Spm. nr. S 1225

5) Til justitsministeren af:

Peter Skaarup (DF) (medspørger: Christian Langballe (DF) ) :

Hvad er ministerens holdning til at sikre, at der gives besked til de institutioner, der arbejder med kriminalpræventivt arbejde, som f.eks. boligorganisationer og gadeplansmedarbejdere, om kritiske løsladelser af hardcore bandetilknyttede og radikaliserede fanger fra fængslerne?

Værsgo.

Tak for det. Spørgsmålet lyder sådan her: Hvad er ministerens holdning til at sikre, at der gives besked til de institutioner, der arbejder med kriminalpræventivt arbejde, som f.eks. boligorganisationer og gadeplansmedarbejdere, om kritiske løsladelser af hardcore bandetilknyttede og radikaliserede fanger fra fængslerne?

Ministeren.

Også tak for det spørgsmål, som jeg i lighed med de øvrige synes er et meget relevant spørgsmål. Jeg er ikke i tvivl om, at det har store konsekvenser for boligområder, når folk med radikaliserede holdninger og måske ligefrem handlinger; når personer med tilknytning til et dybt kriminelt bandemiljø vender tilbage til boligområdet. Det kan have en negativt afsmittende effekt på stemningen, på kriminalitetsbilledet og på påvirkningen af f.eks. børn og unge.

Derfor er der behov for et stærkere myndighedssamarbejde. Det er et af læringspunkterne fra den evaluering, vi lige har diskuteret. Umiddelbart efter angrebet mod København fremlagde vi jo fra regeringens side »Et stærkt værn mod terror«, hvor der er konkrete nedslagspunkter. Noget af det handler om, om vi i det hele taget er gode nok til at håndtere de meget, meget kedelige og farlige tendenser, der er, til radikalisering i vores samfund.

Vi er i gang med det arbejde nu, og noget af det, vi bl.a. kigger på, er, hvordan vi kan sikre, at de forskellige myndigheder og de forskellige aktører ude lokalt får en bedre mulighed for at udveksle information og viden, så vi netop kan sikre, at en person eller to personer ikke kan få lov til at ødelægge hverdagslivet og lokalmiljøet for måske tusindvis af andre mennesker.

Hr. Peter Skaarup.

Tak for besvarelsen. Og tak, fordi det ser ud, som om regeringen overvejer, om der skal gøres noget på det her punkt. Jeg synes jo, det lyder godt, at man i hvert fald er åben over for det, men jeg vil da så også sige, at jeg ikke synes, det er nok, at man taler om nedslagspunkter og læringspunkter og beder nogle om at vurdere forskellige ting og sager. For mig at se kunne man jo som justitsminister gribe ind nu og sige: Selvfølgelig skal de her boligorganisationer og gadeplansmedarbejdere have besked, når f.eks. radikaliserede indsatte eller hardcore bandekriminelle bliver løsladt.

Grunden til det er, at det er noget, der sætter brand i tingene eller kan sætte brand i tingene, hver gang det sker. Og det, man siger i f.eks. Mjølnerparken, hvor jeg havde lejlighed til at komme forbi for nylig, er, at man har været glad for, at det her punkt er blevet nævnt i forskellige sammenhænge. Men den dag i dag er der ikke sket nogen adfærdsændring fra myndighedernes side. Altså, de får ikke besked.

Det er så spørgsmålet til justitsministeren: Kan vi ikke gøre det lidt bedre? Altså, kan vi ikke sætte hastigheden op i forhold til de ting, som regeringen har overvejelser om på baggrund af forskellige læringspunkter?

For mig at se behøver vi ikke at få det her vurderet i nogen udvalg. Jeg synes, at man allerede nu kan give ordre om, at de selvfølgelig skal have besked, for der er jo – det kan vi jo se af nogle af de andre diskussioner, vi har haft i Folketinget – en del radikaliserede indsatte. Der er kommet referencer til 68 personer over de sidste par år i fængslerne, hvoraf nogle er løsladt, og hvoraf andre ikke er løsladt endnu.

Der synes jeg jo at man nu og her kunne sige: Så gør vi noget til gavn for de boligområder, der har problemerne. Og det vil jeg godt spørge justitsministeren om hun ikke vil foranstalte nu.

Ministeren.

