Det næste punkt på dagsordenen er:

19) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 146:

Forslag til folketingsbeslutning om anvendelsen af FN's modeloverenskomst ved forhandlinger om dobbeltbeskatningsoverenskomster mellem Danmark og lav- og mellemindkomstlande.

Af René Gade (ALT), Rune Lund (EL) og Lisbeth Bech Poulsen (SF).

(Fremsættelse 01.04.2016).

Forhandlingen er åbnet, og jeg giver ordet til skatteministeren.

Mange tak for det. Det her beslutningsforslag fra de tre partier handler overordnet om grundlaget, når Danmark indgår dobbeltbeskatningsoverenskomster med udviklingslande.

De tre partier ønsker med beslutningsforslaget at fastslå tre grundprincipper, som regeringen skal efterleve ved DBO'er, altså dobbeltbeskatningsaftaler. Danmark skal i forhandlingerne med udviklingslande anvende FN's modeloverenskomst; der skal udarbejdes konsekvensanalyser i forbindelse med forhandlinger om dobbeltbeskatningsoverenskomster; og endelig skal der løbende gennemføres evalueringer af indgåelse af DBO'er.

Begrundelsen for beslutningsforslaget synes at være en opfattelse af, at udviklingslandene befinder sig i en situation, hvor de har behov for et helt særligt værn, hvis de indgår i forhandlinger med industrialiserede lande, altså ilande som Danmark. Altså, hele den her diskussion om i- og ulande ligger efterhånden nogle år tilbage, og det er ikke noget, man opdeler verden i længere. Synspunktet med, at fordi man er et udviklingsland, kan man ikke klare en forhandling på et ordentligt grundlag, synes jeg ligger lidt til grund for beslutningsforslaget. Det synes jeg egentlig er ærgerligt, for jeg mener, det forholder sig anderledes. Det vender jeg tilbage til.

Den danske politik på dobbeltbeskatningsområdet baserer sig på en række sigtelinjer, om man vil. Overordnet lægges der vægt på tre faktorer, når det besluttes, om der skal indledes forhandlinger. Der skal være væsentlige danske interesser i det land, man forhandler med. Der skal være risiko for dobbeltbeskatning. Altså, formålet med at lave en dobbeltbeskatningsaftale er ikke at undgå beskatning, men at undgå dobbeltbeskatning, så der kun sker beskatning i det ene af landene. Og der skal være udsigt til opnåelse af enighed. Det er tre principper.

Det vil f.eks. være relevant at indlede forhandlinger, hvis der er en dansk skatteyder, der udsættes for dobbeltbeskatning som følge af manglende overenskomst og derved stilles dårligere end konkurrerende virksomheder fra det andet land. Danske virksomheder bør nemlig ikke stilles dårligere end udenlandske virksomheder, når de danske virksomheder opererer i udlandet. Vi lægger derfor afgørende vægt på at sikre, at danske virksomheder ikke diskrimineres, altså forskelsbehandles, i forhold til de nationale virksomheder, når det gælder beskatning af aktiviteter i udlandet. I forhandlingerne lægges der også vægt på, at dansk erhvervsliv ikke stilles dårligere end andre landes virksomheder, som måtte være dækket af mere favorable dobbeltbeskatningsoverenskomster.

Der gælder et tilsvarende princip, når udenlandske virksomheder opererer i Danmark. De bør ikke have bedre vilkår end de danske virksomheder. Der er også her et hensyn at tage til dansk erhvervsliv, i og med at de konkurrerer med det udenlandske erhvervsliv. Tilsvarende bør udenlandske investorer ikke stilles bedre end danske investorer. Udgangspunktet er derfor, at vi ikke accepterer et frafald af dansk beskatning af aktiviteter, der udøves på dansk territorium. Der skal være en balance.

Vi stiller ikke krav om, at det andet land skal opgive kildeskat, vi ikke selv ville opgive. Omvendt kræver vi indrømmelser på linje med, hvad de fleste andre lande har opnået i det pågældende land. Vi vil heller ikke acceptere en situation, hvor vi opgiver en skat, mens udlandet nok opgiver en tilsvarende skat på betalinger til Danmark, men med forbehold for interne værnsregler, som betyder, at de alligevel kan beskatte efter nationale regler, som de finder bedst. Derimod er vi parate til at acceptere konsistente, forudsigelige værnsregler, også selv om disse ikke svarer til anbefalingerne fra OECD.

De pågældende sigtelinjer for den danske forhandlingspolitik gælder generelt, også over for udviklingslandene. Det er dog væsentligt at erindre, at der netop er tale om sigtelinjer. En eventuel enighed vil altid være udtryk for et kompromis mellem de to landes udgangspunkter. Det gælder i særdeleshed, når udgangspunkterne for landene er meget forskellige, hvilket typisk vil være tilfældet i forhandlinger med udviklingslande. Det er derfor korrekt, at Danmark anvender en model for indgåelse af dobbeltbeskatningsoverenskomster, der har sit udspring i OECD's modeloverenskomst. Det mener jeg faktisk også er helt naturligt, al den stund at Danmark er medlem af OECD.

At udviklingslandene i udgangspunktet ikke behandles som en særlig kategori, er imidlertid ikke det samme, som at der ikke skeles til, at forhandlingspartneren er et udviklingsland. Danmark anvender ganske rigtigt ikke FN's modeloverenskomst som basis ved forhandlinger med udviklingslande, men Danmarks aftaler med udviklingslandene vil alt andet lige indeholde flere elementer fra FN's modeloverenskomst. Aftaler med udviklingslande vil således typisk indeholde en større grad af kildebeskatning, altså beskatning ved kilden, hvorved danske virksomheder med aktivitet i udviklingslandene i større udstrækning bliver skattepligtige der, altså i udviklingslandene.

Kildeskattesatserne på udbytte og royaltybetalinger bliver typisk højere, end hvad der accepteres i forhold til ikkeudviklingslande. Definitionen af faste driftssteder, som jo er afgørende for beskatning, bliver typisk bredere, hvilket medfører, at der ikke skal så meget aktivitet til, før der betales skat i udviklingslande. Det er altså nogle elementer, der gør, at man i virkeligheden forfordeler udviklingslandene.

Efter min opfattelse er der tale om en klar undervurdering af udviklingslandene, når det antydes, at de indgår dobbeltbeskatningsoverenskomster, fordi de føler sig presset hertil. Jeg er helt ærligt ikke enig i det, der antydes i beslutningsforslaget, nemlig at forhandlingsresultater med udviklingslandene udspringer af et ulige donor-modtager-forhold eller andre magtrelationer forbundet med handelsinteresser. Danmark påberåber sig aldrig sådanne relationer direkte eller indirekte i forbindelse med forhandlinger om DBO'er. Det er muligt, at andre lande gør det, men det er ikke den danske forhandlingsposition.

