Det næste punkt på dagsordenen er:

6) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 8:

Forslag til folketingsbeslutning om udsendelse af et supplerende dansk militært bidrag til støtte for indsatsen mod ISIL.

Af udenrigsministeren (Kristian Jensen).

(Fremsættelse 08.10.2015. (Omtrykt)).

Forhandlingen er åbnet. Den første ordfører er hr. Henrik Dam Kristensen, Socialdemokraterne.

Danmark trak vores F-16-fly hjem, og det er vigtigt, synes jeg, at understrege, at det var efter endt mission. Nogle gange har man ligesom igennem dagspressen kunnet få en fornemmelse af, at nu kunne de ikke længere osv. Men jeg synes, det er vigtigt at understrege, at F-16-flyene og personalet leverede lige præcis den indsats dernede, vi som Folketing havde bedt dem om, nemlig 1 års indsats.

Danmark ønsker fortsat at deltage i den internationale kamp imod ISIL, imod Islamisk Stat. Det har vi nu gjort uafbrudt igennem en længere periode, og jeg er glad for, at vi kan fortsætte med at give et bidrag.

Derfor hilser vi selvfølgelig udenrigsministeren og regeringens forslag om fortsat deltagelse velkommen. Der er behov for, at vi yder et radarbidrag. Det er et bidrag, som koalitionen har givet udtryk for kan være vigtigt i den videre kamp imod Islamisk Stat. Det er et radarbidrag, som skal have base i Irak og skal etablere et luftbillede af operationsområdet i det østlige Syrien og det vestlige Irak, altså monitere og koordinere den samlede indsats af koalitionens fly, adskille civil og militær luftfart i området, styre kampflyene til og fra flytankning og i det hele taget være med til at hjælpe med til, at opgaverne kan blive løst. Man kan ikke sige andet, end at det er en god og en vigtig opgave.

Det betyder så, som jeg sagde indledningsvis, at vi fortsat deltager i kampen imod Islamisk Stat, som jo ved gud stadig væk udgør en alvorlig trussel. Vi sender også med det her er et signal til vores samarbejdspartnere om, at Danmark vil deltage, og at de ved, hvor vi er, når der er brug for det. Så vi er alt i alt godt tilfredse med det forslag, som ligger her. Vi synes, det er et bidrag, som er med til at hjælpe den internationale koalition i kampen mod Islamisk Stat.

Der bliver også sagt i forslaget her, at man i givet fald skulle overveje et nyt F-16-bidrag. Til det synes jeg der er et par enkelte ting at sige. For det første gjorde vi en fremragende indsats dernede. Jeg skal ikke afvise, at vi skal tilbage igen, men så skal det være, fordi der er et konkret behov, en anmodning om, at vi kan yde en indsats. Og så tror jeg for det andet, at man, hvis man skal gøre det, skal tænke sig om. Jeg tror, det var en hård belastning sidste gang at være ude et helt år.

Men alt i alt er vi tilfredse med det forslag fra regeringens side, som ligger her. Det støtter Socialdemokratiet.

Der er ikke ønsker om korte bemærkninger, så vi siger tak til ordføreren. Den næste ordfører i rækken er fru Marie Krarup fra Dansk Folkeparti.

I Dansk Folkeparti ønsker vi at bidrage til at bekæmpe Islamisk Stat. Islamisk Stat er en terrororganisation, der har forsøgt at slå til vidt forskellige steder på jordkloden. Islamisk Stat har gjort sig bemærket med særligt ondsindede og grufulde terrormetoder og har desværre vist sig sværere at bekæmpe end først antaget. Islamisk Stat kunne desværre også pønse på at slå til i Danmark. Derfor er konflikten i Irak ikke bare en mellemøstlig borgerkrig. Den er en trussel imod os selv, og derfor er det nødvendigt at være med til at bekæmpe Islamisk Stat. Dette er det helt afgørende argument for, at Danmark fortsat bør være involveret i kampen imod Islamisk Stat.

I Dansk Folkeparti ville vi helst bidrage med mere skarpe våben imod Islamisk Stat, og derfor havde vi gerne set, at vore F-16-fly havde fortsat deres indsats, men vi må naturligvis respektere det faktum, at vores kampfly ikke kan være udsendt uafbrudt. Der er behov for hvileperioder hjemme i Danmark, før de kan udsendes igen, og derfor er det en god løsning, at Danmark i denne hvileperiode bidrager med en radar, som der er behov for til at koordinere indsatsen imod Islamisk Stat. Radaren udsendes ifølge nærværende beslutningsforslag i en periode på op til 1 år, som kan forlænges derefter.

I Dansk Folkeparti mener vi, at det vil være fornuftigt at tage stilling til en eventuel fornyet udsendelse af F-16-flyene om 1 år, når radaren enten skal hjemtages eller eventuelt forlænges i indsatsen imod Islamisk Stat.

Som nævnt er Islamisk Stat en terrororganisation, der bør bekæmpes alle vegne, ikke blot i Irak. Derfor er det også nedslående, at der i dag er formodninger om, at der findes Islamisk Stat-netværk i Europa. Det er beskæmmende, at Danmark ikke i højere grad har været med til at blokere for Islamisk Stats udbredelse i Europa ved at underkaste den meget store flygtninge- og indvandrerstrøm, som man for øjeblikket ser i Europa, en nærmere kontrol. Der er næppe nogen, der kan garantere, at der ikke i dag findes illegale indvandrere i Danmark med bånd til Islamisk Stat.

Der er ingen tvivl om, at det er godt, at Danmark er med til at bekæmpe Islamisk Stat i Irak, men det ville være endnu bedre, hvis vi også på andre områder satte ind imod Islamisk Stats muligheder for at brede sig. Grænsekontrol og registrering af indvandrere i transit til Sverige ville her være en effektiv metode, som vi i Dansk Folkeparti meget gerne så taget i anvendelse. Det vil vi anbefale regeringen at tage op, så Islamisk Stats muligheder for at brede sig i Europa stækkes mest muligt, for det er desværre ikke tilstrækkeligt kun at bidrage i Irak. Men det er naturligvis nødvendigt.

Dansk Folkeparti støtter beslutningsforslaget.

Tak til ordføreren. Næste ordfører i rækken er hr. Peter Juel Jensen, Venstre.

Tak, formand. ISIL's terror har ført til massive flygtningestrømme både i nærområderne, men også i Europa. Flygtningene beretter om barbariske overgreb og om alvorlige krænkelser af menneskerettighederne, hvilket endnu en gang understreger det akutte behov for, at det internationale samfund aktivt bekæmper ISIL. Danmark skal naturligvis tage et medansvar og bidrage til denne kamp. Hvis ikke truslen fra ISIL standses, vil dette terrorregime vokse og brede sig til stor fare for både regionen og resten af verden.

Et afgørende element i kampen mod ISIL er den diplomatiske indsats for at skabe en bred koalition med deltagelse af ikke mindst landene i regionen. Det er afgørende, at koalitionens indsats ikke bliver opfattet som en kamp mellem Vesten og islam, og derfor er det positivt, at mere end 60 lande nu står sammen, heraf ti fra regionen. Mere end 20 lande bidrager militært gennem direkte kampstøtte og militærtræning, ved tilvejebringelse af våben, ammunition og andet udstyr eller med logistisk støtte. Hertil kommer en omfattende humanitær bistand, som er adskilt fra koalitionens indsats.

Danmark var med udsendelsen af transportflybidraget, jævnfør folketingsbeslutning B 122 af 27. august 2014, blandt de første lande til at støtte den amerikansk ledede indsats mod ISIL. Danmark udsendte efterfølgende kampfly, et kapacitetsopbygningsbidrag og et stabsbidrag i medfør af folketingsbeslutning B 123 af 2. oktober 2014. Det danske kampflybidrag er hjemtaget primo oktober med henblik på genudsendelse afhængigt af situationen og behovet i koalitionen. Det danske kapacitetsopbygnings- og stabsbidrag fortsættes, og jeg vil også gerne benytte lejligheden til at kvittere for indsatsen over for personellet, der har været udsendt med flyene. De har gjort en fantastisk indsats, men er nu trætte og skal hjem og hvile sig.

Der er i koalitionen opgjort et militært behov for et jordbaseret radarbidrag med operatører. Bidraget skal bl.a. medvirke til at etablere et luftbillede i operationsområdet for på den baggrund at monitorere og koordinere den samlede indsats eller indsættelse af koalitionens fly. Man skal også adskille koalitionens missioner fra hinanden og fra eventuel civil lufttrafik, styre flyene til og fra tankflyene samt styre dem hen til de områder, hvor de skal løse deres operative opgaver.

For at medvirke til at løse denne opgave finder Venstre, at det giver god mening at udsende endnu et dansk militært bidrag bestående af en radarkapacitet med tilhørende personel, herunder teknisk og operativt, som skal bidrage til koalitionens luftoperationer. Bidraget vil bestå af op til 30 personer, idet der dog i forbindelse med etableringen og senere hjemtagelse af styrkebidraget i regionen vil være et behov for midlertidig udsendelse af yderligere personer til udpakning, klargøring, opstilling og etablering af kommunikationsforbindelser m.v. Radarbidraget placeres på en base i Irak, hvor det danske kapacitetsopbygningsbidrag også er placeret, mens det operative personel vil blive placeret i koalitionens kontrol- og varslingscenter i De Forenede Arabiske Emirater. Opgaveløsningen for radaren omfatter det vestlige Irak og det østlige Syrien. Radarbidraget udsendes foreløbig i en periode på op til 12 måneder, idet forlængelse vil kunne komme på tale. Bidraget vil være under operativ kontrol af koalitionen, men den danske forsvarschef bevarer fuld kommando.

Venstre kan tilslutte sig det supplerende danske bidrag til støtte for indsatsen mod ISIL.

Vi siger tak til ordføreren. Næste ordfører er fru Eva Flyvholm, Enhedslisten.

I Enhedslisten ønsker vi selvfølgelig at styrke kampen mod IS. Når man ser, hvordan Islamisk Stat har vundet frem i Syrien og Irak, og hvordan mennesker er blevet dræbt og mishandlet, er det klart, at man gerne vil sætte ind. Og når vi ser de områder, der er kontrolleret af IS, og den undertrykkelse, der er af kvinder og etniske grupper, så er det meget tydeligt, at der er brug for at sætte ind over for den her form for højeekstremisme og undertrykkelse, der sker.

Men jeg synes, det er meget afgørende, at vi hele tiden forholder os til, om Danmarks indsats rent faktisk virker efter hensigten, og om det, vi gør, rent faktisk svækker IS. I Enhedslisten er vi meget skeptiske over for at støtte det her radarbidrag, fordi vi helt grundlæggende mener, at det er et problem at give militær støtte til regeringen i Bagdad, fordi regeringen i Bagdad også undertrykker sin egen befolkning dybt. I dele af Irak, især i de sunnimuslimske områder, har den irakiske hær beskudt skoler og hospitaler og landsbyer, og det er lige præcis sådan noget her, der kan give grobund for den ekstremisme i befolkningen, som også giver fremdrift for IS i stedet for netop at svække dem.

Det er heller ikke mere end et par uger siden, at vi kunne læse artikler om, at en dansk oberstløjtnant havde taget bladet fra munden og forklaret, hvor elendige irakerne faktisk er i den militære indsats mod IS, og at meget af den træning og støtte, som Danmark og andre lande i koalitionen har pumpet ind i den irakiske hær, ikke bliver til noget som helst. Det kan have været billedet hele vejen igennem, mener jeg, at den irakiske hær ikke har løftet sit internationale ansvar, og at den i den grad også har svigtet sin egen befolkning. Derfor er jeg meget kritisk over for, om det her er den rigtige måde at bekæmpe IS på, når det handler om at samarbejde så tæt med den irakiske regering, der netop undertrykker sin egen befolkning.

