EUU, Alm.del - 2014-15 (2. samling) - Bilag 17: Afgivelse af mundtligt indlæg i EU-Domstolens præjudicielle sag C-165/14, Alfredo Rendón Marín, og sag C-304/14, CS

Europaudvalget 2014-15 (2. samling)
EUU Alm.del Bilag 17
Offentligt

Lovafdelingen

Dato:

Kontor:

Sagsbeh:

Sagsnr.:

Dok.:

25. juni 2015

EU-retskontoret

Lars Solskov Lind

2014-6140-0669

1651105

Notat til Folketingets Europaudvalg om afgivelse af mundtligt indlæg i

EU-Domstolens præjudicielle sag C-165/14, Alfredo Rendón Marín, og

sag C-304/14, CS

1. Indledning

Henholdsvis en spansk domstol (Tribunal Supremo) og en britisk domstol

(Upper Tribunal (Immigration and Asylum Chamber)) har forelagt præju-

dicielle spørgsmål for EU-Domstolen vedrørende omfanget af den op-

holdsret i en medlemsstat, som en tredjelandsstatsborger, der er forælder til

et mindreårigt unionsborgerbarn, kan aflede af barnet i medfør af artikel 20

i Traktaten om Den Europæiske Unions Funktionsmåde (TEUF) om uni-

onsborgerskabet. Sagerne rejser bl.a. spørgsmål om, hvorvidt en tredje-

landsstatsborger i denne situation kan aflede en absolut opholdsret af sit

unionsborgerbarn, eller om medlemsstaterne under visse omstændigheder

kan udvise tredjelandsstatsborgeren, selv om det måtte have den konse-

kvens, at unionsborgerbarnet også må forlade Unionen.

2. Sagernes faktiske omstændigheder

I sag C-165/14, Alfredo Rendón Marín, har tredjelandsstatsborgeren

Marín, der er far til og har fuld forældremyndighed over to børn med hen-

holdsvis spansk og polsk statsborgerskab, der begge bor og går i skole i

Spanien, fået afslag på en ansøgning om opholdstilladelse i Spanien. Mo-

derens opholdssted er ukendt. Maríns anmodning om opholdstilladelse er

blevet afslået administrativt under henvisning til en bestemmelse i den

spanske udlændingelov, hvorefter udstedelsen af en midlertidig opholdstil-

ladelse til en udlænding forudsætter, at udlændingen ikke tidligere er straf-

fet. Marín er tidligere straffet med 9 måneders fængsel for vold i hjemmet

og legemsbeskadigelse. Ved en appel iværksat af Marín fastholdt en dom-

stol afslaget på opholdstilladelse. Denne dom appellerede Marín til den fo-

relæggende ret, Tribunal Supremo, der har lagt til grund, at et afslag på

Slotsholmsgade 10

1216 København K.

Telefon 7226 8400

Telefax 3393 3510

www.justitsministeriet.dk

[email protected]

EUU, Alm.del - 2014-15 (2. samling) - Bilag 17: Afgivelse af mundtligt indlæg i EU-Domstolens præjudicielle sag C-165/14, Alfredo Rendón Marín, og sag C-304/14, CS

opholdstilladelse til Marín uomtvisteligt vil indebære, at hans mindreårige

barn, der er spansk statsborger ville blive tvunget til at forlade Unionens

område, fordi barnet ville være nødsaget til at følge med sin fader.

Tribunal Supremo har på den baggrund forelagt Domstolen følgende

spørgsmål:

Er nationale bestemmelser, hvorefter muligheden for at udste-

de en opholdstilladelse til en forælder til en mindreårig uni-

onsborger, som er afhængig af denne, fordi vedkommende er

tidligere straffet i det land, hvori ansøgningen indgives, ude-

lukkes, selv om dette indebærer, at den mindreårige tvinges til

at forlade Unionens område, fordi han er nødsaget til at følge

med sin forælder, foreneligt med artikel i traktaten om Den

Europæiske Unions funktionsmåde, fortolket i henhold til

[Domstolens] dom af 19. oktober 2004 (sag C-200/02) og af 8.

marts 2011 (sag C-34/09), når en national lovgivning udeluk-

ker muligheden?