Sandheden er, at udviklingslandene i stort omfang har kvalificerede medarbejdere, der fuldt ud er i stand til at varetage deres landes interesser. Det færdige resultat udspringer jo af et kompromis mellem de udkast til overenskomst, som hver part har fremlagt, og er et resultat af en forhandling mellem to parter, hvis interesser ikke i enhver henseende er sammenfaldende. Det er derfor, man indgår et kompromis, og hvis ikke man er tilfreds med kompromiset, bliver det jo ikke indgået, så får man ikke nogen dobbeltbeskatningsaftale. Det er jo en af grundene til, at det faktisk er en ganske ligevægtig forhandling – begge parter skal være enige.

Dobbeltbeskatningsoverenskomster handler om at få koordineret skattesystemer, der er forskellige, og få dem til at spille sammen på den bedst mulige måde. Hvis man ikke gør det, risikerer man dobbeltbeskatning, altså at noget bliver beskattet to gange. Det er der ikke nogen der har interesse i. Dobbeltbeskatningsoverenskomster handler ikke om at give udviklingsbistand. Det tror jeg også er vigtigt at slå fast. Vi fører ikke udviklingspolitik gennem dobbeltbeskatningsoverenskomsterne. Udviklingspolitikken føres andre steder og med de midler, der er til rådighed der. Selvfølgelig bliver der taget nogle hensyn. Sådan er det. Det har jeg været inde på, men det er ikke der, hvor Danmark fører sin primære bistandspolitik.

Et prioriteret område i den forbindelse er hjælp til udviklingslandene, så de kan opbygge deres egne skattesystemer. Fokus er på hjælp til selvhjælp, så udviklingslandene på den måde får bedre muligheder for at finansiere deres egen udvikling. Det er noget, jeg som skatteminister vil skubbe på for og gøre i endnu større omfang, end vi gør i dag. Altså, jeg vil gerne bidrage til, at udviklingslandene får opbygget deres egne skattesystemer.

Som det fremgår, deler jeg ikke opfattelsen af, at udviklingslandene er svage lande, der har behov for særlig beskyttelse. De er for langt de flestes vedkommende faktisk i stand til på dobbeltbeskatningsområdet at varetage deres egne interesser. Og Danmark – det vil jeg godt pointere endnu en gang – anvender ikke nogen forhandlingsteknik til at forsøge at presse et land til at indgå en aftale, som er til ulempe for det pågældende land. Det gør vi altså ikke. Jeg mener derfor ikke, det giver mening, at Danmark under et forhandlingsforløb skal bruge tid på at udarbejde en analyse af fordele og ulemper for begge parter ved den aftale, man konkret sidder og forhandler om.

Det ville være et fornuftigt forslag at fremsætte, hvis der var tale om en række andre lande, som jeg tror har en anden forhandlingstaktik. Men det er lidt at skyde gråspurve med kanoner, hvis jeg må bruge sådan et udtryk, i dansk sammenhæng.

Med hensyn til efterfølgende evaluering af indgåede dobbeltbeskatningsoverenskomster kan man godt overveje det. Det er også et spørgsmål, som jeg har drøftet med bl.a. IBIS, der har påpeget, at Holland har indledt en sådan evaluering af deres eksisterende overenskomster med udviklingslandene. Men jeg tror også, vi skal tænke os lidt om, for situationen er ikke den samme i Danmark som i Holland, og man kan ikke nødvendigvis sammenligne os på det her DBO-område. De nationale danske skatteregler sikrer f.eks., at Danmark ikke kan anvendes som gennemstrømningsland for udbytter. Det er lidt anderledes med Holland. Vi skal være sikre på, at vi anvender vores ressourcer fornuftigt, og der bør således ikke igangsættes et større arbejde, før vi får undersøgt, om der rent faktisk er behov for det. Men på det punkt i beslutningsforslaget vil jeg godt imødekomme forslagsstillerne. I forvejen er jeg i dialog med IBIS, og den dialog vil jeg fortsætte, og jeg tror, at sidst, jeg havde møde med dem, bad jeg dem om at fremsende nogle af de her eksempler fra Holland. Dem kigger vi på konstruktivt, men altså med det for øje, jeg lige har været inde på.

Det er også væsentligt at huske på, at hvis et udviklingsland ikke er tilfreds med indholdet af en eksisterende DBO med Danmark, står det altså landet frit for at anmode om en genforhandling. I sidste ende er der endvidere mulighed for at opsige en overenskomst, hvis man ikke længere er tilfreds med den. Det skal bemærkes, at Danmark ikke i nyere tid har modtaget anmodninger fra udviklingslande om genforhandling eller meddelelse om opsigelse. Det siger også noget om, at Danmark også på det her område nok er dem, der opfører sig bedst i klassen, om man vil.

Det fremsatte beslutningsforslag bygger lidt på en præmis om, at udviklingslandene er nogle, der har brug for at blive holdt i hånden. Den opfattelse deler regeringen ikke på området for dobbeltbeskatning. Vi tror, at hvis vi gennemfører beslutningsforslaget, vil det medføre en spændetrøje, som hverken vil være fornuftigt for udviklingslandene eller for Danmark.

Derfor kan vi ikke støtte beslutningsforslaget.

Tak til ministeren. Der er en række korte bemærkninger. Den første er fra hr. René Gade, Alternativet.

Tak for gennemgangen. Det er vigtigt for mig, at vi får aflivet den her afsporing af debatten en gang for alle. Som forslagsstillere synes vi ikke, at ulandene er inkompetente eller skal holdes i hånden, eller at de ikke skal gennemføre en forhandling med Danmark. Det er slet ikke det. Det forsøgte jeg også at sige i debatten tidligere.

Det, vi mener, er, at der er et ulige forhold i forhandlingen. Om vi kalder det et udviklingsland eller et land under opbygning, eller hvad vi nu skal kalde det i dag, så er vi i en situation, hvor det på mange punkter og ifølge mange organisationer vil være meget interessant for landet for at få skabt noget infrastruktur og et levegrundlag for de mennesker, der bor der, at indgå aftaler, også på meget lidt attraktive vilkår.

For at vi ligesom kan nærme os en eller anden enighed om det, er mit spørgsmål: Er ministeren enig med mig i, at der findes aftaler og samhandel mellem virksomheder og lande, hvor det, selv om der foretages handler og der siges ja til dem på begge sider, altså ikke er godt for det land, det foregår i? Findes der sådanne aftaler?

Ministeren.

Nu kan jeg jo ikke redegøre for alle de DBO'er, som Danmark har. Nogle af dem er meget gamle, så det kan man givetvis finde.

Jeg giver udtryk for den forhandlingslinje, som vi har nu, og som vi har haft under den tidligere regering, og som jeg tror at det er klogt at fortsætte med. Jeg har sagt til embedsmændene i Skatteministeriet, at jeg ønsker, at der skal indgås flere dobbeltbeskatningsaftaler, og det er en del af min politiske dagsorden.

