Det næste punkt på dagsordenen er:

10) Forhandling om redegørelse nr. R 8:

Udenrigsministerens redegørelse om udviklingen i EU-samarbejdet i 2014.

(Anmeldelse 28.01.2015. Redegørelse givet 28.01.2015. Meddelelse om forhandling 28.01.2015).

Den første ordfører er hr. Søren Pind fra Venstre.

Da vores ordfører, Jakob Ellemann-Jensen, ikke kan være til stede på grund af møde i Bruxelles, skal jeg fremføre følgende:

Regeringen havde i sine tidlige dage en europaminister, faktisk Danmarks første permanente europaminister med statsministerens ord. Posten blev dog aldrig en succes af flere forskellige grunde og blev hurtigt lagt i graven som led i en af regeringens adskillige regeringsrokader. Når jeg nævner dette i dag, skyldes det, at den oprindelige intention, som lå bag oprettelsen af europaministerposten, egentlig var både sympatisk og rigtigt tænkt, nemlig at Danmarks gennemslagskraft i Bruxelles skulle øges og vi skulle bidrage med et selvstændigt dansk aftryk på EU-politikken. At en selvstændig europaministerpost så ikke var den rigtige måde at gøre det på, ja, det er en anden sag. Men tanken om at satse på større indflydelse var rigtig. Derfor er det også ærgerligt, at regeringen ikke virker til at have indfriet egne forventninger.

Ser vi i dag kritisk på regeringens europapolitik, har jeg svært ved at se det selvstændige aftryk på politikken i Rådet og Det Europæiske Råd. Regeringen virker ikke til at trække i en selvstændig retning, men ser sig selv som konsensusmager og lader derfor sin politik følge den laveste fællesnævner. Dette er måske tydeligst i forhold til Ukrainekrisen, hvor udenrigsministeren i spørgsmålet om sanktioner over for Rusland har tilkendegivet i Europaudvalget, at den danske politik er at lægge sig i midtersporet frem for at forsøge at præge politikken aktivt.

Ligeledes ser vi i forbindelse med udarbejdelsen af Kommissionens nye arbejdsprogram, at regeringen ikke har søgt at påvirke processen. Regeringen har derfor heller ikke forholdt sig aktivt til spørgsmålet om, hvorvidt enkelte lovforslag helt skal droppes, som Kommissionen ganske usædvanligt har foreslået det. Der er ellers bred opbakning i Folketinget til at arbejde for at få trukket forslaget om kvindekvoter ud af arbejdsprogrammet, for blot at nævne et enkelt forslag.

Når nu regeringen i al væsentlighed overlader europapolitikken til embedsmændene, havde Venstre gerne set en langt større indsats for at få placeret flere dygtige danske embedsmænd i de europæiske institutioner. Antallet er i dag faldende, og stort set ingen danske består concoursprøven, der giver adgang til ansættelse i eksempelvis Kommissionen. Den føromtalte europaminister nedsatte i sin tid på opfordring fra Venstre en taskforce, der skulle gøre noget ved problemet. Taskforcens anbefalinger ligger i dag trygt i en skuffe, og vi ser, at antallet af danske embedsmænd fortsætter med at falde, i takt med at stadig flere danske i Bruxelles pensioneres. Senest har vi med oprettelsen af den nye Kommission set, at antallet af danske placeret i de enkelte kommissærers kabinetter er faldet. Til det er der blot at sige, at det undrer mig, at regeringen ikke tager problemstillingen mere alvorligt, men blot ser passivt til.

Jeg har i min tale fokuseret meget på den politik, regeringen fører i Bruxelles. Lad mig derfor slutte af med at kvittere for den førte europapolitik herhjemme, hvor regeringen senest har indgået en bred aftale om at omdanne det danske retsforbehold til en tilvalgsmodel. Det er glædeligt, at regeringen har valgt at tage et opgør med retsforbeholdet, der i dag tilgodeser de kriminelle og skaber en række vanskeligheder for vores erhvervsliv. Venstre bakker selvsagt helt op om en ny tilvalgsmodel og ser frem til en saglig og kvalificeret debat frem mod en folkeafstemning, der senest skal finde sted i første kvartal af 2016.

Tak for ordet.

Tak til hr. Søren Pind. Jeg giver ordet videre til den næste ordfører. Det er hr. Morten Bødskov fra Socialdemokraterne.

Tak for det. Tænk engang, hvordan Europa havde set ud, hvis vi ikke havde haft EU i dag. Så kunne vi meget vel have stået i en situation, hvor EU havde været splittet i et væld af indbyrdes konflikter – konflikter om, hvordan man skulle håndtere den enorme krise, som ramte os her i 2008-09; konflikter med ugunstig konkurrence om vejen ud af krisen; konflikter på baggrund af alliancer på kryds og tværs mellem tidligere allierede som svar på de konflikter, som er i vores nærområder; intet fælles ansvar; ingen fælles forpligtelser; intet fælles syn på, hvordan Europa samlet kommer bedst ud af krisen, samlet finder nye veje til vækst og fremgang i en verden, hvor Asien og Nordamerika bare buldrer derudad.

Heldigvis er det ikke sådan. EU har faktisk vist sig stærkt. Sammenholdet i en stor og historisk økonomisk krise er blevet styrket. Svaret på de ydre trusler og konflikter er ikke intern splid, som det har været tidligere, men jo altså, som vi har hørt også her i dag, et fortsat fælles pres for at få konflikterne stoppet.

EU er langtfra perfekt, og meget kan gøres anderledes og bedre, men alternativet er værre. Derfor er redegørelsesdebatten her i dag også en god lejlighed til at fokusere på de svar, vi sammen i Europa skal finde på de udfordringer, vi står over for nu. Og de er mange: Hvordan kommer vi hurtigere ud af krisen? Hvordan kan EU bidrage til yderligere vækst og fremgang, også her i Danmark? Hvordan skaber vi sammen det teknologiske forspring, der skal sikre os tusindvis af nye arbejdspladser i de kommende år? Og hvordan får vi det stærkest mulige fælles forsvar i kampen mod terroren og den grænseoverskridende kriminalitet?

Den fremgang, vi skal sikre i arbejdspladser, skal være ansvarlig nu og her, og så skal den selvfølgelig også være ansvarlig over for de generationer, som kommer efter os. De seneste år har der været gjort endog meget store anstrengelser for at rydde op efter krisen. Efter gigantiske bankkrak, truende statsbankerot og hårde genopretningsplaner er det nu tid til at se fremad. Væksten skal op og, populært sagt, arbejdsløsheden ned. Derfor har stats- og regeringscheferne fremlagt fem strategiske prioriteringer for EU-samarbejdet, som vil være centrale i de kommende år, og for arbejdet for ny fremgang i EU.

Klima- og energispørgsmålet har vi allerede hørt om her i dag i den foregående debat. Det kommer også her til at spille en helt central rolle. Tusindvis af nye job venter, også for Danmark, hvis vi sammen i Europa kan sikre tilstrækkelige investeringer i forskning og udvikling, så vi har de bedste svar på kravene til klimarigtige løsninger inden for energi, bolig, forbrug og produktion.

Samtidig er klima- og energispørgsmålet også et nøglespørgsmål i udenrigs- og sikkerhedspolitikken. Lige nu viser konflikterne i EU's nærområder med stor tydelighed behovet for, at EU fortsætter arbejdet for uafhængighed af gas og olie fra tvivlsomme og aggressive stater og diktaturer, som jo altså på ingen måde deler de værdier, vi lever efter i Europa eller i Danmark. Derfor er de nye mål for EU's klima- og energipolitik vigtige. Derfor er det vigtigt, at vi også fra dansk side og i Danmark fortsætter den nuværende ambitiøse klima- og energipolitik. Det er et væsentligt bidrag til at nå EU's mål. Det styrker vores muligheder i kampen om fremtidens vækst og arbejdspladser, og det er med til at sikre, at Danmarks og EU's afhængighed af tvivlsomme stater og diktaturer mindskes.

Her og nu, når vi skal se fremad, skal der skabes flere arbejdspladser og mere vækst i EU. Der er ingen tvivl om, at krisen har været hård. Det har den været ved Danmark, og det har den været ved EU. I Danmark har en ansvarlig økonomisk politik sikret, at vi nu igen kan investere i vores fælles velfærd, at arbejdsløsheden falder og beskæftigelsen stiger. Dansk økonomi er stærk, og lige nu får vi store roser i snart sagt alle de undersøgelser, som bliver lavet af de velfærdssamfund, som vi plejer at sammenligne os med.

En række europæiske lande har været meget hårdt og er stadig meget hårdt ramt af den økonomiske krise. Økonomisk uorden, manglende reformer og investeringer har jo, som vi kan se og høre – også i den europæiske debat i de her dage – kastet visse lande ud i historiske kriser. EU-samarbejdet har hjulpet med gigantiske redningspakker, men problemerne er stadig meget store. Arbejdsløsheden, ikke mindst ungdomsarbejdsløsheden er enorm, utrygheden i samfundene er tilsvarende, og det er noget, vi alle sammen burde kunne forstå.

Vi må ikke slække på arbejdet med at sikre sunde økonomier. Det er grundlaget for en fremtidssikret og sund vækst. Enhver kan se, at store statsunderskud, banker i fri dressur, uigennemskuelige økonomier og skattesystemer uden nogen særlig form for kontrol er den direkte vej ind i krisen. Det er de pågældende landes ansvar at sikre, at økonomien er sund. Det skal ingen være i tvivl om. Man har vist aldrig set, at naboen både finder sig i larmen fra festen og efterfølgende med glæde bukker for at få lov til at betale regningen. EU-samarbejdet hjælper, det er klart, men selvfølgelig ikke uden betingelser.