Jeg tror, vi kan gøre det bedre, og jeg synes, vi skal gøre det bedre. Jeg synes ikke, vi skal acceptere, at nogle få får lov til at ødelægge det for de mange. Og vi ved jo, at der nogle steder udøves social kontrol. Vi ved, at bandemedlemmer har det med – ud over deres organiserede kriminalitet – gerne at ville bestemme over dele af boligområder, og hvordan andre skal leve deres liv. Det er også noget, jeg ofte hører, når jeg er rundt i udsatte boligområder. Der tror jeg vi bliver nødt til at træffe et meget klart valg om at passe på alle de andre beboere, der bor der.

Så jo, jeg er som udgangspunkt villig til at gå langt, men jeg bliver nødt til at sikre mig, at vi overholder dansk lovgivning. Og hvis vi ønsker at ændre den, skal det altså gøres her i Folketingssalen. Derfor bliver vi nødt til at afdække spørgsmålet ordentligt og grundigt, og det tror jeg sådan set er en meget god måde at arbejde på, for det skal også gerne kunne holde i virkelighedens verden.

Hr. Peter Skaarup.

Så kunne jeg godt tænke mig at spørge ministeren, om ministeren definitivt mener, at det her kræver lovgivning, for så har ministeren selvfølgelig ret i, at vi skal igennem den lovgivningsmølle, der er, med første, anden og tredje behandling, hvis det er lovforslag.

I den forbindelse vil jeg spørge, om ministeren og regeringen så vil fremsætte de nødvendige lovforslag her, inden Folketinget går på sommerferie, for det kan jo godt stadig væk nås. Det er jo sådan, at regeringen også her sent i forløbet er kommet med forskellige lovforslag. Og alternativet til ikke at gøre det er jo, at der så går til på den anden side af sommerferien, altså i virkeligheden ind i oktober måned, før Folketinget kan starte behandlingen af et eventuelt lovforslag.

Ministeren.

Men det er præcis derfor, at ting en gang imellem tager lidt tid. For det er nødvendigt at afdække, om det er nødvendigt med en ændret lovgivning, og det er selvfølgelig – det ved spørgeren jo godt – fordi vi også her er inde at røre ved personoplysninger. For det, der er essensen, er, om der er flere myndighedspersoner, aktører, herunder private boligorganisationer, der skal have adgang til viden om nogle specifikke personer. Det er ikke noget, jeg selv er afskrækket af, vil jeg gerne sige, for jeg er, når det handler om de mest kriminelle i det her samfund, stærk tilhænger af, at vi kan arbejde på tværs af myndighederne og beskytte det store flertal ude i boligområderne.

Så jeg er ikke afskrækket af at skulle ændre lovgivningen, men jeg bliver selvfølgelig nødt til at være sikker på, at vi overholder lovgivningen, og hvis den skal ændres, finde ud af, hvordan vi kan gøre det på den klogeste måde.

Så går vi videre til medspørgeren. Det er hr. Christian Langballe.

Tak. Men altså, jeg synes jo egentlig bare, at man kan begynde med at konstatere, at det her vil være et godt redskab til at få skabt ordentlige forhold i de her boligområder. Vi ved jo – for jeg var med hr. Peter Skaarup ude at besøge Mjølnerparken – at det er noget, som man efterlyser i boligforeninger, altså at få besked om, hvornår de her radikaliserede mennesker kommer ud til området, fordi de jo lægger en klam hånd på det hele derude og skaber en utrolig negativ stemning, og på lang sigt er de jo med til at radikalisere andre personer.

Så jeg synes sådan set bare, at man skulle tage at komme i gang og så få indført noget lovgivning på området til gavn for de mennesker, der bor derude, og for at få skabt nogle ordentlige forhold i de her ghettoer.

Ministeren.

Jeg tror ikke, at der er nogen uenighed om indholdet i den her diskussion, og jeg er sådan set glad for det, hvis der er bred politisk opbakning til, at vi skal gøre mere for at sikre, at der også er et lokalt værn imod både radikalisering og f.eks. rocker-bande-kriminalitet.

Men bare for at nævne noget af det, vi bliver nødt til at være opmærksomme på, er der det, at hvis offentligt ansatte videregiver oplysninger uberettiget, så kan de blive straffet. Og derfor nytter det jo ikke noget, at vi politikere siger, at så må man bare lige ringe op og give oplysninger, altså hvis det viser sig, at det kan være af en strafbar karakter. Det er jo sådan noget, vi bliver nødt til at afdække.