I forhold til det her konkrete bidrag, der handler om en radar, der kan overvåge luftrummet i store dele af Irak og Syrien, er jeg faktisk også lidt bekymret over, hvad det er for kræfter, vi kommer til at alliere os med, og hvor de her oplysninger kan ende. Vi ved, at den irakiske regering allerede er allieret med Assad og med præstestyret i Iran, og vi ved, at der bliver samarbejdet tæt med den iranske regering. Jeg synes, det er nødvendigt at spørge, hvilken sikkerhed vi har for, at de her oplysninger ikke kan risikere at ende i hænderne på den irakiske hær eller i sidste ende hos Assad. Det ville jo være fuldstændig forfærdeligt, hvis det var tilfældet. Lige nu foregår der i hvert fald et meget, meget kompliceret spil mellem stormagterne i spørgsmålet om Syrien, og derfor tror jeg, det er vigtigt, at Danmark træder meget varsomt og ikke kommer til at gøre noget overilet, som spiller ind på en uheldig måde her. For hvis de her oplysninger om luftrummet over Irak og Syrien falder i hænderne på Assad, er det jo meget tragisk, hvis det gør det lettere at gennemføre bombningerne af hans befolkning.

I hvert fald kan man sige, at hele den her debat bare understreger, at der er et meget, meget broget billede. Det er en meget, meget vanskelig situation i både Irak og Syrien lige nu, og der er helt sikkert ikke nogen lette svar, men man kan bare sige, at for os i Enhedslisten er det i hvert fald en helt klar rettesnor, at hvis man skal bekæmpe ekstremisme og undertrykkende kræfter som Islamisk Stat, er vi altså også nødt til at satse på, at det skal være ad demokratisk vej, og at vi ikke kan gøre det her ved at støtte et undertrykkende regime i Irak, og at vi ikke kan deltage i stormagternes rivalisering og undertrykkelse.

Jeg mener, at hvis vi for alvor vil have en effektiv indsats mod IS, er det en oplagt mulighed at støtte de lokale demokratiske kræfter, som vi har i de kurdiske forsvarsenheder i både Irak og Syrien. Helt konkret kunne Danmark godt gøre en stor forskel ved at sende noget beskyttelsesudstyr derned, altså hjelme, sikkerhedsveste osv. og også våben til kurderne og i det hele taget hjælpe med genopbygningen, også af områder som Kobane, der blev nævnt før. Der er jo virkelig mange flygtninge, som er i sikkerhed i de kurdiske områder. Det ville være væsentligt at styrke, at de faktisk kan blive ved med at være der i sikkerhed.

Så mener jeg også, at det her handler om, at vi bliver nødt til sige, at Danmark må lægge pres på nogle af vores egne allierede. Eksempelvis fungerer Tyrkiet fortsat som indslusningsland for mange af de fremmede krigere, der kommer og kæmper på IS' side, og det er jo et sted at sætte ind.

Så med andre ord vil vi i Enhedslisten meget gerne være med til at bekæmpe Islamisk Stat, men vi mener ikke, at det er en holdbar strategi med det her radarbidrag, fordi det er en militær støtte til et meget undertrykkende regime i Bagdad. Tak.

Tak. Ordføreren bedes lige blive. Der er indtil nu to, der har bedt om ordet, og den første spørger er Holger K. Nielsen, SF.

Tak for det. Jeg synes helt bestemt, at fru Eva Flyvholm i sin jomfrutale her i Folketinget havde nogle relevante betragtninger omkring kampen mod IS og også omkring de udfordringer, der er vedrørende den irakiske regering.

Jeg kan bare ikke se, hvad det har at gøre med det her radarbidrag. Og når nu det bliver sagt, at radarbidraget kan medvirke til, at Assad kan bombe sin befolkning, så synes jeg altså, at kæden hopper fuldstændig af.

For hvad er der tale om her? Der er tale om, at luftrummet skal overvåges. Er det ikke en fordel, at man har styr på, hvad der flyver rundt i luftrummet? Jeg mener: Vi har fly, der opererer fra Kuwait og flyver ind over Irak. Er det ikke en fordel, at man har fuldstændig overblik over, hvad der er af andre fly i det område? Er det ikke i det hele taget en fordel, at vi ved, hvordan luftrummet ser ud? Hvordan kan oplysninger om luftrummet bruges af Assad til at bombe sin befolkning et helt andet sted end dér, hvor det her skal være operativt?

Ordføreren.

Jo, selvfølgelig er det relevant at have oplysninger om luftrummet. Men jeg tror, man må holde fast i, at lige nu ved vi bare ikke, hvad der konkret sker med de informationer, som danskerne kommer til at være med til at levere. Det har vi altså ikke kunnet få nogle gode svar på endnu. Det er jo noget af det, jeg efterlyser, og jeg håber da også, at forsvarsministeren vil komme med en klarere redegørelse for det her i løbet af processen. Jeg synes da, det er meget, meget væsentligt at sikre de informationer.

Det her er jo et samarbejde med den irakiske hær – det håber jeg at hr. Holger K. Nielsen er klar over – så det er yderst relevant at se på, hvad den irakiske regerings samarbejde er med Assad og styret i Iran. Vi ved jo, at der allerede er et samarbejde der.

Derfor synes jeg da, det er interessant at prøve at få svar på, hvor de her informationer ender henne. Jeg håber heller ikke, at de ender hos hverken Assad eller Iran, men det synes jeg er meget, meget væsentligt at få afklaret.

Holger K. Nielsen.

Jamen jeg ser stadig væk ikke meget relevans. Jo, der er problemer i forhold til den irakiske regering. Det er jeg fuldstændig enig i. Men det, man kan opfange, er jo civile fly. Det kan f.eks. være iranske fly, det kan være russiske fly, der er der, så man ligesom kan sige: Okay, nu er der nogle fly, der er der, så man så ligesom ved, at nu er der et russisk fly der, og så er der noget, man ikke kan gøre, eller noget, man kan gøre. Det synes jeg da ikke har noget at gøre med, at Assad kan begynde at bombe sin egen befolkning. Tværtimod giver det jo bare et bedre overblik over, hvad der er i luften over Irak og dele af Syrien.

Tak. Ordføreren.

Så længe vi ikke kan være sikre på, hvem irakerne deler de her oplysninger med, mener jeg sådan set ikke, at der er nogen sikkerhed for, hvad de kan blive brugt til. Og det er jo noget af det, vi må have afklaret.

Men i forhold til spørgsmålet om, hvorfor vi i det hele taget er kritiske over for det her bidrag, når det ikke på samme måde er militært, som ordføreren også spurgte til før, vil jeg sige, at man jo går ind med en del af en militær støtte til styret i Bagdad og det militære samarbejde, der er med den irakiske regering. Og det er lige præcis det, jeg mener vi bliver nødt til at overveje, altså om det er den rigtige måde at bekæmpe IS på.

For den undertrykkelse, som den irakiske regering har udført over for sin egen befolkning, bl.a. i de sunnimuslimske områder, har været med til at give fremdrift for IS. Så der mener jeg vi er nødt til at se på om vi kan gøre det på en anden måde.

Tak. Vi har en spørger mere, og det er hr. Rasmus Jarlov, Det Konservative Folkeparti.

Jeg skal bare spørge helt afklarende, om jeg hørte forkert, for jeg synes, at jeg hørte Eva Flyvholm kalde det for højreekstremisme: Er det rigtigt?

Så vil jeg i øvrigt sige tillykke med jomfrutalen.

Ordføreren.

Ja, jeg vil sige, at det i hvert fald er en form for meget reaktionær ekstremisme, der er udtryk for. Her handler det jo bl.a. om, at kvinder ikke må have demokratisk medbestemmelse, og at der ikke må være en mangfoldighed af forskellige folk. Altså, det er, hvad jeg opfatter som en højreekstremisme, og det er ikke for at sammenligne med nogen partier i det danske Folketing. Men der er tale om en meget totalitær tilgang. Det er jo ikke en demokratisk tilgang, som jeg tror vi alle sammen gerne så der skulle være. Det, der grundlæggende er problemet ved IS, er jo netop den her ekstreme undertrykkelse, der er, af folk.

Hr. Rasmus Jarlov.

Altså, jeg føler mig næsten kaldet til sådan at belære om, at højre-venstre-skalaen handler om graden af omfordeling i samfundet, altså om man skal have en stor eller lille stat, og hvor meget man skal betale i skat. Og jeg har lidt svært ved at se, at det har ret meget med det at gøre.

Så vil jeg bare advare Enhedslisten mod at definere alt det, som Enhedslisten ikke kan lide, som havende noget med højre at gøre, for sådan hænger det ikke nødvendigvis sammen.

Ordføreren.

Det vil jeg tage til efterretning, men jeg vil nu holde fast i, at der i hvert fald er meget store problemer med den undertrykkelse, som IS udøver i de områder, de kontrollerer. Og det er vi selvfølgelig også meget, meget interesseret i at være med til at bekæmpe. Det er også derfor, at jeg synes, at det ville være godt, hvis flere partier ville være med til f.eks. at bakke op om at give den støtte til kurderne, som kæmper i både Syrien og Irak. Det kunne jeg godt tænke mig vi også snart kunne få en diskussion af i Folketinget.

Der er ikke flere spørgere på listen. Vi siger tak til ordføreren. Næste ordfører i rækken er hr. Leif Mikkelsen, Liberal Alliance.

Forløberen for det her beslutningsforslag er jo, at vi i ro og orden har trukket vores F 16-bidrag hjem. Jeg synes, det skal understreges i dag, at vort bidrag til bekæmpelse af denne terrororganisation, ISIL, har fået ros af alliancepartnere, samarbejdspartnere, andre på vores side i bekæmpelsen. Vi, der har haft den mulighed at tage på besøg, har også hørt det fra anden side, altså at man har været meget begejstret for det danske bidrag, som fuldt og helt lever op til alt, hvad man kunne forvente, og lidt til.

Det er jo heldigvis en fortælling, vi ofte hører, når Danmark bidrager i internationale operationer, at vores forsvar måske har en sammensætning og kommer ud af den almindelige befolkning, der gør, at de har en meget fin måde at indgå i at løse opgaver på. De har så også en professionel dygtighed, når vi taler om de folk, der har betjent F 16-bidraget, også den del af det, der er med til at uddanne andre i at kunne overtage ansvaret. Så der er sådan set ros til den del, der så er trukket hjem.

Så kan man sige, at det jo er en slags erstatning for det bidrag, vi nu leverer med radarbidraget. Jeg vil så sige helt ærligt, at jeg synes, det er helt rigtigt og godt, at vi gør det. Jeg blev måske en lille smule overrasket over, at et sådant radarbidrag ikke allerede er en del af bekæmpelsen af ISIL. Hvis det har været en mangelvare indtil nu, synes jeg sådan set, det er overraskende. Men åbenbart er det et bidrag, som samarbejdspartnerne sætter meget pris på, og som vi så fra dansk side kan levere. Derfor er det selvfølgelig en helt rigtig folketingsbeslutning, at vi leverer det bidrag nu til bekæmpelse af denne terrororganisation, som bestemt er i Danmarks interesse at bekæmpe med stort set alle midler. Derfor er der god grund til at glæde sig over, at det er meget bredt i Folketinget – det tegner det til – at man står bag et sådant beslutningsforslag, som vi behandler her i dag.

Det er værd at understrege, at ISIL er en terrorbevægelse. Jeg mener sådan set ikke, det er en stat, og heller ikke, at det nogensinde skulle blive til det og bære betegnelsen stat. Det er en terrororganisation, intet som helst andet, og derfor bør alle stå sammen om at bekæmpe dem med de midler, der er nødvendige for, at den form for, skal vi sige manglende forståelse for værdier overhovedet finder vej til vores verdensdel. Det er i vores egen interesse at bekæmpe dem med alle midler, og derfor støtter vi fuldt og helt op om det her beslutningsforslag om radarbidraget, som foreløbig er aftalt at vare de næste 12 måneder.