Samtidig skal vi huske på, at vi i Fællesskabet nu skal styrke mulighederne for ny vækst og flere arbejdspladser, og her kommer Europa-Kommissionens nye investeringsplan til at spille en nøglerolle. Mere end 300 mia. euro er der mulighed for kan komme til at spille en afgørende rolle i investeringerne, når der skal investeres i infrastruktur, uddannelse, forskning, vedvarende energi og ikke mindst bedre forhold for små og mellemstore virksomheder i de kommende år. EU-samarbejdet skal levere nu, også på vækst- og beskæftigelsesområdet. Der skal skabes mere vækst, og der skal skabes flere arbejdspladser, og for os i Socialdemokraterne er det selvfølgelig helt afgørende, at det sker.

Det er klart, at EU's indre marked er en gevinst for Danmark. Op imod en halv million arbejdspladser er det med til at sikre i Danmark, men mere skal til, og vi skal selvfølgelig sikre, at de nye arbejdspladser, der kommer til, fungerer på ordentlige og danske løn- og ansættelsesvilkår, så EU bliver et stærkere svar på den utryghed og frygt for arbejdsløshed, som krisen har skabt.

Et andet element, som vi kommer til at diskutere, er konsekvenserne af det forfærdelige angreb på Charlie Hebdo, som også har været til debat tidligere i dag, og som jo endnu en gang har vist behovet for et tættere samarbejde i kampen mod terroren og i kampen mod den grænseoverskridende kriminalitet. Angrebet var en afskyelig handling og et angreb på vores fælles europæiske værdier.

Vi skal samarbejde tættere om forebyggelse og bekæmpelse af terror i Europa. Truslen er høj, og manglende samarbejde må ikke give terroristerne et forspring i deres forfærdelige og til deres forfærdelige gerninger. Derfor skal vi have et EU-samarbejde om udveksling og anvendelse af oplysninger om flypassagerer. Jeg kan bare nævne et eksempel. Det er det såkaldte PNR-system, som det hedder. Oplysninger om rejseruter og rejsemønstre spiller en meget central rolle i forbindelse med efterforskning af bl.a. narkokriminalitet, menneskesmugling og terrorisme.

Nogle kan måske huske den såkaldte Glasvejssag, som vi havde i Danmark. Det er et af de mest alvorlige forsøg på terroranslag, vi har haft i Danmark, og som er blevet optrævlet. Den sag blev indledt på baggrund af netop passageroplysninger. Og et nyt europæisk system skal efter Socialdemokraternes opfattelse være med til at styrke myndighedernes muligheder for at bruge passageroplysninger i kampen mod terrorisme og anden alvorlig kriminalitet. Det er meget fornuftigt, og det skal selvfølgelig ske i de rette retssikkerhedsmæssige rammer, det giver sig selv.

Bekæmpelse af den grænseoverskridende kriminalitet er og bliver en hovedudfordring for vores EU-samarbejde. Se på cyberkriminalitet, menneskehandel med asylansøgere og prostituerede, narko- og indbrudskriminalitet og egentlig også omrejsende kriminelle bander. Det er blot for at nævne nogle af de kriminalitetsformer, som i de her år for alvor udfordrer os, vores sammenhængskraft og ikke mindst vores politi.

Problemet for Danmark er bare, at vores retsforbehold kan betyde, at vi nu står til at skulle forlade netop det her samarbejde, hvor man bekæmper den grænseoverskridende kriminalitet i EU. Det vil være en katastrofe, hvis det ender sådan. Danmark vil være reduceret til det svage led i kampen mod den grænseoverskridende kriminalitet i Europa. Vi bliver sat ud på et sidespor, og det er kun til gavn for én gruppe, nemlig de kriminelle.

En stor del af debatten om retsforbeholdet har naturligvis koncentreret sig om konsekvenserne af, at Danmark på grund af retsforbeholdet skal forlade Europol, og der er faktisk en god grund til, at debatten har koncentreret sig om det. For uden et tæt samarbejde med politiet i andre europæiske lande er virkeligheden den, at vores eget politi, vores danske politi, er prisgivet i kampen mod den grænseoverskridende kriminalitet. Derfor benytter Danmark sig jo faktisk tusindvis af gange om året af hjælp fra det europæiske politisamarbejde, Europol, til opklaring af kriminalitet.

Det her europæiske politisamarbejde har udviklet sig gennem mange år. I de senere år er samarbejdet på retsområdet i EU jo altså blevet betydelig mere finmasket og mere effektivt. I kampen mod terror er det som sagt Socialdemokraternes opfattelse, at et nyt system til udveksling af og anvendelse af oplysninger om flypassagerer kommer på plads. Problemet er bare, også her, at vores retsforbehold betyder, at Danmark ikke kan deltage i det her samarbejde, og det gælder, uanset hvor vigtigt man mener den fælles kamp mod terror er for vores alle sammens sikkerhed.

Et andet tiltag, som vores forbehold står i vejen for, er forslaget om en europæisk efterforskningskendelse. Her vil konsekvensen af det danske retsforbehold være, at danske myndigheders forespørgsel om eksempelvis bevismateriale fra andre landes politi vil kunne risikere at havne nederst i bunken og ikke være omfattet af de nye tidsfrister, som kommer til at gælde for eksempelvis anklagemyndighed og politis ageren i andre lande.

Summa summarum, retsforbeholdet gavner kun en gruppe, nemlig de kriminelle. Derfor skal vi af med det. Det er et godt eksempel på det, der er Socialdemokraternes holdning til EU, nemlig at Danmark skal placeres så tæt på kernen af EU-samarbejdet som muligt. Hvorfor? Fordi det er til gavn for Danmark.

Tak til hr. Morten Bødskov. Jeg giver ordet videre til den næste ordfører, og det er fru Pia Adelsteen.

Tak for det. Jeg stod lige og kiggede ud ad vinduet, og så tænkte jeg, at nu har vi siddet hernede i nogle timer efterhånden, dels med en sikkerhedspolitisk redegørelse, dels nu med en redegørelse for udviklingen i EU-samarbejdet sidste år. Og når man sådan står og kigger ud ad vinduet, når der er lidt sne derude og folk holder i kø, så er det måske ikke lige det, de fleste går op i. Og man ser egentlig også meget tydeligt, typisk i hvert fald, når vi diskuterer ting i forbindelse med EU, at det måske ikke er det, folk går mest op i.

Det er ærgerligt, for selv om jeg er meget uenig med hr. Morten Bødskov og med mange herinde, synes jeg stadig væk, det er ærgerligt, at man ikke diskuterer det, netop fordi det har så stor en effekt på, hvad der rent faktisk sker i Danmark. Så er det ærgerligt, at der ikke er flere, der er meget mere interesseret i det.

Tak til udenrigsministeren for redegørelsen. Den var jo en lille smule anderledes at læse, bl.a. selvfølgelig, fordi der var valg til Europa-Parlamentet sidste år, hvor man kan sige, at det, der var kendetegnet ved valget, var, at flere af de EU-kritiske partier rundtomkring i Europa havde fremgang, og at der dermed også var tilbagegang til de EU-venlige partier. Det er selvfølgelig noget, jeg ønsker at fremhæve, for jeg synes, det er positivt. Det er jeg helt sikker på at der ikke er flertal her i salen om at synes, men jeg synes, og det synes Dansk Folkeparti, at det er positivt.

Det er jo sådan med EU-samarbejdet, at alt samarbejde som regel er godt. Det tror jeg de fleste af os mener, især i Danmark, fordi vi er så vant til at samarbejde på kryds og tværs. Men det, der også er vigtigt, er at huske, at vi hver især har vores integritet, at vi hver især har vores holdninger, og at man også skal have respekt for hinandens holdninger – og at man altså ikke nødvendigvis, selv om man har et samarbejde, behøver være totalt enige om alting. Det synes jeg måske et eller andet sted er det, der kendetegner EU, nemlig at man har sagt: Jamen vi er nødt til at være totalt enige, alle 28 lande, der er en del af det, for ellers kan man jo i store træk ikke lave noget.

Jeg vil godt sige, at der er nogle positive ting efter det her valg, der har været, til Europa-Parlamentet. Bl.a. synes jeg, det er positivt, at kommissærer nu kommer til at deltage på flere temaprojekthold, hvor man ligesom prøver at lave noget tværpolitisk – det kender vi jo alle sammen til – og hvor man prøver at sige: Hvad er det, vi skal samarbejde om? og hvor man forsøger at få en politisk styring i forhold til de forslag, som Kommissionen kommer med. Det kan der muligvis komme noget positivt ud af.

Samtidig har man også sagt, at man vil prøve at fokusere på de store udfordringer, netop med de her fem prioriteter, man har. Og det synes jeg også er positivt, altså at EU beskæftiger sig med det, det netop giver mening at EU beskæftiger sig med, og måske netop også dropper de fuldstændig latterlige forslag, der er, om kvindekvoter, og hvad ved jeg, som vi i hvert fald har nogle gevaldige debatter om, fordi det kan de fleste forholde sig til, men som det altså ikke giver mening at EU skal styre.

Jeg synes også, det er positivt, at EU har besluttet sig for, at man fremover – efter valget – i højere grad, som der står, skal respektere nærheds- og proportionalitetsprincippet. Det er jo imponerende, at det står i en redegørelse. Man kan sige, at samarbejdet har fungeret i så mange år, og der burde jo have stået fra starten af, at det netop er det, man skal have respekt for: at der er et nærhedsprincip, og at der er noget proportionalitet i det, man foreslår. Det giver meget bedre mening. Så tror jeg måske også, det havde været en meget anderledes debat, vi havde haft i 2014, siden Danmarks medlemskab nu har varet siden 1973, netop fordi man måske havde haft lidt større respekt for de forslag, der kommer fra EU, hvis EU havde holdt sig til det overordnede plan i stedet for at forsøge at detailregulere.

