EUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 931: Offentligt referat af Europaudvalgets møde 13/9-2016

Europaudvalget 2015-16
EUU Alm.del Bilag 931
Offentligt

Europaudvalget

REFERAT

AF 42. EUROPAUDVALGSMØDE

Dato:

Tidspunkt:

Sted:

Til stede:

tirsdag den 13. september 2016

kl. 14.45

vær. 2-145 (punkt 1) og vær. 2-133 (punkt 2-3)

Erik Christensen (S), formand, Kenneth Kristensen Berth (DF),

næstformand, Jakob Ellemann-Jensen (V), Peter Hummelgaard

Thomsen (S), Søren Søndergaard (EL) og Nikolaj Villumsen (EL).

statsminister Lars Løkke Rasmussen

Desuden deltog:

Punkt 1. Valg af formand

Punktet var lukket.

1281

EUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 931: Offentligt referat af Europaudvalgets møde 13/9-2016

42. Europaudvalgsmøde 13/9 2016

Punkt 2. Forelæggelse af uformelt EU-27-møde i Bratislava den 16. september 2016

Statsministeren ønskede den nye formand tillykke med valget.

Statsministeren:

Temaet for i dag er det uformelle møde, der skal finde sted i Bratislava

på fredag for kredsen af EU-lande, der ikke har besluttet at forlade EU

–

altså de 27 lande.

Mødet er kommet i stand, fordi der, som alle ved, er truffet en beslutning i Storbritannien

om at forlade EU. Det er en beslutning, der endnu ikke rigtig har udmøntet sig på det for-

melle plan, og alle afventer, at briterne gør deres position op og aktiverer artikel 50. Derved

kan man starte skilsmissedrøftelserne. Situationen er altså uden at overdrive totalt uafkla-

ret indtil videre. Det rokker ikke ved, at der er truffet en britisk beslutning, og derfor er det

naturligt, at de resterende 27 lande reflekterer over, hvilken betydning den vil have frem-

over. Det er temaet for drøftelserne på fredag, så det handler ikke om at forberede forhand-

linger med Storbritannien. Den klare holdning er, at det er briterne, der ønsker at forlade

fællesskabet, og derfor må de sætte gang i den proces og gøre deres positioner klar, inden

man kan forhandle med dem. Mødet handler altså kun om, hvor beslutningen stiller os

andre, hvad EU skal bruge sin kræfter på, og hvad vi kan gøre for at forbedre vores måde

at arbejde på. Dette skal også ses i lyset af, at det er behov for selvransagelse, for man er

nok meget naiv, hvis man mener, at skepsissen er et isoleret britisk fænomen. Situationen

er den, at når et så stort og vigtigt medlem som Storbritannien beslutter sig for at forlade

EU-samarbejdet, skylder vi os selv og hinanden at stoppe op og tænke os om. Det er år-

sagen til mødet i Bratislava.

Det er min vurdering

–

også efter at have talt med kolleger og på anden vis orienteret mig

–

at den generelle holdning i landene er, at man skal anlægge en praktisk og fornuftig

tilgang til det, EU står overfor. Man kan ikke udelukke, at enkelte lande mener, at den rigtige

reaktion vil være at sætte gang i nye og store initiativer, uddybe det europæiske samar-

bejde og integrere yderligere, men det er forbeholdt de få at have det synspunkt. Tiden er

ikke til nye, store luftige visioner eller integrationstiltag. Tiden er til at fokusere på det væ-

sentlige og det, som er vigtigt for borgeren. Derfor mener jeg også, at vi har brug for et

slankt EU og et praktisk og fornuftbaseret samarbejde med vores europæiske naboer om

at løse de fælles udfordringer, vi står overfor.

EU bør ikke love mere, end man kan holde. Samarbejdet bør fokusere på de store opgaver,

som kun kan løses i fællesskab. Vi skal sikre, at de beslutninger, som EU træffer, bliver

gennemført i praksis og respekteres af alle.

Selv om det nok er forsvundet helt ud af den offentlige debat, synes jeg, det er fair at sige,

at EU over de seneste år faktisk har bevæget sig i retning af et større fokus på de store

ting og mindre på de mindre ting

–

og et kraftigere fokus på implementering. Det kan man

konkludere, når man f.eks. ser på

EU’s strategiske dagsorden fra juni 2014 og på Kommis-

sionens seneste arbejdsprogram, der netop lægger vægt på, at EU skal være stor på de

store ting og lille på de små ting. Det har også betydet, at lovgivningsarbejdet er gået be-

tydeligt ned i gear, og at der er kommet meget mindre lovgivning ud af den nye Kommis-

sion. Det er positivt, og vi skal bygge videre på det. Efter min mening

–

som jeg i øvrigt

mener at dele med en række andre

–

bør EU koncentrere sig om tre ting: håndtering af

migrationsudfordringen, vores fælles sikkerhed og tiltag for at få EU tilbage på vækstsporet.

