Tak for det.
Da jeg læste forslaget, tænkte jeg sådan rimelig hurtigt, at det her kommer vi ikke til at bakke op om.
Men jeg tænkte også, at tankerne om, at man som udgangspunkt skal søge asyl i det første sikre land, er jeg enig i.
Det er – kan jeg forstå, når jeg snakker med folk, der er klogere end mig – også det, der er tænkt med flygtningekonventionerne, og det er i høj grad også det, der er sket, for nærområderne har jo nu igennem mange år løftet en kæmpestor del af opgaven med den hjælp, som vi faktisk giver til flygtninge.
Langt de fleste søger hjælp i det første land, de kommer til.
Mange millioner flygtninge opholder sig allerede i nærområderne, og en stor del af dem opholder sig i Jordan.
Der har integrationsordførerne været på besøg, og der har vi set, hvordan en kæmpestor – jeg tror, det er verdens næststørste – flygtningelejr ligger presset op mod grænsen, hvordan arbejdsmarkedet der bliver presset, og hvordan der ikke er vand og mad nok, og hvor de simpelt hen advarede os om, at hvis vi ikke hjælper mere, gør mere, kommer de ikke til at kunne fortsætte den indsats, som de yder nu.
Det samme har sådan set gjort sig gældende i Sydeuropa, allerede dengang Dublinforordningen stadig fungerede i praksis.
De har hjulpet ufattelig mange flygtninge.
De har jo stået, mens vi andre har set til, og råbt om hjælp i EU-systemet og sagt:
Vi kan ikke løse det her alene.
Til sidst skete der så det, man kunne forvente.
Systemet brød sammen, flygtninge blev ikke længere registreret, og så begyndte de at gå op igennem Europa.
Og nu er de så kommet til Danmark.
Som om det var en overraskelse, den dag de vandrede på motorvejen!
Det tror jeg det var for mange, der ikke interesserer sig for flygtningepolitik, men for alle, der ved, hvor slemt det har stået til både i Sydeuropa og i nærområderne, var det altså ikke en overraskelse.
Hvad kan vi så lære af det, altså hvis vi fortsat har intentioner om, at man skal søge asyl i det første sikre land?
Vi kan jo lære, at det er helt håbløst og tudetosset at skære ned på hjælpen til de nærområder, vi forventer man skal søge asyl i.
I en tid hvor verden brænder, og hvor folk flygter, beskæres den hjælp, der gives til nærområderne, til Jordan f.eks., som vi besøgte.
Det betød, sagde de dernede, at selv om de sådan set rigtig gerne ville forblive i Jordan og håbede på, at Syrien ville komme op at køre igen, så de ingen fremtid der.
De ville gerne blive der, men de var bange for, at deres børn ikke havde nogen fremtid.
De unge havde ikke noget at se frem til, fordi de ikke kunne se sig selv få en uddannelse; deres børn kunne ikke få en skolegang; og ja, de voksne kunne ikke få et arbejde.
Der var intet for dem der, så de flygtede.
Og det gør de jo, fordi vi ikke hjælper i nærområderne.
Så hvis vi virkelig vil gøre noget, er det en massiv indsats, der skal til, en slags Marshallhjælp, hvor vi i Danmark, men også i Europa sørger for at få sikret, at der er skolegang, og sørger for at få skabt arbejde til de mange flygtninge.
Så er der altså brug for et EU-system, der virker.
Jeg synes jo, det har været påfaldende at høre, hvordan stort set samtlige partier – med undtagelse af Dansk Folkeparti – siger, at man vil have et europæisk samarbejde, europæiske løsninger.
Men historien har vist, at det er nødvendigt, at det er et forpligtende samarbejde, for ellers er der ingen europæisk løsning.
Hvis der ikke er nogen forpligtelse, er det første, alle gør, at unddrage sig det ansvar, som de har, og den solidaritet, som de bør udvise, og så bryder det sammen.
Derfor er der brug for, at vi som medlemsland, som Folketing siger, at vi er klar til et forpligtende samarbejde, at vi godt kan se, at hvis vi ikke aflaster nogle af de lande, der tager rigtig mange, nogle af de første sikre lande, som skal sørge for asyl til de her mennesker, så bryder det sammen.
Så der er brug for en fælles forpligtende løsning, og derfor vil jeg også gerne henstille til integrationsministeren, at man i EU kæmper for en forpligtende kvotefordeling, for hvis alle tager flere, kommer der også færre, og det er solidarisk, at vi hjælper sammen i Europa.
Så øg hjælpen i nærområderne – det har jeg efterhånden sagt mange gange – og kæmp for et forpligtende europæisk samarbejde, så vil der også være flere, der ikke ser sig nødsaget til at flygte.
Grænseoverskridende problemer kræver grænseoverskridende løsninger, og derfor stemmer vi ikke for det her.