Fødevarestyrelsen/ Kemi & Fødevarekvalitet
Sags.nr.: 2016-29-22-01511 / 2016-4550
Den 20. april 2016
MFVM 067
GRUNDNOTAT TIL FOLKETINGETS EUROPAUDVALG
om forslag til Kommissionens gennemførelsesforordning om godkendelse af
zink-bilysinat
som
tilsætningsstof til foder til alle dyrearter (komitésag).
KOM-dokument foreligger ikke
Resumé
Kommissionen har fremsat forslag om godkendelse af zink-bilysinat som fodertilsætningsstof til alle dyrearter
(komitésag). Derudover indeholder forslaget mindre nedsættelser af maksimalgrænseværdierne for zink i
fuldfoder til en række dyrearter, dog ikke for smågrise, søer og kaniner. Forslaget forventes sat til afstemning i
Den Stående Komite for Planter, Dyr, Fødevarer og Foder den 27.-28. april 2016. Den Europæiske
Fødevaresikkerhedsautoritet (EFSA) har vurderet, at stoffet er sikkert for dyr og mennesker forudsat, at
maksimalgrænseværdierne overholdes. En vedtagelse af forslaget forventes ikke at berøre beskyttelsesniveauet
for de berørte dyr. For smågrise foreslås den nuværende maksimalgrænseværdi fastholdt, hvilket ifølge Aarhus
Universitet er bekymrende, da denne formentlig ligger væsentligt under smågrisenes fysiologiske behov for zink
i forbindelse med fravænning. Forslaget forventes at have en vis gavnlig effekt på miljøet. Regeringen kan støtte
forslaget, idet der dog fra dansk side af miljøhensyn arbejdes for at få sænket den foreslåede
maksimalgrænseværdi for zink i foder til slagtesvin fra 120 mg zink til 100 mg/kg. Desuden vil Danmark
arbejde for at fastholde de gældende maksimalgrænseværdier for zink i foder til fisk og selskabsdyr på
henholdsvis 200 og 250 mg/kg. Endelig vil Danmark arbejde for, at der i forslaget indarbejdes en bestemmelse
om revision af godkendelsesforordningens maksimalgrænseværdier for indhold af zink i foder indenfor en
tidsperiode på maksimalt 3 år, hvor der forventes at foreligge ny viden om dyrenes fysiologiske behov for zink.
Baggrund
Kommissionen har fremlagt forslag om gennemførelsesforordning om godkendelse af zink-bilysinat som
tilsætningsstof til foder til alle dyrearter.
Forslaget er fremsat med hjemmel i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) Nr. 1831/2003 af 22.
september 2003 om fodertilsætningsstoffer, artikel 9, stk. 2.
Forslaget skal behandles i en undersøgelsesprocedure i Den Stående Komité for Planter, Dyr, Fødevarer og Foder
(SCoPAFF). Afgiver komitéen en positiv udtalelse med kvalificeret flertal, vedtager Kommissionen forslaget.
Afgiver komitéen en negativ udtalelse med kvalificeret flertal, vedtager Kommissionen ikke forslaget, idet
Kommissionen inden for to måneder kan forelægge komitéen et ændret forslag eller indenfor en måned kan
forelægge forslaget for appeludvalget. Afgives der ikke nogen udtalelse med kvalificeret flertal, kan Kommissionen
vedtage forslaget eller inden for to måneder forelægge komitéen et ændret forslag eller inden for en måned
forelægge forslaget for appeludvalget.
Afgiver appeludvalget med kvalificeret flertal en negativ udtalelse om forslaget, kan Kommissionen ikke vedtage
forslaget. Afgiver appeludvalget med kvalificeret flertal en positiv udtalelse, vedtager Kommissionen forslaget.
Afgiver appeludvalget ikke nogen udtalelse med kvalificeret flertal kan Kommissionen vedtage forslaget.