1282

EUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 931: Offentligt referat af Europaudvalgets møde 13/9-2016

42. Europaudvalgsmøde 13/9 2016

Vores første opgave er at sikre, at den situation, vi oplevede sidste efterår, hvor der billed-

ligt og i næsten bogstavelig forstand gik hul på Europa, og hvor flygtninge og migranter

vandrede hele vejen op igennem Europa, ikke kommer til at gentage sig. Det handler om

at styrke kontrollen ved EU’s ydre grænser og om at sende migranter, der ikke har krav på

beskyttelse, tilbage. Det handler om at stille krav til de lande, vi samarbejder med, og som

modtager EU-støtte, og om at styrke vores indsats i nærområderne. Jeg tror, at vi i mange

europæeres øjne står med en af de største udfordringer, man overhovedet kan forestille

sig. Det er også vurderingen, at EU i høj grad står og falder med vores evne til at løse den.

Et andet vigtigt tema er vores fælles sikkerhed. Europa har haft en forfærdelig sommer

med det ene terroranslag efter det andet. Terrortruslen har været meget tættere ind på

livet, end vi har haft den i en meget lang årrække, og hvis vi skal den til livs, kræver det

stærkere samarbejde mellem politi og efterretningstjenester. Det kræver nye instrumenter,

som gør det muligt at registrere og tilbageholde potentielle terrorister, og det kræver bedre

muligheder for at kontrollere rejsende ved vores fælles ydre grænser og ved vores indre

grænser. Den diskussion er vigtig, og i kølvandet på den har vi selvfølgelig også diskussi-

onen om øget militært samarbejde mellem EU-landene. Her har Danmark et forbehold og

kan ikke deltage.

Så er der også hele spørgsmålet om vækst og arbejdspladser. Der er lav vækst på hele

det europæiske kontinent, og en række europæiske lande har problemer med arbejdsløs-

hed, ikke mindst blandt de unge. I et land som Grækenland er det vel halvdelen af de unge,

der er uden beskæftigelse. Det skaber risiko for sociale spændinger og mistrøstighed, og

derfor er det en vigtigt at skabe varig og solidt funderet vækst, som alle får glæde af

–

ikke

mindst de generationer af unge, som i store dele af EU mangler arbejde og dermed håb

om en bedre fremtid. Det kræver først og fremmest beslutninger i de enkelte lande og mod,

vilje og parathed til at gennemføre de nødvendige strukturreformer. Det kræver også, at

man holder styr på de offentlig finanser, sådan som vi faktisk har gjort det i Danmark.

Det er min forventning, at vi i de kommende år skal have en række svære drøftelser om

EU’s økonomiske politik. Når Storbritannien forlader fællesskabet, mister vi en stemme,

der altid har talt for budgetansvarlighed og en markedsorienteret tilgang til tingene, og som

har et handelsliberalt udgangspunkt. Vi skal altså være klar til at håndtere, at tyngdepunktet

i Europa kan komme til at blive forrykket på nogle punkter.

Der er desværre ingen lette løsninger, når det handler om at få EU’s økonomi tilbage på

vækstsporet. Man kan bare konstatere, at EU ikke bliver rigere af, at Storbritannien træder

–

tværtimod. Vi kan se, at Storbritannien selv har nedjusteret vækstskønnene, og af-

stemningen har også haft betydning for de skøn, som Kommissionen har fremlagt. Skønnet

fra det danske Finansministerium vil selvfølgelig være under indflydelse af den fremtidige

relation mellem Storbritannien og EU. Den er endnu ukendt, fordi Storbritannien ikke selv

har defineret deres ønsker endnu. Usikkerheden gør, at man helt ædrueligt kan sige, at

der på den korte bane ikke kommer noget positivt vækstbidrag ud af det her. Man kan

frygte, at det bliver negativt. Vi vil fra dansk side insistere på, at der fortsat skal føres en

ansvarlig økonomisk politik, hvor reformer, holdbare offentlige finanser og målrettede ind-

satser er vejen til varig vækst. Vi er også meget opmærksomme på, at man skal gøre det i

en situation, hvor der kommer til at mangle en stemme om bordet. Når vi skal skabe mere

vækst, mere velstand og flere arbejdspladser, handler det nok så meget om at få det indre

1283

EUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 931: Offentligt referat af Europaudvalgets møde 13/9-2016

42. Europaudvalgsmøde 13/9 2016

marked til at fungere og udvikle det der, hvor det endnu har et betydeligt potentiale. Det

gælder visioner om at udvikle et egentligt digitalt indre marked. Det gælder også tanken

om et europæisk marked for energi, som også vil understøtte en grøn omstilling

–

også i

Danmark

–

og som samtidig kan bidrage til produktivitet og konkurrenceevne. Vi skal også

fortsat arbejde på flere og bedre frihandelsaftaler, som kan være med til at skabe vækst og

arbejdspladser i Europa. Det er den dagsorden vi gerne vil sætte.

