Europaudvalget 2015-16
EUU Alm.del Bilag 432
Offentligt
1609195_0001.png
UDENRIGSMINISTERIET
8. MARTS 2016
Spørgsmål fra Udenrigsudvalget til
udenrigsministeren af 12. februar 2016.
URU alm. del – spørgsmål 22.
URU alm. del spørgsmål 136:
”Vil ministeren kommentere Europa-Parlamentets beslutning af 4. februar 2016 om
systematiske massemord på religiøse mindretal begået af det såkaldte ISIS/Da´esh, jf.
http://www.europarl.europa.eu/sides/getDoc.do?pubRef=-//EP//NONSGML+TA+P8-
TA-2016-0051+0+DOC+PDF+V0//DA? Bakker ministeren op om EP-beslutningens
opfordring til, at FN´s sikkerhedsråd anerkender overgrebene fra ”ISIS/Da´esh” på en række
religiøse minoriteter som folkemord, jf. pkt. 1. Er ministeren endvidere enig i opfordringen til,
at der i EU oprettes en permanent særlig repræsentant for religions- og trosfrihed, jf. pkt. 10?”
Svar:
ISILs brutale overgreb mod civilbefolkningen i Syrien og Irak er barbariske og fuldstændig
uacceptable. Netop overgrebene mod civile, herunder de religiøse mindretal i Irak, var blandt
andet også baggrunden for, at først USA og derefter den internationale koalition iværksatte
militære tiltag mod terrorgruppen.
Fra dansk side har vi ved flere lejligheder slået fast, at ISILs systematiske overgreb mod blandt
andet religiøse mindretal er uacceptable. Det har vi både gjort i FN’s Menneskerettighedsråd, i
EU og bilateralt over for Irak. Det var også mit budskab under en fransk-jordansk organiseret
international konference i Paris i september sidste år om forfølgelse af religiøse mindretal i Mel-
lemøsten. Hvilken juridisk betegnelse, der kan knyttes til overgrebene, vil i sidste ende være et
spørgsmål for en juridisk instans.
Et stærkt internationalt fokus på at beskytte forfulgte religøse mindretal er af stor vigtighed.
Men vi skal sikre os, at vi ikke duplikerer allerede eksisterende mekanismer. EU’s særlige
repræsentant for menneskerettigheder dækker således også religions- og trosfrihed, som han
forholder sig til både i bilaterale og multilaterale sammenhænge, herunder i dialog med FN’s
specialrapportør for religions- og trosfrihed.