STATSMINISTERIET
Dato:
8. december 2015
Skriftlig afrapportering til Folketingets Europaudvalg og Udenrigspolitisk Nævn
fra EU-Tyrkiet topmødet i Bruxelles d. 29. november 2015
Der blev afholdt et EU-Tyrkiet topmøde i Bruxelles den 29. november 2015.
På topmødet blev der opnået enighed om en politisk erklæring, som bekræftede
handlingsplanen for det videre samarbejde på migrationsområdet mellem EU og
Tyrkiet.
På topmødet gav Tyrkiet tilsagn om at dæmme op for tilstrømningen af flygtninge og
migranter til EU, herunder gennem lettere tilbagesendelse af afviste asylansøgere fra
EU, bekæmpelse af menneskesmugling, sikring af bedre registrering af flygtninge,
styrkelse af grænsekontrollen samt bedre adgang til sundhedsbehandling og
uddannelse for flygtninge, så der kan ses et perspektiv i at blive i Tyrkiet, snarere end
at søge mod Europa.
EU gav til gengæld tilsagn om at oprette en særlig flygtningefacilitet for Tyrkiet på i
første omgang 3 mia. euro. Man var i den forbindelse enige om, at den økonomiske
støtte fra EU skal gå til at bistå Tyrkiet med at tage sig af de mere end 2,2 mio. syriske
flygtninge, som opholder sig i Tyrkiet. Dette beløb skulle ifølge erklæringen fra
topmødet holdes op mod de 8 mia. USD, som Tyrkiet allerede havde brugt på
udfordringen.
På topmødet blev man endvidere enige om fremadrettet, at afholde topmøder to gange
årligt i et passende format, at styrke den politiske dialog, bl.a. vedr. terrorbekæmpelse
og iværksætte en økonomisk højniveau-dialog, herunder en virksomhedsplatform.
Desuden enedes man om at iværksætte de forberedende skridt til en opgradering af
Toldunionen.
Man erklærede sig endvidere enige om at tilføre tiltrædelsesprocessen mere energi ved
at åbne forhandlingerne om kapitel 17, ligesom man – med forbehold for EU’s
medlemsstaters holdninger – blev enige om at forberede åbningen af yderligere
forhandlingskapitler. Vedr. visumliberalisering noterede parterne Tyrkiets tilsagn om
at fremskynde opfyldelsen af kravene i visumkøreplanen med henblik på at afslutte
visumliberaliseringsprocessen senest i oktober 2016, hvis kravene i køreplanen herom
var opfyldt.
Det fremgik afslutningsvist af aftalen, at alle elementerne skal gennemføres
sideløbende, og at fremskridtene skal overvåges nøje.
I øvrigt henvises til den politiske erklæring fra topmødet.