UDENRIGSMINISTERIET
Spørgsmål fra Folketingets
Europaudvalg til
Udenrigsministeren af 13.
november 2015.
EUU alm. del – spørgsmål 12
Spørgsmål 12:
Ministeren bedes bekræfte, at ingen juridiske eksperter er fremkommet med argumenter, der
modsiger justitsministerens svar på L 29 - spørgsmål 21, hvoraf det fremgår, at det vil være
fuldt ud i overensstemmelse med EU-retten og grundloven, hvis brugen af tilvalgsordningen og
afgivelsen af suverænitet blev begrænset til alene at gælde f.eks. Europol, og hvis der således
alene blev afholdt folkeafstemning om tilslutningen til Europol. Spørgsmålet stilles på baggrund
af udenrigsministerens udtalelser under 3. behandlingen af L 29 (retsforbeholdet).
Svar:
Jeg kan notere mig, at der blandt juridiske eksperter er forskellige syn på mulighederne for alene
at foretage en begrænset overdragelse af beføjelser i forbindelse med dansk omdannelse af
retsforbeholdet til en tilvalgsordning.
Regeringens juridiske opfattelse fremgår af justitsministerens svar på spørgsmål 21 vedr. L 29.
Det fremgår endvidere af besvarelsen, at regeringen er af den opfattelse, at den rigtige løsning
for Danmark er at gennemføre én samlet § 20-procedure på forhånd, således som det følger af
lovforslaget.
Efter forbeholdsprotokollen er det under alle omstændigheder ikke muligt at begrænse
tilvalgsordningen til alene at omfatte den kommende Europol-forordning. Det følger således af
protokollens artikel 8, stk. 2, at såfremt Danmark ønsker at gøre brug af tilvalgsordningen, vil
alle eksisterende Schengen-regler blive bindende for Danmark som EU-ret. Dette er i øvrigt
beskrevet i lovbemærkningerne til lovforslaget (side 8 og 11), ligesom det også fremgår af
justitsministerens besvarelse af spørgsmål 4 vedr. L 29 og af min besvarelse af spørgsmål 34
vedr. L 29.