Sag C-304/14, CS, vedrører den marokkanske statsborger CS, der i 2002

blev gift med en britisk statsborger, og som lovligt indrejste i Storbritanni-

en den 8. september 2003 og derefter blev meddelt tidsubegrænset op-

holdstilladelse dér den 31. oktober 2005. Den 14. juli 2011 fødte hun en

søn, der er britisk statsborger. Hun er blevet skilt fra sin mand og er følge-

lig eneforsørger af barnet. Den 21. marts 2012 blev CS idømt 12 måneders

fængsel for forsøg på indsmugling af et SIM-kort i forbindelse med et

fængselsbesøg. Som følge af dommen traf Secretary of State beslutning

om udvisning af CS, jf. UK Borders Act 2007, hvorefter Secretary of State

skal træffe beslutning om udvisning, hvis en udlænding idømmes en fæng-

selsstraf på mindst 12 måneder, medmindre dette vil være i strid med Den

Europæiske Menneskerettighedskonvention, flygtningekonventionen eller

EU-retten. Secretary of State vurderede ved sin afgørelse, at dette ikke var

tilfældet. CS appellerede Secretary of States beslutning til First-tier Tribu-

nal, der lagde til grund at udvisning af CS ville indebære, at CS’ barn ville

være nødt til at følge CS til Marokko og tilsidesatte Secretary of States ud-

visningsbeslutning under henvisning til, at en unionsborger (CS’ barn) ik-

ke under nogen omstændigheder kan blive de facto udvist fra EU’s områ-

de, jf. TEUF artikel 20 og Domstolens afgørelse i sag C-34/09, Zambrano.

Secretary of State appellerede First-tier Tribunals afgørelse til Upper Tri-

bunal.

EUU, Alm.del - 2014-15 (2. samling) - Bilag 17: Afgivelse af mundtligt indlæg i EU-Domstolens præjudicielle sag C-165/14, Alfredo Rendón Marín, og sag C-304/14, CS

Upper Tribunal har på den baggrund forelagt Domstolen følgende spørgs-

mål:

(1) Er EU-retten og særligt artikel 20 TEUF til hinder for, at

en medlemsstat udviser et tredjelands statsborger, der er for-

ælder og hovedforsørger til et barn, der er statsborger i med-

lemsstaten (og følgelig en unionsborger), fra sit område til et

tredjeland, når dette ville fratage barnet, der er unionsborger,

den effektive nydelse af kerneindholdet i hans eller hendes ret-

tigheder som unionsborger?

(2) Såfremt svaret på spørgsmål (1) er »nej«, under hvilke om-

stændigheder ville en sådan udvisning da være tilladt i medfør

af EU-retten?

(3) Såfremt svaret på spørgsmål (1) er »nej«, i hvilken grad,

om nogen, giver artikel 27 og 28 i direktiv 2004/38/EF (op-

holdsdirektivet) svaret på spørgsmål (2)?

3. Regeringens interesse i sagen

Det følger af udlændingelovens § 22-24, at en udlænding kan udvises ved

dom på grund af kriminalitet. Jo længere tid en udlænding har været her i

landet, jo grovere kriminalitet skal der til, for at den pågældende kan udvi-

ses. Lovens § 22, nr. 4-8, indeholder en særlig nem adgang til udvisning i

tilfælde, hvor udlændingen er blevet idømt ubetinget frihedsstraf for særlig

grove kriminalitetsformer.

En afgørelse om at udvise en kriminel udlænding træffes i to led. Først

vurderes det, om det kriminelle forhold kan begrunde udvisning. Er det til-

fældet, foretages der en konkret vurdering af, om der er forhold, der taler

imod udvisning. Det er i den forbindelse afgørende, om udvisning vil være

i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder EU-retten, jf.

udlændingelovens § 26, stk. 2.

Sagerne for EU-Domstolen rejser bl.a. spørgsmål om, hvorvidt en tredje-

landsstatsborger kan aflede en absolut opholdsret af sit unionsborgerbarn,

eller om medlemsstaten under visse omstændigheder kan udvise tredje-

landsstatsborgeren, selv om det måtte have den konsekvens, at unionsbor-

gerbarnet også må forlade Unionen. Hvis der er tale om en absolut op-

holdsret for tredjelandsstatsborgeren i denne situation, vil det betyde, at

EUU, Alm.del - 2014-15 (2. samling) - Bilag 17: Afgivelse af mundtligt indlæg i EU-Domstolens præjudicielle sag C-165/14, Alfredo Rendón Marín, og sag C-304/14, CS

man ikke vil kunne udvise tredjelandsstatsborgeren uanset varigheden af

dennes ophold i Danmark og kriminalitetens grovhed.