Det er en del af min politiske dagsorden, fordi dobbeltbeskatningsaftaler er til gavn for begge lande. Hvis man lavede sådan en dobbeltbeskatningsaftale, hvor vi sagde, at danske virksomheder, som placerer sig i Ghana, skal brandbeskattes i langt større omfang end andre landes virksomheder, så ville det ikke føre andet med sig, end at der ingen danske virksomheder var, som ville investere i Ghana. Eller også ville de gøre det via deres datterselskaber i Tyskland, Holland eller et andet sted.

Formålet med dobbeltbeskatningsaftaler er at få placeret vækst og udvikling i begge lande, uanset om det er et u- eller iland, og det tror jeg man skal holde sig for øje ved DBO'er.

Hr. René Gade.

Igen synes jeg, at ministeren næsten trækker det ud i sådan en absurditet: at vi skal brandbeskatte nogle danske virksomheder, der kommer til Ghana. Det er ikke det, vi taler om.

Det behøver ikke at dreje sig om dobbeltbeskatningsaftaler, for jeg kan godt se, at det måske kan være svært lige på rede hånd at have et svar på, om der gennem tiden har været sådan nogle, der har været dårlige. Jeg mener simpelt hen bare samhandel. Tænker ministeren, at der ikke er indgået aftaler med lande, som er dårlige for det land, der har sagt ja, bare fordi der er blevet sagt ja?

Ministeren.

Jeg er ikke sikker på, at jeg til fulde forstår spørgsmålet. Men hvis jeg skal acceptere præmissen, vil jeg sige, at det godt kan være. Men det er sådan, at en aftale, der er indgået bl.a. på DBO-området, kan begge lande jo opsige. Danmark har på et tidspunkt opsagt dobbeltbeskatningsaftalen med Frankrig, fordi vi mente, at den aftale var uretfærdig på daværende tidspunkt, og gerne ville genforhandle den. Så den har vi opsagt, og udviklingslandene kan jo gøre det samme.

Så hvis man har fået en dårlig aftale eller er utilfreds med aftalen, er det jo i det her aftalesystem muligt at opsige aftalen eller bede om, at den bliver genforhandlet. Det vil vi selvfølgelig se positivt på i Danmark, hvis det skulle ske. Men det er altså ikke sket i nyere tid.

Den næste korte bemærkning er fra fru Lisbeth Bech Poulsen, Socialistisk Folkeparti.

Tak. I sin tale brugte ministeren ord som: Der skal være balance i tingene og rimelighed. Men det, vi – vi tre partier – foreslår her, er jo, at man fraviger OECD-modeloverenskomsten, fordi den er baseret på en overenskomst mellem to ligevægtige lande, to industrialiserede lande f.eks. Og der mener vi jo bare, at i forhold til at opsige en aftale med Frankrig og forhandle en ny, eller når det handler om den aftale, der blev indgået nogenlunde samtidig med aftalen med Ghana, nemlig DBO'en med Irland, giver det måske meget god mening med OECD-modeloverenskomsten.

Men den er jo ikke baseret på to lande, der er vidt forskellige, og det er derfor, vi foreslår det her. Den er simpelt hen ikke gearet til at forhandle nogle skatteaftaler, hvor der er så ulige vilkår. Så i forhold til det, ministeren sagde om balance, synes ministeren så, der er balance i det?

Skatteministeren.

Jeg synes, det er fornuftigt at tage udgangspunkt i OECD's model, men vi fraviger den jo også på en række områder. Vi fraviger den i det omfang, vi bliver præsenteret for nogle ønsker fra det land, der forhandles med. Jeg synes sådan set, det er fornuftigt at have sådan en sund fornuft-betragtning, men man skal selvfølgelig også have nogle principper, som man står på.

Man kunne risikere at gøre nogle lande en bjørnetjeneste ved at give dem en eller anden særbehandling, for hvis vi sagde, at det var fint, at danske virksomheder skulle beskattes meget hårdere i Ghana end tyske virksomheder – et tænkt eksempel – så ville den særbehandling nok ikke føre til, at der blev investeret fra Danmark i Ghana. Og hvis der blev investeret, ville man oprette et datterselskab i Tyskland og investere ad den vej i stedet for gøre det fra Danmark. Det er så til ulempe for Danmark, og det er heller ikke til særlig stor gavn for Ghana. Så derfor synes jeg, det er meget fornuftigt, at man i udgangspunktet betragter begge parter som ligevægtige.

Fru Lisbeth Bech Poulsen.

Ministeren siger, at vi ikke skal give særbehandling, men det er jo det, vi gør: negativ særbehandling. Ministeren lyder til at være meget inde i de DBO'er, som f.eks. Ghana har indgået med andre lande, og det lyder, som om det er dem, man ligesom har lagt sig op ad. Men det må så betyde, at ministeren er uenig med Mellemfolkeligt Samvirke og de andre organisationer, der har sagt, at den aftale, som Ghana indgik med Danmark, faktisk er den ringeste, Ghana har indgået, med undtagelse af en aftale med et andet uland, nemlig Barbados. Siden ministeren er inde i de forskellige DBO'er, der er indgået, er ministeren så uenig i den analyse, nemlig at aftalen med Danmark faktisk er den ringeste, som Ghana til dato har indgået?

Ministeren.

Det tør jeg simpelt hen ikke svare på, for jeg kender ikke den aftale, og jeg kender heller ikke IBIS' eller Mellemfolkeligt Samvirkes udsagn. Men jeg kan love fru Lisbeth Bech Poulsen, at hvis fru Lisbeth Bech Poulsen vil spørge skriftligt, skal jeg svare skriftligt. Så skal der komme det, som jeg håber er et godt svar – men jeg kan ikke love det.

Der er en kort bemærkning fra hr. Rune Lund, Enhedslisten.

Det her forslag går jo ud på at sige, at i forhold til lav- og mellemindkomstlande bør man benytte FN's modeloverenskomst, som sikrer, at beskatningen hovedsagelig placeres i det land, hvor aktiviteten foregår – i modsætning til OECD-modeloverenskomsten, hvor beskatningen hovedsagelig placeres i det land, hvor virksomheden har hovedsæde. Man kunne også kigge lidt på det ud fra den diskussion, vi har haft om skattely. Vi har bl.a. haft lejlighed til, også i samråd med skatteministeren, at diskutere udspillet fra fru Margrethe Vestager om, at beskatningen af et selskab – og det er en diskussion om skattely – skal foregå dér, hvor aktiviteten foregår.

Når man ser det i det lys, virker det så ikke indlysende for skatteministeren, at det også på den baggrund giver god mening at tage udgangspunkt i FN's modeloverenskomst, fordi der er en sammenhæng mellem FN's modeloverenskomst på det her område og den måde, vi begynder at tænke kampen mod skattely på?