Tak for ordet.

Vi siger tak til ordføreren. Den næste ordfører i rækken er hr. René Gade fra Alternativet.

Tak for det. I Alternativet mener vi jo egentlig slet ikke, at vi skal være i krig i Irak, og det er også noget af det, der ligger til grund for, at vi ikke kan stemme for forslaget her. Hvis det nu isoleret set havde været et forslag, hvor man talte om, at vi skulle vælge, om vi ville være med til at bekæmpe ISIL, så ville vi sige ja til det. Men her er det jo et forslag om at supplere en dansk militær indsats i Irak for at bekæmpe ISIL, og det er her, vi mener, at fundamentet er forkert. Der er flere årsager til det.

Som udgangspunkt, til at starte med, har vi et militær i Danmark, der er plaget af både ledelsesmæssige og personalemæssige udfordringer. Vi kan ikke nu og her se, at det danske forsvar med de ressourcer, der er til stede, kan gå ind, selv om det her er en nedtrapning af de ressourcer, der bliver brugt, og levere et bidrag, som vi må være vidende om kan blive eskaleret. Hvis vi går ind og deltager nu og fortsætter den deltagelse, vi har haft, og fortsætter det bidrag, vi har givet indtil nu, så kan vi jo komme ud i en situation, hvor koalitionen og USA går forrest og siger, at nu bliver vi simpelt hen nødt til at gøre noget mere. Det kan være, at det skal være landtropper, der skal sættes ind. Vil Danmark så stå og sige nej, når vi først har sagt A? Jeg tænker, at så skal vi også sige B, hvis man går ind i en ansvarlig handling.

Jeg forstår udmærket de partier, der siger ja til det her. Jeg har fuld forståelse for, at vi skal bekæmpe ISIL. I Alternativet mener vi bare, at det er den forkerte måde, Danmark bidrager til verden på. Vi kan godt have en aktivistisk udenrigspolitik i Danmark – det tænker vi er rigtig, rigtig godt på rigtig mange områder – men i stedet for at levere et bidrag i form af x antal fly, x antal radarstationer, x antal soldater, så vil vi hellere se på, hvor det er, at Danmark kan give et rigtig, rigtig stort bidrag. I Alternativet tror vi faktisk på, at vi i Danmark er nogle af de bedste i hele verden til at levere en humanitær og fredsskabende indsats. Det har vi tradition for, og det omdømme har vi igennem mange år nydt at have i omverdenen, altså at vi har haft en rolle, hvor man har tænkt, at vi var en stærk mæglernation. Det er der, vi gerne vil gøre vores indsats, og det er der, vi gerne vil bruge vores ressourcer. Derfor er det heller ikke et nej til at bruge ressourcer på at bekæmpe ISIL. Vi mener bare, at vi skal bekæmpe ISIL på en anden måde. Det skal være på en fredsbevarende måde.

Så er der nogle, der driller os lidt og siger: Så kan I jo bare sætte jer hen til rundbordet og gå i dialog med ISIL, og det sker der ikke noget ved, fordi de er barbarer, og hvordan kan I overhovedet forsvare, at I vil i dialog med dem. Det synes jeg faktisk er ærgerligt, for der er jo ikke nogen af os i Alternativet, der tror, at vi kan sætte os hen og tale med ISIL, hvis de ikke har lyst til at tale med os. For at komme ud over den her rundbordssnak har vi også prøvet at tale med rigtig mange veteraner om, hvordan det egentlig er at være i krig i Irak, og hvordan det er at tage beslutning om, at vi skal fortsætte sådan en krig. Der er mange, der egentlig er i tvivl om, om det her overhovedet er en krig, det giver mening at være med i.

Så når vi siger, at vi gerne vil i dialog med alle parter i den her konflikt, er ISIL nok den sidste, vi kommer til at være i dialog med. Der er ingen af os i Alternativet, der tror, at vi kan sætte os hen til forhandlingsbordet med dem nu og her, men vi mener, at hvis vi insisterer på at trække parterne til forhandlingsbordet i den her konflikt, så vil vi med verdenssamfundet kunne skabe et pres på ISIL på grund af en større samhørighed generelt, og hvor man ikke kaster bomber i Mellemøsten, som man har gjort så mange gange før, hvor det ikke rigtig har nyttet noget. Vi har i hvert fald svært ved at se, hvor det har nyttet i de sidste 15 år.

Så i stedet for, at I skal høre på, at Alternativet siger nej ud fra rundbordssamtaler, har vi været ude at tale med en del af vores veteraner, og jeg synes, at veteraner langt hen ad vejen er nogle af dem, der har den stærkeste stemme i det her spørgsmål. Vi vil ikke påstå i Alternativet, hvor jeg er freds- og forsvarsordfører, at vi har stået foran de her geværløb, men nogle af dem, der har stået foran geværløbene, stiller de her spørgsmål, eksempelvis når man lukker en Irakkommission. De, der sendte os i krig, sender ansvaret videre til mig og mine kammerater. Med syv linjer i et regeringsgrundlag lukker landets nye regering ikke blot for Irakkommissionen, men for den offentlige forståelse.

Det synes jeg er væsentligt, og det er også derfor, vi stemmer nej tak til det her. Det er jo ikke nødvendigvis kun radaren. Vi er enige med Enhedslisten i, at der kan være nogle dataproblemer. Hvad er det egentlig, der sker med de data, vi indsamler? Men det er lige så meget et skridt ind i krigen. Vi er ikke interesseret i at tage det her skridt ind i krigen, når man ikke engang har lyst til at lære af de handlinger, der er begået de sidste 10-15 år. Veteranerne spørger: Det virker underligt, når regeringen forsvarer lukningen med, at kommissionens spørgsmål allerede er blevet besvaret. Og man går det lidt på klingen med spørgsmålet: Hvad mener I med ordene »tilstrækkeligt belyst«. Henviser regeringen til, at vi har dygtige journalister i Danmark, som igennem årene har skrevet historier og dermed forklaret folket det hele? Der vil jeg gerne spørge sådan lidt retorisk: Skal sandheden trækkes ud af os politikere? Det mener jeg ikke den skal, men det er lidt det, jeg føler vi får at vide den skal, når det gøres på den her måde.

Så i Alternativet vil vi gerne sige nej tak. Vi vil gerne bidrage til indsatsen mod ISIL, men det skal være fredsskabende, og hvor vi er en humanitær stormagt.

Tak. Vi har to spørgere. Den første er hr. Holger K. Nielsen, SF.

Jeg vil også godt ønske hr. René Gade tillykke med hans jomfrutale. Det er jo altid en fornøjelse at høre her i Folketingssalen.

Jeg synes også, at han havde nogle interessante betragtninger om kompleksiteten i den her indsats, og dem deler jeg sådan set i høj grad. Jeg er sådan set fuldstændig enig i det. Det er vi nødt til at diskutere yderligere, og jeg er også lidt ked af, at regeringen ikke har lagt mere op til det.

Men jeg vil bare lige spørge: Vil hr. René Gade ikke medgive, at når man erstatter et F-16-bidrag med en radar, er det ikke et yderligere skridt på vej ind i krigen, men vel nærmere et skridt ud af krigen? Det er jo langt, langt mindre militaristisk end det, vi har i øjeblikket, og derfor er det sådan set et skridt i den rigtige retning.

Ordføreren.

Det kan være, jeg taler mod bedre vidende der. Men jeg tænker ikke, at det her er noget, vi kommer til at fortsætte med, altså at vi bakker ud af krigen med det her skridt. Jeg hører jo, at der allerede nu tales om, at vi skal have flyene på banen igen, allerede inden vores soldater tror på, at ressourcerne og bemandingen til det rent faktisk er der. Så hr. Holger K. Nielsen har ret i, at det her da er et skridt mod en mindre involvering. Men jeg tror, det er et lille skridt af kort varighed.

Der tænker jeg faktisk, at hvis vi på et tidspunkt skulle sige ja til at sætte ind med militær, skulle det være for at komme ind for at lave en fredsskabende mission i en kortvarig periode. Man kunne så sige, at i den her konflikt kan vi gå ind og skabe fodfæste for en dialog med de parter, der er. Så det kan godt være, man skal sætte ind med militær på et eller andet tidspunkt.

Men hvis vi skulle være med til at gøre det, skulle det være, fordi vi havde en klar vision om, at man ved at gøre det her skabte en situation, hvor der kunne forhandles. Og derefter kunne man stoppe med brugen af militær.

Jeg ser, at man kun går i én retning, og der er blevet udtalt, at det kan tage 20 år, før ISIL er væk. Jeg tror, det var en afgående amerikansk officer, der sagde det.

Holger K. Nielsen.

Det er der, hvor jeg synes at hr. René Gade ikke har ret. Der er jo ikke taget nogen beslutning om, at vi skal genudsende F-16-flyene. Det står helt klart, at det skal der træffes en selvstændig beslutning om. Og i den mellemliggende periode er der jo tid til at få en diskussion af det, og det håber jeg da meget på at Alternativet også vil deltage i. For der er virkelig grund til det ud fra de der lidt komplekse forhold, som jo er i det her.

Men igen: Hvad skadeligt er der ved det her radarbidrag? Er det ikke meget fornuftigt, at vi har bedre overblik over, hvad der er i luften af civile fly, af fly fra Iran eller russiske fly, eller hvad det nu måtte være? Det synes jeg da er meget, meget fornuftigt, og jeg har svært ved at se, at det er sådan et militaristisk tiltag.

Ordføreren.

Der er mange fornuftige ting i det her radarbidrag. Men hele præmissen er i Alternativets øjne forkert. Selve bidraget bidrager jo netop til vores militære indsats, og vi synes, at det er forkert at sætte militær ind, hvis der ikke er nogen vision for, hvordan vi vinder freden. Og det kan vi simpelt hen ikke se der er, heller ikke med en radarindsats.

Tak. Næste spørger er hr. Henrik Dam Kristensen, Socialdemokraterne. Værsgo.

Også jeg vil gerne sige tillykke med en veludført jomfrutale. Og jeg er fuldstændig enig med hr. René Gade i, at vi er gode, når det gælder det humanitære. Det skal vi også fortsætte med at være, men verden er jo ikke som sådan så god. Nogle gange er man nødt til at have forskellige værktøjer i brug fra værktøjskassen.

Jeg lagde meget mærke til, at hr. René Gade sagde, at han ikke gjorde sig forhåbninger om at kunne komme til en rundbordssamtale med Islamisk Stat. Det tror jeg nok er en rigtig betragtning – måske oven i købet en klog betragtning – og derfor er mit spørgsmål: Er det ikke lidt for frelst – i citationstegn – kun at ville deltage i den bløde del, når alt tyder på, at også den hårde del er nødvendig, for at man rent faktisk kan komme videre i den konflikt?

Ordføreren.

Jo, og der er jeg faktisk helt sikker på at både regeringen og hr. Henrik Dam Kristensen kun vil det bedste for Danmark. Derfor er jeg også helt sikker på, at de partier, der stemmer for det her, gør det, fordi de tænker, at det er den rigtige måde at gøre det på.

I Alternativet har vi det bare sådan, at når vi lytter til til de soldater, der har været af sted, og de generaler og kaptajner, der i øjeblikket udtaler sig om, om det kan lade sig gøre at vinde det her med militær lige nu, så må vi bare sige, at vi endnu ikke har fundet nogen, som samstemmende siger, at den måde, det gøres på nu, kommer til at give os freden. Der er blevet sagt: Om 20 år har vi udryddet ISIL – hvis vi er heldige. Men jeg tænker ikke, at det kun handler om at udrydde ISIL. Det er et helt destabiliseret område, vi taler om, hvor der er mange forskellige fjender – eller i hvert fald konflikter.

