Komitesag
Miljøteknologi
Ref. KAASM/MASCH
Den 31. maj 2016
M 62-16
MFVM 081
NOTAT
om indarbejdning af WLTP (World Harmonized Light Vehicles Test Procedure)
i europæisk lovgivning
KOM-dokument foreligger kun i foreløbig udgave.
Resumé
Kommissionen har fremsat forslag om en samlet revision af de sekundære retsakter, der
implementerer forordningen nr. 715/2007 om typegodkendelse af motorkøretøjer med hensyn til
emissioner fra lette personbiler og lette erhvervskøretøjer (euro 5 og 6), om adgang til reparations-
og vedligeholdelsesinformationer. Kommissionen foreslår at ophæve Kommissionsforordning nr.
692/2008 og erstatte den af nærværende forslag med visse overgangsbestemmelser.
Med revisionen af de sekundære retsakter lægges der op til at implementere en ny prøvningsmetode
(testcyklus), som er blevet udviklet og vedtaget 15. marts 2014 i regi af UN-ECE (FN’s økonomiske
kommission for Europa).
Forslaget om at overgå til en ny laboratorieprøvningsmetode skal føre til en bedre beregning af
brændstofforbrug sammenlignet med den eksisterende testcyklus, idet den nye metode indebærer en
mere varietet testcyklus, der i højere grad afspejler luftemissioner og CO2-emissioner.
Forslaget forventes sat til afstemning i den tekniske komité for motorkøretøjer 14. juni 2016.
Forslaget har ingen umiddelbare statsfinansielle eller administrative konsekvenser for det offentlige
eller konsekvenser for EU’s budget.
Forslaget skønnes ikke at have væsentlige samfundsøkonomiske eller erhvervsøkonomiske
konsekvenser.
Forslaget vurderes generelt at have lille positiv indvirkning på beskyttelsesniveauet i Danmark.
Regeringen er enig i relevansen af at få etableret en opdateret laboratorietestmetode, der i videre
grad reflekterer bilens teknik og moderne kørselsmønster. Regeringen er positivt indstillet over for
forslaget, der vurderes at give mere retvisende tal for bilers brændstofforbrug og CO2-udledning i
praksis, end tilfældet er i dag. Regeringen agter at støtte forslaget.
Baggrund
Kommissionen har fremsat forslag om implementering og ændring af Europa-Parlamentets og Rådets
Forordning nr. 715/2007 om typegodkendelse af motorkøretøjer med hensyn til emissioner fra lette
personbiler og lette erhvervskøretøjer (euro 5 og 6), om adgang til reparations- og
vedligeholdelsesinformationer.