Ministeren
Europaudvalget
Folketinget
Christiansborg
1240 København K
Europaudvalget har den 21. september 2016 stillet følgende spørgsmål nr. 151
(alm. del) til udlændinge-, integrations- og boligministeren, som hermed besvares.
Spørgsmål nr. 151:
Ministeren bedes redegøre for grundlaget for, dvs. med hvilket konkret mandat,
danske embedsmænd udsendes til at gøre tjeneste under EASO i
migrationshotspots i Grækenland.
Svar:
Det europæiske asylstøttekontor, EASO, blev etableret med Europa-Parlamentets
og Rådets forordning (EU) nr. 439/2010 om oprettelse af et europæisk
asylstøttekontor. Grundet Danmarks retlige forbehold deltog Danmark ikke i
vedtagelsen af forordningen, der ikke er bindende for eller finder anvendelse i
Danmark.
Forud for etableringen af EASO deltog Danmark i det praktiske samarbejde på
asylområdet. Af forordningen fremgår, at EASO skal fremme det operationelle
samarbejde med Danmark, og at Danmark inviteres til at deltage som observatør i
EASO’s bestyrelsesmøder.
På baggrund af det operationelle samarbejde – og indenfor rammerne af EASO –
stiller Danmark ad hoc ekspertbistand til rådighed for det praktiske
asylsamarbejde. Danmark har ydet ekspertbistand i forbindelse med
genopbygningen af asyl- og modtagesystemet i bl.a. Grækenland, Italien og
Bulgarien. Senest har Danmark ydet bistand i regi af EASO med udsendelse af
eksperter til hotspots i Grækenland som led i udmøntningen af EU-Tyrkiet aftalen.
Folketingets Europaudvalg er bl.a. blevet orienteret herom i forbindelse med
forelæggelse af rådsmødet (retlige og indre anliggender) den 20. maj 2016.
29. september 2016
Udlændingeafdeling
Slotsholmsgade 10
1216 København K
Tel.
Mail
Web
CVR-nr.
Sags nr.
Akt-id
6198 4000
www.uibm.dk
36977191
2016 - 11004
113842
Side
1/2