Så jeg synes bestemt ikke, det er naivt at sige, at militæret ikke er den rigtige udvej. Men det kan være, at man kunne have skabt en anden situation i det her område for 2 år siden, hvis man havde handlet på en anden måde, og hvor militæret havde været det rigtige i en kortvarig periode.

Spørgeren.

Jo, men er det så også svaret til de mange mennesker, som har været udsat for uhyrligheder de steder, hvor Islamisk Stat har indtaget byer og landsbyer osv.? Hvis bare en tiendedel af de beretninger, der kommer tilbage derfra, er sande, vil den holdning så i realiteten ikke lade fuldstændig uskyldige mennesker i stikken? Hvis den holdning var dominerende og der ikke var andre, der som os påtog sig den hårde del af det, så var der vel et eller andet sted frit løb for Islamisk Stat. Og hvad skulle svaret i en rundbordssamtale så være til de mennesker, som det går ud over?

Ordføreren.

Nu er der jo forskellige betragtninger om, hvordan IS er opstået. Men der er i hvert fald nogle, der har en historie med, at de er udsprunget af al-Qaeda i tidernes morgen. Og der vil jeg sige, at det, man gjorde for år tilbage ved al-Qaeda, jo ikke nødvendigvis har gjort, at de er blevet mere fornuftige og behandler folk bedre.

Jeg tror, Danmark har en meget, meget stor mulighed for at hjælpe med infrastrukturen i både Syrien og Irak ved at tage ned og sige: Vi kan noget med politik; vi kan noget med at bygge demokrati op. Og det er slet ikke sikkert, det er demokrati, man vil have, men vi kan i hvert fald noget med at opbygge nogle infrastrukturer.

Det tror jeg vil sikre meget mere fred og sikre mange flere liv end at bombe videre eller placere en radar eller noget andet.

Der er ikke flere spørgere på listen i denne runde. Vi siger tak til hr. René Gade. Den næste ordfører i rækken er hr. Martin Lidegaard, Det Radikale Venstre.

Mange tak, formand. Radikale Venstre kan støtte det her beslutningsforslag. Og det kan vi, fordi det er vores faste overbevisning, at Danmark bør være en del af koalitionen mod ISIL, og at vi bør bidrage på alle de områder, de fem spor, som koalitionen arbejder på, og som kendetegner kampen mod ISIL, herunder det militære.

Jeg har lyst til at sige til de partier, der vælger at stemme nej til det her forslag, at jeg godt forstår, at man kan være i tvivl, at jeg godt forstår, man kigger ned og siger: Jamen nytter det her noget? Hvis ikke de politiske kræfter i Irak for alvor arbejder i den samme retning, hvis ikke vi får løst kaosset i Syrien, hvis ikke vi får stoppet finansieringen, nytter det så noget med det militære bidrag? Det er spørgsmål, som jeg tror vi alle sammen stiller os om ikke dagligt, så hver eneste gang talen falder på det her.

Men jeg synes, de samme partier skylder os at svare på det fundamentale spørgsmål: Hvad ville alternativet egentlig være, hvis vi ikke også havde det militære spor i indsatsen mod ISIL?

Jeg tør ikke tænke på, hvor Irak ville have været i dag, hvis ikke koalitionen havde været der. Jeg tør heller ikke tænke på, hvor Syrien, herunder Kobane, ville have været i dag, hvis ikke koalitionen også havde været tilstede militært. Og hver gang jeg kommer til at tænke på, hvor Irak og Syrien ville have været uden koalitionen, så bliver jeg sikker på, at også det militære bidrag er nødvendigt, og hvis man når til den konklusion – jeg synes, det er svært at nå til en anden – så tænker jeg, at så bør Danmark også bidrage. Og jeg synes, det giver mening, at Danmark i den her omgang bidrager med radarsystemet, som det er foreslået, fordi vores F-16-fly og vores mandskab skal hjem og lade op, om jeg så må sige.

Til gengæld må jeg også sige til udenrigsministeren og forsvarsministeren, som er til stede i dag, at jeg omvendt har svært ved at forstå den hast, hvormed regeringen ønsker at lægge sig fast på det næste bidrag, Danmark skal give om et år.

Jeg vil ikke afvise, at vi skal tilbage med F-16-fly. Jeg vil heller ikke afvise, at det kan give mening på enkelte missioner i Syrien, hvis vi vel at mærke kan få et grundlag for at gøre det, der folkeretligt er i orden. Det mener jeg er alt for tidligt at afvise.

Men jeg mener ikke, at man pr. automatik kan give tilsagn om, hvad der skal ske 1 år ude i fremtiden. Hvad er situationen i Irak? Hvad er situationen i Syrien om 1 år? Bare den sidste måneds udvikling med de russiske fly, der pludselig intervenerer, viser jo, at situationen kan ændre sig meget markant.

Derfor forstår jeg simpelt hen ikke, at man har så travlt med at lægge sig meget fast på, præcis hvad det er, Danmark skal bidrage med. Det kan jo vel være, at det, koalitionen vil efterspørge om et år, er større humanitære bidrag, større bidrag på alle mulige andre områder, hvor Danmark også er blandt de bedste i verden.

Vi er som sagt klar til også at overveje et militært bidrag, men jeg forstår ikke det hastværk, regeringen har, med at lægge sig fast på, hvad der er det rigtige at bidrage med om 1 år. Jeg synes da, vi skylder både irakerne, syrerne, koalitionen og danskerne, at vi overvejer det meget nøje, herunder også, om vi har de kapaciteter, der skal til om 1 år. Den debat tager vi til den tid, det er bare for at sige, at vi ikke afviser noget.

Men vi ønsker altså heller ikke at deltage i den lidt mærkelige kappestrid, der er, om at komme først med at få sendt et stort antal F-16-fly af sted igen. Det kan man gøre, hvis det giver mening, men det tager vi stilling til, når vi når dertil. Tak.

Tak. Der er en enkelt spørger, og det er hr. Christian Juhl fra Enhedslisten. Værsgo.

Tak. Det er, fordi der plejer være lidt mere refleksion fra De Radikales side i de her krigsmæssige spørgsmål. Den vil jeg gerne efterlyse, for der er ikke så mange, der beskæftiger sig med, hvad årsagen er til, at der er så kaotisk. Og der vil jeg sige til de danskere, der ikke vil erkende, at Danmark har været en medvirkende årsag til situationen: Fordi vi forlod landet på den måde, vi gjorde; fordi vi afvæbnede sikringsstyrkerne; fordi vi kasserede den ene regering og satte en anden regering ind – som i øvrigt undertrykte den første gruppe af folk – så har vi også et ansvar, som vi er nødt til at reflektere over for at forstå, hvordan man løser konflikter i fremtiden. Folk, der lukker øjnene for det, mener jeg fægter i blinde, når de skal finde løsninger. Det er den ene ting.

Den anden ting er, at verdenssamfundet jo har prøvet med to fredsinitiativer, Genève I og Genève II, men der mangler et tredje fredsinitiativ. Vi skal vel sidde ved et bord på et tidspunkt. Vi skal vel have samlet alle interessenterne og have fundet ud af at snakke sammen. Er ordføreren ikke enig i det?

Ordføreren.

Tak. Jo, og jeg er ked af det, hvis hr. Christian Juhl ikke synes, jeg har reflekteret nok. Jeg prøvede at gøre mig lidt umage, men lad mig bare sige det direkte: Jeg har hverken i min tid som udenrigsminister eller efterfølgende på noget tidspunkt foregøglet nogen, at de militære bidrag kunne løse det her problem. Det kan de ikke.

Men jeg har sagt, at det ville have været uoverskueligt, hvad der var sket, hvis ikke man havde forsøgt at stoppe ISIL også militært, både i Irak og i Syrien.

Men jeg er enig med Enhedslisten i, at det ikke løser problemet i sig selv, og at vi selvfølgelig bliver nødt til at tænke endnu mere over, hvordan vi kan få løst den grundlæggende konflikt, som alt det her udspringer af, ikke mindst i Syrien.

Jeg har heller ikke nogen som helst problemer med at sige, at de krigsmæssige interventioner, der har været i Irak over tid, ikke just har bidraget til en fredelig udvikling i den del af verden, og at der blev begået fejl, da den daværende koalition forlod Irak og man ikke var i stand til at beskytte det sunnimuslimske mindretal. Alt det tror jeg man har hørt mig sige mange gange fra talerstolen.

Det ændrer bare ikke på, at vi nu står i den her situation, og at vi bliver nødt til at beskytte civilbefolkningerne både i Irak og i Syrien.

Christian Juhl.

Det vil jeg gerne sige tak for. Og jeg vil gerne opfordre regeringen til også at have en refleksiv holdning til det, fordi vi netop er i en situation, hvor målet må være at få samlet til et Genève III eller et andet møde, hvor vi overhovedet kan få folk til – ved hjælp af tvang eller frivilligt – at sidde ved et bord for at få gang i en aftale, hvor man kan tage nogle første skridt. De kan være nok så små, men vi skal have gang i den proces. Det er, som om man læner sig tilbage, og jeg tror, vi er enige om, at brug af militær i sådan en konflikt her er den allersidste mulighed. Derfor er man nødt til at opruste på det område, hvor man fra Vestens side er for dårlige, når vi kigger bredt på det.

Tak. Ordføreren.

Det takker jeg for. Jeg tror ikke, der lå et direkte spørgsmål til mig i det. Men måske kan jeg spørge udenrigsministeren, som går på talerstolen lige om lidt, om han kunne fortælle lidt om, hvordan Danmark stiller sig i EU i spørgsmålet om, hvorvidt man bør indlede mere eller mindre direkte forhandlinger med Assad.

Jeg forstår, at der i øjeblikket er forskellige holdninger, hvor bl.a. USA og Tyskland advokerer for et mere direkte forsøg på at indgå i forhandlinger med regimet i Damaskus med henblik på at lukke det, hvorimod andre lande i EU ønsker det modsatte.

Alle er jo enige om, at Assad ikke er løsningen i fremtiden, og at der må være tale om en overgang, men hvor placerer den danske regering sig i den debat? Det kunne være interessant at høre, hvis udenrigsministeren kunne kommentere det.

Der er ikke flere korte bemærkninger, så tak til ordføreren. Næste ordfører i rækken er hr. Holger K. Nielsen, Socialistisk Folkeparti.

Tak, formand. Vi er tilfredse med, at regeringen har besluttet at trække F-16-flyene hjem. Man kan sige, at det også var nødvendigt efter den kritik, der kom fra personellet her i sommer. Det er vel indlysende nok, at når det så direkte blev sagt, at det hverken fungerer med personalet eller materiellet, så går det ikke, at vi fortsætter den mission.

Vi har ingen problemer med, at F-16-bidraget erstattes med en radar. Som jeg også tidligere har antydet i nogle korte bemærkninger, synes jeg sådan set, at der er tale om, at vi yder et mindre militariseret bidrag end tidligere, og derfor kan jeg ikke forstå, at man kan være imod, at vi får en bedre overvågning af luftrummet der, hvor vi skal operere.

Jeg var selv med den tidligere forsvarsminister på en flyvetur i et transportfly mellem Kuwait og Al Asad-basen i Irak, og jeg kan garantere, at da var jeg meget glad for, at man der var helt klar over, hvad der ellers var af fly i luften, da vi fløj den tur – det må jeg sige. Jeg synes bestemt, det ville have været helt forfærdeligt, hvis man ikke havde været klar over, hvad der ellers var. Så det er vigtigt af hensyn til sikkerheden, at man har et overblik over luftrummet.

Men så må jeg også sige, at i lighed med hr. Martin Lidegaard og hr. Henrik Dam Kristensen, som har været inde på det, undrer det mig meget, at regeringen tilsyneladende allerede nu har lagt sig fast på, at vi skal genudsende F-16-bidraget. Jeg synes simpelt hen, det er hul i hovedet, for at bruge et folkeligt udtryk.