Jeg synes, det er godt, at man går igennem nogle af de eksisterende regler i et forsøg på at sikre, at der er mindre bureaukrati, i et forsøg på at sanere på nogle områder, hvor det i bund og grund har været fuldstændig hovedløst med nogle af de forslag.

2014 var så også det år, hvor man kan sige at selve konstruktionen omkring bankunionen blev forhandlet færdig, hvor afviklingsmekanismen er blevet forhandlet færdig, og hvor selve tilsynsdelen af bankunionen er trådt i kraft. Det er klart, at det skal op at køre osv. Der kan man så bare sige, at der glæder jeg mig meget til at høre – når vi engang får den – regeringens holdning til bankunionen, og jeg glæder mig også til at få en vurdering af, om Danmark afgiver suverænitet, og om vi skal have en folkeafstemning. Jeg mener jo principielt, at vi skal have folkeafstemning – det gør vi i Dansk Folkeparti – om rigtig mange ting, især når det drejer sig om EU. Det er meget sjældent, at vi får det, så lad os nu se.

Jeg vil godt sige, at når vi diskuterer i EU, er der altså nogle problemer, som jeg synes man skal tage alvorligt. Nu fik vi en socialdemokratisk redegørelse, var jeg ved at sige, eller et langt indlæg om retsforbeholdet og om, hvor vigtigt det er at få det fjernet. Jeg sad og tænkte, at jeg i store træk kunne tage alle Morten Bødskovs ord om de her grænseoverskridende kriminelle, som får en stor fordel af, at vi har et retsforbehold, og så sige: Er det egentlig ikke også noget, de har fået af, at et flertal herinde har valgt, at vi skulle være en del af Schengen? For i og med at vi er en del af Schengen, har vi faktisk accepteret, at der stort set ikke er grænser i EU, og det må jo alt andet lige betyde, at når vi diskuterer grænseoverskridende kriminalitet, må det være ind og ud af EU og ikke mellem nationalstater, for vi har jo i store træk ingen grænser.

Det er i hvert fald sådan, vi skal opfatte det som EU-borgere. Og det er jo noget pjat, for hvis man virkelig gerne vil have fat i de kriminelle, vil det være almindelig sund fornuft, almindelig logik, at man selvfølgelig gør det de steder, hvor der er nogle overgange. Jeg er ikke så naiv, det er vi altså ikke i Dansk Folkeparti, at tro, at folk ikke godt kan komme ind alligevel, og selvfølgelig kan man ikke få fat på alle. Men det er altså alt andet lige bemærkelsesværdigt, at da vi havde en øget kontrol, fangede vi også væsentlig flere.

Det sjove ved det er, at når vi diskuterer grænseoverskridende kriminalitet, så har det overhovedet ingen effekt, at vi får flere betjente eller toldere ved den danske grænse, men det har en kolossal effekt, at Frontex bliver styrket. Det har en kolossal effekt ved EU's ydre grænser, og det er da bemærkelsesværdigt.

Jeg har meget ironi i stemmen nu, og det skynder jeg mig at sige, så det ikke bliver misforstået.

Jeg vil også godt sige, at jeg jo er lidt overrasket, for så sent som i dag kom der faktisk en melding fra et socialdemokratisk europaparlamentsmedlem, som siger, at fordi der er problemer med EU's ydre grænser, kan vi da flytte dem. Vi ved jo, at vi har problemer nede ved Grækenland. Vi ved, vi har nogle lande, som ikke kan håndtere de strømme, der kommer ind i EU, og som ikke kan håndtere at holde øje med, hvem der kommer ind og ud af EU via deres land. Der er forslaget simpelt hen: Jamen det kan da være, at man i en periode, indtil det kommer op at køre, kan flytte EU's ydre grænse.

Der må jeg jo så et eller andet sted måske stille spørgsmålet til Socialdemokraterne eller til regeringen, dels om man er enig i den udtalelse, dels om det så betyder, at man anerkender, at grænsekontrol rent faktisk kan have en effekt. For det synes jeg da er nok så vigtigt.

Umiddelbart er det jo fint med de her redegørelser. Jeg synes – det startede jeg med at sige – at det er lidt ærgerligt, at vi ikke får diskuteret EU mere, men jeg ved også, og det anerkender jeg, at der er mange, der synes, det er kedeligt. Det synes jeg ikke selv, men jeg anerkender, at der er mange, der synes det. Jeg synes faktisk, det er meget, meget vigtigt, at vi får diskuteret det væsentlig mere, end vi gør.

Tak til fru Pia Adelsteen. Jeg giver ordet videre til næste ordfører. Det er hr. Helge Vagn Jacobsen fra Radikale Venstre.

Tak for det, og tak til fru Pia Adelsteen. Jeg tror, vi i hvert fald er enige om én ting, og det er, at EU-politik er spændende at diskutere. Det er måske også en af de eneste ting, vi er enige om på EU-området, men det synes jeg da i hvert fald er et godt udgangspunkt.

Tak til ministeren for redegørelsen om udviklingen i EU-samarbejdet 2014. Det har været et begivenhedsrigt 2014 med bl.a. valg til Europa-Parlamentet, folkeafstemning om patentdomstolen og udnævnelse af en ny kommission. Det vigtigste er dog indholdet og målet med det europæiske samarbejde, og det vil jeg koncentrere mig om i det følgende.

For De Radikale handler det europæiske samarbejde om mennesker. Bag forordninger, direktiver, retsakter, rådsmøder, og hvad det alt sammen hedder, gemmer der sig faktisk et reelt ønske om at skabe et trygt og sikkert Europa – et sted, hvor vi faktisk som mennesker kan færdes trygt, uhindret på tværs af landegrænser uden grænsebomme, hvor vi kan sælge vores varer frit til hinanden, og hvor vi selv og vores børnebørn faktisk kan have rent drikkevand og ren luft også i fremtiden. Det kan vi kun få, hvis vi har et stærkt europæisk samarbejde, hvor Danmark er helt tæt på hjertet af Europa.

Derfor ser jeg også frem til, at vi ved en folkeafstemning senest ved starten af 2016 får mulighed for at afskaffe retsforbeholdet og erstatte det med en tilvalgsmodel. Et ja til afskaffelse af retsforbeholdet er et ja til en effektiv bekæmpelse af grænseoverskridende, international kriminalitet, men det er også et ja til bedre vilkår for danske virksomheder og borgere på retsområdet.

Tryghed handler også om at kunne forsørge sig selv og sine, og derfor ser vi også frem til i De Radikale, at Kommissionens udspil i 2014 til den store investeringsplan bliver ført ud i livet. Det tror vi for alvor kan skabe mange nye jobs i Danmark og i Europa. Vi tror også, det vil skabe et mere konkurrencedygtigt Europa, hvis vi får investeret i bedre transportnet, bedre energinet og bedre digitale net – alt sammen noget, der er til glæde for danskerne og for de danske virksomheder.

De alvorlige klima- og energiudfordringer kan kun løses på tværs af grænserne i Europa. Miljø kender altså ikke til landegrænser. De fælles klima- og energimål, som EU blev enige om i 2014, er derfor en utrolig vigtigt milepæl. Uden en enighed i Europa bliver det faktisk svært i de kommende klimaforhandlinger i Paris at overbevise andre lande om vigtigheden af fælles klimamål, som alle verdens lande skal forpligte sig på.

For Det Radikale Venstre er EU også fredens projekt. Det kan godt lyde højstemt, men det er altså gennem samarbejde og dialog og gensidig respekt for medlemslandenes forskelligheder, at vi sikrer freden i Europa. Det gælder ikke mindst sammenholdet i EU i forhold til krisen mellem Ukraine og Rusland. Hvis ikke man havde haft det sammenhold i løbet af 2014 mellem EU-landene, tror jeg faktisk, det havde været svært at gennemføre de her sanktioner over for Rusland, og virkningerne havde sikkert også været mere begrænsede.

Er alting med det europæiske samarbejde så rosenrødt for De Radikale? vil nogle måske spørge. Svaret er selvfølgelig nej, vi har stadig meget at kæmpe for. Men vores svar er ikke, at vi så skal holde os ude af EU. Vores svar er, at vi skal have færre forbehold. Vi skal ikke sætte spørgsmålstegn ved EU-Domstolens berettigelse, men anerkende, at det er en domstol på linje med danske domstole. Vi ønsker heller ikke grænsebomme indført.

Det betyder for os, at skal vi løse de problemer, skal vi faktisk tættere på samarbejdet i Europa for at få indflydelse. Vi er også pragmatiske, vi er også tålmodige. Vi ved, at tingene nogle gange bevæger sig langsomt, men så længe de bevæger sig i den rigtige retning, er vi stadig optimister.

Derfor vil jeg også afslutningsvis udtrykke Det Radikale Venstres tilfredshed med, at et stort flertal i Folketinget lige inden jul indgik en aftale om Europol. Det understreger betydningen af, at Danmark fortsat befinder sig så tæt på kernen af EU som muligt. Tak for ordet.

Så siger jeg tak til hr. Helge Vagn Jacobsen og giver ordet til den næste ordfører. Det er hr. Holger K. Nielsen fra SF.

Det er i dansk interesse, at vi har et stærkt og velfungerende EU – et europæisk samarbejde, der kan spille en rolle på den globale scene som modvægt mod stormagter som både USA og Kina og andre. Det er vigtigt, at vi i Europa kan løse vore problemer selv og løse de grænseoverskridende problemer, der er på vores kontinent – at vi har et samarbejde, der er baseret på et retssystem. Det er jo det specielle ved EU, at der er et retssystem; at det er retten og ikke magten, der er udgangspunktet for det her samarbejde. Det er der mange historiske grunde til, og det er en vigtig pointe, at vi til stadighed holder fast i det, og at EU i den forstand jo er en meget, meget vigtig del af et fredens projekt, som det er blevet kaldt, og som jo i hvert fald i forhold til Eksjugoslavien har spillet en meget, meget vigtig rolle og stadig væk gør det i forhold til en række af de lande.

