, undlade en dialog om det, eller hvad er årsagen til, at man slet ikke ser arbejdet i Permanent Council afspejlet i redegørelsen? Det vil jeg gerne høre ministerens bemærkninger til.

Så har jeg ligesom Peter Juel Jensen også den bemærkning – når vi nu taler om det vigtige arbejde, der foregår, ikke mindst med overvågning af grænsen mellem Rusland og Ukraine – at jeg har noteret, at det kun er, og jeg tror, at Peter Juel Jensen sagde det, og det er også det tal, jeg har noteret mig, 40 m af en 400 km lang grænse, som man rent faktisk overvåger. Jeg har endda ladet mig fortælle, at observatørerne ikke må bruge kikkert. Så er det jo ikke meget af det, der kan ske langs den meget lange grænse, der kan observeres, når det er så lille en observationsmulighed, der er. Så der er måske behov for der, at vi presser på for at få bedre observationsmuligheder.

En sidste bemærkning går på den parlamentariske forsamling, som jeg også synes er meget overfladisk berørt her. For det første mener jeg, at det er en fejl, at man kun nævner, at der er tre uafhængige institutioner i OSCE. Der er jo altså en fjerde, nemlig den parlamentariske forsamling, der vel om nogen må siges at være en uafhængig institution i OSCE, og det synes jeg at både ministeren – det er ikke sikkert, at ministeren har skrevet hele redegørelsen selv – og de, der skriver et udkast til redegørelse, skulle være opmærksomme på til næste gang. Det må vist være en fejl, der har indsneget sig der.

Jeg synes for det andet, at redegørelsen mangler at afspejle den store indsats, som parlamentarikere gør i valgobservationer, ikke mindst i Ukraine. Det er faktisk parlamentarikere, som har ledet de to store valgmissioner i Ukraine. Dermed synes jeg ikke, når jeg læser beretningen, at man giver den parlamentariske forsamling, der i øvrigt har hovedsæde her i København, det fokus, som den egentlig skal have. Det vil jeg også bede ministeren om at lægge sig på sinde og eventuelt kommentere.

Tak til hr. Lars Barfoed. Og den næste, der har ordet, er udenrigsministeren.

Tak. Lad mig starte med at takke alle ordførerne for deres bemærkninger. Det er rart at se, at der fortsat er stor interesse for OSCE og opbakning til Danmarks arbejde i organisationen. Jeg kan starte med at bekræfte over for hr. Lars Barfoed, at jeg har fået lidt hjælp til skrivningen af redegørelsen, og derfor vil jeg selvfølgelig også tage de faldne kommentarer med tilbage til dem, der har været med til at forfatte den.

OSCE er med sine 57 deltagende stater og brede sikkerhedsbegreb en unik organisation og et vigtigt forum til at drøfte og adressere et bredt spektrum af demokratiske, menneskeretlige og sikkerhedspolitiske udfordringer i Europa. Og som flere ordførere har været inde på, har det i det forgangne år tydeligt været krisen i Ukraine, der har demonstreret den vigtige rolle, som OSCE er i stand til at udfylde. Men jeg er helt enig med hr. Lars Barfoed i, at også her gælder det, at en lang række andre områder kan og bør prioriteres, fordi OSCE fremstår upartisk, og fordi OSCE besidder mekanismer til konflikthåndtering og konfliktløsning, som har vist sig meget anvendelige i mange kriser, og altså ikke mindst i den, som vi er vidne til i Ukraine p.t.

OSCE bidrager med en mangesidig indsats i Ukraine. Diplomatisk bidrager organisationen gennem den trilaterale kontaktgruppe med Rusland, Ukraine og OSCE-formandskabet som deltagere. Og den særlige monitoreringsmission SMM er den største internationale tilstedeværelse i Ukraine og spiller en afgørende rolle i forhold til monitorering af sikkerheds- og menneskerettighedssituationen samt facilitering af dialog mellem konfliktens parter lokalt. SMM-missionen er så at sige det internationale samfunds øjne og ører på stedet, ligesom den efter den seneste implementeringsaftale i Minsk har fået en rolle med at observere våbenhvileaftalens gennemførelse, f.eks. tilbagetrækningen af tunge våben.

