UDENRIGSMINISTERIET
Spørgsmål fra Europaudvalget
til udenrigsministeren af 4. juli
2016. Spørgsmål nr. 118 ad
EUU alm. del.
Spørgsmål 118:
Mener ministeren, at forpligtelserne fra Paris-aftalen (COP 21) kan integreres og/eller beskyttes
i TTIP, så hensyn til Paris-aftalen har forrang for hensyn til f.eks.
investeringsbeskyttelsesklausuler, reguleringssamarbejde, mv.?
Svar:
Retten til at regulere er en afgørende del af EU’s tekstforslag om hhv. investeringsbeskyttelse
og reguleringsmæssigt samarbejde. Legitime politikhensyn som f.eks. beskyttelse af miljø og
klima i henhold til Paris-aftalen vil altså have forrang over beskyttelse af investeringer og
hensyn til reguleringsmæssigt samarbejde.
Investeringsbeskyttelsesreglerne skal kun beskytte i tilfælde, hvor investor har været udsat for
klart diskriminerende handlinger uden at blive kompensereret. Det er ikke nok, at en investor
har mistet fortjeneste pga. f.eks. et lovgivningsmæssigt tiltag.
For så vidt angår reguleringsmæssigt samarbejde har både EU og USA gjort det helt klart, at
samarbejde ikke skal føre til en sænkning af beskyttelsesstandarder. TTIP vil heller ikke lægge
begrænsninger i forhold til en forstærket indsats for f.eks. klimabeskyttelse. Samarbejdet vil
herudover være baseret på frivillighed, så det vil kun finde sted, når der er en gensidig interesse
og ens beskyttelsesniveauer på begge sider af Atlanten.
1