Miljøteknologi
MFVM 097
________________________________________________________________
NOTAT til Folketingets Europaudvalg
Om Kommissionens forslag til reviderede EU-miljømærkekriterier for produktgruppen
trægulve
i den europæiske miljømærkeordning, Blomsten (Komitesag).
Resume
Kommissionen har fremsat forslag til reviderede EU miljømærkekriterier for produktgruppen
trægulve, der har hjemmel i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning Nr. 66/2010 af
25. november 2009 om EU-miljømærket. Overordnet stiller forslaget krav til de væsentligste
miljøpåvirkninger i hele produktets livscyklus, i forhold til råvareudvinding, produktion, brugsfase
og efter brug. Nærværende forslag indeholder reviderede EU miljømærkekriterier for trægulve (til
indendørs brug).
Forslaget vurderes at påvirke beskyttelsesniveauet positivt. Forslaget vurderes ikke at have
væsentlige økonomiske og administrative konsekvenser for stat, regioner, kommuner eller
erhvervslivet.
Der er afstemning i komiteen den 24. juni 2016.
Regeringen finder miljøbeskyttelsesniveauet- og forbedringerne tilfredsstillende. Regeringen agter
derfor at stemme for Kommissionens forslag.
Baggrund
Den 27. maj 2016 sendte Kommissionen nærværende forslag om reviderede EU-miljømærkekriterier
for trægulve (til indendørs brug). Forslaget har hjemmel i artikel 7 og 8 i Europa-Parlamentets og
Rådets Forordning (EF) Nr. 66/2010 af 25. november 2009 om EU-miljømærket. Beslutningsforslaget
skal til afstemning den 24. juni 2016 i Kommissionens forskriftudvalg for EU’s miljømærke, Blomsten.
Forskriftudvalget træffer afgørelse i sager om miljømærkekriterier efter forskriftprocedure med
kontrol (art. 5a i Rådets afgørelse 1999/468/EF, som ændret ved Rådets afgørelse 2006/512 af 17. juli
2006), jf. art. 16, stk. 2 i miljømærkeforordningen. Hvis der i komiteen er kvalificeret flertal for et
forslag, udsteder Kommissionen beslutningen, når Parlamentet har gennemført en legalitetskontrol af
forslaget indenfor tre måneder. Opnås der ikke kvalificeret flertal i komiteen, forelægger
Kommissionen sagen for Rådet og underretter samtidig Europa-Parlamentet. Hvis der i Rådet er
kvalificeret flertal imod et forslag, skal Kommissionen behandle sagen på ny. Vedtager Rådet forslaget
med kvalificeret flertal eller udtaler Rådet sig ikke inden en frist på højst to måneder, kan
Kommissionen udstede beslutningen, når Parlamentet har gennemført en legalitetskontrol af forslaget
inden for fire måneder fra Kommissionens forelæggelse.
Formål og indhold
Forslaget til miljømærkning af trægulve omfatter: Produkter til anvendelse som indendørs
gulvbelægning bestående af mere end 80 % træ og/eller plantebaseret materiale (f.eks. træ, kork,
bambus). Gulve baseret på laminater, træplader og lignende er inkluderet. Gulve baseret på syntetiske
polymerer (plast) er ikke omfattet.
Belægninger, alene anvendt til vægge eller belægninger til udendørs brug, og markedsført til sådanne
formål, er ikke inkluderet. Produktgruppen omfatter ikke overfladebehandlinger med indhold af
biocider og henblik på at opnå en antimikrobiel eller antiseptisk overflade.