Europaudvalget 2015-16
EUU Alm.del Bilag 469
Offentligt
1613447_0001.png
Udenrigsministeriet
Grundlovens § 19 og afgørelse om ’New Settlement’ for UK
15. marts 2016
Formanden for Det Europæiske Råd cirkulerede den 2. februar 2016 et udkast til
afgørelse fra stats- og regeringscheferne vedrørende en ’New Settlement’ for Det
Forenede Kongerige (UK). Afgørelsens karakter af en mellemstatslig aftale gav
anledning til følgende overvejelser i relation til grundlovens § 19:
Grundlovens § 19
Grundlovens § 19, stk. 1, har følgende ordlyd:
”Kongen handler på rigets vegne i mellemfolkelige anliggender. Uden folketingets
samtykke kan han dog ikke foretage nogen handling, der forøger eller indskrænker
rigets område, eller indgå nogen forpligtigelse, til hvis opfyldelse folketingets
medvirken er nødvendig, eller som i øvrigt er af større betydning. Ej heller kan
kongen uden folketingets samtykke opsige nogen mellemfolkelig overenskomst,
som er indgået med folketingets samtykke.”
Efter grundlovens § 19 er regeringens adgang til på egen hånd at indgå folkeretlige
forpligtelser således undergivet begrænsninger i form af, at der skal indhentes
forudgående samtykke fra Folketinget til indgåelse af visse folkeretlige
forpligtelser. Disse begrænsninger vedrører kun indgåelse af (bindende)
forpligtelser, og udenrigspolitiske handlinger, der ikke indebærer nogen
forpligtelser for Danmark, kræver derfor ikke Folketingets samtykke efter
bestemmelsen.
Det følger nærmere af § 19, stk. 1, 2. pkt., at Folketingets samtykke bl.a. kræves
for, at regeringen kan indgå forpligtelser, til hvis opfyldelse Folketingets
medvirken er nødvendig, eller som i øvrigt er af større betydning.
Folketingets medvirken til opfyldelse af forpligtelsen kan f.eks. være nødvendig,
fordi der til gennemførelse af forpligtelsen kræves vedtagelse af lovgivning.
Om en forpligtelse er af større betydning afgøres ved en konkret vurdering af de
forpligtelser, som påtænkes indgået. I denne vurdering indgår dels
traktatforpligtelsens indhold, dels forpligtelsens politiske betydning.
§ 19-samtykke kan ikke gives af Europaudvalget, men må gives af det samlede
Folketing – i praksis i form af vedtagelse af et beslutningsforslag eller i lovsform.
UK Afgørelsen
Som oplyst i Folketingets Europaudvalg den 11. februar 2016 er det regeringens
vurdering, at afgørelsesudkastet af 2. februar 2016 – som i det væsentlige svarer til
den afgørelse, som stats- og regeringscheferne efterfølgende tiltrådte den 19.
februar 2016 – ikke indebærer forpligtelser for Danmark af en sådan karakter, at
 EUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 469: Notat om grundlovens § 19 og EU’s stats- og regeringschefers afgørelse om New Settlement for UK
Side 2 af 3
Folketingets samtykke skulle indhentes efter grundlovens § 19 forud for dansk
tilslutning til afgørelsen.
Om baggrunden for denne vurdering kan oplyses følgende:
Afgørelsen indeholder ikke elementer, der umiddelbart kræver lovændringer mv. i
Danmark, og Folketingets medvirken er som følge heraf ikke nødvendig for
opfyldelsen af de forpligtelser, som følger af afgørelsen.
Det bemærkes i den forbindelse, at Folketingets medvirken dog vil være
nødvendig på et tidspunkt, hvis visse af afgørelsens elementer senere måtte blive
løftet over i EU’s traktatgrundlag i forbindelse med en kommende traktatrevision.
Til den tid vil Folketinget skulle give et ratifikationssamtykke efter de sædvanlige
procedurer for Folketingets behandling af traktatændringer. Dette fremgår også
udtrykkeligt af teksten de relevante steder i afgørelsen, og der er ikke tale om, at
afgørelsen forpligter Folketinget til i givet fald at meddele et sådant
ratifikationssamtykke.
Det bemærkes endvidere, at en række elementer i afgørelsen, herunder elementet
om indeksering af børneydelser, senere vil skulle udmøntes gennem vedtagelse af
sekundær EU-ret. Forpligtelsen til at gennemføre disse elementer i dansk
lovgivning opstår ikke med afgørelsen, men først når der er sket vedtagelse af den
omhandlede sekundære EU-ret i overensstemmelse med de almindelige
procedurer herfor.
