NaturErhvervstyrelsen/Departementet
Den 16. juni 2016
MFVM 95
GRUNDNOTAT TIL FOLKETINGETS EUROPAUDVALG
om udkast til plan for indførelse af udsmidsforbuddet (landingsforpligtelsen) i
det demersale fiskeri i Nordsøen (delegeret retsakt)
KOM-dokument foreligger ikke
Resumé
Det Regionale Samarbejdsforum om Fiskeriforvaltningen i Nordsøen (Scheveningengruppen)
1
har
udarbejdet et udkast til fælles henstilling om udformningen af den plan, som skal sikre, at
udsmidsforbuddet for fiskerier efter ni demersale arter i Nordsøen, Skagerrak og Kattegat kan
gennemføres gradvist i perioden 2016-2019 i overensstemmelse med den nye grundforordning for
den fælles fiskeripolitik. På baggrund af en fælles henstilling fra Scheveningengruppen skal
Kommissionen udarbejde forslag om indførelsen af udsmidsforbuddet, der vedtages som en
delegeret retsakt. Forslaget er en opfølgning på den plan for udsmidsforbuddet, som finder
anvendelse for 2016 (Kommissionens delegerede forordning 2015/2440), og forslaget forventes at
have en positiv virkning for beskyttelsesniveauet i Danmark. Udkastet er fremsendt til
Kommissionen den 3. juni 2016 af Scheveningengruppens formandskab med henblik på forelæggelse
for Den Videnskabelige, Tekniske og Økonomiske Komité for Fiskeri (STECF) til faglig vurdering
inden endelig godkendelse i Scheveningengruppen. Den endelige dato for godkendelse i
Schveningengruppen kendes endnu ikke. Kommissionens delegerede retsakt forventes at kunne
træde i kraft med virkning fra den 1. januar 2017. Regeringen kan støtte et samlet kompromis om
fælles indstilling til fortsættelse og justering af den gældende discardplan for Nordsøen for 2017 og
vil 8 dage fra oversendelse af nærværende notat lægge dette til grund.
Baggrund
Grundforordningen 1380/2013 om den fælles fiskeripolitik, særligt artikel 18, lægger op til et udvidet
regionalt samarbejde mellem medlemsstater med en direkte forvaltningsmæssig interesse i
geografiske områder inden for rammerne af den fælles fiskeripolitik. De pågældende medlemsstater
kan med hjemmel i artikel 18 fremsende en fælles henstilling om indholdet af en plan for
gennemførelse af udsmidsforbuddet til Kommissionen. Kommissionen kan på baggrund af den fælles
henstilling vedtage en endelig udsmidsplan i form af en delegeret retsakt.
1
Scheveningengruppen består af de medlemsstater, der har direkte fiskeriinteresser i Nordsøen, Skagerrak og
Kattegat, det vil sige Danmark, Sverige, Storbritannien, Tyskland, Nederlandene, Belgien og Frankrig. Gruppen er
drivkraften i regionaliseringsprocessen, ikke mindst med hensyn til formulering af fælles henstillinger på
fiskeriområdet, og helt aktuelt i arbejdet med formuleringen af planer for implementeringen af udsmidsforbuddet.
Kommissionen deltager ad hoc.