Jeg forudser ikke, at topmødet på fredag munder ud i skriftlige konklusioner. Det er snarere

starten på en proces end afslutningen på en proces. Jeg håber, at vi får en god og uformel

politisk diskussion om, hvor EU skal hen, og hvad EU skal bruge sine kræfter på. Det vil

være et tema, vi vender tilbage til ad flere omgange i de kommende måneder. Derfor vil

jeg gerne her over for udvalget tilkendegive, at jeg og andre relevante ministre selvfølgelig

vil vende tilbage til spørgsmålet i forbindelse med kommende møder i udvalget.

Jeg vil stoppe her

–

også set i lyset af, at mødet på fredag er uformelt, og at der ikke skal

træffes egentlige beslutninger.

Kenneth Kristensen Berth

syntes, det var fint med en tænkepause oven på Storbritanni-

ens nej, men at det var vigtigt at gøre sig klart, hvad der skulle komme ud af den. Han

kunne forstå, at der ikke var ambitioner om nye store tiltag. Man kunne enten fortsætte som

nu og tage i betragtning, at Kommissionen ikke kommer med så meget lovgivning som

tidligere, eller som europaparlamentsmedlem Morten Løkkegaard havde sagt på Venstres

sommergruppemøde, kunne man vælge at tale EU-samarbejdet op. Var det også statsmi-

nisterens opfattelse, at det for stats- og regeringscheferne handler om at tale samarbejdet

op efter at have sundet sig på det britiske nej, og så vil det hele gå godt? Al snakken om

at bevæge sig i retning af større fokus på de store ting og mindre på de mindre ting fik ham

til at tænke på, om der ikke er behov en traktatændring, så der bliver givet mere plads til

nationalstaterne. Et europæisk samarbejde kan jo være meget fornuftigt også i fremtiden,

men det må bare ikke tage overhånd.

Kenneth Kristensen Berth havde bemærket, at statsministeren ikke havde nævnt Europol

som noget centralt, men det måtte da være vigtigt at nævne, at man har en politisk aftale

om at forfølge et mål om en parallelaftale om dansk deltagelse i Europol. Han ville gerne

vide, om statsministeren havde tænkt sig at tilkendegive de danske synspunkter på mødet

i Bratislava og forsøge at skabe lydhørhed over for det danske ønske. Den fælles sikkerhed

hænger sammen med migration, og var man i tvivl, kunne man se på, hvad der var sket i

Tyskland samme dag, hvor man havde anholdt nogle personer tilknyttet IS, der havde pla-

ner om at begå terror i landet. Alle var formentlig bevidste om, at nogle grænser er nem-

mere at forsvare end andre

–

som f.eks. en landegrænse kontra en vandgrænse

–

og derfor

var det godt, hvis man fra europæisk side begyndte forholde sig mere specifikt til udfordrin-

gen i Italien. Der havde været meget fokus på Grækenland, men hvad ville man gøre i

Italien, hvortil der kom tusinder af afrikanere? En stor del af dem havde formentlig ingen

konventionsmæssig ret til at blive i Europa. Ville statsministeren byde ind med forslag til,

hvordan man kan afholde disse afrikanere fra at gå i bådene? Det var notorisk vanskeligt

at få dem returneret til Afrika.

1284

EUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 931: Offentligt referat af Europaudvalgets møde 13/9-2016

42. Europaudvalgsmøde 13/9 2016

Statsministeren

sagde, at det ikke bare handlede om at italesætte EU på en anden måde.

Hvis man grundlæggende har en dårlig sag, kan den ikke kommunikeres ordentligt ud. Man

skal levere løsninger på problemer, samtidig med at man selvfølgelig skal gøre sig umage

og kommunikere fornuftigt. Man bør fokusere på de punkter, hvor EU for alvor flytter noget.

Statsministeren mente, at den proces allerede var i gang, om end det endnu ikke var så

tydeligt. Kommissionens arbejdsprogram og næstformand Frans Timmermans fokuserede

arbejde var den rigtige vej at gå.