Fru Pia Adelsteen diskuterede lidt, om det var kedeligt – hun mente ikke, det var kedeligt. Jeg mener, at det er kedeligt, og at det skal være kedeligt. Det er simpelt hen meningen, at det skal være kedsommeligt. Meningen er, at man, i stedet for at man hugger hovedet af hinanden eller skyder hinanden, så sidder i forhandlingslokalerne aften efter aften, nat efter nat og diskuterer fiskekvoter, harmonisering af tyresæd, solvensnøglekrav for banker, alle de kedsommelige ting, som EU jo er spækket med. Det er jo det, som gør, at man har kunnet få et samarbejde op at stå, som bygger på, at man diskuterer med hinanden, forhandler med hinanden, også udkæmper kampe i forhandlingslokalerne, i stedet for at man gør det på slagmarken. Derfor skal det være kedeligt. Der er ingen grund til at være flov over det, for det er simpelt hen hele meningen med det.

Derfor synes jeg også, at vi ligesom skal være klar over, at det er der faktisk en vigtig pointe i, altså at man på det økonomiske område – og det er tit kedsommeligt – starter et samarbejde, som jo er det, der er hele udgangspunktet for EU, og det samarbejde skal så slå over i et større politisk samarbejde. Så der er ingen grund til at diskutere det eller være flov over det, vil jeg sige til fru Pia Adelsteen. Vi skal være stolte af, at det er kedeligt – hurra for det kedelige EU!

Det betyder jo ikke, at der så ikke er problemer, for der er mange problemer i det europæiske samarbejde. Den folkelige opbakning smuldrer mange steder. Det er jo en interessant udvikling, der er sket. Jeg var, som man måske husker, selv rimelig aktiv der i 1992 ved den første Maastrichtafstemning, og det kom da som et chok dengang, at vi sagde nej til den traktat. For kunne det lade sig gøre? Og det har jo så vist sig, at der siden hen har været en diskussion i en række andre lande. Der er ofte nogle, der bebrejder os, at vi anbefalede et nej dengang, men jeg syntes, det var rigtigt at gøre det – og det var rigtigt at gøre det. Og det har også haft den sunde funktion, at man har været nødt til at få EU-politikken ned på et folkeligt niveau, på et græsrodsniveau.

Det er klart, at demokrati kan være risikabelt, og at der kan ske det, at folk har nogle andre holdninger, end man som politiker ønsker de skal have. Men så er der jo ikke andet at gøre, end at man skal overbevise dem om, at det er rigtigt at følge det, man godt vil have der skal følges. Men det er jo indlysende nok, at der er en mindre folkelig opbakning i en række lande, end der var tidligere, og specielt i forhold til Storbritannien er det jo ganske, ganske markant, hvordan de reelt er i risiko for at ryge ud af EU. Den britiske premierminister har jo givet et løfte om en folkeafstemning efter det britiske valg senere i år, og efter de flestes mening kan det være meget, meget vanskeligt at fastholde Storbritannien inden for EU. Det er en vigtig opgave for de andre EU-lande at tage den diskussion ret alvorligt. Altså, der er mange, der mener – det gør jeg også selv – at det vil være værst for Storbritannien selv. Det bliver ikke Storbritannien, det bliver lille England i stedet for. Men jeg mener også, at vi i Europa har en meget, meget kraftig interesse i at fastholde det land i samarbejdet – det har vi en meget, meget stor interesse i. Så der bør være en fælles interesse i at få, om jeg så må sige, håndteret den britiske situation på en ordentlig måde.

I forlængelse af det – og det er ikke så meget i forhold til Storbritannien, men en række andre lande – er der dukket nationalistiske højrepopulistiske kræfter op. Det er en udvikling, vi har set i Europa i de senere år, som vi naturligvis skal tage alvorligt, og som jeg ved man tager alvorligt de forskellige steder. Efter min mening har det meget at gøre med de sociale udfordringer, der er, og de økonomiske problemer, der er – f.eks. arbejdsløshed – og som er blevet en del af hverdagen mange steder. Men det er en helt stor nødvendighed, at vi arbejder for, at det ikke ender i højrepopulisme og noget, der er værre end det.

Så vil jeg godt sige lidt om hele den økonomiske situation, for det synes jeg er rimelig vigtigt nu, også i forlængelse af det græske valg, som vi jo oplevede for en god uges tid siden.

Syriza, det venstreorienterede parti, som fremstod som det eneste alternativ til de gamle korrumperede græske partier, vandt jo valget meget, meget markant på et program, som man jo selvfølgelig kan diskutere realismen i, men som alligevel er et ønske og et håb om, at der kommer en anden udvikling i Grækenland, og også i andre europæiske lande. Hvis det bare var Grækenland, det her handlede om, kunne man måske sige: Okay, det er bare et græsk problem. Og den græske situation er for så vidt rimelig græsk, for at sige det sådan – specifikt i forhold til udviklingen, hvor græske politikere har misrøgtet det land igennem mange, mange år.

Problemet er jo så bare, at det ikke kun er Grækenland, der ligesom har taget den diskussion op, det er jo også andre sydeuropæiske lande. I Spanien er der en tilsvarende bevægelse, der vokser ganske kraftigt, og det gælder også Portugal og Italien. Og det vil sige, at der er ved at opstå en skillelinje mellem Sydeuropa og Nordeuropa, hvor Frankrig i øvrigt er lidt mere sydorienteret, end andre nordeuropæiske lande er. Og vi er nødt til at diskutere det på en ordentlig måde på vores kontinent – en diskussion, som jo grundlæggende går meget på, om man skal fortsætte den, om jeg så må sige, tyske økonomiske model, som er en meget, meget stram økonomisk politik, det, man kalder sparepolitikken, hvor den stramme økonomiske politik står over det at få gang i beskæftigelsen og væksten igen.

Der er nogle, der siger, at der ikke er nogen modsætning mellem det, og det er der en stor økonomisk diskussion om. Men i hvert fald er det en politisk diskussion, der er i Europa i øjeblikket, hvor de sydeuropæiske lande meget gerne vil have lempet lidt på den økonomiske politik, f.eks. i forhold til offentlige investeringer i energi, i grøn omstilling, i infrastrukturprojekter. De vil godt have det lempet i forhold til mulighederne for, at landene kan begynde på det.

Kommissionen er sådan set godt klar over, at der er et problem her, og det er også derfor, at Junckerplanen kom frem her i efteråret, og det vil muligvis give investeringer i en række europæiske lande. Det kan vi håbe på faktisk bliver resultatet, og vi kan også håbe, at den pengepolitiske lempelse, vi har set i forhold til ECB, også vil skabe mere forbrug og flere investeringer. Men jeg er ikke sikker på, at det er nok, og derfor synes jeg, den danske regering måske burde overveje, genoverveje den der meget, meget rigide tilslutning til den Merkelske sparepolitik. F.eks. i forhold til investeringssiden – energiinvesteringer, infrastrukturinvesteringer – kunne der godt være ræson i, at man gav medlemslandene lidt respit til at forøge lidt på det område. Jeg tror, det ville have lige så stor effekt, som Junckerplanen har. Og man må i det hele taget forudse, at det græske valg vil give en ny diskussion om Europas økonomiske politik, og derfor kunne jeg godt ønske mig, at den danske regering var lidt mere åben over for de synspunkter, som kommer fra de sydeuropæiske lande.

Der vil blive en debat om det retlige samarbejde. Vi er tilhængere af, at der kommer en folkeafstemning; vi har jo selv visse aktier i, at undtagelsen blev til noget i sin tid. Interessant nok er det, at de partier, der i dag vil fastholde undtagelsen, var meget imod den ved folkeafstemningen i 1993, men sådan er der jo så meget.

Da vi sad deroppe på Poul Nyrups kontor i oktober 1992 og forhandlede det nationale kompromis, havde vi nogle meget vage forestillinger om, hvad udviklingen ville blive. For det, som var interessant ved Maastrichttraktaten, var, at der dels var nogle meget hårde juridiske paragraffer, som blev ændret, dels en række politiske målsætninger, og de politiske målsætninger var ikke særlig præcise. De var faktisk ret vage i forhold til udenrigspolitik og forsvarspolitik og også i forhold til det retlige. Og derfor måtte vi ligesom orientere os, i forhold til hvad vi var bange for kunne blive konsekvensen af det der, og det var sådan et europæisk FBI – jeg skal nok snart stoppe, formand – et europæisk fælles politi osv. Og det har vist sig, at det er et helt, helt anderledes retligt samarbejde, der er bygget op, og at der er en række helt pragmatiske grunde – pragmatiske grunde – til, at vi bør få den tilslutningsmodel, som ligger i oplægget her. Tak.

Vi siger tak til hr. Holger K. Nielsen. Jeg beklager, men jeg er jo i alle tilfælde nødt til at overholde forretningsordenen og taletiden. Den næste ordfører er hr. Finn Sørensen.

Tak. Tak til ministeren for redegørelsen. Den afspejler jo faktuelle forhold, som vi ikke kan være uenige om, men den afspejler jo også, hvor forskelligt vi ser på verden – i det her tilfælde EU.

I redegørelsen hedder det f.eks., at EU spiller en væsentlig rolle i at sikre vores velstand og vores værdier. Jeg tror ikke, de mere end 20 millioner arbejdsløse, der er i EU, og de ca. 120 millioner, der ifølge Eurostats egne opgørelser er truet af fattigdom, kan genkende det billede. Jeg tror heller ikke, at befolkningerne i Sydeuropa eller de 4 millioner working poor i Tyskland kan genkende det billede.