Ministeren.

Det kan hr. Rune Lund godt have en pointe i. Man kan jo have en lang diskussion om modeller, men jeg synes egentlig, det er lettere at forholde sig til nogle af principperne. Og udfordringen er, at hvis vi vælger en væsentlig hårdere beskatning for danske investeringer i f.eks. Mozambique, end der er for investeringer fra Schweiz eller Spanien, så vil en dansk investor, fordi vi jo lever i en global verden, bare ikke have sit selskab i Danmark, men vil have det i et af de her andre lande.

Så hvis man skal forfølge det synspunkt, som hr. Rune Lund argumenterer for, så skal man som land i hvert fald ikke gøre det alene. Det vil ikke føre noget som helst med sig, ud over at der ikke vil komme direkte danske investeringer i de pågældende udviklingslande. Så skal man gøre det i fællesskab, og så er det jo en diskussion, som kan være relevant at rejse i OECD-regi, nemlig om den model, man har der, er rigtig, eller om man i større omfang skulle lade sig inspirere af FN's model.

Hr. Rune Lund.

Det opfatter jeg i hvert fald som en eller en form for åbning over for, at man måske kunne gøre noget her. For mig er det indlysende i den nuværende situation, fordi der er et ulige magtforhold. Det er ikke sådan, at ulandene ikke kan finde ud af noget som helst. Det kan de i høj grad, men de har bare ikke altid den samme økonomiske styrke. De har heller ikke den samme form for forvaltning eller embedsapparat, som mange rige lande har.

Vi ser jo også, når der er forhandlinger i FN, at mange ulande f.eks. ikke kan sende de samme delegationer af sted til et møde i New York, som rige, industrialiserede lande kan. Så det giver mening i den konkrete situation, men jeg synes faktisk også, at det her giver mening i forhold til den diskussion, vi har om at bekæmpe skattely.

Ministeren.

Jeg kan sige så meget, at jeg har besøgt en del udviklingslande. Da jeg startede i Folketinget, var jeg udviklingsordfører, og jeg har faktisk besøgt Ghana, som vi har diskuteret her. Og det, der overraskede mig lidt dernede, var, at der ikke var noget ulige forhold mellem den delegation, der kom derned fra Folketinget, og den delegation, vi blev modtaget af. Og det, der var det klare budskab til os fra de parlamentarikere, vi mødtes med dengang for mange år siden, var: Vi vil hellere have dansk handel og danske investeringer, end vi vil have dansk bistand, for handel skaber vækst og arbejdspladser og skattegrundlag.

Det er jo derfor, vi skal have indgået de her dobbeltbeskatningsaftaler. Så kan man godt diskutere nogle af principperne, som hr. Rune Lund og nogle af forslagsstillerne gør, men jeg synes, det er vigtigt at holde sig for øje, at vi altså skal have indgået de her dobbeltbeskatningsaftaler.

Tak til skatteministeren. Så går vi over til ordførerrækken, og den første er hr. Jesper Petersen, Socialdemokraterne.

Danmarks skattepolitik skal ikke ske på bekostning af vores udviklingspolitik, skriver forslagsstillerne. Det er vi i Socialdemokratiet helt enige i. Vi mener nu heller ikke, at det er tilfældet, når det gælder de dobbeltbeskatningsaftaler, som Danmark indgår. Vi ser ikke et modsætningsforhold mellem det at indgå dobbeltbeskatningsoverenskomster og udviklingslandes mulighed for at øge deres skatteindtægter. Faktisk er det også sådan, at aftalerne ofte både indeholder bestemmelser om, hvordan man skal beskatte på tværs af landene, men også om at udveksle oplysninger, så det bliver sværere at snyde i skat, og der findes krav om inddrivelse, så det bliver sværere at løbe fra regningen.

For os er det helt afgørende, at lav- og mellemindkomstlande får styrket deres skattegrundlag og på den måde kan få skabt råderum til at finansiere helt nødvendige reformer og udvikling og fremgang i deres land. Vi ser dog ikke et modsætningsforhold mellem det at indgå overenskomsterne og deres mulighed for at øge deres skatteindtægter, og det forekommer lidt, som om forslagsstillerne vil føre udviklingspolitik gennem dobbeltbeskatningsoverenskomster, og det mener vi ikke er det rette sted. I det tilfælde, når man laver de forhandlinger, skal man behandle sin modpart ordentligt, og når det handler om udviklingslande, er der selvfølgelig nogle overvejelser i den sammenhæng, men ikke desto mindre er det også vores egne interesser, som man har en forhandling om, og det bliver ikke bare lagt frem, sådan at andre lande får det, præcis som de vil have det – det er en reel forhandling.

Vi har kæmpet og vil fortsat kæmpe for, at man i den måde, Danmark giver bistand på, hjælper til at få opbygget skattemyndigheder og få lukket skattehuller, stoppet illegale kapitaloverførsler og på anden vis presse på for, at udviklingslandene kan få styrket deres skattegrundlag.

Der bliver skrevet om, at der er forskellige modeloverenskomster at arbejde ud fra, og det er ikke så unaturligt, at Danmark arbejder ud fra OECD's overenskomst, da Danmark er medlem af OECD, og den tager højde for forhold, som er i et land som Danmark. Andre lande anvender FN's modeloverenskomst, og der vil, som skatteministeren nævnte det før, også findes elementer fra den, når man er færdig med at lave sit kompromis og lave sin aftale, og sådan synes vi egentlig det skal fortsætte med at være. Men også selv om man gjorde det på en anden måde, ville der jo stadig væk være tale om en forhandling, hvor Danmark vil forsøge at få det trukket i en retning, hvor det er gavnligt for danske virksomheder og interessant for danske virksomheder efterfølgende at drive virksomhed i det pågældende land.

Et andet element i forslaget drejer sig om at lave en særlig analyse af, hvordan en forhandling er faldet ud. Vi synes ikke rigtig, det giver mening, straks efter sådan en forhandling, hvor begge parter har måttet give og tage, er afsluttet, at udpege vindere og tabere i forskellige elementer af en aftale. Det er heller ikke sikkert, at det er befordrende for overhovedet at få lavet en aftale, som jo også ville være i et udviklingslands interesse for netop at få øget samhandel med Danmark.

Jeg vil i forhold til den diskussion, der er om aftalen med Ghana, sige, at hvis der fortsat er kritikpunkter og udeståender og diskussion om den, er det jo muligt at få lavet en gennemgang af den aftale, indkalde skatteministeren i et samråd og stille nye kritiske spørgsmål og at diskutere med Ghanas ambassade, hvorfor de ikke beder om at få en ny forhandling, hvis der er grund til, at de skal være utilfreds med den aftale, de har indgået. Men det er jo ikke det, der er tale om her, her behandler vi nogle andre forslag, og det her forslag kan vi altså ikke støtte.

