NOTAT FRA UDENRIGSMINISTERIET TIL FOLKETINGETS
EUROPAUDVALG
Om Kommissionens delegerede forordning af 8.7.2016 om ændring af bilag I til
Rådets forordning (EF) nr. 1528/2007 om anvendelse af de ordninger for varer
med oprindelse i bestemte lande i gruppen af stater i Afrika, Vestindien og
Stillehavet (AVS), der er fastlagt i aftaler om indgåelse af økonomiske
partnerskabsaftaler eller i aftaler, som fører til indgåelse af økonomiske
partnerskabsaftaler
KOM-dokument 11104/16, 11105/16, 11107/16, 11108/16, 11109/16,11110/16
Resumé
Kommissionen har den 8. juli 2016 udstedt delegerede retsakter vedrørende Kenya, Ghana, Elfenbenskysten,
Namibia, Swaziland og Botswana. De delegerede retsakter fastlægger, at de pågældende seks lande vil miste den
begunstigede markedsadgang, de har til EU i henhold til MAR-forordningen, hvis ikke de færdigforhandlede
økonomiske partnerskabsaftaler (EPA’erne) mellem EU og hhv. EAC, ECOWAS og SADC ratificeres af
de pågældende lande inden den 1. oktober 2016.
Ikrafttræden af den delegerede retsakt og en samtidig manglende ratifikation af EU-EAC EPA’en fra EACs
side vil i praksis indebære, at varer fra Kenya per 1. oktober 2016 vil blive pålagt told i overensstemmelse med
EUs generelle præferencesystem (GSP), ud fra landets udviklingsmæssige status. Det betyder en væsentlig højere
told på varer fra Kenya til EU, der er Kenyas største marked.
Status for ratifikationsprocessen varierer for de seks landes vedkommende. Hvad angår Kenya er det intern
uenighed i EAC og deraf følgende manglende vilje til at underskrive EU EAC EPA’en, der blokerer. Dermed
er Kenya, der ellers gerne ville finalisere aftalen, også afskåret fra at kunne ratificere. Ghana og Elfenbenskysten
har - med udsigt til, at ECOWAS ikke inden for rimelig tid undertegner den fulde EPA, der blev initialiseret
med EU den 30. juni 2014 - valgt at ratificere deres ”gamle” bilaterale midlertidige EPA’er individuelt.
SADC har undertegnet EU-SADC EPA’en, og ratifikationen i Namibia, Swaziland og Botswana er på
sporet.
Den eventuelle effekt af de delegerede retsakter forventes ikke at have konsekvenser for miljøet eller
beskyttelsesniveauet.
Regeringen støtter, at EU søger at formå EPA-partnerlandene i ECOWAS, EAC og SADC til at
færdiggøre deres ratifikation inden for et rimeligt tidsrum, samtidig med at man fra dansk side er parat til at
udvise en grad af fleksibilitet, hvis der er begrundet formodning om, at ratifikationen reelt er nært forestående og
vil 6 dage fra oversendelse af nærværende notat lægge dette til grund.
Baggrund
EU vedtog i 2007 den særlige markedsadgangsforordning (MAR) for de lande i Afrika,
Vestindien og Stillehavsregionen (AVS-lande), der som minimum havde indgået en foreløbig
varehandelsaftale (interim EPA) med EU under forhandlingerne om fulde Økonomiske
Partnerskabsaftaler (fulde EPA’er). Det oprindelige formål var at sikre, at disse AVS-lande