For vi ved jo ikke, hvad behovet er til den tid. Vi kender ikke situationen i Irak til den tid. Vi kender heller ikke situationen i det danske forsvar, hvor der jo er meget, meget store økonomiske problemer og meget, meget store problemer med hensyn til personellets tilfredshed med at være ansat i forsvaret. Og der er nye udfordringer i forhold til nærområderne og nye udfordringer i Arktis.

Derfor er vi jo simpelt hen nødt til at vurdere den fremtidige indsats i Irak, i forhold til hvad der i øvrigt er af opgaver i forsvaret og hvad man kan præstere, men også i forhold til hvordan vi får analyseret hele situation. Det er jo helt underligt, at man ikke vil analysere, hvad effekten af indsatsen har været.

Jeg er ikke i tvivl om, at kurderne er blevet hjulpet ved den allierede luftmission. Det er jeg ikke. Men der er da nogle problemer omkring den irakiske regering, som det er blevet påpeget. Og det bliver vel yderligere intrikat af, at russerne nu også er kommet af sted og tilsyneladende også arbejder tæt sammen med den irakiske regering. Vi ved, at iranerne også opererer i luften.

Det vil sige, at der rent ud sagt er tale om et hvepsebo, som man da er nødt til at analysere nærmere: Gør vi det rigtigt? Kunne vi gøre noget andet? Bidrager vi til at få en løsning på det her? Det mangler vi fuldstændig et analysearbejde af, og derfor går man rent ud sagt med hovedet under armen i det her, når man siger, at vi pr. automatik skal sende F-16-flyene af sted igen. Jeg kan kun se det som et udtryk for, at man ligesom vil vise symbolsk styrke, altså at vi er med i første række osv. Jeg synes ikke, det er et godt grundlag at føre sikkerhedspolitik på fra dansk side, så det undrer vi os meget over.

Men som sagt stemmer vi for det her beslutningsforslag. Det anser vi for at være ret ukontroversielt.

Tak til ordføreren. Næste ordfører i rækken er hr. Rasmus Jarlov, Det Konservative Folkeparti.

Det Konservative Folkeparti synes, det er meget positivt, at der er fundet en måde at fortsætte Danmarks deltagelse i bekæmpelsen af Islamisk Stat på. Vi havde også gerne set et mere slagkraftigt bidrag, altså at vi kunne have fortsat med vores F-16-fly, men vi kan jo ikke forlange det umulige af vores soldater og vores fly. Så har man fundet den her løsning, som vi stoler på er det bedste bidrag. Regeringen har haft konsultationer med koalitionen dernede og har vurderet, at det her var det bedste bidrag, der kunne ydes i øjeblikket, og så er vi Konservative tilfredse med, at man gør det.

Vi ser gerne, at Danmark kommer tilbage med større styrke, men generelt må vi også erkende situationen, som er, at vores kapacitet til at udsende styrker ikke er stor nok i øjeblikket. På grund af en generel besparelse på forsvaret gennem de seneste mange år har vi ikke helt den kapacitet, som vi burde have, og det skal vi selvfølgelig have rettet op på. Vi skal have sikret et forsvar med en større kapacitet.

Men kampen mod Islamisk Stat støtter vi meget varmt. Det er en af de mest forfærdelige bevægelser, verden har set i mange årtier. Det er en folkemorderisk terroristorganisation, som skal nedkæmpes og udryddes. Der er ikke meget positivt at sige om det overhovedet, og sådan rent moralsk har jeg meget svært ved at forstå, at der er nogle, der kan have nogen skrupler ved, at vi holder Islamisk Stat nede.

Man kan jo altid have den tilgang, at krig ikke nytter noget, men jeg tror, at de mennesker, som har mistet familiemedlemmer, som har været udsat for folkemord og voldtægt og er blevet taget som slaver og er blevet solgt, er meget tilfredse med, at der er nogle vestlige lande, som deltager i bekæmpelsen af Islamisk Stat.

Jeg synes også, vi selv kan være tilfredse med, at vi deltager i den her bekæmpelse af Islamisk Stat, for de skaber også problemer for os i Danmark. Selv så langt væk som helt her oppe kan vi mærke, at der nu kommer nogle flygtningestrømme, som er direkte afledt af, at der foregår folkemord og det, der er værre, i de områder, hvor Islamisk Stat opererer. Så det er også i Danmarks egen interesse, at vi fortsætter med at yde bidrag og sørger for, at Islamisk Stat bliver nedkæmpet.

Det er mit indtryk, at de danske soldater gør det rigtig godt. Jeg var lige som flere af de andre forsvarsordførere dernede for nylig og fik indtryk af, at der er blevet gjort et rigtig flot stykke arbejde af vores F-16-piloter og det andet personel, der har været udsendt dernede. Også de, der bidrager til at træne den irakiske hær dernede, skal have en stor tak for deres indsats, og jeg ønsker også al mulig held og lykke til de, der nu bliver udsendt. Jeg håber, at de vil gøre en lige så stor forskel som de soldater, vi har haft udsendt indtil videre.

Tak til ordføreren. Den næste, der får ordet, at forsvarsministeren.

Tak til de partier, der bakker op om udsendelsen af radarbidraget. Der er tre bemærkninger, kommentarer, som jeg vil give et par ord med på vejen. Det er til de to debutanter, hr. René Gade fra Alternativet og Eva Flyvholm fra Enhedslisten, som jeg vil ønske tillykke, og den tredje er en debutant fra tilbage i december 1981, nemlig hr. Holger K. Nielsen, som jeg også vil give en kommentar med på vejen. Og jeg vil tage dem i rækkefølge.

Fru Eva Flyvholm spørger om, hvor informationerne, der kommer ud af radarovervågningen, ender. Jamen, de vil blive samlet op i et amerikansk kontrolcenter i De Forenede Arabiske Emirater, og de amerikanske militærmyndigheder har oplyst over for Forsvaret, at informationerne vil være underlagt kontrolforanstaltninger, der forhindrer en spredning af data uden for koalitionen. Så det mener jeg ikke er en bekymring, man skal lægge til grund, når man skal tage stilling til det her radarbidrag. Jeg forstod så også, at der var mange andre grunde til det, som jeg sådan set også er uenig i. Men det er mere for at tage det faktuelle her.

Den anden kommentar er til Alternativets hr. René Gade, der var inde på, at der har været en hr-måling i forsvaret, der viste, at der er nogle opgaver, man skal have kigget på, og at der er nogle problemer, som man skal have løst, og derfor man så ikke udsende et radarbidrag.

Det synes jeg simpelt hen er at tale det danske forsvar ned på en måde, der er helt urimelig. Det, ordføreren siger, er, at fordi der er nogle konsekvenser af, at man har lavet nogle store omstruktureringer inden for forsvaret og har ændret en struktur og et uddannelsessystem, så betyder det, at dansk forsvar ikke kan bidrage nogen steder eller på nogen måder. Det er simpelt hen forkert. Man siger, at fordi vi har nogle flymekanikere, der har været udsendt mange gange og derfor har brug for at få en pustepause – tror jeg der blev sagt – så kan vi ikke udsende et flybidrag.

Altså, det er at tage ét problem og så egentlig konstatere, at ud af de næsten 20.000 mand, der er i dansk forsvar, er der ingen, der kan noget som helst. Det er dybest set det, man siger her fra talerstolen. Det kan jeg afvise, det er forkert, og jeg synes sådan set også, det er urimeligt over for det danske forsvar.

Det var egentlig lidt det samme, som debutanten fra 1981, hr. Holger K. Nielsen, kom ind på ved at sige, at der er en utilfredshed i forsvaret, og at det giver anledning til bekymring, hvilket man så også skal have med i billedet forhold til genudsendelse af F-16-flyene.

Det er jeg som sagt helt uenig i. Men kan godt tage en diskussion om det, men jeg mener, at det må være ud fra andre parametre end det med, hvorvidt der er en utilfredshed i forsvaret.

Altså, den måde, som regeringen tilgår det spørgsmål på, er jo ved at se på: Hvad er behovet? Hvad er meldingerne fra koalitionen? Hvad er den reelle situation i Irak? Og så vil der selvfølgelig blive taget en dialog med Forsvaret om, hvad den militærfaglige indstilling er, og ud fra det vil der blive draget en konklusion, som man selvfølgelig vil skulle have en drøftelse af i Folketinget.

Men jeg synes igen, at det vist er at gøre problemerne for store at sige, at fordi det via en hr-måling er blevet konstateret, at der er nogle udfordringer, så kan man ikke på nuværende tidspunkt komme med nogen form for bidrag fra dansk militær til noget sted i verden.

Det er også det samme som at sige, at dansk forsvar med næsten 20.000 mennesker ikke er i

stand til at løse nogen som helst opgave. Og det er jeg uenig i.

Tak. Der er foreløbig to spørgere på listen. Den første er hr. René Gade, Alternativet. Værsgo.

Jeg vil gerne sige tak for lykønskningen fra forsvarsministeren. Ved de meget få møder, vi har haft indtil nu, har jeg fået et meget positivt indtryk, og det har jeg stadig væk.

Jeg forstår omsorgen for det danske forsvar, og jeg har virkelig forsøgt i mine første måneder som freds- og forsvarsordfører at komme ud og tale med alle dele af det danske forsvar. Jeg tror, jeg efterhånden har aftaler næsten alle steder.

Det, jeg bliver ærgerlig over, er, at man ikke vil gå ind i en dialog om, om vi kan være alle steder på en gang. Det er jo ikke radaren, der gør, at jeg tænker, at vi er pressede herhjemme. Det er det med, at man vil være alle steder, fordi vi bliver nødt til at sige ja, hver gang der kommer en historie op i medierne om et sted, vi bør være.

Den her indsats har været i gang længe, og jeg kan fint forstå, at man skal gøre en indsats i Irak, men jeg er ærgerlig over, at man bare betragter hr-rapporten som endnu en af slagsen. Der er så mange i forsvaret, mere end 40 pct tror jeg, der aktivt søger væk. Jeg mener, at man lige som i erhvervslivet, hvor jeg kommer fra, bør gå ind og sige: Hvis det her er status quo lige nu, skal vi måske lige kigge indad, inden vi går ud og bidrager andre steder. Vi skal sikre, at de mænd, vi sender ud, har ejerskabet det rigtige sted. Og der synes jeg vi skylder vores forsvar noget.

Forsvarsministeren.

Det ville være en forkert konklusion, hvis man oven på en analyse af medarbejdertilfredsheden – hvor det bliver påpeget, at der er en række ting, i øvrigt mange forskellige ting, der bør justeres, ændres, rettes op på, håndteres – sagde, at den produktion, man så kan have i forsvaret, er nul. Og det er jo heller ikke rigtigt, når hr. René Gade siger, at hvis nogen kalder, skal vi komme med noget. Nej, det er ikke tilgangen fra regeringens side.

Men når vi er en del af en koalition, som opstiller nogle behov, der er, så går vi aktivt ind og kigger på det, og det er også tilfældet med radarbidraget her. Vi siger: Er der nogle af de behov, man har stillet op, som vi kan være med til at indfri? Og det er radarbidraget.

Der siger vi så, i øvrigt i dialog med forsvaret: Kan vi komme med et bidrag her? Og ja, det kan vi, og radarbidraget er ikke noget, der indsættes andre steder. Derfor er det jo heller ikke en funktion eller et bidrag, der medfører et massivt træk på ressourcerne, altså sammenlignet med argumenterne om F-16-flyene, som havde brug for en pause.

Hr. René Gade.

Jeg vil gerne sige med det samme, at jeg ikke peger fingre ad nogen personligt her, heller ikke ad forsvarets ledelse. Det er mere en generel betragtning om, hvordan man samarbejder, Christiansborg og forsvaret imellem.