Det er jo helt korrekt, når både hr. Peter Juel Jensen, hr. Lars Barfoed og også Dansk Folkepartis ordfører konstaterer, at det selvfølgelig er en overvågning, der er sporadisk. Det er ikke bare 40 km ud af de 400 km, det er 40 m , så det er altså en meget lille del af den samlede grænse.

Hvorfor så være der? spørger hr. Peter Juel Jensen. Jeg forstår sådan set godt spørgsmålet, for man skal jo aldrig komme til at legitimere noget, man ikke kan stå inde for. Men her har vurderingen jo altså været – fra både OSCE's og vores side – at det at være klar til at kunne udvide området og være til stede, sådan at man i det øjeblik, øjeblikket måtte komme, kan gøre det, har vejet tungere end bekymringen for, om det kan blive brugt til propaganda, for at sige det rent ud. Det at få etableret den form for observationer er jo noget, der tager tid. Nu har vi, fordi vi er der, muligheden for at udvide dem, hvis vi får chancen, og det skal vi selvfølgelig arbejde aktivt for.

Fra dansk side har vi i 2014 støttet OSCE's aktiviteter og missioner i Ukraine – både med finansielle bidrag og ved sekundering af personel. Det samlede danske frivillige bidrag til SMM-missionen beløber sig til op til ca. 6 mio. kr., mens antallet af danske SMM-observatører p.t. er 14, og vi satser på at komme op på 20.

I forbindelse med gennemførelsen af præsidentvalget i Ukraine i maj 2014 og dernæst parlamentsvalget i oktober 2014 har OSCE’s Kontor for Demokratiske Institutioner og Menneskerettigheder spillet en vigtig rolle i forhold til valgobservation. Det var simpelt hen en af de største valgobservationsmissioner nogen sinde.

Som flere har været inde på, bidrog Danmark med valgobservatører til begge valg, ligesom Folketingets OSCE-parlamentarikere også deltog. Og lad mig endelig benytte lejligheden her til at takke de danske OSCE-parlamentarikere både for deres store indsats i forbindelse med valgobservationerne og deres arbejde i OSCE's parlamentariske forsamling.

Som hr. Lars Barfoed sagde, er det ganske rigtigt også en vigtig uafhængig institution. Og jeg er faktisk enig med både ham og hr. Peter Juel Jensen i, at parlamentarikernes arbejde godt kunne fylde noget mere i vores redegørelse, og det vil vi lægge os på sinde næste år. For jeg er enig i, at det er et unikt bidrag, som går den ene vej, i form af at man får kvalificerede observatører på stedet, der ved, hvad en valghandling er – også på egen krop, om jeg så må sige. Men der er jo også en meget vigtig information, der går den anden vej, nemlig – som debatten i dag bærer præg af – ved at de parlamentarikere, der har været af sted fra f.eks. dansk side, kommer hjem med en øget indsigt, med en øget viden og dermed også kan bidrage til vores indsats. Det kunne man godt gøre noget mere ud af at beskrive og udnytte.

Men altså, Ukrainekonflikten har optaget det meste af OSCE's dagsorden i 2014 og har betydet, at ambitionsniveauet på andre områder har måttet sænkes. Og jeg er som sagt principielt enig med hr. Lars Barfoed i, at det er ærgerligt. Det er nok udtryk for en virkelighed, der også gælder alle andre steder, nemlig at der er begrænsede ressourcer. Men det er også et udtryk for, at det er blevet sværere at opnå den nødvendige konsensus blandt OSCE's 57 deltagerstater om nye OSCE-beslutninger og -tiltag, bl.a. – og ikke mindst – inden for menneskerettighedsområdet. Og det er jo den metode, som organisationen har. Der er det trods alt opløftende, at det alligevel er lykkedes at etablere enighed om OSCE's store indsats i forhold til Ukrainekonflikten.