Statsministeren bekræftede, at Europol er et centralt emne for Danmark, og at opgaven

også er at gøre det centralt for andre. Udfordringen er, at man i nogle lande mener, at

danskerne har skabt et problem for sig selv. Danmark har fået en fleksibel protokol, der

giver Danmark særlig adkomst til at være med i Europol uden at være med i hele det retlige

samarbejde, så det kunne man jo bare gøre brug af. Man siger altså, at hvis Danmark ikke

vil gå ind ad fordøren med de særlige koder, Danmark har fået udleveret, er det danskernes

eget problem. Det var statsministerens opgave at forsøge at løse det problem, for Folke-

tinget var enigt

–

med mindre situationen var ændret siden december 2015

–

om, at Dan-

mark hører til i Europol. Han prøvede derfor at skaffe forståelse for, at selv om Danmark

har stemt nej til Europol, ønsker man at være med. Det har mange svært ved at forstå, så

det kræver gode kommunikative evner. Hvis det skulle lykkes for ham, og det skulle det jo,

måtte det ske på den baggrund, at det også er i Europas interesse, at Danmark er med

–

ikke mindst en situation, hvor sikkerhedsspørgsmål trænger sig mere og mere på, og hvor

Europol bliver vigtigere og vigtigere. Senest havde statsministeren talt Danmarks sag hos

kansler Merkel sammen med en kreds af kolleger, og han ville på mødet i Bratislava frem-

føre noget tilsvarende. Sagen lå nu hos Kommissionen, som var den første barriere, og

EU-kollegerne udgjorde en mindre forhindring lige nu og her.

Om Italien sagde statsministeren, at Vestbalkanruten på baggrund af en række landebe-

slutninger og EU-Tyrkiet-aftalen stort set var lukket. Aftalen skulle under nøje overvågning

fortsat sikre, at Tyrkiet og Grækenland kan holde deres del af aftalen, og det så nogenlunde

fornuftigt ud. I august 2015 ankom 100.000 personer til Europa ad Vestbalkanruten, i 2016

var der ankommet 3.500. Det var også positivt, at tilstrømningen ikke var flyttet over på den

anden rute. Så man på Middelhavsruten og på dem, der kommer ad den vej ind i Italien, er

det kun 1:100 af dem, der kommer over Middelhavet til Italien, der tidligere kom ad Vest-

balkanruten. Det nævnte han, fordi mange sagde, at hvis folk flygter, så flygter de, og hvis

man lukkede en rute til Europa kunne man være sikker på, at folk ville finde en anden vej.

Det var ikke sket. Afrika er udfordringen, når man tager Italien. Den anden udfordring var

Afghanistan og Syrien. Ligesom i Grækenland handlede det også om ekstern grænsebe-

skyttelse og om at opbygge kapaciteter hos nordafrikanske lande, bl.a. via uddannelse af

Libyens kystvagt til at foretage effektiv patruljering af landets nationale farvand. Langt de

fleste flygtninge, der kommer ind den vej, kommer fra Libyen. Det er vist omkring 87 pct.

og 12 pct. via Ægypten. Et andet indsatsområde var at få lavet nogle ordentlige hjemsen-

delsesaftaler. På Valettatopmødet havde der ikke været stor lydhørhed over for konditio-

nalitet i udviklingspolitikken, men nu var der en almindelig accept af, at det er en del af

løsningen, at landene og EU som et skal stille strengere krav og være mere skarpe i måden

at formulere bistandspolitik på. Det ville i nogen grad også blive bragt op på Bratislavamø-

det, men statsministeren understregede, at det ikke var et besluttende møde. Han ville tro,

at der på mødet ville være bred opbakning til synspunktet om at løse problemerne og ikke

bare italesætte dem, når EU skal videre efter Brexit.

1285

EUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 931: Offentligt referat af Europaudvalgets møde 13/9-2016

42. Europaudvalgsmøde 13/9 2016

Peter Hummelgaard Thomsen

var enig i, hvad der er EU’s

tre største udfordringer, men

det interessante var diskussionen om at finde ud af, hvad man skulle gøre for at løse dem.

Tilstrømningen af flygtninge og migranter fra tredjeverdenslande og det hul, som den havde

slået i Europa, skulle ganske vist løses, men man skulle være opmærksom på, at den

anden side af migration, som fyldte mere i den britiske debat forud for afstemningen, hand-

ler om den fundamentale ubalance mellem arbejdskraftens frie bevægelighed og respekten

for lønmodtagernes lønninger og arbejdsvilkår. Hvad var statsministerens tanker om det?

