Tak, hr.
formand.
Indledningsvis vil jeg takke Tingets medlemmer for deres velvillige behandling af det beslutningsforslag, som Liberal Alliance, Konservative og Dansk Folkeparti har fremsat i fællig.
Når forslaget er blevet fremsat, hænger det jo sammen med, at vi er en smule utålmodige med regeringen på det her område.
I folketingsvalgkampen i 2015 fyldte EU-spørgsmål som vanligt ikke så meget, men dog alligevel mere end ved tidligere valg, bl.a.
takket være den fælles musketered, som alle de ikkesocialistiske partier gik til valg på, nemlig om at sætte grænser op for EU.
Det med grænserne for, hvad EU skal beskæftige sig med, har vi jo hørt om i nogle år, også fra Venstres side.
Jeg husker f.eks.
en europaparlamentsvalgkamp i 2009, hvor hr.
Jens Rohde turnerede land og rige rundt og krævede hegnspæle om EU-samarbejdet.
Det er formentlig ikke længere hr.
Jens Rohdes position, men jeg synes, vi i dag har fået bekræftet, at det er partiet Venstres position, og det er i og for sig opmuntrende.
Nu ser vi så også bare gerne, at den bekræftelse også bliver udmøntet i konkret politik.
De seks konkrete tiltag i retning af mindre EU, som vi har stillet forslag om, er:
indførelse af optjeningsprincipper; sikre dagpengereglerne, så EU-borgerne ikke efter få ugers arbejde og medlemskab af a-kasse kan få adgang til danske dagpenge; lave et nabotjek om velfærdsydelser; bakke op om den britiske regerings reformkurs; arbejde imod etableringen af en social union; og arbejde for revision af reglerne for velfærdsydelser til vandrende arbejdstagere.
Det er seks ganske konkrete tiltag.
Derfor har det også glædet mig, som jeg allerede har sagt, at Venstre i dag har genbekræftet partiets støtte til de seks punkter.
Til gengæld er jeg oprigtigt lidt bedrøvet over, at Socialdemokratiet trods gentagne opfordringer har været ude af stand til at ekstrahere et eneste punkt blandt de seks, som partiet er imod.
Jeg har ikke rigtig kunnet finde ud af, hvad Socialdemokratiets indgangsvinkel til den her sag har været, ud over at det er noget processuelt, noget med nogle partier og noget med noget, som man nok egentlig helst ville drøfte bag nedrullede gardiner, som man jo har for vane, når det drejer sig om EU.
Der er en stribe udfordringer, som vi bliver nødt til at tage hånd om.
Børnefamilieydelsen er en af dem.
Der er også forholdet omkring SU, hvor man med blot 10 timers ugentligt arbejde ved siden af studierne får ret til SU.
Der er de 296 timers arbejde inden for 3 uger, der giver ret til dagpenge, som man endda kan tage med til et andet EU-land i 3 måneder.
Og så må man i parentes bemærke, at man faktisk kan leve ualmindelig godt for danske dagpenge i Rumænien i 3 måneder.
Det understreger behovet for, at EU ikke udvikler sig til en social union, men at vi tværtimod begynder at tage skridt, der begrænser vandrende arbejdstageres ret til sociale ydelser.
Hvis afstemningen om retsforbeholdet den 3.
december sidste år viser noget, er det, at der er en dybfølt skepsis i den danske befolkning over for samarbejdet i Den Europæiske Union.
Det er en opfattelse, som er gældende i store dele af Vesteuropa, og som også har materialiseret sig de få gange, borgerne er blevet hørt.
Som eksempel kunne nævnes afstemning om EU's forfatningstraktat i bl.a.
Holland, de mange afstemninger i Irland, ja, helt tilbage til den franske afstemning om Maastrichttraktaten, der nu næsten er glemt, men hvor blot 51,05 pct.
af de franske vælgere stemte ja.
Mon ikke vi havde haft et helt andet samarbejde i dag, hvis resultatet havde været det modsatte?
Dansk Folkeparti er ikke modstander af europæisk samarbejde som sådan.
Vi mener, det europæiske samarbejde er helt nødvendigt inden for f.eks.
handel, miljø og forbrugerbeskyttelse.
EU-samarbejdet har imidlertid efterhånden antaget en karakter, senest juridisk med Lissabontraktaten og konkret politisk med den tvangsmæssige fordeling af 160.000 asylsøgere mod en række østeuropæiske landes ønske, der truer grundlaget for overhovedet at have et europæisk samarbejde.
EU er på vej mod et imperial overstretch.
EU blander sig ganske enkelt i for meget, og dermed forvitrer opbakningen ikke bare til EU, men også til et europæisk samarbejde.
Derfor bør de europæiske toppolitikere kende deres besøgelsestid.
Hvis man virkelig ønsker, at EU skal bestå også om 10 år, så er det nu, kursen skal lægges om; så er det nu, EU skal lære at kende sin grænse; så er det nu, magten skal begynde at gå fra EU til nationalstaterne og ikke omvendt.
Ved Laekenerklæringen havde EU i sin tid grundlaget for at vende kajakken.
EU's forfatningskonvent valgte imidlertid totalt at ignorere Laekenerklæringen.
EU's toppolitikere ignorerede udfaldet af afstemningen om forfatningstraktaten og omskrev blot med enkelte redaktionelle ændringer forfatningen til Lissabontraktaten.
Nu er europæerne ved at have fået nok, og da særlig briterne, hvis regering har fremlagt en række forslag samlet under fire overskrifter, der, hvis man i Europa vælger at tage ved lære heraf, måske kan ændre EU's kurs ganske grundlæggende.
Under de fire velkendte overskrifter om forbehold mod den stadig snævrere union, fairness over for ikkeeurolande, et forbedret indre marked og begrænsninger for sociale ydelser til vandrende arbejdstagere ligger nemlig også centrale overvejelser om, i hvilken retning EU-samarbejdet skal gå, f.eks.
øget inddragelse af de nationale parlamenter i EU's beslutningsprocedure; understregning af EU's nærhedsprincip; overgangsordninger for fremtidige medlemslande af EU, så deres borgere eksempelvis ikke fra første dag kan støtte ret på arbejdskraftens frie bevægelighed; stærkere muligheder for at deportere uønskede udlændinge osv.
Disse ønsker flugter i mangt og meget med de ønsker, vi har i Dansk Folkeparti til et EU, der koncentrerer sig om sine kerneopgaver og afsværger tanken om stadig mere EU-integration.
Hvad enten man ønsker at anvende betegnelsen føderation eller ej, foregår der fortsat en kontinuerlig magtglidning fra nationalstaterne til Bruxelles.
Den danske regering kan sammen med den britiske regering og andre regeringer, der har set skriften på væggen, give EU-samarbejdet det kunstige åndedræt, samarbejdet har brug for.
Men det kræver, at man tør.
Alternativet til ikke at turde er, at det europæiske samarbejde forgår »not with a bang but a whimper« – for nu at parafrasere den britiske psykiater og filosof Anthony Daniels, der skriver under sit nom de guerre Theodore Dalrymple.
Derfor bør regeringen have modet til at leve op til den aftale, som regeringspartiet selv var en del af forud for folketingsvalget i 2015.
Og derfor må regeringen se at komme i arbejdstøjet på denne front, så vi og vælgerne også kan se resultaterne af en ændret EU-kurs, hvor Danmark ikke længere kryber ned under bordet i EU, når forhandlingerne bliver hårde, men derimod bider sig fast i bordet.