NOTAT
Organisation & Jura
J.nr. 001-14458
Ref. clcla/kaa
Den 4. april 2016
Notat til Folketingets Europaudvalg og Folketingets Miljø- og
Fødevareudvalg om intervention i sag T-746/15, Biofa mod
Kommissionen
Indledning
En tysk producentvirksomhed Biofa har ved Retten ved EU-Domstolen anlagt sag
mod Europa-Kommissionen med påstand om annullation af Kommissionens
gennemførelsesforordning (EU) 2015/2069 af 17. november 2015 om godkendelse
af basisstoffet natriumhydrogencarbonat.
Sagens baggrund
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) 1107/2009 af 21. oktober 2009
om markedsføring af plantebeskyttelsesmidler og om ophævelse af Rådets direktiv
79/117/EØF og 91/414/EØF fastsætter reglerne om markedsføring af
plantebeskyttelsesmidler(herefter plantebeskyttelsesmiddelforordningen).
Hovedreglen i forordningen er, at et plantebeskyttelsesmiddel kun lovligt kan
markedsføres i et medlemsland, hvis aktivstoffet er godkendt i EU og hvis
plantebeskyttelsesmidlet med et godkendt aktivstof herefter er godkendt nationalt
i den pågældende medlemsstat, jf. plantebeskyttelsesmiddelforordningens artikel
28 og 29.
Forordningen indeholder imidlertid en række undtagelser herfra, herunder om
såkaldte basisstoffer. Basisstoffer er også omfattet af en EU-godkendelsesordning i
henhold til forordningens bestemmelser, men plantebeskyttelsesmidler, der
udelukkende indeholder et eller flere basisstoffer, kræver ikke en efterfølgende
national godkendelse for at kunne markedsføres lovligt i EU. Det er en
forudsætning for en godkendelse som basisstof, at det aktive stof ikke primært
anvendes til plantebeskyttelse, men alligevel er brugbart til formålet, og at
aktivstoffet ikke er markedsført som plantebeskyttelsesmiddel, ligesom det ikke
må give anledning til bekymring, jf. forordningens artikel 23, stk. 1. Fx kan
aktivstoffer, som opfylder kriterierne for »fødevarer« som defineret i artikel 2 i
forordning (EF) nr. 178/2002 om generelle principper og krav i
fødevarelovgivningen, om oprettelse af Den Europæiske
Fødevaresikkerhedsautoritet og om procedurer vedrørende fødevaresikkerhed,
godkendes som et basisstof.
Ansøgning om godkendelse som basisstof kan indgives til Kommissionen af enten
en interesseret part eller en medlemsstat. Efter ønske fra danske interessenter
indgav Miljøstyrelsen i marts 2014 en ansøgning om godkendelse af
natriumhydrogencarbonat som et basisstof til Kommissionen, vedlagt de