En gang imellem er det forskellen på at være i opposition og på at være i regering. Det er ikke nok for os bare at have holdninger, og det er heller ikke nok bare at ønske handling, for det gør jeg også; vi bliver også nødt til at sikre, at det lovgivningsmæssige grundlag er på plads, og det er det, vi er i gang med at afdække nu.

Hr. Christian Langballe.

Altså, det, der interesserer mig, er jo egentlig bare, at man tager i betragtning, at der i det danske samfund er nogle steder, hvor det har ændret sig dramatisk, også i ghettoerne, og jeg mener så, at der ikke er blevet gjort noget i en masse år, hvor man egentlig bare har ladet stå til. Og så er det jo på tide, at man begynder at lovgive på området eller i hvert fald lave en ordentlig lovgivning, der gør, at man kan udveksle oplysninger.

Jeg så også gerne – men det ved jeg ikke hvordan justitsministeren forholder sig til – at man kunne lave et zoneforbud over for de her radikaliserede, så de simpelt hen ikke må komme derude. Det ville jeg virkelig opfatte som et skridt fremad.

Ministeren.

Jeg vil umiddelbart vurdere, at det er svært at udstede zoneforbud på baggrund af holdninger, ligegyldigt hvor vederstyggelige og forkerte de måtte være. Det, vi til gengæld kan, er at udstede zoneforbud, hvis der bliver begået noget kriminalitet, og noget af det, vi har foreslået fra regeringens side, er jo en øget brug af zoneforbud over for børn og unge, der eksempelvis er involveret i hashhandel. Det er en anden type problemstilling, som optræder i mange af de samme boligområder som det, vi diskuterer her.

Jeg tror ikke, der er nogen stor uenighed i spørgsmålet om, at vi skal passe bedre på vores udsatte boligområder, og jeg kan i hvert fald se, at nogle af de personer, vi også diskuterer her i dag, er til stor gene for rigtig mange mennesker, og derfor vil jeg gerne søge at finde løsninger, så vi hjælper det store flertal.

Så går vi tilbage til hovedspørgeren, hr. Peter Skaarup, som får det sidste spørgsmål til spørgsmål 5.

Hvis vi nu tager Mjølnerparken, er der, som jeg forstår det, ca. 2.000 indbyggere. Der er en lille gruppe kriminelle, der kan aktivere lidt flere, end de selv er, til at lave ballade og sætte brand i gaden. Det, man forsøger på, er jo hele tiden at prøve at dæmpe gemytterne og prøve at få nogle af dem, der kan aktiveres, til at holde sig ro.

Så siger de så til os: Vi har brug for det her redskab; vi vil gerne vide, hvornår nogle af de organiserede kriminelle og de radikaliserede bliver løsladt. Så siger ministeren: Det kræver, som jeg forstår det, lovgivning. Kunne ministeren så ikke sige præcis, om det kræver lovgivning? Det næste spørgsmål er så: Vil ministeren så lave den lovgivning?

Jeg kunne godt tænke mig, når vi stiller sådan nogle spørgsmål, at ministeren måske gør sig nogle tanker – spørgsmålet er jo afleveret skriftligt i fredags – om, hvad regeringen vil. Vil man så lave den lovgivning, hvis det er det, der er nødvendigt? Det er jo det nødråb, der kommer, altså at man ønsker hjælp og synes, at der allerede er gået lang tid siden midten af februar, hvor det her terrorangreb fandt sted.

Ministeren.

Nødråbet er hørt. Jeg mener, det er vores opgave at beskytte det store flertal i de udsatte boligområder, som hverken er radikaliserede eller organiserede kriminelle, som vi ser det eksempelvis med bander. Jeg afviser på ingen måde, at der er behov for lovgivning. Jeg bliver nødt til at sikre mig, at vi har det lovgivningsmæssige grundlag, der skal til.

Jeg er ikke på nogen som helst måde afskrækket af at udvide myndighedernes adgang til at kunne udveksle erfaringer og viden om de pågældende, og jeg tror, at vi i det hele taget bliver nødt til at træffe det principielle valg, at vi nogle gange bliver nødt til at tage nye redskaber i brug for netop at passe på det store flertal, der ikke er involveret i kriminalitet, men det skal gøres på en ordentlig måde, og det arbejde er sat i gang.

Det var det sidste svar på spørgsmål 5, så jeg siger tak til hr. Peter Skaarup.

Det næste spørgsmål, spørgsmål 6, er også til justitsministeren, og spørgsmålet er stillet af hr. Christian Langballe.