Europaudvalget 2014-15 (2. samling)
Rådsmøde 3403 - Økofin Bilag 2
Offentligt
1536905_0001.png
Folketingets Europaudvalg
8. juli 2015
Skriftlig forelæggelse af dagsordenen for ECOFIN d. 14. juli 2015
Alle sagerne forelægges Folketingets Europaudvalg til orientering. Denne forelæggelse giver et
prioriteret uddrag af de centrale aspekter i sagerne. Der henvises generelt til samlenotatet.
Præsentation af det luxembourgske formandskabs arbejdsprogram
Det luxembourgske formandskab vil på rådsmødet præsentere sit arbejdsprogram for ECOFIN i
2. halvår 2015. Det luxembourgske formandskab ventes overordnet at lægge vægt på styrkelse af
investeringer, vækst og beskæftigelse.
Mht. den økonomiske politik ventes formandskabet at fokusere på arbejdet med at videreudvikle
ØMU’en samt den løbende gennemførelse af Stabilitets- og Vækstpagten. Formandskabet vil søge
at nå en politisk aftale om brugen af fleksibilitet i de eksisterende regler i Stabilitets- og Vækstpag-
ten på grundlag af Kommissionens udspil fra januar 2015.
På skatteområdet ventes formandskabet at prioritere arbejdet med at sikre fair beskatning og be-
kæmpelse af skatteunddragelse. Det er målet at opnå enighed om Kommissionens direktivforslag
om automatisk udveksling af information vedr. grænseoverskridende skatteaftaler mellem myndig-
heder og virksomheder. Derudover ventes formandskabet at prioritere Kommissionens handlings-
plan for en mere fair selskabsbeskatning og fortsætte arbejdet med forslaget om et fælles konsoli-
deret skattegrundlag for selskaber (CCCTB). Formandskabet vil også søge at fremme det forstær-
kede samarbejde om en afgift på finansielle transaktioner.
Mht. det finansielle område ventes formandskabet blandt andet at prioritere implementeringen af
det styrkede banksamarbejde og etableringen af en kapitalmarkedsunion. Endelig vil Formandska-
bet prøve at nå en aftale med Europa-Parlamentet vedr. strukturreform af banksektoren på grund-
lag af aftalen i Rådet i juni 2015.
Endelig ventes formandskabet at prioritere forberedelsen af EU’s position og prioriteter vedrø-
rende klimafinansiering forud for de internationale forhandlinger om en ny global klimaaftale.
Formandskabet vil sikre en aftale mellem Rådet og Europa-Parlamentet om EU’s budget for 2016.
Opfølgning på DER den 25.-26. juni 2015: Landeanbefalinger mv.
ECOFIN skal formelt vedtage de anbefalinger til EU-landene og til euroområdet som helhed, som
blev drøftet i ECOFIN i juni og efterfølgende generelt godkendt af Det Europæiske Råd på EU-
topmødet 25.-26. juni 2015.
Der ventes enighed om en finanspolitisk anbefaling til Frankrig, der blandt andet anbefaler at
gennemføre tilstrækkelige tiltag for at få underskuddet ned under 3 pct. af BNP til fristen i 2017, at
specificere de planlagte budgetforbedringer på udgiftssiden og at få gennemført en uafhængig
Rådsmøde nr. 3403 (økonomi og Finans) den 14. juli 2015 - Bilag 2: Skriftlig forelæggelse af Rådsmøde (økonomi og finans) den 14/7-15
Side 2 af 2
evaluering af tiltagene. ECOFIN udskød stillingtagen til anbefalingen fra rådsmødet i juni til juli,
idet man ville afvente Kommissionens vurdering af Frankrigs opfølgning på den reviderede hen-
stilling fra marts 2015. Vurderingen anfører, at det nominelle underskud ser ud til at falde som
anbefalet, selv om de strukturelle budgetforbedringer er mindre end anbefalet, og på den baggrund
ventes proceduren ikke optrappet.
Regeringen støtter vedtagelsen af de landespecifikke anbefalinger, herunder den finanspolitiske
anbefaling til Frankrig.
Videreudvikling af ØMU’en (rapport fra Kommissionsformanden m.fl.)
I forbindelse med EU-topmødet 25.-26. juni 2015 blev der offentliggjort en rapport med forslag til
videreudvikling af den Økonomiske og Monetære Union (”ØMU’en”), som skal drøftes på det
kommende ECOFIN. Europaudvalget blev orienteret (skriftligt) om ØMU-arbejdet d. 18. juni
2015 forud for ECOFIN d. 19. juni. Rapporten lægger op til en række tiltag, der skal være obliga-
toriske for eurolandene og åbne for landene uden for euroen, der ønsker at deltage.
I en første fase fra 1. juli 2015 til 30. juni 2017 lægger rapporten op til tiltag inden for de eksiste-
rende traktater. Konkret peges blandt andet på en styrket reformindsats, en modernisering af det
europæiske semester, udvikling af en kapitalmarkedsunion og færdiggørelse af det styrkede bank-
samarbejde, som foreslås udvidet med en fælles indskudsgarantiordning.
I anden fase, der skal være færdig senest i 2025, lægger rapporten op til mere vidtgående foran-
staltninger med henblik på at færdiggøre ØMU’ens økonomiske og institutionelle arkitektur. Her
sigtes blandt andet til bindende målsætninger og standarder for landenes reformindsats og økono-
miske resultater og et fælles budget for euroområdet, der kan fungere som en stabiliseringsmeka-
nisme til at modgå økonomiske udsving i de enkelte eurolande, samt flere fælles beslutninger om
landenes nationale økonomiske politik.
Regeringen lægger vægt på, at det centrale i styrkelsen af ØMU’en bør være at gennemføre og
håndhæve de mange styrkelser af det økonomiske samarbejde, som allerede er vedtaget. De mere
vidtgående tiltag vurderes at rejse en række politiske og økonomiske udfordringer og vil umiddel-
bart være vanskelige at nå til enighed om. Det er regeringens prioritet, at eventuelle nye ØMU-
tiltag bør være åbne for alle EU-lande - herunder ikke-eurolande, som måtte ønske at deltage - og
transparente for alle lande. Det er derfor positivt, at rapporten lægger op til en sådan åben og
transparent proces. Regeringen vil tage nærmere stilling, når evt. konkrete tiltag bliver fremlagt.
Med venlig hilsen
Claus Hjort Frederiksen