Jeg synes, at både udenrigsministeren og forsvarsministeren i dag har været rigtig, rigtig gode til at svare klart og tydeligt. Noget af det, vi har efterspurgt i Alternativet, er, at vi får den her debat, hvor man virkelig ønsker at svare. Det synes jeg på alle måder vi har fået.

Derfor synes jeg også, at det er ærgerligt, at man underkender, at det kommer til at røre ved kernekompetencerne, når man går ud og siger, der skal spares over 2 mia. kr. i forsvaret.

Der er jeg i hvert fald vant til i erhvervslivet, at så siger man jo faktisk som leder, at det kan gøres meget bedre end i dag, for ellers må det da koste noget et eller andet sted.

Forsvarsministeren.

Det synes jeg så er en lidt anden debat, altså en debat om, hvad forsvaret som helhed kan levere på både kort og lang sigt.

Men lige nu er det jo sådan set Alternativet, der vender det på hovedet ved at sige, at fordi man i det nuværende forsvarsforlig har skullet finde 2,7 mia. kr., kan man ikke udsende et radarbidrag. Det er jo sådan set Alternativet, der er ved at vende argumentationen om.

Der er det, jeg siger, at det synes jeg er forkert. Og jeg er helt sikker på, at når Folketinget her i dag beslutter at sende et radarbidrag af sted, så vil det vise sig, at vi vil kunne konstatere, at det er en opgave, som forsvaret også kan løse og vil løse dygtigt.

Næste spørger er hr. Holger K. Nielsen, SF.

Debutanten fra 1981 – ja, ja!

Men jeg synes nu, at forsvarsministeren skulle tage det lidt mere alvorligt, hvad der sådan er af problemer i forsvaret. Jeg taler også med folk dér, og man skal ikke kratte ret meget i overfladen, før det kommer frem, at der virkelig er bekymring og også utilfredshed. De siger: Hør her, I kan ikke på den ene side sige, at vi skal alt muligt, og på den anden side ikke give os ressourcer til det. Det er jo grunden til, at man er slidt ned. Og Forsvaret vil ikke sige, at de skal have så og så mange penge. De ved jo godt, at penge, der skal gives til forsvaret, bliver taget fra velfærdsområder, og det ønsker de heller ikke at tage ansvaret for.

De vil godt have nogle flere penge, men de siger, at det er okay, hvis man beslutter sig for at give færre penge. Men så må opgaverne også tilrettelægges efter det, og der må prioriteres efter det. Det er sammenhængen mellem prioriteringer og opgaver og så ressourcer, der er det store problem og også det store samtaleemne. Og det bliver ministeren nødt til at forholde sig mere seriøst til, end han gjorde før.

Tak. Ministeren.

Det forholder jeg mig meget seriøst til. Men det er her under debatten om radarbidraget, at man er begyndt at føre en argumentation om, at de udfordringer, der er i forsvaret, betyder, at det er et problem, at vi enten udsender det her radarbidrag eller overvejer, om der er behov for at genudsende F-16-flyene. Det er ikke mig, der står og laver en konklusion om, at fordi der er nogle udfordringer i forsvaret, vil man ikke kunne producere noget som helst fra nu af.

Det, jeg prøver at argumentere hårdt for, er, at forsvaret kan rigtig meget. Og nu skal vi ikke få lavet en konklusion, der hedder, at fordi der er nogle udfordringer, vil vi ikke kunne komme med nogen produktion eller noget bidrag, fra nu af og indtil de udfordringer er løst. Det tror jeg sådan set også forsvaret ville blive rigtig kede af, altså hvis vores konklusion var, at der sådan set ikke var noget, vi kunne bede dem om at være med til at løse fra nu af og så det næste års tid.

Men lad mig vende tilbage til det, som var udgangspunktet for diskussionen, nemlig om der er nogle udfordringer i forsvaret: Der vil jeg til gengæld sige, at ja, det viser HR-målingen. Det er jo sådan set også det, forsvarets ledelse siger helt klart, altså at man skal have justeret nogle ting. Og der er man sammen med en taskforce i gang med at se på, hvad det er for nogle løsninger, der kan implementeres på både kort og lang sigt.

Hr. Holger K. Nielsen.

Jeg er enig med hensyn til den der radar – skidt være med den. Den kan man selvfølgelig godt håndtere.

Det, jeg er mere optaget af, er diskussionen om, hvorvidt man skal sende flyene af sted igen. Og vil forsvarsministeren da ikke medgive, at det er man nødt til at se i sammenhæng med de andre problemer og udfordringer, forsvaret står over for, altså at man er nødt til både at sætte det ind i en ressourcediskussion, men også i en diskussion om, hvad det er for opgaver, forsvaret skal tage sig af?

Vi ved, at der er flere opgaver i nærområderne, som man skal forholde sig til, bl.a. er der Arktis, som man skal forholde sig til, og så har man stadig væk nogle opgaver internationalt. Vi kan ikke det hele. Det kan vi bare ikke.

Derfor vil jeg godt spørge ministeren igen: Er man ikke nødt til at se en eventuel nyudsendelse af F-16-flyene i sammenhæng med de øvrige sikkerhedspolitiske opgaver, vi står over for, og de ressourcemæssige problemer, som forsvaret står over for?

Ministeren.

Jo, det er jeg faktisk enig i. Altså at ethvert bidrag skal ses i sammenhæng med, hvad man fra det danske forsvars side ellers leverer andre steder, og at ethvert bidrag også beror på en militærfaglig indstilling, som jo ikke kun er en vurdering af, om man kan løse opgaven, men også af, om man har ressourcerne til at løse opgaven.

Det bør være udgangspunktet for enhver beslutning. Og en vurdering af, om man kan løse en opgave i form af en genudsendelse af F-16-bidraget, omfatter, at man kigger på støttefunktionerne, og det omfatter også, at man gør sig overvejelser om, om man kan samarbejde med andre lande i forhold til de støttefunktioner, der følger med et sådant bidrag.

Men det er en noget, vi helt sikkert kan få en grundig debat om, hvis regeringen ender med at træffe beslutning om at genudsende F-16-bidraget, hvad meget tyder på kan blive nødvendigt.

Tak. Der er ikke flere spørgere i denne runde. Jeg siger tak til forsvarsministeren, og så giver jeg ordet til udenrigsministeren.

Også fra min side en tak for jeres bemærkninger. Jeg vil gerne knytte et par ord til nogle af de ord, der blev sagt, og også sige lidt om regeringens holdning til kampen mod ISIL.

Vi står over for en terrororganisation, som vi i verdenssamfundet er nødt til at stå sammen om at bekæmpe. Det er en alvorlig og en konkret trussel, ikke bare mod Syrien og Irak og landene i Mellemøsten, men også mod vores sikkerhed i Vesten. Det er en organisation, der har vist, at den kan slå til uden for området, og en organisation, der har vist, at den kan sprede sine fangarme ud til andre skrøbelige stater. Her tænker jeg på Libyen, hvor vi også har set at de har været aktive.

Det konkrete befolkningerne i Irak og i Syrien terroriseres på en måde og i et omfang, det vil være vanskeligt for nogen af os overhovedet at begribe, hvis ikke vi desværre dagligt kunne læse i avisen, hvilke overgreb der begås. Og de af os, der har haft mulighed for at høre vidnesbyrd fra folk, der har været fanget eller har mødt ISIL, tror jeg aldrig glemmer deres historier. Så det er en kritisk situation, også fordi vi jo ser, at tusindvis af flygtninge fra konflikten i Syrien bl.a. søger til nabolandene, men også til de europæiske lande.

Det er klart for mig og for regeringen, at ISIL ikke kan besejres uden en stærk og vedvarende indsats fra en global og fælles koalition, og vi ønsker i regeringen, at Danmark fortsat skal tage ansvar og også bidrage væsentligt til den militære del af koalitionen. Med et forslag om et radarbidrag ønsker vi at udfylde en konkret rolle og yde et konkret bidrag i koalitionen i forhold til den samlede indsats.

Vi lægger op til, at engagementet også udvides til at omfatte Syrien, da radaren nu placeres et sted, hvor den opfanger ting fra luftrummet over både Irak og Syrien. ISIL opererer nemlig uden hensyntagen til grænser, og ISIL's mulighed for at føre kampberedte styrker fra defensive positioner i Syrien og frem til offensive positioner i Irak er en af grundene til, at de står så stærkt. Derfor er vi nødt til at bekæmpe ISIL i både Irak og Syrien.

Vi må også være ærlige og sige, at det her ikke slutter i løbet af kort tid. Det bliver en lang og en hård kamp, og undervejs vil der både være udfordringer og tilbageskridt. De soldater, vi samarbejder med, er ikke altid af den beskaffenhed, vi kunne ønske os, hvilket også er med til at understrege behovet for vores indsats.

Jeg vil også lige komme med et par kommentarer til nogle af de ting, der er blevet sagt. Lige et øjeblik, formand. Jeg kommer tilbage. (Udenrigsministeren henter et papir på sin plads) . Nu kan jeg bedre huske, hvad der blev sagt.

Allerførst vil jeg sige, at jeg beklager, at fru Eva Flyvholm ikke længere er til stede, men da Enhedslisten er repræsenteret her alligevel, har jeg et par kommentarer.

Forsvarsministeren har orienteret om, hvad der sker i forbindelse med de informationer, der bliver opfanget af den danske radar, så jeg vil bare sige noget til det, som fru Eva Flyvholm har nævnt, og som også andre fra Enhedslisten har været så optaget af, nemlig at Danmark skulle yde en særlig indsats specifikt over for kurderne.

Bare for at forstå, hvordan vi arbejder sammen i koalitionen, så er det sådan, at man mødes og drøfter, hvilke behov der er for at levere ydelser, og så melder landene ind med nogle ting, alt efter hvad de har mulighed for at levere. Og vi leverer ud fra, hvad der er en efterspørgsel på fra koalitionens side, og ikke efter, hvad nogle i Folketinget kunne have et ønske om skulle leveres. For hvis nu alle ønsker at levere det samme til den samme del af koalitionen, ville vi ikke få det stærkeste hold til at bekæmpe ISIL.

Det betyder, at Danmark tidligere har bidraget med transport af materiel og udstyr specifikt til kurderne. Den opgave, inklusive opgaven med at træne og udrustede kurdiske styrker, varetages nu af andre dele af koalitionen. Og vi løser den opgave, som vi har taget på os, nemlig et statsbidrag og en træningsopgave og nu – med vedtagelsen af beslutningsforslaget her – en udsendelse af en radar.

Jeg synes, det er klogt, at koalitionen arbejder sammen og koordinerer, hvem der leverer hvad. Det er meget klogere, at vi koordinerer, hvad vi gør, i stedet for at følge det spor, at hvert land så at sige skulle have sin yndlingsdel af indsatsen og forfølge den.

Så vil jeg sige til hr. René Gade, der sagde, at har man sagt A, må man også sige B: Næh, det må man ikke. Det her er absolut ikke noget, man må tage let på, og jeg skal hilse og sige, at alle de gange, jeg har siddet i Folketingssalen og stemt for at sende danske tropper af sted, har det aldrig været noget, jeg har taget let på. Og det har aldrig været sådan, at en beslutning den ene dag nødvendiggjorde, at man skulle træffe en anden beslutning den næste dag.

Hver eneste beslutning skal kunne stå for en prøve i sig selv, altså i forhold til om den er rigtig og klog, og jeg ser ingen grund til, at hverken Danmark eller andre lande i koalitionen skal sætte landtropper ind i konflikten.