Kommissionen har i sit skriftlige indlæg i CS-sagen således gjort gælden-

de, at der er tale om en absolut ret for tredjelandsstatsborgeren.

Domstolen har i Zambrano-dommen (sag C-34/09) fastslået bl.a., at TEUF

artikel 20 skal fortolkes således, at den er til hinder for, at en medlemsstat

nægter en tredjelandsstatsborger, som forsørger et barn, der er unionsbor-

ger, ophold i den medlemsstat, hvori de er bosat og er statsborgere, for så

vidt som denne afgørelse reelt fratager unionsborgerbarnet den effektive

nydelse af kerneindholdet i de rettigheder, der er tilknyttet statussen som

unionsborger. Domstolen har i dommen endvidere fastslået, at opholdsdi-

rektivet (direktiv 2004/38/EF) ikke finder anvendelse på sager om op-

holdsret efter Zambrano-dommens principper, fordi direktivet alene finder

anvendelse på en unionsborger, der rejser til eller tager ophold i en anden

medlemsstat end den, hvor vedkommende er statsborger, jf. direktivets ar-

tikel 3, stk. 1.

Domstolen har efterfølgende præciseret rækkevidden af præmisserne i

Zambrano-dommen i en række efterfølgende domme, herunder i dom af

15. november 2011 i sag C-256/11, Dereci m.fl., hvor Domstolen bl.a. ud-

talte, at kriteriet vedrørende kerneindholdet i de rettigheder, som en uni-

onsborger er tildelt ved statussen som unionsborger, vedrører situationer,

som er kendetegnet ved, at unionsborgeren reelt er nødsaget til at forlade

ikke blot den medlemsstat, hvor han er statsborger, men også Unionen som

helhed. Domstolen lægger vægt på, at der er tale om et kriterium af ganske

særlig karakter, idet det vedrører situationer, hvor en tredjelandsstatsbor-

ger, som er familiemedlem til en unionsborger, undtagelsesvis ikke kan

nægtes en opholdsret, idet den effektive virkning af unionsborgerskabet el-

lers ville blive bragt i fare.

Justitsministeriet har i sin vurdering af Zambrano-dommen og den efter-

følgende praksis fra Domstolen vedrørende opholdsret efter Zambrano-

dommens principper lagt til grund, at tredjelandsstatsborgere fortsat kan

nægtes opholdsret under henvisning til hensynet til den offentlige orden,

sikkerhed og sundhed i medfør af EU-reglerne, selv om de kan aflede en

opholdsret af et mindreårigt unionsborgerbarn. Der er altså efter Justitsmi-

nisteriets opfattelse ikke tale om en absolut opholdsret for tredjelandsstats-

borgere efter Zambrano-dommens principper.

EUU, Alm.del - 2014-15 (2. samling) - Bilag 17: Afgivelse af mundtligt indlæg i EU-Domstolens præjudicielle sag C-165/14, Alfredo Rendón Marín, og sag C-304/14, CS

Det bemærkes i den forbindelse, at det følger af opholdsdirektivets artikel

27, at medlemsstaterne under visse nærmere betingelser kan begrænse den

frie bevægelighed og ophold for en unionsborger, der er omfattet af op-

holdsdirektivet, fordi den pågældende rejser til eller tager ophold i en an-

den medlemsstat end den, hvor den pågældende er statsborger, af hensyn

til den offentlige orden, sikkerhed og sundhed.

Hvis man indrømmer tredjelandsstatsborgere en absolut opholdsret efter

Zambrano-dommens principper vil det derfor reelt betyde, at tredjelands-

statsborgere i denne situation nyder en bedre beskyttelse mod udvisning

end unionsborgere, der har opholdsret på grundlag af opholdsdirektivet.

Det er på den baggrund regeringens vurdering, at der i indlægget for Dom-

stolen bør argumenteres for, at en tredjelandsstatsborger ikke kan aflede en

absolut opholdsret af sit unionsborgerbarn, jf. TEUF artikel 20.