Tak til ordføreren. Der er en kort bemærkning fra hr. René Gade, Alternativet.

Der er flere af tiltagene, som jeg synes lyder interessante, og som vi også har overvejet. Grunden til, at vi har taget det op i dag, er netop at få bragt det i spil, at der er andre måder at lave dobbeltbeskatningsaftaler på end den, vi har i dag, altså igennem OECD. Jeg har fuld forståelse for, at man i Socialdemokratiet ikke ønsker at gå over til FN's model.

Men jeg hører samtidig, og det vil jeg gerne lige have bekræftet, at man egentlig fra Socialdemokratiets side er indstillet på at se på, hvordan det her foregår, og blive klogere på det, men at det bare ikke skal være, umiddelbart efter at aftalen er indgået. Man vil have noget empiri at gå ud fra. Men det er det, som jeg oplever at der ikke er i dag. Jeg oplever, at det er svært at gennemskue, hvordan de her aftaler egentlig hænger sammen, og det er, både før, under og umiddelbart efter at de er indgået. Der har man så den situation i Folketinget, at man kommer til at tage en beslutning uden måske at have været med i processen. Så er det interessant for Socialdemokraterne at finde en ordning, så vi på en eller anden måde kontinuerligt og hver eneste gang, vi laver en dobbeltbeskatningsaftale, evaluerer det?

Ordføreren.

Nej, det mener jeg ikke, og det mener jeg heller ikke at man kan udlede af det, jeg sagde i min tale for et øjeblik siden.

Hr. René Gade.

Det var heller ikke meningen, at jeg ville sige, at ordføreren havde sagt noget, som ordføreren ikke har sagt. Jeg synes, at det lød, som om man var interesseret, men at den vurdering af aftalen bare ikke skulle falde så hurtigt. Men jeg forstår, at det er unødvendigt at have den her vurdering, i og med at det sker på andre ledder. Vi lægger jo op til, at man ved hver enkelt aftale skal have en generel vurdering og evaluering af, om vi faktisk gøre noget godt eller noget skidt. Men det er ikke nødvendigt set med ordførerens øjne, hører jeg.

Ordføreren.

Nej, det mener jeg ikke. Jeg ville synes, at det var på sin plads, at regeringen, hvis regeringen på Danmarks vegne havde forhandlet en helt elendig overenskomst hjem med et land, som vi har samhandel med, modtog kritik for det. Hvis Danmark begyndte at opføre sig dybt urimeligt over for udviklingslandene i forhandlingerne med dem, ville det give anledning til en politisk diskussion dér. Men sådan en generel regel om at lave evalueringer og analyser af de her forhandlinger støtter vi ikke. Det, jeg før sagde i min besvarelse, var en form for opfordring til, at det, hvis man er særlig interesseret i aftalen med Ghana, er en vej at gå, men det er bare ikke det, man har fremsat forslag om. Og vi kan ikke støtte det forslag, der er fremsat.

Tak til ordføreren. Den næste ordfører er hr. Dennis Flydtkjær, Dansk Folkeparti.

Danmark indgår jo løbende dobbeltbeskatningsoverenskomster med andre lande, og det gør vi ud fra den standard, der er i OECD, og det er den, der danner rammen for stort set alle de aftaler, vi laver på det her område. Det synes vi i Dansk Folkeparti er ganske godt, for det skaber noget sammenlignelighed og noget forudsigelighed, som gavner både danske borgere og virksomheder, fordi reglerne så bliver mere ens, da det er den samme standard, man har lavet det ud fra.

De her overenskomster sikrer jo, at der ikke sker en dobbeltbeskatning, men også at der ikke sker en dobbelt ikkebeskatning. Det er så det, der lægger rammerne for, at man kan finde ud af, hvem der nu har beskatningspligten, og det er jo ganske fornuftigt, at vi indgår de aftaler.

Jeg synes også, at en opfordring herfra i forhold til udkommet af de to beslutningsforslag, vi har haft i dag, skal være, at man får mere fokus på, at vi får indgået flere dobbeltbeskatningsoverenskomster, end at det måske så meget handler om, om det er den ene eller den anden standard, man bruger. Der føler jeg mig egentlig tryg ved den måde, man gør det på i dag.

Det, der så foreslås med det her beslutningsforslag, er, at man går væk fra OECD's standard og over til FN's modeloverenskomst, men kun når det gælder for lav- og mellemindkomstlande. Og sådan som jeg konkluderer det ud fra forslaget, er forskellen jo kort sagt det, at forslagsstillerne ønsker, at Danmark stiller sig selv dårligere i forhandlingerne, når det kommer til overenskomster med lavindkomstlande.

Så er der en ting, jeg undrer mig lidt over i teksten, for der står sådan lidt mellem linjerne, at Danmark næsten prøver på at snyde landene. Jeg tror ikke nødvendigvis, det er det, der er intentionen, kan jeg høre ud fra svarene på spørgsmålene, men jeg har ikke indtryk af ud fra de dobbeltbeskatningsoverenskomster, jeg har været med til at behandle her i Folketinget – og det er efterhånden en del – at Danmark prøver på at snyde andre lande. Altså, det er jo en forhandling og et kompromis mellem to lande, og den aftale indgår man jo kun, hvis begge parter kan se sig selv i det. Og som land har vi jo ikke nogen interesse i at prøve på at tryne nogen. Det er sådan set ikke anderledes, end det er herinde i Folketinget, hvor man sidder til forhandlinger med andre partier – der har man jo heller ikke nogen interesse i at prøve på at tryne et parti fuldstændig ned under gulvbrædderne, for det eneste, der sker, er jo bare, at ganske kort tid efter vil det andet parti opsige aftalen. Og så har man ikke rigtig flyttet noget. Så man prøver selvfølgelig at finde noget – i Folketinget ligesom ved indgåelse af dobbeltbeskatningsoverenskomster – hvor begge parter kan se sig selv i det og kommer ud med flere plusser end minusser i vægtskålen.

Det er jo egentlig også det, synes jeg, der er udkommet af den debat her, for hvis man kigger på, hvad der er sket af genforhandlinger af dobbeltbeskatningsoverenskomster eller tilfælde, hvor de er blevet opsagt, så er det faktisk utrolig sjældent, det sker. Den eneste aftale, jeg kan komme i tanke om, er faktisk den mellem Danmark og Frankrig, sjovt nok, som egentlig er et land, vi ligger ret tæt på økonomisk, og den blev opsagt, fordi man ikke kunne blive enige. Men jeg har altså ikke oplevet, at der skulle være nogen lavindkomstlande eller mellemindkomstlande, hvor den ene part har følt sig så dårligt behandlet eller så meget trynet, at de har haft behov for at opsige aftalen.