Jeg mener, at det, der er nødvendigt, er at uddanne de landtropper, der er til stede, nemlig de kurdiske peshmergastyrker i nord og de irakiske sikkerhedsstyrker i syd, og så sørge for, at de har de rigtige værktøjer og redskaber til at klare den opgave. Så kan vi fra koalitionens side levere den logistiske støtte og den, kan man sige, tungere militære støtte i form af artilleri og af fly m.v., der er nødvendig for at få koalitionen til at virke effektivt.

I forhold til spørgsmålet om, hvem det er, man arbejder sammen med – og det er også lidt til Enhedslisten og fru Eva Flyvholm – vil jeg ikke tegne noget billede af, at Irak er et problemfrit samfund. Men jeg vil gerne understrege, at præsident Abadi gør mere end de forgængere, der har været, for at skabe et inkluderende Irak, hvor de forskellige etniske grupper og religiøse grupper arbejder sammen, og mere for at inddrage og ansvarliggøre styrker, hvis der sker overgreb på civilbefolkningen.

Jeg synes, at vi bør understøtte præsident Abadis muligheder for at arbejde i den retning i stedet for at sige, at hvis ikke man er, fuldstændig som vi ønsker det, så vil vi ikke arbejde sammen med dem. Det er en meget, kan man sige, omkostningsfri holdning at have, altså at hvis folk ikke lever op til vores kriterier, vil vi ikke arbejde sammen med dem.

I forhold til hvad der så skal ske, og om Danmark deltager i FN-missioner – det er også lidt til hr. René Gade – så er sagen jo den, at der i øjeblikket er gang i 16 aktive fredsmissioner i FN-regi. Danmark deltager aktivt i mindst fire af dem, ud fra hvad jeg efter min egen hukommelse lige kan komme på. Det er i Sudan, hvor Ellen Margrethe Løj er FN's særlige udsending. Det er i høj grad i Mali, hvor vi er i gang med at overveje, hvad vi fremadrettet skal være, og det er i Mellemøsten og i Liberia, og der er en lang række andre steder, hvor Danmark har været med. Så vi er med, både når vi snakker fredsskabende og fredsbevarende ting.

Sagen er bare, at på det her område kommer der ikke nogen politisk løsning, hvis der ikke er en militær tilstedeværelse. De parter, der er i konflikt i Irak og i Syrien i øjeblikket, kommer vi aldrig til at sidde ved et forhandlingsbord med, medmindre der er en militær muskel, der presser parterne til at gøre det. Omvendt tror jeg ikke på, at vi kan få en militær løsning, uden at der kommer en politisk drøftelse og en politisk aftale på det her område.

Sagen er bare, at vi ikke kan presse de her mennesker til at ville mødes, hvis de tror på, at de med militære styrker kan få en bedre position på landjorden. Derfor hænger de to ting uløseligt sammen, og Danmark skal levere begge dele.

Det blev sagt før af både hr. Martin Lidegaard og hr. René Gade, at Danmark er rigtig, rigtig god til det humanitære. Ja, det er vi. Men vi er faktisk også rigtig, rigtig gode til det militære. Danske militære styrkebidrag har fået rigtig gode kommentar med fra vores samarbejdspartnere, uanset hvor de har været udsendt og hvilken konflikt de har været i. Det gælder både vores F-16'ere, vores landtropper og vores uddannelsestropper, og det gælder også vore specialstyrker, når de har været udsendt. Vi er rigtig gode til begge dele.

Sagen er jo, at det her er en konflikt, som ikke bare skal løses militært. Den skal løses på en lang række områder, og Danmark er med til at bekæmpe ISIL ad mindst fem forskellige veje.

Først og fremmest militært, og det er det, vi diskuterer i dag. Desuden er vi med i forhold til spørgsmålet om foreign fighters, altså at stoppe danske unge, der tager ned og deltager på ISIL's side, og vi er derudover med til at begrænse deres finansielle muligheder. Jeg tror på, at hvis man kunne stoppe det ulovlige oliesalg, som ISIL lever af i øjeblikket, så ville vi meget hurtigere kunne bremse dem.

Desuden gør vi det i forhold til at genopbygge samfund de steder, hvor vi har trængt ISIL tilbage. For et af problemerne er, at når ISIL er trængt tilbage, er der et samfund, der har brug for en hjælpende hånd for at komme på fode igen. Der er Danmark meget aktivt til stede, også i forhold til at lave civilsamfundsopbygninger gennem Det Arabiske Initiativ, hvor vi bruger en række af de midler, vi har, til at understøtte ngo'er og civilsamfund lige præcis i de områder, hvor det er muligt at gøre det. Men det kræver altså også en militær kraft til at presse ISIL tilbage, så vi kan begynde at bygge samfund op.

Endelig gør vi det ikke mindst i forhold til at bekæmpe den fortælling eller narrativ, de har, om, at de ligesom står for islams sande udlægning. Det gør vi ved at understøtte dem, der dokumenterer, hvilke folkemord de begår, og hvilke uhyrligheder der sker, hvor ISIL er til stede.

Så vi har ikke bare ét værktøj. Vi har mindst fem værktøjer i kassen, og derfor er det, at jeg ikke forstår Alternativets holdning om, at man ikke vil være med til alle fem. Af de fem områder, der er, tror jeg ikke, at nogen af dem kan undværes. Derfor forstår jeg ikke, at Alternativet ikke vil være med også her.

Til sidst vil jeg bare sige, at jeg glæder mig over, at der er et bredt flertal for beslutningsforslaget, og jeg håber også, at det brede flertal vil være med, når forslaget om kort tid skal andenbehandles.

Der er to spørgere indskrevet. Den første er hr. Christian Juhl, Enhedslisten.

Vi leverer efter ønske, sagde ministeren. Ja, det er er da også en god idé. Det ville da være dumt, hvis alle kom med en radar. Når så ministeren siger, at andre varetager kurdernes træning, vil jeg spørge: Hvem er de andre? Hvad er det, de leverer til kurderne? Det ville være en god idé også for os at have et helhedsbillede af det, for det er klogt at arbejde sammen. Det er klogt at løse alle opgaverne, det er klogt ikke at glemme nogen af fronterne, især nogle af de fronter, som måske er mest centrale. Og så vil jeg gerne vide, hvem der leverer på det diplomatiske og forhandlingsmæssige plan for at fremme en mulighed for at få en forhandling om en løsning dernede, som kan stoppe behovet for militær.

Tak. Ministeren.

Som det også er blevet nævnt i Udenrigspolitisk Nævn tidligere, er det sådan, at Danmark tidligere deltog ved at levere transportbidraget til kurderne. Det har andre lande nu overtaget. Jeg kan ikke på stående fod sige præcis hvem, men det er sådan, at vi i koalitionen har aftalt, at der skal ske træning og udrustning af yderligere to kurdiske bataljoner, som vi i fællesskab betaler for både træning og udrustning af, således at vi stiller udstyr og træning til rådighed, for at kurderne i højere grad bliver effektive.

Der har været en dialog, hvor de kurdiske samarbejdspartnere i det nordlige Irak har tilkendegivet et behov for træning samt udstyr til at imødegå angreb med kemiske, biologiske og radiologiske våben. Det blev noteret, og det vil blive adresseret i de kommende uddannelsesplaner.

I forhold til den diplomatiske side er det sådan, at EU for første gang i 2½ år har valgt en fælles løsning og har taget et fælles standpunkt, og det betyder, at EU's fælles udenrigstjeneste nu kan gå ind og lægge et diplomatisk pres sammen med amerikanerne for at få de regionale parter i området, Irak, Iran, Saudi-Arabien og Tyrkiet, til at spille en aktiv rolle i at finde en løsning på Assad. Jeg tror ikke på, at Assad kan være en del af løsningen, og jeg kan ikke forestille mig, at han kunne være en del af en overgangsordning af særlig lang varighed.

Hr. Christian Juhl.

Nej, men når man skal forhandle og finde diplomatiske løsninger, skal man jo huske at holde døren åben. Der er jo ved at ske et skred, og jeg kan huske, at der var en hel masse folk, der ikke måtte være med i Genève I, bl.a. russerne og iranerne, og der var også nogle, der ikke var med i Genève II, selv om vi alle sammen var enige om, at vi skulle forhandle fred med vores fjender.

Forhåbentlig bliver Genève III et mere åbent forum, hvor vi får samlet de folk, der har en autoritet, og som kan sige ja eller nej på vores modstanderes vegne. For at det kan lykkes er det jo vigtigt at have dialog for at lægge pres på dem alle sammen.

Så vil jeg gerne lige stille et lille detailspørgsmål. Ministeren nævnte Ellen Margrethe Løj, og at vi har folk i Sydsudan. Det er et meget, meget lille bidrag, så vidt jeg husker. Vil han fortælle, hvor mange vi har ud af de flere tusinde, der er dernede?

Ministeren.

Vi har sådan set en af de allerallervigtigste, nemlig Ellen Margrethe Løj, som er FN's generalsekretærs særlige udsending, og dermed lederen af det. Det er korrekt, at vi ikke har noget stort bidrag. Det kan vi ikke have alle steder. Der er heldigvis rigtig, rigtig mange lande, der bidrager til den fredsbevarende styrke, og derfor er det jo ikke et mål i sig selv at være flest til stede flest mulige steder. Målet må være at være til stede de rigtige steder i forhold til, hvad den danske kapacitet er.

I forhold til de kommende forhandlinger tror jeg ikke, det bliver mig eller det danske Folketing, der præcis kommer til at afgøre, hvem der mødes. Men da jeg tidligere nævnte, hvem jeg tror der skal snakkes med, og hvem EU's udenrigstjeneste snakker med, så er det Iran, så er det Saudi-Arabien, så er det Tyrkiet, det er Quatar, og det er selvfølgelig Rusland, USA og EU, som skal sidde ved bordet. Og den samlede syriske opposition må også gerne være repræsenteret, de er jo begyndt at arbejde lidt mere sammen end det, vi tidligere har set. I min optik ikke nok, men man arbejder mere sammen end tidligere.

Tak. Den næste spørger er hr. René Gade, Alternativet.

Jeg vil gerne sikre mig, at vi forstår hinanden. Når jeg siger, at når man har sagt A, må man også sige B, så er det jo ikke en eviggyldig sandhed. Men det, jeg mener her, er, at på baggrund af hvad jeg har talt med folk om, så har jeg fået den opfattelse, at når soldater bliver sendt ud, så er de så pligtopfyldende og så dedikerede, at det er meget sjældent, at man spørger ret meget. Man handler og løser opgaverne med bravour, som udenrigsministeren også fortæller det danske forsvar gør. Jeg tror, vi er absolut i top.

Det, der er sket, er, at mange af de veteraner, der er kommet hjem, har kigget tilbage på, hvad det egentlig var, der skete, og så er de ét stort spørgsmålstegn og tænker: Ja, hvad var det egentlig lige, der skete? Og det er der, jeg siger, at når man har sagt A, må man også sige B.

Mange soldater siger, at det, der skal til for at vinde krigen dernede, er landstyrker. Og hvis vi så siger, at at det er de lokale, irakerne, der skal gøre det, og man så ser på, hvordan det går med vores uddannelsesprogrammer dernede, så ville jeg godt nok have en meget underlig fornemmelse, når forsvarets højtstående ansatte dernede siger, at irakerne ikke har lyst til at bidrage til at løse den her konflikt.

Så tænker jeg, at det må være hårdt at tage ud som dansk soldat.

Tak. Ministeren.

Jeg tror også, det er hårdt at tage ud som dansk soldat, og derfor er der grund til at rose alle dem, der har været ude. Jeg tror også, at vi undervejs er blevet meget, meget bedre til at tage imod dem, når de kommer tilbage, både med hele vores veteranpolitik, men også i forhold til at kunne lave en beskrivelse af, hvad deres indsats har betydet for det politiske mål, der var i forbindelse med udsendelsen.

