Europaudvalget 2015-16
EUU Alm.del Bilag 359
Offentligt
1599760_0001.png
Notat
11. februar 2016
Notat til Folketingets Europaudvalg og Folketingets Kulturudvalg om
afgivelse af indlæg i appelsagerne C-649/15 P, TV 2/Danmark A/S mod
Kommissionen, C-656/15 P, Kommissionen mod TV 2/Danmark A/S samt
C-657/15 P, Viasat Broadcasting UK Ltd mod TV 2/Danmark A/S, ved EU-
Domstolen
Indledning
Ved appelskrifter af 3. og 7. december 2015 har henholdsvis TV 2 Danmark A/S
(herefter TV 2), samt Europa-Kommissionen (herefter Kommissionen) og Viasat
Broadcasting UK Ltd (herefter Viasat) appelleret Den Europæiske Unions Rets
dom af 24. september 2015 i sag T-674/11 til den Europæiske Unions Domstol
(herefter EU-Domstolen). Regeringen afgav under sagen for Retten
interventionsindlæg til støtte for TV 2’s påstande i sagen. Viasat afgav
interventionsindlæg til støtte for Kommissionen.
Baggrund
TV 2 anlagde ved stævning af 30. december 2011 sag mod Kommissionen ved den
Europæiske Unions Ret (herefter Retten) med henblik på annullering af
Kommissionens afgørelse af 20. april 2011 om Danmarks foranstaltninger til fordel
for TV 2 (C 2/2003 (K (2011) 2612) Endelig). Afgørelsen vedrører den statslige
finansiering af TV 2 i årene 1995-2002.
Kommissionens afgørelse er en udløber af Rettens dom af 22. oktober 2008 i de
forenede sager T-309/04, T-317/04, T-329/04, og T-336/04, TV 2/Danmark m.fl. mod
Kommissionen, hvorved Retten annullerede Kommissionens beslutning
2006/217/EF af 19. maj 2004 om Danmarks foranstaltninger til fordel for TV
2/Danmark. Retten fandt bl.a., at Kommissionen ikke havde undersøgt sagen
tilstrækkeligt. Som følge heraf genåbnede Kommissionen den formelle
undersøgelsesprocedure.
Efter at have modtaget regeringens svar på visse yderligere spørgsmål på
baggrund af dommen, traf Kommissionen den anfægtede afgørelse i 2011. I
afgørelsen konkluderede Kommissionen – i modsætning til i 2004 – at samtlige de
foranstaltninger, som Danmark i årene mellem 1995 og 2002 iværksatte til fordel
for TV 2 i form af licensmidler og andre foranstaltninger, var forenelige med det
indre marked. Kommissionen fastslog imidlertid på ny, at foranstaltningerne
udgjorde statsstøtte.
Som nævnt indbragte TV 2 denne afgørelse for Retten. TV 2 anfægtede afgørelsen
med henblik på at få Retten til at fastslå, at der ikke forelå statsstøtte, eller at der
kun forelå statsstøtte i mindre omfang. Formålet hermed var primært at
Dok. nr. 15/00587-56
EUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 359: Notat vedr. afgivelse af indlæg i EU-Domstolens sager C-649/15 P, C-656/15 P samt C-657/15 P (TV2/Danmark)
Side 2
undgå/begrænse eventuelle ”ulovlighedsrenter”, der evt. skal betales som følge af,
at statsstøtten ikke har været anmeldt til Kommissionen. I den forbindelse
bemærkes, at der sideløbende med retssagerne ved Retten siden den 28. februar
2006 har verseret en retssag mellem Viasat og TV 2 ved Østre Landsret, hvor
Viasat bl.a. har nedlagt påstand om, at TV 2 skal betale ulovlighedsrenter af
støttebeløbet. Det fremgår af TV 2’s årsrapport for 2014 (side 56), at Viasat har
opgjort disse ulovlighedsrenter til et beløb på 1.753 mio.kr.
Regeringen afgav under sagen for Retten interventionsindlæg til støtte for TV 2’s
påstande i sagen. Viasat afgav interventionsindlæg til støtte for Kommissionen.
Ved dom af 24. september 2015 annullerede Retten den del af Kommissionens
statsstøtteafgørelse af 20. april 2011, hvorved Kommissionen havde fastslået, at
reklameindtægter fra 1995 og 1996 overført til TV 2 via TV 2-Fonden udgjorde
statsstøtte. Retten opretholdt i øvrigt Kommissionens afgørelse, hvorefter
finansieringen af TV 2 udgjorde statsstøtte, som dog konkret var forenelig med det
indre marked. Retten fastslog således bl.a., at de beløb, som TV 2 i årene 1997 til
2002 fik overført fra TV 2-Fonden og efterfølgende overførte til sine
regionalstationer var statsstøtte til TV 2.
For at minimere risikoen for at blive pålagt at betale ulovlighedsrenter af en
eventuel ulovlig statsstøtte har
TV 2
appelleret Rettens dom til EU-domstolen. I
appelskriftet gør TV 2 blandt andet gældende, at hele den statslige finansiering af
TV 2 i årene 1995-2002 ikke udgør statsstøtte. Får TV 2 helt eller delvist medhold
heri, vil et eventuelt krav om ulovlighedsrenter kunne bortfalde eller blive
reduceret væsentligt.
Foruden TV 2 har også
Kommissionen
og
Viasat
indbragt Rettens dom for EU-
Domstolen. I appelskrifterne har Kommissionen og Viasat blandt andet gjort
gældende, at Retten har begået en retlig fejl ved at fastslå, at reklameindtægterne
fra 1995 og 1996 overført til TV 2 via TV 2-fonden ikke udgjorde statsstøtte. Får
Viasat og Kommissionen medhold heri, vil det kunne have betydning for størrelsen
af et eventuelt krav om ulovlighedsrenter rettet mod TV 2.
Sagernes betydning for Danmark
Regeringen har en betydelig interesse i at undgå en situation, hvor TV 2 risikerer
at gå konkurs som følge af et ulovlighedsrentekrav. Ved at deltage i appelsagerne
vil regeringen kunne supplere og underbygge TV 2’s synspunkter om, at den
statslige finansiering af TV 2 ikke er statsstøtte, og at TV 2 allerede derfor ikke
skal betale ulovlighedsrenter til staten. Regeringen vil endvidere kunne imødegå
Viasats og Kommissionens synspunkter om, at Retten har begået en fejl ved at
fastslå, at reklameindtægterne fra 1995 og 1996 ikke udgjorde statsstøtte.
Regeringen har på den baggrund besluttet at afgive indlæg i alle tre appelsager.