Så jeg ser altså ikke det store behov for, at Danmark går væk fra den standard, som vi bruger nu, for jeg synes, det giver en god forudsigelighed og sammenlignelighed for virksomheder og borgere, at man ved, at det er de samme principper, der bliver indgået aftaler ud fra hver gang.

Så med de ord kan jeg sige, at vi i Dansk Folkeparti ikke kan støtte forslaget.

Der er en enkelt, der har bedt om en kort bemærkning. Det er fru Lisbeth Bech Poulsen, SF.

Tak. Vi foreslår jo her at skifte over til FN's modeloverenskomst. I den siger man jo, at i stedet for at skatten skal placeres i det hjemland, virksomheden har, skal beskatningen foregå der, hvor aktiviteten er. Det er jo ellers et princip, som vi hylder, når vi har de her mange spændende diskussioner om skattely og skatteunddragelse, og – lidt i forhold til det, som også hr. Rune Lund var inde på – vores konkurrencekommissær har sagt, at det egentlig er et meget sundt princip, at man betaler skat der, hvor pengene bliver tjent. Hvad mener ordføreren helt overordnet om det princip?

Ordføreren.

Det er grundlæggende et godt princip. Det er sådan set også en del af den overenskomst, man bruger i dag. Hvis Danmark udbetaler pension til en dansker, der bor i Tyskland, så bliver den kildebeskattet i Danmark, fordi det er Danmark, der udbetaler pengene. Så det er jo faktisk en del af de principper, der bruges i forvejen. Hvis et selskab har indtjening i Danmark, betaler de selskabsskatten i Danmark, de betaler moms i Danmark, men hvis hovedsædet ligger i Tyskland, er det klart, at der kan være noget udbytteskat og andre ting, som så ryger til Tyskland, og som Danmark så går glip af. Men selve fortjenesten eller selve beskatningen af de aktiviteter, man har i landene, er jo sådan set allerede kildebeskattet.

Så jeg ser faktisk ikke den store forskel i det, men for mig vægter det bare tungt, at man har en forudsigelighed, og at der er en sammenlignelighed i de aftaler, man laver, at de stort set er ens. Derfor synes jeg måske, at det ville være en forkert retning at gå i, hvis man, når det er landet, siger, at det kun er for lavindkomstgrupper eller mellemindkomstlande, og at man så skal have en anden overenskomst der. Jeg synes sådan set, at det er godt, at vi bruger den samme standard hele vejen rundt, for det giver noget forudsigelighed for de virksomheder og borgere, som har brug for de her aftaler.

Der er ikke ønske om anden korte bemærkning, så vi siger tak til ordføreren. Næste ordfører er Venstres hr. Erling Bonnesen.

Da Venstres ordfører ikke har mulighed for at være til stede, har jeg lovet lige at fremføre Venstres holdning til sagen. Alternativet, Enhedslisten og SF foreslår, at Danmark fremover benytter sig af FN's overenskomstmodel ved indgåelse af dobbeltbeskatningsoverenskomster med andre lande. I dag bruger Danmark OECD's overenskomstmodel. Præmissen for beslutningsforslaget er, at lav- og mellemindkomstlande er udsatte og forfordeles af OECD-modellen, når de laver dobbeltbeskatningsoverenskomster med de såkaldte industrialiserede lande som Danmark.

Jeg mener ligesom skatteministeren, at det er helt urimeligt at antage, at lav- og mellemindkomstlandenes forhandlere skulle være mindre kompetente forhandlere end de danske, og Venstre kan ikke støtte det foreliggende forslag. Tak.

Tak til ordføreren. Der er ingen, der har bedt om korte bemærkninger. Den næste ordfører i ordførerrækken er hr. Rune Lund fra Enhedslisten. Jeg blev lige lidt overrasket over, at det ikke var hr. Rune Lund, der stod klar nede foran talerstolen, men værsgo.

Tak. Enhedslisten er glad for at være medforslagsstillere på det her beslutningsforslag, som jo kobler sig tæt op ad det beslutningsforslag, B 145, som vi lige har diskuteret.

Vores ambition er, at dobbeltbeskatningsoverenskomster og aftaler sker på et fair og rimeligt grundlag. Der er jo desværre asymmetri i magt og ressourcer mellem ilande og ulande, og det kommer også til at spille en rolle for udarbejdelsen af aftaler om dobbeltbeskatning. Vi så det jo konkret med sagen om aftalen mellem Danmark og Ghana, som jeg også nævnte bl.a. i min ordførertale ved behandlingen af B 145.

Men det er også et mere generelt problem. Et uland er jo tit meget interesseret i at tiltrække udenlandske investeringer, og derfor er der som præmis et ulige styrkeforhold mellem de to forhandlingsparter. Ulandet indgår i flere tilfælde aftaler, som måske tiltrækker investeringer til landet, men som skattemæssigt er til ulandets ugunst eller i hvert fald ikke så optimalt, som det kunne være, mens ilandet laver en aftale, der er mere favorabel for ilandet selv.

Som det er nu anvender Danmark i lighed med de fleste andre ilande OECD's modeloverenskomst ved dobbeltbeskatningsoverenskomster, og OECD-modellen kan sådan set være udmærket, når det drejer sig om forhandlinger mellem to jævnbyrdige lande. Her placeres skattebetalingen, hvor virksomheden har hovedsæde, og når vi har at gøre med forhandlinger ilandene imellem, kan det være en holdbar fremgangsmåde.

Anderledes er det selvfølgelig, når man bruger dette regelsæt i forhandlinger mellem ulande og ilande. Her er det oplagt, at det er i ilandet, at hovedsædet befinder sig for en multinational virksomhed, og det vil ske næsten hver gang, og dermed er det ilandet, som får skattebetalingen. Derfor er OECD-modellen ikke fair i disse tilfælde.

FN har jo også en model for dobbeltbeskatningsoverenskomster, som er anderledes fair. Her tages der nemlig udgangspunkt i, at beskatningen skal foregå i det land, hvor aktiviteten foregår, og det vil så typisk være ulandet. Hvis vi reelt vil sikre, at ulandene kan stå på egne ben, nytter det jo ikke noget, at vi har en praksis, der reelt fjerner skatteindtægter fra ulandene, og derfor er vi medforslagsstillere på det her beslutningsforslag.

Som det også er blevet nævnt i debatten her, er diskussionen om at beskatte overskuddet der, hvor aktiviteten foregår, jo også en del af de diskussioner, vi har om skattely, hvor vi har haft mange og intense diskussioner, og hvor regeringen jo går ud og melder sin støtte til konkurrencekommissæren, fru Margrethe Vestagers, forslag om netop at beskatte overskuddet der, hvor aktiviteten ligger. Og hvis man så mener, at der kun skal være én modeloverenskomst, man skal tage udgangspunkt i, og at man ikke skal have én overenskomst, som gælder for lav- og mellemindkomstlande, og en anden for højindkomstlande, så kunne man jo tage skridtet fuldt ud og faktisk bare helt principielt gå over til FN's modeloverenskomst.

