UDENRIGSMINISTERIET
Spørgsmål fra Europaudvalget til
udenrigsministeren af 20. maj 2016.
EUU alm. del – spørgsmål 90 stillet af
Nikolaj Villumsen (EL).
EUU alm.del spørgsmål 90:
”Oven på forfatningsdomstolens afgørelse om udskydelse af juni-valget, hvad vil ministeren
foretage sig for at sikre et frit og fair valg i Makedonien?”.
Svar:
Efter omfattende, intern uenighed om, hvorvidt der var skabt forudsætninger for et troværdigt
parlamentsvalg den 24. april 2016, besluttede parlamentet den 24. februar i år at udsætte valget
til den 5. juni 2016.
Det største oppositionsparti, SDSM har sidenhen fastholdt, at man vil boykotte valget, så længe
mediereformen samt en rensning af valglisterne ikke har fundet sted. Den 9. april vedtog
parlamentet – uden SDSM’s tilstedeværelse – at parlamentet skulle opløses med henblik på
forberedelse af valget.
På baggrund af en anke fra det etnisk-albanske regeringsparti, DUI vurderede
forfatningsdomstolens 9 dommere enstemmigt den 18. maj 2016, at parlamentets opløsning
den 9. april 2016 var i strid med forfatningen. Parlamentet forsamledes samme aften og vedtog
at indstille forberedelserne til valget den 5. juni 2016.
Regeringen bakker fuldt op om EU’s arbejde med at lægge pres på parterne i
FYROM/Makedonien for snarligt at nå til enighed om afholdelse og afvikling af et frit og fair
parlamentsvalg.