Tak.
Det er ikke for at fortælle, hvad Alternativets politik er på området, at jeg står her i dag og ikke bare har skrevet betænkningsbidrag.
Det er simpelt hen, fordi vi havde behov for at sætte os bedre ind i sagerne, fordi informationerne kom meget snært på.
Først og fremmest vil jeg sige, at Alternativet har valgt at bakke op om indsatsen, og vi vil gerne sige tak til forsvarsministeren for en meget, meget effektiv besvarelse af de spørgsmål, vi har stillet.
Der var ikke mindre end 17 spørgsmål fra vores side, der blev behandlet i løbet af halvanden dag.
Det var meget, meget positivt.
Omvendt vil vi også gerne rette en kritik af, hvordan det er, vi vedtager så væsentlig en indsats.
For behandlingen af det her er sket over en uge, og forklaringen på, at det er sket over en uge, er ikke, at det er et krav fra FN, at de har haft behov for det.
Der er mange andre lande, der ikke har sagt god for støtten endnu.
Det er simpelt hen, fordi det var dagen, hvor det var muligt at gennemføre det her i salen.
Ellers var der kommet en retsforbeholdsafstemning i vejen, og så kunne det først blive i det nye år.
Og vi synes egentlig, det er kritisabelt, at det skal hastes igennem på en uge, for der er stadig væk mange ubesvarede spørgsmål.
Vi har fået svar på alle vores spørgsmål i Alternativet, og det siger vi tak for, og derfor kan vi bakke op.
Men der er noget fundamentalt forkert i, at eksempelvis Enhedslisten får besked om, at der er en oversættelse af væsentlige dokumenter fra engelsk, som man ikke umiddelbart kan nå, og at der måske er en for høj pris.
Vi får så besked om fredag eftermiddag kl.
13.00, at det kan vi mødes om og få oversat i fællesskab kl.
17.00 samme eftermiddag.
Jeg er egentlig helt tryg ved det, der skal til at ske, den indsats, vi sender vores soldater ud i, og det er det væsentlige for os i Alternativet.
Vi er helt sikre på, at det mandat, vi giver, er det rigtige.
Vi har endda fået besked fra forsvarschefen om, at man er tryg, og at det er det rette mandat, og derfor siger vi ja.
Men der er et eller andet galt, når vi sender vores soldater og fredsbevarende styrker af sted efter så kort og så forhastet en beslutningsproces.
Som sagt stemmer vi ja, og vi er helt trygge ved det, men det bør kunne gøres bedre.
Der bør være bedre argumenter, end at vi skal skynde os at stemme noget igennem, fordi der ikke er andre dage til det.