Indsatsen over for anbragte børn og unge er noget, som vi her i Folketinget har drøftet rigtig mange gange.
Vi har også været enige i mange år i forbindelse med de resultater, vi nu er nået frem til.
Vi har også på den baggrund lavet rigtig mange gode reformer på området, som heldigvis bygger på et bredt flertal.
Der skal ikke herske nogen som helst tvivl om, at det er jeg rigtig glad for, for vi skylder de udsatte børn og selvfølgelig også de unge, at der er enighed om lige præcis den her indsats, og at vi forbereder os grundigt, før vi gør tiltag, som har betydning for deres liv.
Det gælder i særdeleshed, når det handler om noget så indgribende som magtanvendelse over for børn og unge, der er anbragt uden for hjemmet.
De rammer, som vi udstikker, skal indeholde den rette balance, og de skal sikre, at anbringelsesstederne tilrettelægger de gode pædagogiske forløb i sammenhæng med en rigtig god dagligdag for børnene og selvfølgelig også for de unge.
Samtidig skal de sikre respekt for, at børn og unge har rettigheder, som vi kun gør indgreb i, hvis det er strengt nødvendigt.
Det er regeringens opfattelse, at de nuværende regler om magtanvendelse sådan set ikke er tydelige, og at de ikke tydeligt nok tilgodeser de hensyn, som jeg lige har fortalt om.
Vi har derfor nedsat et Magtanvendelsesudvalg, som bl.a.
har til opgave at vurdere, om reglerne er tydelige nok.
Det er direktøren for Folketingets Ombudsmand, Jens Møller, kan jeg lige nævne, der er formand for udvalget.
Udvalget skal bl.a.
vurdere, om der er behov for nye tiltag, sådan som spørgeren også præcist spørger om, altså om klarere regler for magtanvendelse, som socialpædagogerne efterlyser.
Jeg forventer at få udvalgets betænkning her i foråret, og når udvalgets betænkning foreligger, vil jeg overveje behovet for yderligere tiltag på området.
Jeg vil selvfølgelig også i den forbindelse indkalde til politiske drøftelser.