Fødevarestyrelsen / Kemi og Fødevarekvalitet
Sags.nr.: 2015-29-35-00212/2016-1875
Den 11. februar 2016
MFVM 032
GRUNDNOTAT TIL FOLKETINGETS EUROPAUDVALG
om ændring af bilag II, III og V til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 396/2005
med hensyn til maksimalgrænseværdier for pesticiderne AMTT, diquat, dodin, glufosinat og
tritosulfuron i eller på specifikke produkter (komitésag)
KOM-dokument foreligger ikke
Resumé
Kommissionen har fremsat forslag om ændringer vedrørende maksimalgrænseværdier i bilag II, III og V til
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 396/2005 for fem aktivstoffer i en række afgrøder og i
produkter af animalsk oprindelse (komitésag). Forslaget vedrører ændringer af maksimalgrænseværdier på
baggrund af nye anvendelser for stofferne AMTT, diquat, dodin, glufosinat og tritosulfuron på visse afgrøder.
De nye anvendelser betyder, at der er maksimalgrænseværdier, der sættes op, nye maksimalgrænseværdier der
etableres, maksimalgrænseværdier der sættes ned, og maksimalgrænseværdier der fastsættes på
detektionsgrænsen. Der er gennemført risikovurderinger for de anførte stoffer af Den Europæiske
Fødevaresikkerhedsautoritet (EFSA), og de ændrede maksimalgrænseværdier vurderes at være
sundhedsmæssigt acceptable af DTU Fødevareinstituttet. Derudover har DTU Fødevareinstituttet foretaget en
vurdering af eventuelle kombinationseffekter, som ikke giver anledning til sundhedsmæssige betænkeligheder.
Forslaget forventes at komme til afstemning i Den Stående Komité for Planter, Dyr, Fødevarer og Foder
(SCoPAFF) den 22. – 23. februar 2016. En vedtagelse af forslaget vurderes at betyde et uændret
beskyttelsesniveau i Danmark. Regeringen kan derfor støtte forslaget. Det bemærkes, at regeringens holdning
til forslaget ligger inden for de retningslinjer, som den tidligere regering i 2012 forelagde Folketingets
fødevareordførere for behandling af komitésager om fastsættelse af maksimalgrænseværdier for pesticidrester.
Baggrund
Kommissionen har fremsat forslag til ændring af bilag II, III og V til Europa-Parlamentets og Rådets forordning
(EF) nr. 396/2005 af 23. februar 2005 om maksimalgrænseværdier for pesticidrester i eller på vegetabilske og
animalske fødevarer og foderstoffer og om ændring af Rådets direktiv 91/414/EØF (herefter pesticidramme-
forordningen).
Forslaget er fremsat med hjemmel i artikel 14, stk. 1, litra a, artikel 18, stk. 1, litra b og artikel 49, stk.2 i
pesticidrammeforordningen.
Forslaget behandles i en forskriftsprocedure med kontrol i Den Stående Komité for Planter, Dyr, Fødevarer og
Foder (SCoPAFF). Hvis der er kvalificeret flertal for forslaget, forelægger Kommissionen forslaget for Rådet og
Europa-Parlamentet, der udtaler sig med henholdsvis kvalificeret og absolut flertal inden for 3 måneder.
Kommissionen vedtager forslaget, såfremt Rådet og Europa-Parlamentet tilslutter sig forslaget, eller ikke har
udtalt sig inden for tidsfristen. Opnås der ikke kvalificeret flertal i Den Stående Komité for Planter, Dyr,
Fødevarer og Foder (SCoPAFF), forelægger Kommissionen sagen for Rådet og Europa-Parlamentet, der udtaler
sig med henholdsvis kvalificeret og absolut flertal inden for 2 måneder. Kommissionen vedtager forslaget, såfremt
Rådet og Europa-Parlamentet tilslutter sig forslaget eller ikke har udtalt sig inden for tidsfristen.