På den korte bane handlede det om revisionen af udstationeringsdirektivet og på den lange

om at opnå en balance mellem beskyttelsen af lønmodtagernes rettigheder og den frie

bevægelighed. Det var afgørende for at genskabe tilliden hos borgerne.

Peter Hummelgaard Thomsen var også enig med statsministeren i, at der er et grundlæg-

gende vækstproblem. Nærmest halvdelen af landene har et tocifret arbejdsløshedstal, og

de seneste 6-8 år har været præget af lav vækst. Han havde noteret sig statsministerens

udtalelse om, at svære slag var i vente nu, hvor briterne ikke skal spille en rolle i forhold til

budgetansvarlighed. Rygterne gik på, at Jean-Claude Juncker i sin tale om Unionens til-

stand ville lægge op til lempelser i krav til budgetunderskud, så man kan trække investe-

ringer i uddannelse og infrastruktur fra. Betød det, at Danmark vil være forbeholden? Eller

kunne man se, at der er et perspektiv, al den stund man har en investerings- og efterspørg-

selskrise i den europæiske økonomi? Han henviste i øvrigt til en artikel i Børsen om agen-

turer placeret i Storbritannien. Var det noget, Danmark overvejede at lægge billet ind på at

få til København, når briterne aktiverer artikel 50?

Statsministeren

påpegede, at der ud over presset fra tredjelande også var flere interne

elementer, som man havde forsøgt at adressere i den aftale, der lå til grund for den britiske

afstemning. Aftalen kom til dels også i stand, fordi Danmark understøttede visse synspunk-

ter og ønskede at få det frem, hvordan man indretter et samfund, der afspejler, at ikke alle

har bidraget lige længe

–

altså et samfund med vandrende arbejdskraft. Statsministeren

var tilhænger af den frie bevægelighed, men var også opmærksom på, at den skal hvile på

en grundforudsætning om en balance mellem rettigheder og pligter. Også i den debat ville

den britiske stemme nu forsvinde, og det ville blive en kamp at sikre, at de indrømmelser,

der blev hentet hjem i forbindelse med aftalen med Storbritannien, kunne overleve i en

fremtid uden briterne. Det forholdt sig sådan, at Øst og Vest er splittet i det spørgsmål, og

flere af de lande, der støttede aftalen om justeringer i den fri bevægelighed, gjorde det

udelukkede af politisk nødvendighed for at sikre Storbritanniens forbliven i EU. Nu, hvor

det havde vist sig, at det ikke gav afkast, indtog disse lande deres oprindelige standpunkter.

Statsministeren ville nødigt kommentere en tale, der endnu ikke var holdt. Det handler om

budgetansvarlighed og strukturreformer, og det nyttede ikke noget at slå store slag ud over

sidelinjen, hvor man accepterer, at lande, der ikke i tide har truffet beslutninger, der skal

sikre en tilstrækkelig konkurrenceevne, så bare skal kompenseres for

–

enten med penge

eller ved et stort frirum til ikke at træffe ansvarlige beslutninger. Vækst kommer ikke af sig

selv, og man kan ikke definere sig til den. I en åben verdensøkonomi handler det om kon-

kurrencedygtighed med to parametre, nemlig arbejdsudbud og produktivitet. Hvis man la-

der hånt om dem, får man ingen vækst. Derfor indeholdt den danske 2025-plan, der kunne

gøre Danmark 65 mia. kr. rigere, en nogenlunde 50-/50-fordeling mellem disse to elemen-

ter. Det var dog en anden snak.

1286

EUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 931: Offentligt referat af Europaudvalgets møde 13/9-2016

42. Europaudvalgsmøde 13/9 2016

Agenturerne ville statsministeren vende tilbage til. Der var som sagt nedsat en task force

dagen efter den britiske afstemning med det formål at identificere de danske interesser.

Det defensive aspekt, som i særlig grad kan udfordre Danmark, når Storbritannien forlader

EU, er, at Danmark f.eks. har meget fiskeri på britisk territorium ulig andre EU-lande. Man

risikerer altså, at der vil være mangel på allierede med samme interesser som Danmark,

og man var derfor i gang med en kortlægning, der også indeholder offensive interesser.

Statsministeren kunne ikke konkludere på det arbejde endnu, men overvejelserne gik også

på, hvorvidt Danmark kan byde ind i forhold til de to EU-agenturer

–

et bankagentur og et

lægemiddelagentur

–

i Storbritannien.