Over hele Europa kan vi jo nu se, hvordan EU's sparepolitik har fejlet både økonomisk og socialt. Der er blevet skabt en humanitær krise i flere egne i Sydeuropa, hvor der er børn, der besvimer i skolerne på grund af underernæring, og hvor almindelige mennesker ikke har råd til den nødvendige medicin. De menneskelige konsekvenser af nedskæringerne har været ekstreme: Fattigdom, sult og arbejdsløshed. Sygdomme som tuberkulose er igen dukket op i Europa, og flere lande som Portugal, Grækenland og Spanien bliver tvunget ud i at privatisere alt af værdi i landet for en slik. Det falder nu i hænderne på tyske banker eller kinesiske investorer.

Økonomisk har sparepolitikken jo også spillet fallit. Det er jo ikke lykkedes at få ordentlig gang i væksten, og det siger jo sig selv, at når folk bliver fattigere, og der bliver flere arbejdsløse, bl.a. på grund af fyringer i den offentlige sektor, hvem har så snart råd til at købe de varer, der skulle skabe noget omsætning og nogle flere arbejdspladser? Og det er jo nok den egentlige grund til, at vi så et EU-parlamentsvalg, hvor befolkningerne støttede partier, der var EU-modstandere eller -kritikere. Det er nok ikke kun, fordi det er kedeligt at høre om EU; det er nok, fordi det nogle gange er uhyggelig spændende, når det går ud over ens job og velfærd. Desværre reagerede mange vælgere ved at sætte deres lid til populistiske og højreradikale partier. Det er en farlig udvikling, der kun kan afværges, hvis EU-landene koncentrerer sig om at sikre velfærden, uddannelse og demokratisk indflydelse for den brede befolkning i stedet for centraliseringer, privatiseringer og nedskæringer.

Heldigvis har befolkningen i Grækenland valgt at gå en anden vej. Ved det seneste valg sagde de nej til nedskæringskursen og bragte Syriza til magten. Dette parti er allerede gået i gang med den sociale genopretning og ønsker en genforhandling af gælden. Syrizas dagsorden er nemlig ikke at låne flere penge, men at finde en realistisk model for afbetaling. Den græske befolknings reaktion skyldes det faktum, at det ikke er den menige græker, der har levet over evne, men at det er dem, der er kommet til at betale prisen, mens en lille håndfuld rige folk har klaret sig ganske fint. Grækerne har fået mærke, at EU's hjælpepakker ikke var nogen hjælp, men blot har skubbet dem endnu længere ud i sumpen for at redde græske og udenlandske banker.

Derfor er helt afgørende, at den danske regering støtter Syriza i at få en god aftale, så de kan gennemføre den sociale genopretning. Danmark bør også støtte Syrizas forslag om en gældskonference, hvor de hårdest plagede og hårdest ramte lande kan få en gældssanering, så de får en reel chance for at komme på fode. Skal der gang i hjulene, så skal der skabes udvikling i Europa – det kan ikke nytte at sætte sin lid til, at nedskæringspolitikken virker på et eller andet tidspunkt. Det er jo også et spørgsmål om danske arbejdspladser, da EU jo spiller en stor rolle for vores samhandel. Derfor skal Danmark gå i spidsen og stoppe nedskæringspolitikken herhjemme og tale imod den i EU.

Desværre har regeringen åbenbart tænkt sig at bevæge sig i den modsatte retning for at komme helt ind i kernen af EU, som man siger – det må blive mere og mere kedeligt, efterhånden som man kommer helt ind i centrum; så må man dø af kedsomhed. Det viser sig f.eks. i regeringens varme opbakning til bankunionen, som fjerner de sidste rester af landenes muligheder for at føre en selvstændig finanspolitik. Vi kan kun opfordre regeringen til at komme ud med sproget, inden vi skal til folketingsvalg: Skal Danmark med i den bankunion, som regeringen er så glad for, og har regeringen tænkt sig at spørge befolkningen?

Ja, det har regeringen jo i hvert fald tænkt sig, når det gælder afskaffelse af retsforbeholdet. Selvfølgelig skal vi samarbejde på europæisk plan og med lande uden for EU ikke mindst om at bekæmpe grænseoverskridende kriminalitet, herunder ikke mindst menneskehandel og organiseret formidling af illegalt arbejde. Det har alle de andre lande jo også en interesse i, så det er jo ren vildledning af befolkningen, når man påstår, at vi kun kan få sådan et samarbejde, hvis vi opgiver retsforbeholdet, som efter Enhedslistens opfattelse jo blot vil føre til, at vi åbner en ladeport for forringelser af retssikkerheden. Det er helt afgørende i en retsstat, det er helt fundamentalt i en retsstat, at landets borgere har direkte indflydelse på lovregler og retsprocedurer. Den indflydelse forsvinder, hvis vi afskaffer retsforbeholdet og overlader det til et tilfældigt folketingsflertal at tilslutte sig EU-regler skive for skive uden at spørge befolkningen.

Også på et andet meget vigtigt punkt må vi konstatere, at EU er en del af problemet, ikke en del af løsningen. Jeg tænker selvfølgelig på den omsiggribende sociale dumping, som jo først og fremmest er et resultat af reglerne om fri bevægelighed, der sætter økonomiske friheder højere end faglige og sociale rettigheder. Vi kan jo se det hver eneste dag i en lang række udsatte brancher her i landet, hvor udenlandske arbejdere misbruges, systematisk importeres af danske virksomheder for at arbejde under elendige løn- og ansættelsesvilkår. Det giver et stort pres på det danske arbejdsmarked, på den danske overenskomst- og velfærdsmodel.

Her har vi ikke fået nogen hjælp fra EU, tværtimod. Kommissionen og Domstolen blander sig konstant, hvis de ser den mindste fare for, at medlemslandenes og fagbevægelsens initiativer kan være til fare for den fri bevægelighed. Det seneste eksempel er Kommissionens store interesse for og betænkelighed ved den tyske lov om en mindsteløn, der ellers kunne give et rigtig godt bidrag til at begrænse social dumping på landevejen.

Vi har også fået det at føle her i Danmark, hvor Kommissionen har forkastet vores beskedne forsøg på at bremse cabotagekørslen eller sætte spørgsmålstegn ved, om arme og ben-firmaer skal registreres i det såkaldte RUT-register for udenlandske virksomheder.

Det korte af det lange er, at medlemslandenes og fagbevægelsens muligheder for at beskytte sig mod social dumping er blevet stærkt begrænset. Det skal der gøres op med, og derfor bør den danske regering støtte den europæiske fagbevægelses krav om, at der tilknyttes en social protokol til traktaten, som kan sikre, at faglige og sociale rettigheder sættes højere end reglerne om fri bevægelighed.

Hvis regeringen og de meget EU-venlige partier her i Folketinget virkelig vil sikre befolkningens opbakning til EU-projektet på længere sigt, bliver de nødt til at følge de forslag og ideer, jeg her har redegjort for. Jeg tror desværre, man må sige, at i modsat fald, hvis man vælger ikke at lytte til Enhedslisten, vil det nok komme til at gå dem, ligesom det gik de gamle partier ved valget i Grækenland for nylig.

Tak til hr. Finn Sørensen. Der er ikke nogen korte bemærkninger, så vi går videre til den næste ordfører, og det er hr. Simon Emil Ammitzbøll fra Liberal Alliance.

Jeg har fornøjelsen af at læse en tale op fra Liberal Alliances europapolitiske ordfører, fru Mette Bock, som desværre ikke har mulighed for at være her – men jeg skal nok stå på mål for al vores politik lige meget hvad.

Tak til udenrigsministeren for redegørelsen af udviklingen i EU-samarbejdet i 2014. I redegørelsen understreges det, at medlemskab af EU ikke blot er vigtigt i forhold til vores sikkerhed, men også spiller en afgørende rolle i at sikre Danmarks velstand. I de kommende 20 år fordobles verdens økonomi, og den globale magtstruktur vil forskyde sig i retning af udviklingen i de nye vestøkonomier, nej vækstøkonomier, desværre ikke det første, i Asien, Latinamerika og Afrika. Derfor skal vi sikre et økonomisk stærkt Europa. Det er så sandt, som det er skrevet.

Ikke mindst på det bagtæppe var det bemærkelsesværdigt at lytte til næstformanden for Kommissionen, Frans Timmermanns, der i sidste uge gæstede Folketinget. Han refererede til Barrosos ikoniske udtalelser om, at EU skal være stor i forhold til de store spørgsmål og lille i forhold til de små spørgsmål. Derfor var socialdemokraten Timmermanns meget optaget af, at de hundredtusindvis af små og mellemstore virksomheder i EU ikke længere, som nu, skal opfatte EU som en mastodont, der ustandselig lægger hindringer i vejen for aktivitet og vækst. Nej, nu skal alle disse virksomheder bringes til at forstå, at EU vil fjerne forhindringer og fremme væksten. Tak, tak og tak. Men lad os nu se, om ordene bliver til virkelighed.

Hvis målet skal realiseres, må den danske regering uanset partifarve begynde at tænke kritisk, smalt og fokuseret i EU-politikken. I dag beskæftiger EU sig med alt fra skolefrugtordning over plastikposer til kønskvoter og bankunion. Det manglende fokus viste sig sidste år i den kraftige fremgang for EU-skeptikere ved parlamentsvalget. Borgere i medlemsstaterne ser stadig tydeligere, at aktivistiske EU-politikere og bureaukrater ganske enkelt er ved at glemme de oprindelige formål med samarbejdet, nemlig fred, frihed og frihandel. Hertil kommer, at en del medlemslande er trætte af at skulle holde hånden under uansvarlige sydeuropæere, der gældsætter sig fuldstændig ukontrollabelt, ligesom befolkningerne er tiltagende trætte af velfærdsturisme og detailregulering af ganske almindelige virksomheders aktiviteter.