Hvis det er det, der skal forstås på baggrund af bemærkningerne, som der bl.a. var fra Dansk Folkeparti, er jeg sikker på, at forslagsstillerne er villige til at kigge på et ændringsforslag, men nu må vi se, om det kommer så langt. Det er jo nok ikke det, som ordføreren for Dansk Folkeparti mente.

I hvert fald er vi selvfølgelig rigtig glade for det her forslag, og det er jo også derfor, at vi er medforslagsstillere på det.

Der er ikke nogen, der har bedt om korte bemærkninger, så vi siger tak til hr. Rune Lund. Så kan vi sige velkommen til fru Merete Riisager, som er næste ordfører, og som meget dydigt har stået klar og ventet nede foran. Værsgo.

I Liberal Alliance vil vi meget gerne hjælpe udviklingslande ved at forbedre samhandelen med dem. EU's toldmure er dybt skadelige for udviklingslandenes muligheder for at bringe sig selv fremad, og Danmark burde i den sammenhæng gå forrest i forhold til at give bedre muligheder for, at udviklingslande kan afsætte deres produkter og services på det europæiske marked.

Europa har forsøgt igennem årtier at skabe fremgang gennem ulandshjælp, men seriøs forskning viser, at det er meget lidt, der er kommet ud af disse anstrengelser. Faktisk er der meget, der tyder på, at ulandshjælpen kan virke stik imod hensigten ved at udkonkurrere lokale initiativer og dæmpe motivationen hos landenes regeringer i forhold til at tage ansvar for deres befolkninger.

Det er nemlig vigtigt, at der er en direkte relation og aftale mellem et lands regering og det pågældende lands befolkning gennem landets skattesystem og de goder, der kommer ud i den anden ende, f.eks. infrastruktur, skoler osv. Denne gensidige aftale henfalder, når fremmede magter overtager en stor del af regeringens ansvar, f.eks. gennem overdreven ulandshjælp.

Med andre ord har det historisk været en rigtig dårlig idé at gøre udviklingslandene til stakler, så det bør vi ikke gøre, heller ikke på det her område, og derfor kan Liberal Alliance ikke støtte forslaget.

Tak til ordføreren. Der er ikke nogen, der har bedt om korte bemærkninger. Den næste i ordførerrækken er hr. Johannes Lebech fra Det Radikale Venstre.

Undskyld, hr. formand, det gik så hurtigt. Tak. Fra Det Radikale Venstres side har vi meget sympati for forslaget fra SF, Enhedslisten og Alternativet, hvor de foreslår, at Danmark skal anvende FN's model for beskatningsaftaler frem for OECD's over for lav- og mellemindkomstlande for at stille parterne mere lige.

Vi er positive over for forslaget som sådan om at støtte de fattigste, men vi har et konkret ændringsforslag. Vi kan godt se for os, at det kun omfatter de såkaldte LDC-lande, the less developed countries, der er blandt nogle af mellemindkomstlandene – lande, som vi egentlig ikke mener der er grund til at give den positive særbehandling, som jeg fornemmer ligger i forslaget, f.eks. lande som Kina og Mexico.

Så det konkrete ændringsforslag vil vi gerne have lov til at bringe ind i forhandlingerne, men ellers er vi generelt positive over for forslaget.

Tak til ordføreren. Der er ingen, der har bedt om korte bemærkninger. Så er det fru Lisbeth Bech Poulsen fra SF.

Jeg vil da gerne starte med at takke De Radikales ordfører for den sidste bemærkning her. Det kan vi måske godt se på. Det må jeg jo diskutere med de andre partier, der har været med til at fremsætte det her forslag. Men jeg synes, der var lidt af en misforståelse i det, ordføreren sagde, nemlig at hvis man bruger FN's modeloverenskomst, vil lavindkomstlandene få positiv behandling, de vil få positiv særbehandling, og at rige lande som Danmark vil få nogle ringere vilkår. Det læser jeg simpelt hen ikke i FN's modeloverenskomst. Der tager man udgangspunkt i, at fordi der er nogle ulige forhold, prøver man at få det ind i modellen, sådan at man på en eller anden måde får stillet landene lidt mere lige, når man indregner alle de her ting. Men jeg er glad for de positive kommentarer fra De Radikale.

Jeg synes, at der har været flere ordførere heroppe fra partier, som er imod det her forslag, og som får det til at lyde, som om Danmark skal have penge op af lommen for at lave de her aftaler, hvis man skiftede til en FN-modeloverenskomt. Sådan er det jo ikke. Det er for at prøve at sætte nogle lidt mere rimelige rammer for, hvad det er for et ståsted, man står på, når man forhandler.

Når vi kritiserer, at man bruger OECD-modeloverenskomsten til de her DBO'er indgået med lavindkomstlande, er det jo ikke en kritik af OECD, altså de har jo bare lavet en model ud fra den forudsætning, at der var tale om relativt ligestillede lande, som forhandler ud fra relativt samme præmisser. Så det har man jo lavet en model ud fra, og det kunne passe fint, hvis man lavede en ny DBO med Frankrig eller den DBO, der blev lavet med Irland for et par år siden. Det passer bare rigtig dårligt, når man skal lave DBO'er med lande som f.eks. Ghana.

Derfor har vi fremsat det her forslag. Og i den rapport, som også er omtalt i bemærkningerne til forslaget, med den meget fancy titel »Fifty Shades of Tax Dodging«, bliver det beskrevet, at der faktisk kun er nogle få lande blandt de rige lande, som overhovedet har tænkt det her ind. Der synes jeg jo at det ikke handler om, at Danmark skal have penge op af lommen, eller at man skal indgå nogle ufavorable aftaler. Det handler om, at vi måske som et rigt industrialiseret land burde opføre os bedre end at udnytte nogle, der har et dårligere forhandlingsudgangspunkt. For det synes jeg faktisk at vi gør.

Der er mange, der har spurgt, hvorfor de lande så indgår de her aftaler. Jamen i deres optik er det måske en lille smule bedre end ikke at have nogen. Men jeg synes ikke, det klæder et land som Danmark, som gerne vil være i front på en række andre områder, og som har politikkohærens indskrevet som en central værdi i udviklingspolitikken, at man går ind og skaber nogle ret favorable vilkår for de danske virksomheder, der opererer i et givet land, og samtidig har meget få af det lands virksomheder i Danmark.

