Undskyld, jeg kludrede lige i rækkefølgen.
Det her forslag handler om at få fremsat en lovpakke, kan man sige, som gør det muligt mere effektivt og mere bredt at bekæmpe seksuelle overgreb mod børn, altså såkaldt pædofili.
I Enhedslisten anerkender vi ligesom mange af de andre ordførere, der har været heroppe, regeringens indsats gennem højere straffe, men det er ikke noget, der kan stå alene.
En effektiv indsats mod pædofili bør rette sig mod de platforme og de arenaer, hvor pædofile huserer og finder ofre, nemlig internettet, og det bør også i højere grad rette sig mod den forebyggende indsats, altså mod at få fat i og behandle potentielle krænkere, før de bliver krænkere, og før de begår overgreb på børn på forfærdelig vis.
Så derfor har vi foreslået, at vi fokuserer mere på forebyggelsen, nogle bedre vilkår for ofrene og også udvider mulighederne for at strafforfølge pædofile krænkere på internettet.
I forhold til forebyggelse og behandling indebærer vores forslag flere ting.
Justitsministeren har forholdt sig til den del, der handler om de dømte, og jeg kan forstå på justitsministeren, at det er et arbejde, man faktisk allerede kigger på, altså hvordan man kan gøre behandlingen og udslusningen af pædofile bedre.
Det synes jeg lyder rigtig, rigtig spændende, og jeg er meget glad for at høre, at det er noget, man tager alvorligt.
For selv om behandlingsmulighederne eksisterer, er de jo ikke nødvendigvis gode eller perfekte eller uforbederlige, og det er netop det, der var intentionen med det her forslag, nemlig at man får udbygget nogle af behandlingsmulighederne.
Det er også noget af det, vi har hørt fra interesseorganisationer på området, altså at det ville man meget gerne have.
Så vil vi meget gerne have styrket børnehusene.
Børnehusene fungerer allerede i dag regionalt rigtig godt.
Det er sådan et børnevenligt miljø, og jeg tror, der er flere ordførere, der har været derude og opleve husene.
Det er et børnevenligt miljø, som kan skabe nogle tryggere rammer for undersøgelser og afhøringer i sager, hvor offeret er et lille barn, som har været igennem noget meget, meget svært, og som der skal tages hånd om på en ordentlig måde.
De har eksisteret siden 2013, er rigtig vigtige, og de har oparbejdet mange kompetencer og viden, som kan skåne børn for unødvendige traumatiseringer og retraumatiseringer i løbet af sådan en udredningsproces, og derfor håber vi på, at vi kan bruge børnehusene og deres kompetencer endnu mere.
F.eks.
bør det være sådan, at myndigheder, socialarbejdere og politi har pligt til at inddrage børnehusenes kompetencer i enkeltsager, og det samme i statsforvaltningen, når seksuelt misbrug forekommer i samværssager.
Vi mener også, at børnehusene bør blive åbnet for personlig henvendelse, sådan at børn og voksne kan få kendskab og rådgivning, og vi mener også, at deres kompetencer kan bruges bedre også over for jurister og dommere i straffesystemet, særlig i forhold til de her såkaldte groomingprocesser.
Jeg kan så forstå på justitsministeren, at han vil kigge på den idé, og det vil vi også følge op på i udvalgsbehandlingen.
Så kommer vi nemlig også til den sidste del, som handler om en særlig groomingbestemmelse i straffeloven.
Jeg skal skynde mig at sige, at det, vi foreslår, er, at vi beder Straffelovrådet om at kigge på behovet, så vi ikke bare sådan vupti indsætter en bestemmelse, for vi ved godt, at det er noget, man skal overveje.
Det er, som justitsministeren siger, noget, der rent teknisk allerede i dag er indeholdt i straffeloven, men som i hvert fald ikke bliver brugt særlig meget, og hvis man får en særlig groomingbestemmelse ind, vil der altså kunne komme noget mere fokus og mulighed for, mener jeg, potentielt at strafforfølge tidligere.
Netop fordi det er noget potentiale, vi ser, og ikke er en fuldstændig eksakt viden, vi har, vil vi gerne have de fremmeste jurister i Straffelovrådet til at kigge på, om de kunne gøre anklagemyndighedens arbejde og strafforfølgelsen nemmere.
Jeg tæller så småt, og jeg vil sige, at der i hvert fald ikke er et flertal imod forslaget.
Det er jo altid et godt udgangspunkt for et udvalgsarbejde.
Jeg vil lige sige det sidste til fru Zenia Stampe, som netop spurgte om det her med en anonym telefonrådgivning.
Jeg tror, og det er faktisk også noget af det, vi hører fra bl.a.
Red Barnet, at vi nogle gange misser de potentielle krænkere, som ikke har udlevet det endnu, som altså ikke har krænket endnu, og hvis vi kan få fat i dem ved at skabe et rum, hvor de faktisk kan sige nogle ting og få hjælp til ikke at udleve det, vil det jo potentielt set skåne nogle børn.
Ideen er sådan set ikke vores egen.
Den kommer fra bl.a.
Red Barnet, og jeg tror faktisk, at det ville gøre, at det blev muligt at få fat i flere og få flere i behandling, før de begår overgreb.
Det er i hvert fald det, der er tanken, selv om jeg fuldt ud forstår, at der også er nogle dilemmaer i sådan nogle ting.