Vi ser også den tiltagende EU-skepsis i Danmark. Det er næppe på grund af manglende samtaler, at det ikke er lykkedes for de såkaldte EU-positive partier at nå til enighed om en fælles EU-aftale i 2013 eller i 2014. Partiernes baglande deler helt tydeligt ikke folketingsgruppernes EU-jubel, og det bliver spændende at følge udviklingen.

I Liberal Alliance støtter vi fortsat medlemskab af EU, men vi ønsker et smalt og fokuseret EU. Vi hilser det velkommen, hvis der bliver udskrevet folkeafstemninger om alle forbehold, og vi ønsker tillige en folkeafstemning om deltagelse i bankunionen. Til gengæld anbefaler vi et nej til afskaffelse af forbeholdene, bortset fra forsvarsforbeholdet, og et nej til tilslutning til bankunionen.

Tak til ordføreren for Liberal Alliance. Den sidste ordfører i talerrækken er hr. Lars Barfoed fra Det Konservative Folkeparti.

Også her, ligesom i den debat, vi lige har haft om sikkerhedspolitik, vil jeg sige tak til regeringen for redegørelsen. Det er jo en redegørelse, der på god vis illustrerer, hvor mange udfordringer der er i Europa, som vi forsøger at løse i fællesskab mellem de europæiske lande. EU er jo et demokrati mellem nationer. Havde vi ikke haft det, ville vi have haft et kaos af beslutninger i Europa, hvor store lande ville bestemme over små lande, og hvor Danmarks indflydelse ville have været betydelig mindre.

Derfor var det meget glædeligt, at man kort efter anden verdenskrig begyndte at udvikle det, der i dag er Den Europæiske Union, som sikrer fred og sikkerhed i Europa, men jo også bidrager til vækst og velstand for europæerne, ikke mindst gennem etableringen af det indre marked, som vi sikkert stadig væk kan styrke yderligere.

Danmark er en del af Europa. Det tror jeg at de færreste vil bestride. Og når vi er en del af Europa, så er de udfordringer, andre lande i Europa har, også udfordringer, vi har, og de beslutninger, der bliver truffet med hensyn til, hvordan man svarer på de udfordringer, er også svar og løsninger, som vi danskere bliver påvirket af. Derfor er det selvfølgelig sådan, at når vi er en del af Europa, skal vi også være en del af EU, og når vi skal det, skal vi også stå centralt placeret i EU, så vi får indflydelse og fordele af det samarbejde, der er. Og det har vi så sandelig også.

I det seneste år er der jo sket et skifte i, jeg havde nær sagt ledelsen i Europa. Der har været parlamentsvalg, der har været valg til Kommissionen. Rundt omkring i landene har man udpeget nye kommissærer, der er valgt en ny kommissionsformand, og der er også valgt en ny formand for Det Europæiske Råd. Parlamentsvalget må vi jo nok sige endte sådan, at enhver kan se, at der rundtomkring i Europa er en stigende skepsis over for, at den europæiske union breder sine regler og sin regulering til stadig større områder. Det må vi lægge os på sinde. Vi, der er stærke tilhængere af det europæiske samarbejde, må være opmærksomme på, at vi også skal lægge en dæmper på reguleringen. Vi skal med andre ord sikre, at nærhedsprincippet bliver taget højtideligt. Det har altid været konservativ politik, og derfor synes jeg som konservativ, at det er glædeligt, at det er understreget så stærkt ved parlamentsvalget, at nærhedsprincippet er noget, der skal tages alvorligt.

Der er også kommet en ny kommissionsformand, Jean-Claude Juncker, og en ny Kommission, som er organiseret anderledes end før. Ikke mindst vil jeg godt fremhæve, at der nu i Kommissionen er en første viceformand, Timmermans, som var på besøg her i Folketinget forleden dag, som jo har fået den opgave netop at være vogter over nærhedsprincippet. Han har simpelt hen mandat til at stoppe direktivforslag og andre forslag til retsakter, hvis det er sådan, at han skønner, at det er i strid med nærhedsprincippet eller subsidiaritetsprincippet, som det vel helt korrekt hedder. Det er også Timmermans' opgave at sikre, at der er en tæt relation og et godt samarbejde mellem Kommissionen og de nationale parlamenter. Det synes jeg er et omdrejningspunkt i den nye organisering af Kommissionen, der er glædeligt, og jeg håber så også, at vi vil se, at der kommer realiteter ud af det.

Endelig er der vel grund til at fremhæve, at den nye formand for Det Europæiske Råd, Donald Tusk, kommer fra Polen, hvilket jo altså på den måde viser, at vi nu endelig kan se de østeuropæiske lande, de lande, der før var på den anden side af jerntæppet, som en del af Den Europæiske Union og ikke bare en del, men også en fuldgyldig del af Den Europæiske Union. Derfor tror jeg også, det var et godt signal over for de lande, at netop Donald Tusk blev ny formand for Det Europæiske Råd.

Man kan så spørge, om alt det, der er sket, dette skifte i Kommissionen og Europa-Parlamentet, rådsformand, så er et symbolskifte, eller om der også er et egentligt gearskifte i det, hvor vi ser, at tingene forandrer sig. Lad os håbe på det sidste, for der er brug for, som Jean-Claude Juncker også understreger, nemlig at vi får et EU, der er mere fokuseret på det, der er væsentligt, og som overlader andre ting mere til medlemsstaterne selv. Der skal fokuseres på vækst, på job og på velstand Europa. Det er der brug for. Og så skal der fokuseres på de store grænseoverskridende udfordringer, bekæmpelse af grænseoverskridende kriminalitet, håndtering af den store klimaudfordring og andre store sager, som kræver en fælles indsats mellem de europæiske lande.

Jeg vil godt så fremhæve de to ting, to sager, to udfordringer, som vel først og fremmest har præget arbejdet i Den Europæiske Union i de seneste år. Den første er det fortsatte arbejde med at genvinde en stærk økonomi efter den finansielle krise. Det er jo ikke lykkedes endnu. Vi kan stadig væk se en alt for lav vækst, alt for mange arbejdsløse, og der er derfor fortsat brug for, at der arbejdes med det.

Der vil jeg så udtrykke min bekymring for, at valget i Grækenland er første skridt i retning af, at nogle lande i det europæiske samarbejde fraviger den stramme økonomiske politik. Vi har jo set, hvordan en alt for lempelig økonomisk politik netop i de lande har ført til en gældsætning, som kun kan ramme de kommende generationers mulighed for at få arbejde og få velstand i fremtiden. Man er nødt til at sætte tæring efter næring, og derfor er det bekymrende, hvis valget i Grækenland er tegn på, at udviklingen begynder at gå i den anden retning, så man igen får dundrende offentlige underskud, der skaber bekymring på de finansielle markeder, og som sætter det tilbage, vi ellers var ved at genvinde efter den finansielle krise. Der er grund til at holde fast i reformkursen i Europa for at sikre velstand og arbejdspladser for de kommende generationer af europæere.

Den anden store sag, jeg godt vil fremhæve, er situationen i Ukraine, som jo er et resultat af den russiske aggression med den ulovlige annektering af Krimhalvøen og aggressionen over for Østukraine. Jeg og Det Konservative Folkeparti står fuldstændig bag det, regeringen har deltaget i med hensyn til skrappe økonomiske sanktioner over for Rusland, og hvis Rusland fortsætter den aggressive kurs, mener jeg også, at man må trappe de økonomiske sanktioner yderligere op. De har effekt på den russiske økonomi, men de har jo indtil nu ikke haft den effekt, vi ønsker, på den russiske aggression, der er fortsat. Derfor må vi hele tiden overveje nye skridt for at dæmme op for det, og for at der kan komme politiske forhandlinger mellem Ukraine og Rusland om en politisk løsning på den konflikt, der er, og som altså er forårsaget af den russiske aggression.

Det er så sådan, at vi i Danmark står over for to væsentlige beslutninger i den kommende tid, når det gælder det europæiske samarbejde. Den ene beslutning er, om vi skal deltage i bankunionen. Det vender vi tilbage til, går jeg ud fra, når regeringen har gennemtænkt det, kommer med sine oplæg og har overvejet, om der skal være folkeafstemning, om der er suverænitetsafgivelse, og den anden beslutning er så beslutningen om Danmarks retsforbehold, hvor det er glædeligt, at der nu er et bredt flertal i Folketinget, der har besluttet, at vi senest om 1 år skal have en afstemning om retsforbeholdet med henblik på at erstatte retsforbeholdet med en tilvalgsordning, der gør det muligt for os, retsakt for retsakt, direktiv for direktiv at beslutte, om det er direktiver, som vi ønsker at være en del af, som vi ønsker skal gælde i Danmark, fordi det er til fordel for Danmark og danskerne, eller vi ikke ønsker det.

Jeg synes, det er oplagt, at vi skal have sådan en tilvalgsordning, som vi heldigvis har sikret os i den traktat, vi har, og derfor vil Det Konservative Folkeparti gå fuldt ud ind i kampagnen for at få en tilvalgsordning i Danmark, så vi også kan nyde fordele af det retlige samarbejde og ikke mindst også få indflydelse på det retlige samarbejde i Europa.

Tak til ordføreren. Så er det udenrigsministeren.

Mange tak, formand, og tusind tak til ordførerne for de mange gode ordførerindlæg, som jeg faktisk synes har været spændende, selv om jeg køber hr. Holger K. Nielsens pointe, at det altid er mere kedeligt, når man er enige, at det altid er mere kedeligt, når EU-landene bliver enige. Jeg kan fortælle lidt anekdotisk fra vores sidste rådsmøde, at jeg havde den fornemmelse, da vi sad og diskuterede de nye sanktioner over for Rusland, at der var et pressekorps derude, der næsten håbede på, at vi havde være uenige, for det ville have været en bedre historie, end hvis vi ikke var blevet enige. Men vi bliver tit enige i EU, og dermed bliver det også tit kedeligt.