Jeg mener fortsat, at når vi kigger på, hvad det er for styrker, der er til stede i området, både de kurdiske styrker fra den nordlige del af Irak og de irakiske sikkerhedsstyrker i området, så kan vi se, at det ikke er et problem, at der er for få landstyrker. Det er nærmest et problem, at der lige nu er for mange. Og jeg synes da, at især det, at Hizbollah, den iranske republikanske garde og Rusland er kommet til med landstyrker, gør problemet større.

Vores klare appel til Rusland fra både Danmarks og EU's side er sådan set, at de nedtrapper konflikten i stedet, som de gør i øjeblikket, at optrappe konflikten. Og derfor er det, jeg siger, at jeg ikke mener, der er grund til, at danske landstyrker skal af sted.

Hr. René Gade.

Det er heller ikke så meget for at tale om, at danske landstyrker skal derned eller frygten for det. Det handler mere om, at jeg gerne vil påpege, at hvis man vælger at optrappe og eskalere, så der skal flere styrker til, så får man i hvert fald et problem i det danske forsvar, fordi ressourcerne er så knappe, som de er lige nu. Og ud fra det, veteranerne fortæller os, tænker jeg egentlig, at grunden til, at man lukker Irakkommissionen, må være, at der er noget, man ikke ønsker skal komme ud, som er værre end det, man jo oplever lige nu – den meningsløshed, der er lige nu.

Grunden til, at man lukker Irakkommissionen, er jo simpelthen, at man vil holde fast i noget. Den danske befolkning undrer sig over, hvad det her egentlig gavner, og der lander der jo så et ansvar hos vores veteraner. Jeg tror egentlig ikke, det er regeringens ønske, at det er sådan, men det er det, der kommer til at ske.

Ministeren.

Vi lukker ikke Irakkommissionen, fordi der er noget, der ikke må komme frem. Vi lukker den, fordi vi mener, at det, der er relevant, er kommet frem. Det, der er relevant, er nemlig, hvad grundlaget for, at vi valgte at gå i krig, var.

Vi valgte at gå i krig på baggrund af B 118 fra folketingssamlingen 2002-2003. Og hvis man finder en almindeligt udprintet version frem, vil man på side 3 under IV kunne se en lang række af begrundelserne for, at Danmark valgte at gå i krig. Og det er altså ting, som var faktuelt konstaterbare.

Det var, at Saddam Hussein ikke samarbejdede med FN's Sikkerhedsråd. Det var, at FN's Sikkerhedsråds resolution 1441 var overtrådt. Det var, at samarbejdet med FN's våbeninspektører var en forudsætning for en fredelig afvæbning af Irak. Det var, at de sagde, at det havde været forgæves at lave et samarbejde mellem våbeninspektørerne og Irak osv. osv.

Vi havde et meget klart grundlag for, hvorfor Danmark gik i krig, og derfor var det politisk drilleri at nedsætte en Irakkommission. Vi mener, at det var spild af penge, og derfor valgte vi at nedlægge den.

Tak. Vi har stadig to spørgere på listen. Den næste er hr. Holger K. Nielsen, SF.

Jeg kunne forstå på ministeren, at han gør meget ud af at tale al-Abadi op til at være en mand, som vi er nødt til at arbejde sammen med, og at han ligesom udgør en eller anden progressiv rolle i alt det her.

Der er jeg altså alligevel nødt til at spørge, om det ikke ifølge ministeren er et problem, at russerne nu har indgået et meget, meget tæt samarbejde med al-Abadi. De der krydsermissiler, de sender af sted mod Syrien fra Det Kaspiske Hav, er jo, om jeg så må sige, koordineret med den irakiske regering, for de skal flyve over Irak for at nå til Syrien. Man arbejder også meget tæt sammen med irakerne om efterretningsvirksomhed, og det gør man i øvrigt også med iranerne.

Det, at Rusland er kommet ind, er jeg helt enig i er særdeles, særdeles problematisk, fordi de støtter Assad i Syrien. Og det er da lidt underligt, at al-Abadi bidrager til det samarbejde, som regeringen i Bagdad har indledt med russerne.

Ministeren.

Jeg tror, at i forhold til at håndtere Irak må man tage med, at alt er relativt. Og når al-Abadi er en god allieret, så er det set relativt i forhold til hans forgænger, og fordi vi kan se, at al-Abadi har en mere inkluderende tilgang til tingene. Han forsøger i højere grad at samle, og han har en mere progressiv indstilling til at integrere de religiøse og etniske dele af den irakiske hær – ikke at den nødvendigvis er progressiv, men den trods alt mere progressiv

Jeg synes også, der er problemer i forhold til, hvordan der samarbejdes med Iran og med Rusland. Men det betyder ikke, at vi skal sige, at så kan vi ikke samarbejde med al-Abadi.

Det er vi nødt til at gøre, hvis vi ønsker at holde sammen på Irak, og vi er nødt til at gøre det, hvis vi ønsker, at vi i den nuværende ledelse i Irak har nogle, som forsøger at tage de ting, som vi har sagt til dem, til sig, og forsøger at gøre det bedre, end det er blevet gjort hidtil.

Hr. Holger K. Nielsen.

Udenrigsministeren må da erkende, at det er en sådan lidt aparte situation, at vi har det her meget tætte samarbejde med en mand, der arbejder lige så tæt sammen med dem, som vi faktisk er imod. Og det vil reelt sige Assad i Syrien, for det er jo ham, som russerne støtter.

Vil ministeren ikke medgive, at det er et meget kraftigt problem, at Rusland er gået ind, som de har gjort, og støtter Assad, og at iranerne også gør det, og at det er et problem, at al-Abadi bidrager til, at de kan gøre det?

Man må da have nogle overvejelser om, hvad det giver af udfordringer for os i koalitionen og for spørgsmålet om, hvordan vi kan håndtere hele situationen omkring ikke bare IS, men også omkring at få fjernet Assad i Syrien.

Ministeren.

Jeg tror, at jeg, allerede inden Holger K. Nielsen spurgte, nævnte, at jeg mener, at Ruslands deltagelse er et kæmpe problem. Det optrapper konflikten, og det besværliggør at finde en løsning.

Det betyder ikke, at vi så ikke samarbejder med russerne. Vi forsøger fra koalitionens side at lave en samarbejdsaftale med Rusland for at få klarhed over, hvornår de flyver, og hvornår koalitionen flyver, så vi ikke ved et uheld kommer til at lave en ekstra optrapning i form af direkte kampmæssig kontakt mellem russiske fly og fly fra koalitionen.

Så vi bliver nødt til at samarbejde, og vi bliver nødt til at erkende, at der er nogle faktiske forhold i regionen, der gør, at det her er kompliceret.

Det betyder ikke, at alt, hvad al-Abadi gør, er rigtigt. Men jeg mener bare, vi skal anerkende, at han forsøger at spille en mere inkluderende rolle end sin forgænger.

Næste spørger er hr. Martin Lidegaard, Radikale Venstre.

Tak. Vi er som bekendt positive over for beslutningsforslaget. Jeg havde to spørgsmål i min tale, som jeg tror at udenrigsministeren midt i al tumulten ikke nåede at få med.

Det ene var spørgsmålet om, hvordan Danmark stiller sig i den diskussion, der tilsyneladende pågår inden for koalitionen, om det politiske spor, herunder hvor tæt man bør gå til regimet i Damaskus.

Det er et svært spørgsmål, det er der ingen grund til at lægge skjul på. Jeg er bare interesseret i at vide, hvor Danmark lægger sig i den debat, hvor USA og Tyskland tilsyneladende ønsker at indgå en eller anden form for foreløbig aftale med regimet i Damaskus, mens andre lande trækker i den anden retning. Det var mit første spørgsmål.

Mit andet spørgsmål var så, hvad der egentlig er motivationen for, at regeringen allerede nu ønsker at melde ud, at vi skal sende lige præcis så og så mange F-16-fly af sted om 1 år, når situationen kan udvikle sig i mange forskellige retninger inden for det næste år.

Ministeren.

Lad mig starte bagfra. Grunden til, at vi tilkendegiver, at vi vil genudsende F-16-flyene, er, at vi gerne både vil sende et klart signal til vores eget personel om, hvad der er vores intention, og allerede nu vil starte en diskussion om, hvad vi gør, hvis situationen ikke har forandret eller forbedret sig.

Jeg frygter, at det er en langvarig konflikt, vi er inde i, og derfor skal vi også begynde at gøre vores egne overvejelser i Danmark om, hvad det er for et mandat, vi udsender F-16-flyene med. Jeg håber af hele mit hjerte, at situationen har forandret sig, så der ikke er grund til at sende F-16-flyene af sted, når de er klar. Jeg tror bare, det er urealistisk.

Til spørgsmålet om, hvor vi står i forhold til Assad, vil jeg sige, at vi har det klare synspunkt sammen med resten af EU, at den nuværende ledelse ikke kan være en del af løsningen og der er brug for en overgang, en transition, så man kommer væk fra den nuværende ledelse til en anden ledelse for at skabe en varig fred.

Der er nogle nuancer i forhold til, hvordan den transition skal være. Nogle ønsker en meget hurtig og kort transition, og nogle ser mere åbent på, at den kan tage længere tid.

Men det, der tidligere var uenighed om, var, hvorvidt der overhovedet skulle være en transition, altså hvorvidt Assad kunne være en del af den endelige løsning. Det er der nu en enighed i EU-kredsen om at han ikke kan være. Der er nødt til at være en forandring, så det nuværende lederskab skal væk.

Hr. Martin Lidegaard.

Den enighed tror jeg nu der har været i et stykke tid. Men jeg er meget glad for den præcisering af, at der er en nuanceforskel, hvor nogle så forestiller sig en kort transition og andre en længere. Der er nogle nuancer, men det er ikke nogle ligegyldige nuancer, hvad udenrigsministeren udmærket ved, og hvor ligger Danmark så i den diskussion? Det var det ene spørgsmål, altså om nuancnerne, mener jeg.

Det andet er så: Lad os forestille os – og her deler jeg desværre udenrigsministerens pessimisme – en situation, hvor hele landkortet over Syrien, gud forbyde det, ændrer sig dramatisk som følge af Ruslands og Irans indtræden osv. Så kan man jo godt forestille sig en situation, hvor også andre dele af koalitionen ikke synes, det er nogen særlig god idé at intervenere direkte militært i det scenarium.

Er det ikke lidt tidligt at tage den debat, før vi ved, hvordan situationen udvikler sig i løbet af de næste år?

Ministeren.

Som hr. Holger K. Nielsen så udmærket sagde tidligere, træffer vi i dag en beslutning om et radarbidrag og ikke om et F-16-bidrag. Og når vi fra regeringens side har sagt, hvad vores intention er, så er det for at tilkendegive, hvad vi ønsker at gøre. Men vi har ikke truffet en beslutning, for det er klart, at for at kunne træffe en konkret beslutning er vi nødt til at vide, hvad situationen på landjorden er, og hvad situationen er i forhold til alliancen.

Jeg tror desværre, det bliver nødvendigt at træffe en konkret beslutning om et ganske robust mandat til en udsendelse af F-16 igen. Jeg håber det ikke, men jeg tror det.

I forhold til, hvor vi står henne, mener jeg, at hvis man skal finde en varig løsning, er det nødvendigt at inddrage den moderate syriske opposition, og for mig tilkendegiver det, at transitionsperioden med Assad skal være så kort som mulig.

Jeg anerkender, at det for at finde en løsning er nødvendigt at finde frem til en overgang, hvor både de russiske interesser for at være til stede i regionen og for den sags skyld også de iranske interesser finder en løsning – desværre er det i øjeblikket lidt uklart, hvad iranerne egentlig interesserer sig for.

Derfor tror jeg, at Baath-partiet, som Assad kommer fra, måske kan spille en rolle i en længere overgangsløsning, end Assad i sig selv kan.

Vi siger tak til udenrigsministeren.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget henvises til Forsvarsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget.

Det er vedtaget.