UDENRIGSMINISTERIET
Spørgsmål fra Europaudvalget
til udenrigsministeren af 25.
november 2015. Spørgsmål nr.
26 ad KOM (2013) 0136.
Spørgsmål 26:
Ministeren bedes beskrive den fremtidige proces ift. godkendelse af det samlede,
færdige TTIP-forhandlingsresultat, herunder om den endelige aftale skal
godkendes i de nationale parlamenter i EU. Spørgsmålet stilles som opfølgning
på ministerens forelæggelse for Europaudvalget den 20. november 2015
af rådsmødet (udenrigsanliggender – handel) den 27. november 2015
Svar:
Forhandlingerne om TTIP forventes i første omgang afsluttet med en politisk aftale. Teksten til
aftalen skal derefter igennem en juridisk gennemgang (legal scrub), hvorefter den vil blive sendt
til godkendelse hos Europa-Parlamentet og Rådet. I Europa-Parlamentet kræver godkendelse
støtte fra et simpelt flertal. Stemmereglen i Rådet vil enten være enstemmighed eller kvalificeret
flertal afhængig af aftalens konkrete indhold, herunder om den vedrører områder, hvor der
kræves enstemmighed ved vedtagelse af EU-retsakter.
Parallelt med den interne godkendelsesproces i EU forventes det, at TTIP-aftalen også vil
skulle godkendes (ratificeres) af medlemslandene i overensstemmelse med deres nationale
forfatningsretlige bestemmelser. Hvorvidt medlemslandene får aftalen til godkendelse afhænger
af, om den endelige aftale bliver en ren EU-enekompetenceaftale eller en såkaldt blandet aftale.
Blandede aftaler indeholder bestemmelser, hvor kompetencen fortsat ligger helt eller delvist hos
medlemslandene. I tilfælde af en blandet aftale vil EU – i form af Rådet og Europa-Parlamentet
- altså skulle godkende den del af aftalen, som er underlagt EU-kompetence, mens
medlemslandene godkender den resterende del. Det er den klare forventning både i Rådet og
hos Kommissionen, at TTIP bliver en blandet aftale.
For Danmarks vedkommende vil det medføre, at Folketinget skal give sit samtykke i
overensstemmelse med grl. § 19, inden Danmark kan ratificere aftalen, idet det vurderes, at
aftalen er ”af større betydning” i § 19’s forstand. Hvorvidt nationale parlamenter i andre
medlemslande også vil skulle give deres samtykke, vil afhænge af de nationale forfatningsretlige
bestemmelser i det respektive medlemsland.
Samtidig med at Rådet godkender EU-delen af en blandet aftale, vil det kunne træffe afgørelse
om såkaldt foreløbig anvendelse af denne del af aftalen. Aftalen vil først træde fuldt og endeligt