Men jeg synes nu ikke, vi er så enige herinde om alting i EU, og derfor vil jeg også dvæle lidt ved nogle af de spørgsmål, der har været, fordi det forhåbentlig kan skærpe bevidstheden om værdien og nødvendigheden af det europæiske samarbejde, hvilket jo er mit udgangspunkt.

Fra Venstres side blev der spurgt til, hvorfor vi ikke forsøger at påvirke EU-politikken mere aktivt. Jeg må sige, at jeg ikke kan genkende billedet af, at vi ikke skulle gøre det. Ukraine har været nævnt af hr. Lars Barfoed. Danmark har spillet en yderst aktiv rolle i udformningen af den europæiske Ukrainepolitik, og det fortsætter vi med at gøre. Vi er ved at etablere et energisamarbejde med EU inde i Ukraine, vi har taget initiativ til at etablere en stærkere EU-profil på en fri og uafhængig russisktalende presse i Ukraine, og endelig spiller vi en aktiv diplomatisk rolle i at sikre EU-enigheden i forhold til sanktionsregimet. Vi har været meget aktive i EU i forhold til Ukraine.

Men det er også i 2014, der er opnået enighed om et øget og styrket europæisk banksamarbejde. Der har den danske regering faktisk også været meget aktiv og forsøgt at varetage danske interesser ikke mindst i forhold til realkreditten. Og som det er blevet sagt flere gange, er vi nu ved at undersøge, både om det er noget, der vil kræve en folkeafstemning, og hvad der er af fordele og ulemper for Danmark ved så at stå inden for eller uden for det resultat, vi har fået bl.a. ved en aktiv dansk indsats.

Et tredje eksempel på et område, hvor vi har påvirket rigtig aktivt, er den såkaldte 2030-pakke, altså EU's klima- og energipakke. Der har Danmark været særdeles aktiv. Vi har rejst rundt i Europa og forsøgt at samle opbakning til så ambitiøs og effektiv en pakke som muligt, og det lykkedes faktisk at komme igennem med at få en klima- og energipakke, som vi selvfølgelig – og sådan er det næsten altid for Danmarks vedkommende, i hvert fald i den her regerings tid – gerne havde set endnu mere ambitiøs, men som dog er langt bedre end det, man kunne have frygtet, og som fastholder EU i front i de internationale klimaforhandlinger.

Hvad vil vi så gøre nu i det kommende år? Hvor ligger vores prioriteringer her? Ja, vi vil selvfølgelig fortsætte både med det aktive klimadiplomati og med arbejdet for en energiunion, der satser på det grønne og på, at vi bliver uafhængige af både olie og gas udefra og dermed også ikke længere skal være med til indirekte at finansiere hverken den terror eller de overgreb, vi ser i Ukraine. Og vi vil love, at vi fastholder en førende position i EU på det område, hvis vi får lov til at fortsætte efter næste folketingsvalg.

Men der er selvfølgelig også andre områder. Lad mig nævne hele terrorområdet. Det er oplagt, at EU kan spille en endnu større rolle her ikke mindst i forhold til de forebyggende indsatser, og det er også oplagt, at vi kan styrke samarbejdet internt. Her er det selvfølgelig også oplagt at pege på, at det at komme af med retsforbeholdet, blive medlem også fortsat af Europol og i øvrigt deltage i en lang række andre indsatser er afgørende for at kunne bekæmpe den grænseoverskridende kriminalitet, inklusive terroren.

Jeg er helt enig med hr. Morten Bødskov, der vist har formuleret det sådan her: Retsforbeholdet gavner kun de kriminelle. Jeg kan ikke se, hvorfor vi skulle fastholde det, når vi kan få en tilvalgsordning, hvor vi selv vælger at være med, hvor det giver Danmark kontante fordele at være med, og hvor vi kan stå uden for det, vi ikke synes om. Derfor er jeg rigtig glad for den aftale, der er lavet, og jeg glæder mig, til vi kan fremlægge resultatet af de fem partiers analyse, som vi sidder med i disse dage, og vores anbefaling af, hvor Danmark med fordel kan gå med, og hvor Danmark med fordel kan stå udenfor.

Et tredje område, som vi er meget, meget optaget af i regeringen, er så det indre marked og det at få hele økonomien på sporet igen. Det gælder inden for nogle store områder som energi, for det er en forudsætning for at kunne inkorporere mere vedvarende energi i vores systemer, at vi får en større fleksibilitet mellem landene og en bedre infrastruktur; det gælder det digitale område, og så gælder det i øvrigt også forhandlingerne om et større frihandelsområde med USA, de såkaldte TTIP-forhandlinger. Der arbejder vi aktivt på at få resultater, men vel at mærke også resultater, der vil gavne globale standarder inden for miljø, og som i det hele taget vil styrke vores økonomi. Så der er nok at tage fat på i de kommende år, og jeg kan garantere for, at det vil vi gøre.

Lad mig så knytte et par ekstra bemærkninger til nogle af de kommentarer, der har været fra partierne. Fru Pia Adelsteen bemærker, at de EU-kritiske partier har haft fremgang, og det var hr. Holger K. Nielsen og flere andre også inde på. Jeg har lyst til at knytte to bemærkninger til det. Det ene er, at det jo især er i nogle lande, det gør sig gældende, især Frankrig og England og Danmark. Der er også nogle lande, hvor det ikke gør sig gældende, f.eks. Italien, hvor et positivt parti fik markant fremgang. Jeg synes, det er en spændende diskussion, men den når vi nok ikke at komme nærmere rundt om i dag.

Det andet er, om den fremgang, vi ser især i Frankrig og England – hr. Holger K. Nielsen var lidt inde på det – den fremgang UKIP i England og Le Pen i Frankrig havde, primært skyldes deres EU-kritik eller primært skyldes deres udlændingekritik eller deres kritik af systemerne i England og Frankrig. Det er lidt svært for mig at blive klog på, og det er ikke, fordi jeg ikke anerkender, at EU hele tiden kan arbejde på at blive bedre og mere borgernær, og det kommer jeg tilbage til, men det er en interessant analyse, hvad det er, der driver de her partier frem, inklusive Dansk Folkeparti sådan set: Er det EU-kritikken, eller er det nogle andre strømninger i de samfund, der driver EU-kritiske partier frem?

Så spørger fru Pia Adelsteen: Har grænsekontrollen effekt? Det er nok det mest direkte spørgsmål, jeg har fået i dag. Til det må man sige: Ja, både negative og positive effekter. Grænsekontrol er dyr, grænsekontrol giver store bilkøer, når danskere gerne vil køre sydpå på sommerferie, grænsekontrol forhindrer et helt frit flow af varer og tjenesteydelser og arbejdskraft, og dermed koster det ikke bare dyrt rent administrativt, men det koster også dyrt i form af hindringer på handel og varer og tjenesteydelser.

Derfor er vi modstandere af at sætte bomme op for resten af verden. Vi tror, regeringen tror, at det er en stor fordel for det danske samfund og for danskerne i almindelighed, at vi har frie grænser i Europa. Det kan da godt være, hvis man afskærmede Danmark med bomme, at der så også ville være nogle kriminelle, der fik sværere ved at komme ind. Men hvad med alle dem, der ikke er kriminelle? De vil vel så også få svært ved at komme ind. Derfor er svaret at fastholde det indre marked og den frie bevægelighed for alle de danskere, der gerne vil rejse ud både på ferier og på arbejde, men også at styrke det grænseoverskridende samarbejde med at bekæmpe den kriminalitet, der risikerer at følge med, hvis ikke vi også samarbejder der.

Så var hr. Holger K. Nielsen inde på – det var hr. Finn Sørensen og flere af ordførerne også – hele samarbejdet og hele den udvikling, vi har set i Grækenland. Jeg vil lige starte med at kvittere over for hr. Holger K. Nielsen, fordi jeg er utrolig glad for de indledende bemærkninger om fredens projekt, som hr. Holger K. Nielsen kom med. Det er også sådan, jeg opfatter hele EU-projektet, og jeg er glad for, at SF mener, at tiden er kommet til at gøre op med i hvert fald to af de forbehold, som partiet var med til at indføre dengang.

Men når det handler om, hvordan man skal reagere på den politiske udvikling i Grækenland, er jeg så til gengæld nok mere uenig med både hr. Holger K. Nielsen og i særdeleshed med hr. Finn Sørensen. Jeg vil ikke rode mig ud i en stor økonomisk diskussion om, hvad der virker i forhold til den økonomiske krise, og det ved vi jo godt i Enhedslisten og Det Radikale Venstre at vi er uenige om, og det er jo fair nok, men jeg ikke synes, at det giver mening at spænde EU foran den diskussion, for EU's politik jo er det, som EU's lande bliver enige om det skal være, og det gælder også på det økonomiske område.

Jeg må sige, at hvis man tror, at man gavner den græske økonomi – eller den spanske eller italienske for den sags skyld – ved at opfordre til, at landene skal gældsætte sig endnu mere uden at lave de reformer, som – så vidt jeg kan se – er så indlysende nødvendige, så tror jeg altså, at man gør de lande en bjørnetjeneste. Jeg synes, det er stærk tobak at sige, at det er EU som fænomen, der ligesom er årsagen til, at de lande har fået økonomiske problemer, for det er, fordi de lande ikke har ført en ansvarlig økonomisk politik selv.

Hvis man endelig skal sige, at EU er godt for noget, kan man kigge på Polen og Ukraine. For 10 år siden havde de samme BNP pr. indbygger. I dag, 10 år efter at Polen er kommet ind i EU, er deres økonomi fordoblet pr. indbygger. De har et langt sundere samfund med økonomiske reformer, mindre korruption osv. Jeg tror, at EU gør økonomien godt.

