Finansudvalget 2014-15 (2. samling)
SEK (2015) 0240 Bilag 3
Offentligt
Input til møde i Europaudvalget den 4. september 2015
Vedrørende punkt 2. EU’s budget for 2016
I forbindelse med Europaudvalgets mandatafgivelse vedr. EU's budget for 2016 har Globalt Fokus
1
følgende
kommentarer for så vidt angår udgiftsområde 4 om det Globale Europa.
EU’s nødhjælps- og udviklingsindsatser, der hvert år assisterer millioner af mennesker i fattigdom og nød, har i
en periode været kraftigt påvirket af, at der videreføres ubetalte regninger fra år til år, hvilket lægger beslag på
store dele af budgettet for det efterfølgende år, uden at der afses yderligere ressourcer til at dække
udeståender (nævnt på samlenotatets side 11). Alene for udviklingsområdet løb størrelsen af
finansieringskløften sidste år op i mere end 1 milliard euro ift. EU’s indgående forpligtelser på denne baggrund.
EU’s budget for humanitære indsatser oplever tilsvarende udfordringer i en tid, hvor verden oplever hidtil uset
mange humanitære kriser og store flygtningestrømme både lokalt i Europa, regionalt i EU’s nærområder og
globalt.
Verden står i dag over for en række større kriser. Antallet af flygtninge i verden har ikke været større siden
Anden Verdenskrig og midt i 2015 vurderede FN, at et rekordhøjt antal mennesker ville have brug for nødhjælp
i løbet af året. EU og Unionens medlemslande bør derfor prioritere de udgiftsområder, der kan adressere disse
kolossale udfordringer – både i form af akut nødhjælp og udviklingsbistand til at forbedre og stabilisere
vilkårene i de lande, mennesker flygter fra.
Kommissionens budgetforslag adresserer i det store hele ovennævnte budgetstrukturelle udfordringer ved at
lægge op til et generelt relativt højt niveau for betalingsbevillinger. Samtidig lægges i Kommissionens forslag op
til fornuftige niveauer for forpligtelsesbevillinger, hvilket gør EU i stand til at agere globalt og fortsat være en
relevant og ansvarlig aktør på det humanitære område.
Det er derfor yderst beklageligt at konstatere, at EU’s medlemslande i deres oplæg til budgetændringer har
foreslået de allerstørste besparelser i forhold til Kommissions forslag på netop dette udgiftsområde (se tabel 11
i samlenotat). Relativt til størrelse udsættes ingen af de andre fem budgetlinjer for nedskæringer bare i
nærheden af udgiftsområde 4 om det Globale Europa, hvilket er dybt uforståeligt verdens øjeblikkelige tilstand
taget i betragtning.
Hertil kommer, at EU’s nødhjælps- og udviklingsbudgetter har stor betydning for de danske
civilsamfundsorganisationers arbejde for verdens fattige og udsatte. Alene i 2013 indgik disse således
projektkontrakter for mere end DKK 835 millioner med EU
2
, og udgiftsområdet er derfor et, hvor Danmark og
danske aktører med deres store erfaring og komparative fordel er strategisk relevante.
Vi vil derfor på det kraftigste opfordre til, at Danmark placerer sig som et europæisk foregangsland på dette
område og støtter op om Kommissionens budgetforslag for udgiftsområde 4. Skal EU’s globale ambitioner
løftes, kræver det, at medlemslandene tager ansvar og ikke lader udgiftsområde 4 bære en uforholdsmæssig
stor andel af de budgetbesparelser Rådet ønsker at finde i Kommissionens forslag.
1
Globalt Fokus er en platform for 79 danske civilsamfundsorganisationer, som arbejder med international udvikling, miljø og
humanitært arbejde. DanWatch og 3F er medlemmer af Globalt Fokus, men er ikke medunderskrivere på denne henvendelse.
2
Læs mere om danske NGOers EU-finansierede udviklings- og nødhjælpsprojekter her: http://globaltfokus.dk/images/EU-
Funding/Globalt_Fokus_fundingnote_2013_okt_14.pdf