Tak for det.
Egentlig er det nærværende forslag fra Alternativet jo inderlig overflødigt.
Den mulighed, som Alternativet efterspørger i forslaget, nemlig at Danmark deltager i EU's samarbejde om asyl- og udlændingepolitikken, er nemlig fuldt ud til stede i henhold til det lovforslag, som vi netop har behandlet.
Såfremt danskerne stemmer ja den 3.
december, er der kun en politisk aftale, som kan opsiges den dag i morgen, til hinder for, at et flertal af partierne på Christiansborg beslutter at forpligte Danmark til at deltage i EU's fælles asyl- og udlændingepolitik.
Ja, faktisk behøver partierne end ikke opsige aftalen, da de jo kun er bundet af juraen, som med en tilvalgsmodel giver mulighed for at forpligte Danmark til EU's fælles asyl- og udlændingepolitik, i morgen.
Alligevel fremsætter Alternativet så nærværende forslag, som behændigt bruger en række meningsmålinger til at argumentere for, at den danske befolkning skulle ønske en sådan fælles asyl- og udlændingepolitik.
Det er jo i og for sig symptomatisk for den måde, vi har lært Alternativet at kende på under valgkampen – et parti lykkeligt befriet for politiske synspunkter, men ikke desto mindre repræsenterende selveste den fineste udkrystallisering af den kreative klasses kompetencer.
Når et udsnit af danskerne i de refererede meningsmålinger tilkendegiver, at man ønsker en europæisk løsning på migrationskrisen, er det jo et øjebliksbillede.
Det er et ønske om, at de europæiske politikere træder i karakter og løser deres opgave, nemlig at beskytte Europas grænser.
Men det har de europæiske toppolitikere ikke villet.
Lande, der som Ungarn har forsøgt at beskytte sine grænser og Europas ydre grænse, er blevet skoset herfor, kritiseret for at standse folkevandringen og for at være umenneskelige.
Jeg vil godt garantere for, at den fælles europæiske løsning, som danske borgere efterspørger, ikke er en løsning, der går på, at millioner af migranter over de kommende år skal oversvømme det europæiske kontinent, mens magtesløse og ansvarsløse politikere ser til.
Den fælles europæiske løsning, som danskerne efterspørger, er, at EU overholder sit løfte til befolkningerne om at sikre EU's ydre grænser, og det forudsætter, at muligheden for som migrant at få en fremtid i Europa standses.
Hvis vi skal kunne hjælpe flygtninge, skal vi hjælpe dem uden for Europa og ikke forvandle dem til indvandrere i vore lande.
Så længe udsigten til en fremtid i Europa er til stede, vil hundredtusindvis af migranter også fremover sætte kursen mod Europa.
Men all right, jeg har forstået, at Alternativets opfattelse af den kurs, som Merkel og Hollande har lagt for Europa, er den kurs, som Alternativet ønsker at følge.
Vi må dermed regne med, at det er Alternativets opfattelse, at ikke Danmark, men EU skal bestemme, hvilke udlændinge der kan få ophold i Danmark; at det skal være EU og ikke Danmark, der bestemmer, under hvilke forudsætninger udlændinge kan få ophold i Danmark for at arbejde, studere og forske; at det skal være EU og ikke Danmark, der bestemmer, hvornår man skal kunne få familiesammenføring med en ægtefælle; og at det skal være EU og ikke Danmark, der bestemmer, hvad der skal til for at få asyl og opholdstilladelse i Danmark.
Vi får i disse måneder anskuelsesundervisning i, hvad det vil sige at overlade ansvaret for Danmarks udlændingepolitik til lande som Tyskland og Sverige – lande, hvis toneangivende politikere er ude af stand til at tøjle deres eget behov for at flashe en grænseløs og narcissistisk selvgodhed, hvis udfoldelse uvægerligt vil føre til en udslettelse af deres egne landes kultur, religion og velstand.
Det er åbenbart den samme vej, Alternativet ønsker at betræde, men det er selvfølgelig også let at være god på andres bekostning, når man sidder i lejligheden på indre Frederiksberg eller i Gentofte og drikker en kølig hvidvin og ikke skal forholde sig til praktiske konsekvenser af en indvandring, der er løbet fuldstændig af sporet; når det ikke er ens egne børn, der kommer i mindretal i folkeskolen; når det ikke er ens egne børn, der får at vide, at ens med er ulækker, fordi pålægget er produceret af svinekød; og når det ikke er ens egne børn, der får kastet skældsord i hovedet, fordi man er dansker.
Og ja, det er netop det, det her forslag handler om, for det har konsekvenser at være god.
Alle disse migranter, man i sit hjertes godhed vil lukke ind i Danmark og forsøge at integrere i vores fædreland, er nemlig de samme indvandrere, som vil mangedoble de enorme integrationsudfordringer, vi allerede har i Danmark – integrationsudfordringer, som er fuldstændig ens ud over hele Vesteuropa, og som intet vesteuropæisk land har fundet en løsning på.
Forleden kunne Jyllands-Posten endda fortælle, at omtrent halvdelen af de herboende muslimer ønsker grundloven erstattet af Koranen eller suppleret med denne.
Det er derfor, Alternativets ønske om at lade Danmark indgå i EU's fælles asyl- og udlændingepolitik vil være ødelæggende for Danmark.
Når man én gang har overladt kompetence til EU, kan kompetencen nemlig aldrig tilbageføres.
Når vi én gang har besluttet, at det er EU, der bestemmer, hvilke udlændinge der skal lukkes ind i Danmark, kan vi aldrig få den kompetence tilbage.
Lad mig sige det meget klart:
Det er ikke Dansk Folkepartis holdning, og jeg er fuldkommen overbevist om, at det heller ikke er majoriteten af danskernes holdning.
Af denne årsag kan Dansk Folkeparti naturligvis ikke støtte Alternativets forslag.