Så nævner hr. Finn Sørensen, at vi, der går ind for EU, kan risikere samme skæbne ved næste folketingsvalg som de EU-venlige partier i Grækenland. Det håber jeg sandelig ikke, men hvis det endelig skulle ske, vil jeg sandelig håbe, at Enhedslisten ikke vil gå sammen med Dansk Folkeparti og danne en regering, men dog vil fastholde en lidt mere pragmatisk kurs både i EU og i den økonomiske politik.

Hr. Simon Emil Ammitzbøll og hr. Lars Barfoed fra henholdsvis Liberal Alliance og De Konservative er så inde på, om vi ikke burde fokusere mere på hele subsidiaritetsprincippet, altså på nærhedsprincippet. Der vil jeg gerne sige, at den diskussion synes jeg er utrolig vigtigt. Jeg tror, at os EU-begejstrede partier og politikere har haft for lidt travlt med at finde de helt oplagte borgernære begrundelser for, at EU-samarbejdet fungerer, og også har været tilbøjelige til at sige, at vi uanset hvad skal samarbejde på alle områder.

Jeg synes, det giver mening at lave den øvelse, der hedder: Hvor er det, der virkelig er mening i EU-samarbejdet, og at vi derfor skal kaste alle danske ressourcer ind der, og hvor må man sige, at her er det egentlig vigtigere at fastholde en demokratisk tradition for, at beslutninger tages tæt på borgerne? Jeg er helt med på den debat. Jeg har selv anbefalet den og vil også gerne tage den i praksis.

Det, der gør den svær, vil jeg så skynde mig at sige, er, som jeg nævnte over for hr. Finn Sørensen, at der jo er rigtig meget politik i det: Nogle vil synes, at kvindekvoter er helt oplagt at lave fælles EU-regler om, fordi de synes, at kvindekvoter er en virkelig god idé i sig selv, og andre vil sige, at det er en rigtig dårlig idé, fordi de ikke synes kvindekvoter er en god idé. Nogle synes, at der burde være meget mere klimapolitik og energipolitik i EU – jeg er glad for, at jeg er enig med hr. Lars Barfoed, for det er virkelig noget, hvor der er tale om grænseoverskridende problemer, som kun kan løses grænseoverskridende – mens andre vil sige sig meget fri for, at EU skal fastlægge miljøstandarder og sådan noget; det skal vi kun gøre i de enkelte lande.

Det afhænger meget af, hvilken klimapolitik og miljøpolitik og retspolitik, man i øvrigt har. Så det er svært at lave en objektiv facitliste på, hvad der er nært og fjernt. Derfor bliver den diskussion politisk, men det er jo netop derfor, at den er interessant, for den kommer til at handle om, hvad vi gerne vil bruge EU til, og den debat glæder jeg mig til.

Så afslutningsvis vil jeg sige: Tak for, at det på trods af den livlige debat, der har været om, hvad vi skal i EU, er sådan i Danmark, at vi ikke diskuterer, om vi skal have et EU, om vi skal være med, men mere diskuterer hvordan og i hvor høj grad, og hvis vi kan skubbe endnu mere til, at det vil være diskussionen, så tror jeg, vi også kan styrke Danmarks position i EU, og intet vil jeg hellere end det. Tak.

Tak til udenrigsministeren. Der er et par korte bemærkninger indtegnet, og den første er fra fru Pia Adelsteen. Værsgo.

Jeg har blot en kort kommentar. Det er måske netop også, fordi jeg synes, man skal diskutere det her EU noget mere. Og så kan jeg jo ikke lade være med at komme med en kommentar til ministerens kommentar.

Det irriterer mig lidt, at ministeren siger, at det godt kan være, at der var nogle EU-skeptiske partier, der gik frem, men at det jo kun var i nogle få lande. Det svarer lidt til, at hvis Socialdemokraterne og De Radikale vinder næste folketingsvalg, så kan jeg stå her og sige: Det var jo desværre ikke i alle kommuner, I vandt, så vi må hellere lave en analyse af, hvad der gik galt, sådan at vi kan få helt styr på det.

Det synes jeg et eller andet sted også er at underkende det valgresultat, der trods alt kom, og hvor man jo kan se, at de skeptiske partier trods alt fik flere mandater end sidst. Jeg er godt klar over, de ikke har flertal, men de fik da trods alt flere mandater end sidst, og det viste da i hvert fald en tendens.

Det var blot en kort kommentar.

Ministeren.

Ja, men jeg må bare sige, at jeg synes, det var vigtigt at gøre opmærksom på, at to tredjedele af medlemmerne i Europa-Parlamentet trods alt stadig er EU-positive partier, men jeg vil ikke underkende, at samlet set fik den EU-kritiske blok flere medlemmer af Europa-Parlamentet. Det anerkender jeg, og jeg anerkender også, at det er udtryk for noget, man skal tage alvorligt.

Den næste korte kommentar er fra hr. Finn Sørensen. Værsgo.

Tak. Og tak for udenrigsministerens kommentarer. Jeg satte nu ikke nogen dato på, hvornår regeringen ville blive ramt af den skæbne, som er overgået de gamle partier i Grækenland. Det gjorde jeg bestemt ikke. Jeg sagde ikke, at det var ved næste folketingsvalg, og det vil jeg da personligt heller ikke håbe at det bliver, for så er der jo nogle andre, der kommer til, og det tror jeg ikke er til fordel for den danske befolkning. Så det ville jeg lige præcisere.

Men min bemærkning gik selvfølgelig på, at hvis man ikke vil lytte til befolkningen og ikke se i øjnene, at der jo er en voksende kritik i befolkningen af den politik, man fører – den økonomiske politik, man fører, den stadig tættere binding til EU's finanspolitik – så kommer det til at gå, ligesom det gik de gamle partier i Grækenland. Og så vil jeg bare gerne have, at ministeren bekræfter, at den danske regering jo har stået helt og fuldt bag EU's krav til den græske regering om de ting, der skulle gøres, for at Grækenland kunne få de såkaldte hjælpepakker, nemlig krav om privatisering, krav om fyringer af tusindvis af offentligt ansatte, krav om indgreb i overenskomsterne, så lønningerne blev trykket nedad – for bare at nævne nogle af de eksempler i den hestekur, som den græske befolkning har været udsat for – hvorved man har ramt millioner af mennesker, der jo bestemt ikke har levet over evne. Det vil jeg også gerne have ministeren til at forholde sig til – om han virkelig mener, det er den menige græker, der har soldet det hele væk, og at det derfor er fuldstændig rimeligt, at de bliver straffet med fattigdom og arbejdsløshed i voldsom målestok.

Ministeren.

Jamen først vil jeg gerne takke for præciseringen: at det ikke er et håb, at vi skal få et stort tab til næste folketingsvalg.

Og så vil jeg gerne sige, at man i den grad skal tage – det skal man altid – de bevægelser, der foregår i de europæiske befolkninger meget alvorligt. Min pointe var ikke at forsøge at lægge afstand til den politik, EU har ført over for Grækenland, for den kan jeg bekræfte at den danske regering har stået bag. Min pointe var, at det ikke er EU som institution. Det ville svare lidt til, at man skulle være imod den danske grundlov eller det danske Folketing, fordi man ikke var enig i al den politik, der blev gennemført herinde. Det, der foregår i øjeblikket, er jo netop et udtryk for, hvad den danske regering, den tyske regering, den britiske regering og et stort flertal af regeringerne i EU synes er den rigtige politik, og det vil jo ændre sig, hvis de forskellige parlamenter, herunder Europa-Parlamentet, ser anderledes ud ved næste valg. Det var bare det, der var min pointe. Det er jo en politisk ramme, og den politik, der bliver ført der, er meget afhængig af, hvilke partier der er ved magten.

Jeg anerkender, at det ikke er den menige græker, der er skyldig. Men jeg tror bare, man gør Grækenland en kæmpe bjørnetjeneste, hvis man ikke gennemfører de økonomiske reformer, der kan rode bod på det, der har bragt landet helt derud, hvor landet er i dag.

Så er det anden korte bemærkning fra hr. Finn Sørensen.

Tak. Det var en meget filosofisk skelnen imellem EU og EU. Altså, EU har været repræsenteret i den trojka, som har dikteret grækerne de krav, de skulle opfylde for at få hjælp til at betale gæld af til nogle banker. Det er vel et faktum. Så tror jeg ikke, vi kommer så meget længere i det i dag. Det er jo et spørgsmål om at se i øjnene, at den politik, man har ført over for Grækenland og over for de sydeuropæiske lande, har ført dem endnu længere ud i sumpen og forårsager en social katastrofe. Jeg kan desværre nok ikke få ministeren til at indrømme, at det er et produkt af den politik, som det store flertal af EU-landene er enige om, og som jo også er nedfældet i det traktatlige grundlag.

Tak. Ministeren.

Jeg må sige, at jeg mener, at baggrunden for, at Grækenlands almindelige befolkning lever – og det er vi enige om – under meget svære kår og har store økonomiske problemer i dag, først og fremmest og primært er, at de i de sidste 20 år har haft politiske ledelser, der har ført en fuldstændig uansvarlig økonomisk politik, der har gældsat landet bundløst og har gjort det ekstremt hårdt at rette op på de offentlige finanser. Men svaret på det er jo ikke at pumpe yderligere penge ind i et system, der ikke kan stå på egne ben. Det er da at hjælpe patienten på fode igen og give vedkommende mulighed for at leve en anstændig tilværelse. Og jeg hæfter mig ved, at Grækenland ser ud til at få en positiv vækst for første gang i mange år i 2015.

Tak til udenrigsministeren.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet, og vi kan gå over til næste og sidste punkt på dagsordenen.