Som jeg nævnte, da vi behandlede det foregående forslag, så er der forskellen mellem de beskatningsniveauer, der er på dividender og renter osv., men der er også det her om definitionen af fast driftssted. Det har mine kolleger fra både Alternativet og Enhedslisten også tidligere været inde på. Når vi raser mod skattely og skatteunddragelse, men på helt lovlig vis institutionaliserer nogle regler, hvor vi siger, at jamen selvfølgelig skal man da ikke betale skat, hverken det ene sted eller det andet sted, i op til 9 måneder, så giver det jo ingen mening. Så det tænker jeg ville være oplagt at stille nogle skriftlige spørgsmål til skatteministeren om. Hvad er et anslået provenutab f.eks. for Danmark og Ghana, hvis man skal tage et konkret eksempel? Hvorfor kan man ikke lave reglerne om, så man opfylder det princip, som man jo hele tiden hylder så højt, nemlig at man skal betale skat enten det ene sted eller det andet sted? Der skal ikke være dobbeltbeskatning, men der skal jo heller ikke være dobbelt ikkebeskatning.

Det er jo nogle af de ting, som vi ville komme i møde ved også at have en meget bedre modeloverenskomst, som ikke forringede nogle af de i forvejen ikke alt for gode skattesystemer, der er i nogle af de fattigste lande.

Jeg vil bare gerne gentage min pointe fra tidligere: Det er underligt, at vi sender rigtig dygtige skattemedarbejdere af sted til nogle af de fattigste lande i verden for at opbygge noget af det, der er mest centralt. Og som en klog mand engang sagde: Skatter er prisen for civilisation, for så kan vi opbygge gode samfund. Og det er rygraden i et civiliseret samfund, at man kan opkræve skat på ordentlig vis. Det går vi ud og understøtter med den ene hånd, for vi sender danske folk af sted, og med den anden hånd presser vi niveauerne ned. Jeg synes ikke, det er klædeligt.

Men nu skal vi heller ikke være så sure. Når der alligevel ikke er flertal for det her forslag, håber jeg også, at den diskussion på en eller anden måde kan fortsætte ovre hos ministeren indtil den skønne dag, hvor vi har flertal for at lave det om.

Tak til ordføreren. Der er ikke nogen, der har bedt om korte bemærkninger. Jeg kan ikke se nogen ordfører for De Konservative, og derfor går vi videre til ordføreren for forslagsstillerne. Det er hr. René Gade fra Alternativet.

Tak for det og tak for en god debat. Jeg havde det egentlig sådan, da vi valgte at sætte de her to beslutningsforslag på, at jeg tænkte, om vi – også på opfordring fra flere – skulle slå dem sammen til ét. Der er presset her i Folketingssalen i disse dage, så det kunne vi måske godt have gjort. Men jeg syntes, det var væsentligt at holde dem hver for sig, og det er der to årsager til:

Det tidligere forslag, vi talte om, handlede om at øge transparensen, når vi havde at gøre med dobbeltbeskatningsaftaler. Det er én ting. Den anden er det, vi står og diskuterer nu, og det har at gøre med, om vi skal vælge den modeloverenskomst, som er bedst for de udviklingslande, vi samarbejder med. Det er jo vores opfattelse i Alternativet og blandt forslagsstillerne i øvrigt, at man burde vælge den frem for OECD's – ikke at OECD's partout er dårlig, men den er lavet til at samhandle mellem ligeværdige samhandelspartnere.

Det opfølgende spørgsmål må så blive: Hvis vi vælger FN's modeloverenskomst, bliver det så, som SF's ordfører også var inde på før, dårligere for Danmark? Nej, det gør det jo ikke. I Alternativet har vi det motto og den vision, at Danmark skal være det bedste land for verden. Der er tit nogle, der kigger op i loftet, når vi siger det, og tænker: Hold da op, det skal nok blive sjovt; hvad sker der med vores velfærdssamfund, når man har den vision? For der er en opfattelse af, at hvis noget skal være godt for verden, må det automatisk blive dårligere for os. Og det er det, der er fundamentalt ved at tale om, hvilken aftale man vælger her, for helt kynisk set, helt kynisk betragtet, bliver det jo bedre for Danmark på sigt, hvis vi gør alt, hvad vi kan, for at udvikle landene, vi samhandler med, som er udviklingslande, og som ellers skal modtage bidrag på andre måder, gennem ulandsstøtte, eller måske udvikler problemer af en helt anden karakter. Jeg var også inde på det ved det sidste forslag: Det kan være sikkerhedsmæssige udfordringer, som bliver storpolitik på en helt anden måde end det her.

Derfor vil vi gerne motivere til, at Danmark på alle tænkelige fronter går ind – ligesom mange virksomheder også gør – og tænker: Hvad sker der, hvis vi nu indtager den position, hvor vi ikke bare er duks for at være duks, men simpelt hen duks og dem, der gør det bedst, ikke bare for os selv, men også for dem, vi samhandler med, fordi vi ved, at der så kommer en bedre samhandel, og vi undgår de problemer, der nogle gange opstår, hvis man går ud af et mødelokale og har lavet en aftale, hvor det faktisk kun er den ene, der er sådan rigtig glad?

Jeg er med på, at man kan opsige en dobbeltbeskatningsaftale. Jeg er også med på, at det er sket meget sjældent i forhold til de samhandelsaftaler, vi har lavet med ulandene, men i mine øjne er der jo også en grund til det. Det er jo netop de færreste, der står svagt i en forhandlingsposition, der 5 år efter stadig væk står svagt og så ønsker at omgøre det forhandlingsgrundlag eller den beslutning, man gav hånd på, for så længe det er udviklingslande, vi taler om, er det jo lande, der er i en anden position end vores, og derfor har de måske stadig ikke interesse i at opsige de aftaler, selv om de har muligheden for det.

Jeg vil sige tak for en rigtig god debat og ønske, at vi, når vi har de her debatter, i endnu højere grad prøver at sige, at det ikke er mærkeligt at samtænke dobbeltbeskatningsaftaler og alle mulige andre dele af skattesystemet og handelsaftaler med den måde, vi driver udviklingsbistand på. Når vi tænker udviklingsbistand, sikkerhedspolitik og udenrigspolitik i Alternativet, tænker vi det globalt, og hvis man gennem samhandel kan påvirke, at man udvikler lande på en fornuftig måde, synes vi i den grad, man skal gøre det. Jeg siger ikke, at dobbeltbeskatningsaftaler er det bedste sted at gøre det, men det ét af mange parametre, hvor det i den grad er interessant.

Jeg lyttede også til De Radikale og så deres udstrakte hånd. Det synes jeg vi skal kigge på. Det kan da godt være, at vi kommer nærmere et flertal her i Folketinget, hvis vi udelukkende kigger på lavindkomstlande, så det tager vi med.

Der er ikke nogen, der har bedt om korte bemærkninger, så vi siger tak til hr. René Gade.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er, er forhandlingen afsluttet.

Jeg foreslår, at forslaget henvises til Skatteudvalget. Hvis der ikke er nogen, der gør indsigelse mod det, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.