UDENRIGSMINISTERIET
Spørgsmål fra Europaudvalget til
udenrigsministeren af 19. november 2015
efter ønske fra Søren Søndergaard (EL).
EUU alm. del – spørgsmål 13.
URU alm. del spørgsmål 13:
”Ministeren bedes – evt. i fortrolig form – give udvalget en orientering om det seneste
raketangreb i oktober 2015 på beboerne i flygtningelejren Camp Liberty i Irak, som angiveligt
har kostet 23 mennesker livet. Desuden bedes ministeren redegøre for, hvorvidt og på hvilken
måde det er blevet tydeliggjort over for den irakiske regering, at den er forpligtet til at
efterforske sådanne angreb og beskytte flygtningelejrens indbyggere”
Svar:
Lejren Camp Hurriya i Bagdad (tidligere kaldet Camp Liberty), huser ca. 3000 ubevæbnede
eksiliranere med flygtningestatus i Irak, hvoriblandt flere er medlemmer af oppositionsgruppen
PMOI (People’s Mojahedin of Iran).
Camp Hurriya blev den 29. oktober 2015 ramt af et raketangreb, der slog ned i en række
områder i nærheden af Bagdads internationale lufthavn. UNHCR bekræfter, at 24 beboere i
Camp Hurriya blev dræbt under raketangrebet, og at mange blev såret. Det forlyder endvidere,
at også irakiske soldater, der bevogtede lejren, mistede livet under angrebet. Camp Hurriya har
været mål for raketangreb tidligere. Angrebet den 29. oktober var det alvorligste siden oktober
2013.
EU har i en pressemeddelelse den 30. oktober fordømt angrebet og opfordret den irakiske
regering til at gennemføre en tilbundsgående undersøgelse af hændelsesforløbet og forstærke
beskyttelsen af lejren i overensstemmelse med aftalen mellem den irakiske regering og FN. Fra
dansk side er vi enige i denne tilgang.