Afgørelsen indebærer ikke i sig selv for Danmarks vedkommende forpligtelser af
”større betydning” i grundlovens forstand.
Afgørelsen har således til formål at etablere en ny ordning for UK (og ikke for
Danmark). Det står i den forbindelse klart, at afgørelsen ikke er i modstrid med
EU's traktatgrundlag, og at afgørelsen heller ikke ændrer traktatgrundlaget. Dette
følger af afgørelsens præambel og flere af dens bestemmelser, og det er lagt til
grund i Det Europæiske Råds konklusioner af 19. februar 2016.
Det bemærkes, at det er de forpligtelser, som Danmark påtager sig med
afgørelsen, som skal have ”større betydning”, før Folketingets samtykke er
påkrævet i henhold til grundlovens § 19, stk. 1. Da udenrigspolitiske handlinger,
der ikke indebærer forpligtelser for Danmark, som tidligere nævnt ikke er omfattet
af grundlovens § 19, stk. 1, er det ikke nødvendigt at vurdere, om de dele af
afgørelsen, der ikke indebærer forpligtelser for Danmark, er af ”større betydning”.
Det er særligt blevet overvejet, om det element i afgørelsen, der indebærer en
forpligtelse til at medvirke til at standse behandlingen i Rådet af forslag til
retsakter, hvis 55 % af de nationale parlamenter gør indsigelse mod forslaget, og
indsigelserne ikke imødekommes (”rødt kort”-ordningen), udgør en forpligtelse af
”større betydning” for Danmark i grundlovens forstand.
I denne vurdering indgår som tidligere nævnt dels forpligtelsens indhold, dels
dens politiske betydning.
 EUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 469: Notat om grundlovens § 19 og EU’s stats- og regeringschefers afgørelse om New Settlement for UK
Side 3 af 3
For så vidt angår forpligtelsens indhold, bemærkes det at ”rødt kort”-ordningen
udmønter og understøtter håndhævelsen af et princip – nærhedsprincippet – som
allerede er fastlagt i EU-Traktaten, og som al sekundær EU-ret skal respektere
som en gyldighedsbetingelse. I denne henseende er ”rødt kort”-ordningen en
overbygning på de såkaldte ”gule” og ”orange kort”, der allerede findes i EU’s
traktatgrundlag.
”Gult kort”-ordningen indebærer, at såfremt mindst en tredjedel – i enkelte
tilfælde blot en fjerdedel – af de nationale parlamenter gør indsigelse mod et
forslag til EU-lovgivning med henvisning til nærhedsprincippet, skal udkastet
tages op til fornyet overvejelse, hvorefter Kommissionen enten kan opretholde,
ændre eller trække forslaget tilbage. ”Orange kort”-ordningen bygger videre på det
”gule kort”. Et ”orange kort” kræver, at mindst et simpelt flertal af de nationale
parlamenter gør indsigelse mod forslaget med henvisning til nærhedsprincippet.
Hvis Kommissionen herefter beslutter at opretholde forslaget, skal den begrunde
denne beslutning over for Europaparlamentet og Rådet, der herefter har lettere
adgang til at standse behandlingen af forslaget end sædvanligt i EU-
lovgivningsproceduren. Allerede inden førstebehandlingen af forslaget kan
Europaparlamentet eller Rådet således træffe beslutning om, at
lovgivningsforslaget ikke behandles yderligere. En sådan beslutning kan træffes
med simpelt flertal i Europaparlamentet eller med et flertal på 55 pct. af Rådets
medlemmer.
Det bemærkes i øvrigt, at der er tale om en forpligtelse for Danmark, som kun
indtræder i de ganske særlige tilfælde, hvor der gives et ”rødt kort” fra de
nationale parlamenter.
Hvad angår den politiske betydning, vurderes det, at ”det røde kort” i praksis ikke
vil indebære begrænsninger af væsentlig betydning i forhold til at fremme danske
interesser i EU, og at det generelt anses for ukontroversielt at stille sig bag den
yderligere imødekommelse overfor de nationale parlamenter, som indførelsen af
”det røde kort” indebærer.
På denne baggrund er det samlet set regeringens opfattelse, at en dansk tiltrædelse
af UK-afgørelsen ikke forudsatte indhentelse af Folketingets samtykke efter
grundlovens § 19.
I overensstemmelse hermed forelagde udenrigsministeren den 11. februar 2016
sagen for Europaudvalget til forhandlingsoplæg forud for, at statsministeren på
Danmarks vegne tilsluttede sig afgørelsen den 19. februar 2016.