UDENRIGSMINISTERIET
Spørgsmål fra Europaudvalget
til udenrigsministeren af 4. juli
2016. Spørgsmål nr. 123 ad
EUU alm. del.
Spørgsmål 123:
Mener ministeren, at USA’s syn på EU’s kemikalielovgivning giver grund til bekymring i lyset
af, at USA har anklaget EU’s kemikalielovgivning (REACH) under WTO for at være en
”teknisk handelsbarrierer”, der ”mangler et klart legitimt rationale og udgør uforholdsmæssig
stor hindring for handel”, når man i forhandlingerne om TTIP lægger op til et tæt samarbejde
om netop kemikalier?
Svar:
Spørgsmålet er blevet forelagt miljø- og fødevareministeren, som oplyser følgende:
”Kemikaliereguleringen i EU er på en lang række områder væsentlig forskellig fra reguleringen i
USA. Blandt andet af denne grund er der endnu ikke taget stilling til, om kemikalieområdet skal
omfattes fuldt ud af det reguleringsmæssige samarbejde i TTIP. Europa-Kommissionens udspil
om kemikalier fastsætter specifikt, at det er formålet at forbedre beskyttelsesniveauet for
mennesker og miljø, og at beslutninger om reguleringsmæssige initiativer ikke skal forsinkes
som følge af aftalen. Udspillet omfatter forslag om samarbejde i internationale organisationer
såsom OECD og FN, samarbejde om vurdering af prioriterede kemiske stoffer, samarbejde om
udvikling af vurderingsmetoder, mulighed for indsendelse af kommentarer i forbindelse med
høringer om forslag til konkrete vurderinger og reguleringer, samt samarbejde om nye
problemområder af fælles interesse. Afhængigt af en kommende afklaring kan
reguleringsmæssigt samarbejde også blive omfattet med udgangspunkt i en fælles arbejdsplan,
der skal godkendes af de respektive myndigheder. Fra dansk side arbejdes der blandt andet for,
at det sikres, at de generelle principper for risikohåndtering i EU baseret på kemiske stoffers
iboende farlighed og deres klassificering opretholdes.
På baggrund heraf giver de forskellige syn på kemikalieregulering således anledning til, at man
fra dansk side er særlig opmærksom på området.”
1