Men der er et stort arbejde – det kan vi lige så godt sige lige ud – i fremadrettet at sikre alle landes efterlevelse af OSCE's værdier, principper og forpligtelser, også i praksis. Jeg kan garantere for, at det er et vigtigt arbejde, som vi fra dansk side vil engagere os i. Det er også derfor, at vi engagerer os i formidling og presseaktiviteter – ikke i modpropaganda, for det er selvfølgelig ikke målet. Vi skal ikke lave modpropaganda som svar på Ruslands propaganda. Vi skal bare sørge for, at de uafhængige medier, der er til stede, får mulighed for at foretage deres egne uafhængige valg af fakta, og at de får en reel redaktionel frihed, som de har svært ved at tilkæmpe sig i dag på grund af mangel på ressourcer og adgang til data.

Endelig vil jeg gerne kommentere hr. Peter Juel Jensens forslag om eventuelt at invitere OSCE her til Danmark til et folketingsvalg. Det synes jeg i og for sig er en besnærende tanke. Jeg vil dog tage det store forbehold, at som virkeligheden ser ud i dag, og da der er begrænsede ressourcer i OSCE, som organisationen med god ret prioriterer hårdt i, er det måske ikke lige den rette timing, sådan som verden ser ud i dag. Så ideen vil jeg tillade mig at tage med hjem, men måske først eksekvere, når situationen forhåbentlig bliver til det om, hvad ved jeg, 1, 2 eller flere år; det tør jeg ikke sætte tid på lige nu.

Men tak for debatten og de konstruktive bidrag.

Der er et par korte bemærkninger. Den første er fra hr. Peter Juel Jensen.

Tak, og tak for, at ministeren vil undersøge, om det kan lade sig gøre at invitere OSCE. For virkeligheden er, minister, når vi sådan kommer rundt på valgobservationer og vi sidder til møder i OSCE, at der så er mange af de tidligere østlande, hvor de undrer sig meget over, at man forventer, at de inviterer til at observere valgene, men at der ikke er mange vestlige lande, der gør det; det er faktisk efterhånden kun Amerika, som inviterer på valgobservationer. Så hvis vi på nogen måde skal have en mulighed for at få indsigt, i hvordan de gamle østlande skyder demokratiet i gang, og hvor langt de er nået osv., så bliver vi altså også nødt til at geninvitere. Man kan jo altid invitere, og så er det måske ikke sikkert, at gæsterne kommer, men så har de i hvert fald haft chancen. Det var en bemærkning.

Så har jeg også et ganske kort spørgsmål. Den 5. september blev en etisk grænsevagt kidnappet af russiske styrker. Er det noget, som ministeren har rejst i ministerrådet, eller er det noget, som ministeren er opmærksom på? Og er det noget, ministeren vil diskutere sammen med de andre OSCE-lande?

Ministeren.

I forhold til det sidste spørgsmål vil jeg sige, at det jo er en virkelig alvorlig og meget ulykkelig sag, som i sagens natur optager min estiske kollega i allerhøjeste grad. Danmark har fra starten af udtrykt sin helt umiddelbare sympati over for Estland, og vi har også sagt, at i det omfang vi på nogen måde kan bidrage til at lægge et pres på Rusland for at få vedkommende fri, så vil vi gerne det, og jeg har selv offentligt ad flere omgange været ude at forsøge at lave sådan et pres.

Lige nu står sagen, så vidt jeg ved, desværre lidt i stampe, men for nu at svare konkret på spørgsmålet, vil jeg sige, at det selvfølgelig er Estland selv, der har ledelsen, med hensyn til hvordan det her bedst kan lade sig gøre i balancegangen mellem pression, men også dialog med de russiske myndigheder, og derfor opretholder jeg mest af alt en bilateral kontakt med Estland i den sag.

Hr. Peter Juel Jensen.