Søren Søndergaard

syntes, at diskussionen bar præg af en indadvendt tankegang. Pro-

jekt EU havde jo været for hele Europa. EU var med tiden blevet udvidet, og planen var, at

endnu flere skulle tilslutte sig. Grønland havde meldt sig ud, men nu var der altså tale om

et land med mere end 10 pct. af

EU’s indbyggerne, der valgte

at melde sig ud. Det måtte

vel føre til nogle overvejelser

om EU’s plads i Europa

og om, hvordan Europa skal samar-

bejde. Om Storbritannien skulle placeres i f.eks. EØS- eller EFTA-samarbejdet fremover,

måtte Storbritannien selv finde selv ud af, men havde regeringen overvejet

EU’s

plads i

Europa? Og hvordan EU skal samarbejde med de lande i Europa, der ikke er med i EU?

Det forskubbede balancen, at Storbritannien var på vej ud. Kunne statsministeren løfte

sløret for overvejelser fra kansler Merkels møder

med andre statsledere? EU’s forhold

til

Storbritannien måtte da have en form for plads på mødet i Bratislava.

Hvad angik sikkerhed og Europol, sagde Søren Søndergaard, at man skulle passe på ikke

at tale dansk politi ned, for hvis Danmark ikke med i Europol betyder det også, at andre

lande går glip af oplysninger fra dansk politi. Det kunne vare længe, før Storbritannien ville

få tredjelandsstatus, så briterne stod i samme situation som danskerne i forhold til Europol,

medmindre briterne beslutter at aktivere deres tilvalgsordning. Havde man fra dansk side

være i kontakt med briterne for at tale om en ordning, der kan være til gavn for alle?

Statsministeren

havde talt med den britiske premierminister, men ligesom sine øvrige kol-

leger manglede han en fornemmelse af, hvordan Storbritannien havde tænkt sig at hånd-

tere situationen. Hele processen startede der: at det land, der skal ud, gør op med sig selv,

hvad beslutningen og rækkevidden af den skal være. Det starter ikke med, at de 27 reste-

rende lande definerer nogle forventninger til dem, der skal ud. Ingen vidste, hvornår briterne

havde tænkt sig at aktivere artikel 50, så situationen var mildest talt uafklaret. Statsmini-

steren bekræftede, at mødet i Bratislava ikke skulle handle om, hvordan EU stiller sig i

forhold til Storbritannien. Landene havde sendt et signal om, at man ønsker en fredelig

skilsmisse og så tæt en relation til Storbritannien som muligt, og om, at rettigheder og plig-

ter skal følges ad. Så kunne man ikke gøre mere, før briterne havde defineret deres egen

position.

Om Europol-problematikken sagde statsministeren, at Storbritannien og Danmark står i

forskellige juridiske situationer. Briterne kan foretage et tilvalg (opt-in) af Europol, når de

vil, så længe de ikke har forladt EU, og når de gør det, kan de bede om at få en parallelaf-

tale. Danmark havde en protokol ifølge hvilken, Danmark kan melde sig ind. Den havde

danskerne stemt nej til, og nu ønskede Danmark alligevel at blive i Europol. Det skulle

Danmark klart prøve på, og statsministeren arbejdede målrettet på at få det til at lykkes.

1287

EUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 931: Offentligt referat af Europaudvalgets møde 13/9-2016

42. Europaudvalgsmøde 13/9 2016

Hans eneste argument over for kolleger og Kommissionen var netop, at det ikke kun er i

dansk interesse at opretholde en operationel position i relation til Europol, men også i eu-

ropæisk interesse. Viste det sig i løbet af efteråret, at man ikke kan fastholde dansk med-

lemskab af Europol, vil det være fortvivlende og ikke i Danmarks eller i Europas interesse.

Jan E. Jørgensen

sagde, at Dansk Folkeparti op til afstemningen om retsforbeholdet

havde beroliget med, at hvis resultatet blev nej, kunne Danmark bare få en parallelaftale,

eller man kunne tage en ny folkeafstemning. Efterfølgende mente Dansk Folkeparti så al-

ligevel ikke, at en ny folkeafstemning ville være en god idé, men foreslog i stedet en aftale,

som den Norge har med Europol. Syntes regeringen, at sådan en aftale ville være tilfreds-

stillende for dansk politi i bekæmpelsen af grænseoverskridende kriminalitet?

Statsministeren

svarede, at det ikke ville være tilfredsstillende. Den norske løsning giver

f.eks. ikke ret til at søge direkte i registre og databaser i Europol-systemet, og det harmo-

nerede ikke med danske søgemønstre. Han havde taget ad notam, at de meget klare hold-

ninger, der blev meldt ud op til afstemningen i december 2015, nu stod knap så klart. Det

påvirkede jo så det rum, som statsministeren selv skulle agere i, på en negativ måde, men

skulle man sige noget positivt, var det, at det motiverede ham endnu mere til at skaffe et

forhandlingsresultat hjem til Danmark, der gør, at man ikke skal fortsætte med at spekulere

over, hvordan Danmark bliver ved med at være med i Europol.

