Fødevarestyrelsen / Kemi og Fødevarekvalitet
Jr. nr. 2016-6363
Den 8. juni 2016
MFVM 088
GRUNDNOTAT TIL FOLEKTINGETS EUROPAUDVALG
om ændring af bilag II, III og V til Europa-Parlamentets og Rådets forordning
(EF) nr.396/2005 med hensyn til maksimalgrænseværdier for pesticiderne aclonifen,
deltamethrin, fluazinam, methomyl, sulcotrion og thiodicarb i eller på specifikke
produkter (komitesag)
KOM-dokument foreligger ikke
Resumé
Kommissionen har fremsat forslag om ændringer vedrørende maksimalgrænseværdier i bilag II, III
og V til Europa-Parlamentet og Rådets forordning (EF) nr. 396/2005 for seks aktivstoffer i en række
afgrøder og i produkter af animalsk oprindelse. Forslaget vedrører ændringer af
maksimalgrænseværdier på baggrund af revurdering af stofferne aclonifen, deltamethrin,
fluazinam, methomyl, sulcotrion og thiodicarb. Revurderingerne betyder, at der er
maksimalgrænseværdier, der sættes op, maksimalgrænseværdier der sættes ned og nye
maksimalgrænseværdier, der etableres, og maksimalgrænseværdier der fastsættes på
detektionsgrænsen. Der er gennemført risikovurderinger for de anførte stoffer af Den Europæiske
Fødevaresikkerhedsautoritet (EFSA), og de ændrede maksimalgrænseværdier vurderes at være
sundhedsmæssigt acceptable. DTU Fødevareinstituttet er anmodet om en vurdering af forslaget, og
vurderer, at der ikke vil være sundhedsmæssige problemer som følge af de foreslåede ændringer
vedrørende maksimalgrænseværdier. DTU Fødevareinstituttet har derudover foretaget en
vurdering af eventuelle kombinationseffekter, som ikke giver anledning til sundhedsmæssige
betænkeligheder. En vedtagelse af forslaget vurderes på den baggrund at betyde et uændret
beskyttelsesniveau i Danmark. Forslaget forventes sat til afstemning i Den Stående Komité for
Planter, Dyr, Fødevarer og Foder den 16 – 17. juni 2016. Regeringen kan støtte forslaget. Det
bemærkes, at regeringens holdning til forslaget ligger inden for de retningslinjer, som den tidligere
regering i 2012 forelagde Folketingets fødevareordførere for behandling af komitésager om
fastsættelse af maksimalgrænseværdier for pesticidrester.
Baggrund
Kommissionen har fremsat forslag til ændring af bilag II, III og V til Europa-Parlamentets og Rådets
forordning (EF) nr. 396/2005 af 23. februar 2005 om maksimalgrænseværdier for pesticidrester i eller
på vegetabilske og animalske fødevarer og foderstoffer og om ændring af Rådets direktiv 91/414/EØF
(herefter pesticidrammeforordningen).
Forslaget er fremsat med hjemmel i artikel 14, stk. 1, litra a, artikel 17 og artikel 49, stk. 2 i
pesticidrammeforordningen.
Forslaget behandles i en forskriftsprocedure med kontrol i Den Stående Komité for Planter, Dyr,
Fødevarer og Foder (SCoPAFF). Hvis der er kvalificeret flertal for forslaget, forelægger Kommissionen
forslaget for Rådet og Europa-Parlamentet med henblik på legalitetskontrol, der udtaler sig med
henholdsvis kvalificeret og absolut flertal inden for 3 måneder. Kommissionen vedtager forslaget,
såfremt Rådet og Europa-Parlamentet tilslutter sig forslaget eller ikke har udtalt sig inden for