Notat om delegeret retsakt til Folketingets Europaudvalg
Kommissionens delegerede forordning (EU) …/… af 18. november 2015
om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 347/2013
hvad angår EU-listen over projekter af fælles interesse (”PCI-listen”)
(skriftlig forelæggelse)
KOM-nr. (2015) 8052
Nyt notat
1. Resumé
Kommissionens har udstedt forordning (EU) …/… af 18. november 2015
om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr.
347/2013 hvad angår EU-listen over projekter af fælles interesse (”PCI-
listen”) (delegeret forordning). Den delegerede forordning regulerer,
hvilke transeuropæiske energiinfrastrukturprojekter, der har status af
projekter af fælles interesse. Den delegerede forordning træder i kraft på
tyvendedagen for offentliggørelse i Den Europæiske Unions Tidende,
medmindre Rådet eller Europa-Parlamentet forinden gør indsigelse. Den
delegerede forordning vurderes ikke at have konsekvenser for
beskyttelsesniveauet i Danmark. Den delegerede retsakt blev oversendt
til Rådet den 18. november 2015. Herefter har Rådet to måneder til at
gøre indsigelse over for retsakten. Fristen for indsigelse er dermed
formelt den 18. januar 2016.
Regeringen kan støtte forslaget og agter dermed at støtte, at Rådet ikke
gør indsigelse mod udstedelsen af den konkrete delegerede retsakt .
Regeringen vil 8 dage fra oversendelsen af nærværende notat lægge
dette til grund.
2. Baggrund
Infrastrukturforordningen fra 2013 (Forordning (EU) Nr. 347/2013 af 17. april
2013) indbefatter, at der hvert andet år skal vedtages en liste med
energiinfrastrukturprojekter af fælles europæisk interesse - den såkaldte PCI-
liste. Den første PCI (Project of Common Interest)-liste blev vedtaget i 2013.
Kommissionen har i forbindelse med sin årlige statusrapport for Energiunionen
fremlagt den anden PCI-liste som delegeret forordning den 18. november
2015.
1