Nikolaj Villumsen

nævnte, at britiske premierminister skulle have sagt, at hun ønskede

en Europol-parallelaftale i den periode, hvor Storbritannien forbliver medlem af EU. Andre

havde rådet hende til at gå efter en opt-in-løsning. Havde statsministeren i sine drøftelser

med premierministeren talt om muligheden for et samarbejde mellem de to lande for at

varetage Danmarks interesser i at få en parallelaftale.

Statsministeren

slog fast, at udkommet af Danmarks plads i forhold til Europol ikke afhang

af Storbritannien, men af alle andre lande end Storbritannien. Det handler om at få EU -

som i højere grad er defineret af de lande, der ønsker at blive, end et land der har besluttet

sig for at forlade fællesskabet - overbevist om, at selv om Danmark har stemt nej til at gøre

brug af den særlig adgangsnøgle til Europol, ønsker man alligevel at være med. Man skulle

løse det med Kommissionen, Europa-Parlamentet og de 26 andre lande. Storbritannien

havde flere muligheder for at fastholde sin egen position: De kan gøre brug af en opt-in-

løsning nu, og når de forlader EU, får de status af tredjeland med de juridiske muligheder,

som det giver

–

de muligheder har Danmark ikke. Sagen skulle altså løses ved at få overtalt

Kommissionen til at gå ind på et spor, der fører til, at Danmark, der formelt har vendt ryggen

til Europol-samarbejdet, alligevel kan blive en integreret del af det fremover.

Kenneth Kristensen Berth

var glad for at kunne motivere statsministeren. I debatten om

parallelaftalen var det interessant

–

og her ville han gå uden om en polemik om, hvem der

havde sagt hvad og hvornår

–

at statsministeren også havde lagt vægt på, at det ikke er i

europæisk interesse, at Danmark står udenfor. Tidligere havde statsministeren sagt, at det

var et isoleret dansk problem. Sørgede han nu for tydeligt at fremhæve, at det også er i

europæisk interesse at have Danmark med? Kunne statsministeren ikke se det paradok-

sale i, at lande, der står uden for EU-samarbejdet, i højere grad kan definere samarbejds-

formen med Europol end et land, der er med i EU? Når Storbritannien melder sig ud, er det

nærmest en formsag at få en operationel parallelaftale. Når Danmark som EU-medlem

1288

EUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 931: Offentligt referat af Europaudvalgets møde 13/9-2016

42. Europaudvalgsmøde 13/9 2016

ønsker at være med, er det meget besværligt. Gav det ikke anledning til overvejelser om,

hvorvidt det er fair, at et ikkemedlemsland behandles bedre end et medlemsland? Det

burde da også være et argument i sagen. Mange danskere måtte have meget vanskeligt

ved at forstå, hvordan lande som Emiraterne, Columbia og Storbritannien bare kan få en

aftale med Europol, mens det er utrolig besværligt for Danmark som EU-land.

Statsministeren

håbede, at ironien fremgik, da han roste Kenneth Kristensen Berth for det

incitament, som Dansk Folkepartis positioner i december havde givet ham. Han forholdt

sig til virkeligheden, og med de meldinger, der var givet på det seneste, virkede det ureali-

stisk at forestille sig, at Danmark selv skal løse Europol-problemet. Derfor lagde han sin

energi i at se, om det kunne løses sammen med Europa og ved brug af alle de argumenter,

som han mente ville trække sagen det rigtige sted hen. Det var naturligvis ikke mindst, at

det ikke kun vil være i dansk interesse, for hvor god verden end er, er det sjældent, man

kan få folk til at lave aftaler, som kun den ene part har interesse i.

Søren Søndergaard

konkluderede, at det jo så heller ikke var tilfældet, som statsministe-

ren også havde redegjort for. Han gentog sit spørgsmål fra tidligere om, hvorvidt Storbri-

tanniens udmeldelse kun havde en betydning for forholdet internt i EU, eller om det også

havde en betydning

for EU’s plads i Europa.

Han ville respektere, hvis statsministeren

sagde, at 65 millioner menneskers udmeldelse ikke ville få nogen betydning, men han så

måske anderledes på det og tænkte, at man på mødet også ville gøre sig nogle overvejel-

ser om, hvordan man opfatter EU's rolle i fremtidens Europa

–

herunder hvordan man sikrer

et europæiske samarbejde, som omfatter alle.