Tak. Jeg havde den store fornøjelse, at jeg var på en tur sammen med NATO PA til de baltiske lande, og jeg syntes klart, man kunne fornemme, at i takt med at der kommer flere og flere russiske provokationer og ikke mindst med kidnapningen af en grænsevagt, skærpes retorikken. Ministeren ved jo også med ministerens indsigt, at når retorikken bliver skærpet for meget, så går man altså over og bruger andre metoder. Så det gælder jo om, at vi bakker op om vores gode venner i de baltiske lande og hele tiden sørger for at lægge et fast og moderat pres på Rusland. For det er en meget, meget stor ting for Estland at skulle stå alene og argumentere for at få sin grænsevagt hjem igen, og derfor har man brug for, at alle gode venner istemmer koret. Så jeg håber, at ministeren vil fortsætte sit pres på Rusland.

Ministeren.

Jeg kan garantere for, at vi står skulder ved skulder med Estland i den her sag. Jeg er helt på det rene med – efter mange besøg i de baltiske lande – at den nuværende konflikt af gode grunde fylder utrolig meget i både deres indenrigspolitik og deres udenrigspolitik. De konkrete episoder, vi refererer til her, er ikke noget, vi på nogen måde skal lade ske upåagtet, og i det omfang vi overhovedet kan bidrage, så gør vi det. Det tror jeg godt at Estland er klar over at Danmark gerne vil.

Så er det hr. Lars Barfoed.

Tak for det. Tak for svarene angående den parlamentariske forsamling. Og må jeg lige indskudt om hr. Peter Juel Jensens tanke om måske at invitere til mission i Danmark sige, at der jo er muligheden for at lave en såkaldt limited mission, så man altså ikke bruger de store ressourcer på det, og det kunne måske være en overvejelse at gøre det.

Det, jeg imidlertid gerne vil spørge til, er det med Permanent Council, som jeg ikke synes ministeren reagerede på – altså min efterlysning af, at det også fylder noget i redegørelsen. For det er dog en ganske væsentlig del af det samlede arbejde i OSCE, og jeg tror, der kan være behov for at skabe noget transparens omkring arbejdet i Permanent Council i Wien. Så kunne ministeren ikke overveje i hvert fald fremadrettet at sikre, at det også får en vis fylde, og måske arbejde for, at det netop bliver mere transparent, så man i højere grad kan se arbejdet der som en del af det samlede arbejde i OSCE?

Ministeren.

Ja, jeg beklager, at jeg ikke fik det med Permanent Council med i min første besvarelse. Jeg tager gerne de faldne bemærkninger med tilbage til Udenrigsministeriet.

Jeg opfatter jo egentlig Permanent Council som selve maskinrummet i OSCE. Det er jo der, vores OSCE-ambassadører fra hvert land sidder og træffer de daglige beslutninger, om man vil. Det vil sige, at det er dem, der sidder og får vores instruktioner som regering og med mandat fra de steder, hvor vi nu henter mandat til vores politikker. Det betyder, at det jo sådan set på den måde er det mest, kan man sige, operative, udførende organ, vi har i OSCE. Det er der, politikken kommer til udtryk, om man vil. Hvis man kan synliggøre det og også, kan man sige, fremhæve og forklare, hvordan Permanent Council fungerer, og hvad det er, så vil vi meget gerne gøre det. Men sådan set kunne man også sige, at den politik, OSCE fører, jo i praksis bliver fastlagt i Permanent Council, i hvert fald i langt de fleste tilfælde.

Hr. Lars Barfoed.

Jamen det er jeg sådan set enig i. Men netop derfor er det måske mærkeligt, at det ikke afspejler sig i redegørelsen. Og netop derfor er der måske behov for, at der er noget gennemsigtighed i og noget dialog om arbejdet i Permanent Council. Så derfor synes jeg i virkeligheden, at ministerens bemærkninger understøtter behovet for at lade det fylde mere og give mulighed for, at der i højere grad er en debat også om, hvad der foregår der.

Ministeren.

Ja, men som sagt tager jeg gerne de faldne bemærkninger med tilbage som inspiration til næste års redegørelse.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet – jeg siger tak til udenrigsministeren – er forhandlingen sluttet.