Af historiske hensyn, af hensyn til referatet og til almindelig folkeoplysning bad han stats-

ministeren bekræfte, at danskerne den 3. december 2015 ikke kun stemte om dansk akti-

vering af Europol-protokollen. Man stemte også om en række retsakter plus, at danskere i

al evighed skulle overføre beslutningsretten om tilslutning fra befolkningen til politikerne.

Det var det, man stemte om, og det var det, som befolkningen sagde nej til.

Statsministeren

bekræftede Søren Søndergaards udtalelse og tilføjede, at man også

stemte om at bruge tilvalgsordningen til at opretholde medlemskab af Europol, når det

overgik til et overstatsligt samarbejde. Det var ikke mindst i det lys, at der var andre rets-

akter plus en fremtidig bemyndigelse af Folketinget til at træffe nogle beslutninger, der

gjorde, at man fik en debat om, at hvis man ikke kunne få parallelaftalen, kunne man bare

få lavet en tilpasset model med rent fokus på Europol. På den måde ville Danmark næsten

være garanteret opretholdt medlemskab. Billedet havde ændret sig siden december og var

blevet mere konkret, end da debatten rasede. Statsministeren forfulgte det realistiske spor.

Det andet kunne man vende tilbage til, hvis det blev nødvendigt.

Han var helt enig i, at der var et perspektiv ud over det indadvendte, om man så skal have

nye beslutningsprocesser, eller hvad det nu kunne være. Man kunne f.eks. se på håndte-

ringen af det sikkerhedspolitiske, hvor der var to muligheder: Når Storbritannien forlader

EU, betoner det vigtigheden af, at man bruger NATO som ramme. Det mente han selv var

den udadvendte og rigtige approach. Man kunne også insistere på, at de tilbageværende

lande skal løfte den sikkerhedspolitiske dagsorden op, hvorved man risikerer at duplikere

nogle ressourcer eller styrkepositioner, der findes i forvejen. Det var også implikationer for,

hvilken frihandelsdagsorden man vil føre. Hvis man er færre, kan man have den holdning,

1289

EUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 931: Offentligt referat af Europaudvalgets møde 13/9-2016

42. Europaudvalgsmøde 13/9 2016

at man må integrere dybere i bund og bruge det potentiale, der er der. Man kan også vælge

at sige, at naturligvis skal man gøre det indre marked færdigt, men i og med at det indre

marked dækker færre indbyggere, er det også i egen interesse med en åben tilgang til

samhandel med andre lande, der kan være med til at udvide EU’s

vækstpotentiale. Det

synspunkt var han selv enig i. Han mente, at et Storbritannien på vej ud øger behovet for

en aktiv og liberal handelspolitik. Fredagens møde i Bratislava var i øvrigt et af flere møder,

og indfaldsvinklen ville være den, som han havde redegjort for i sin forelæggelse.

Nikolaj Villumsen

var ikke enig i, at Storbritanniens udmelding skulle være et argument

for en frihandelsaftale mellem EU og USA. Han undrede sig over statsministerens udtalelse

om, at Storbritannien uden problemer kan lave en opt-in-aftale med EU på Europol-områ-

det. Han kunne forestille sig, at det ville få politiske konsekvenser, hvis premierministeren

oven på et nej til EU starter med at tilmelde Storbritannien det retspolitiske samarbejde på

overstatsligt niveau. Internt i Storbritannien kunne det få ret store politiske konsekvenser,

og derfor forholdt det sig nok sådan, at mange ville anse en parallelaftale som en fornuftig

løsning

–

åbenbart også den britiske premierminister. Betød statsministerens svar, at han

ikke havde drøftet et muligt samarbejde mellem Storbritannien og Danmark om en paral-

lelaftale? Hvis ikke, ville Nikolaj Villumsen opfordre ham til at gøre det, for det kunne være

en vej fremad mod en parallelaftale.

Statsministeren

sagde, at han og Nikolaj Villumsen helt grundlæggende havde forskellige

opfattelser af situationen. Storbritannien stod i en helt anden position end Danmark, og

man kunne vælge at tolke billedet forskelligt eller at fokusere på, at Danmark nu bruger alle

sine kræfter på efter bedste evne at sikre, at den operationelle tilknytning til Europol kan

opretholdes også efter maj 2017.

Han tilføjede, at han fandt det trist, at Nikolaj Villumsens udsyn ikke rakte til at ville en

verden, hvor man handler frit med hinanden.

1290

EUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 931: Offentligt referat af Europaudvalgets møde 13/9-2016

42. Europaudvalgsmøde 13/9 2016

Punkt 3. Eventuelt

Punktet var lukket.

Mødet sluttede kl. 16.13

1291