Det sidste punkt på dagsordenen er:

49) Forespørgsel nr. F 34:

Forespørgsel til udenrigsministeren:

Vil udenrigsministeren redegøre for regeringens holdning til FN's resolutioner, herunder muligheden for folkeafstemning/referendum om Vestsaharas fremtid, og i forlængelse af FN's generalsekretærs besøg i Vestsahara redegøre for, hvad der kan gøres i FN og andre internationale institutioner for at forbedre forholdet mellem Vestsahara og Marokko, og redegøre for regeringens holdning til den forestående fornyelse og en eventuel udvidelse af FN's MINURSO-mandat?

Af Christian Juhl (EL), Mette Gjerskov (S), Rasmus Nordqvist (ALT), Holger K. Nielsen (SF), Aaja Chemnitz Larsen (IA) og Magni Arge (T).

(Anmeldelse 13.04.2016. Fremme 15.04.2016).

Jeg gør opmærksom på, at afstemning om eventuelle forslag til vedtagelse udsættes til torsdag den 2. juni 2016.

Først får ordføreren for forespørgerne, hr. Christian Juhl, Enhedslisten, ordet for en begrundelse. Værsgo.

Tak for det. For 41 år siden lovede FN Vestsahara, efter en blodig befrielseskrig ledet af befrielsesbevægelsen Polisario på den ene side og bl.a. Marokko på den anden side, at der skulle gennemføres en folkeafstemning om landets fremtidige status. Marokko har siden besat landet og modarbejdet folkeafstemningen. FN indsatte den fredsbevarende mission MINURSO. 150.000 saharawier måtte flygte og bor i dag i flygtningelejre i ørkenen ved den algeriske by Tindouf. De sidste år har der ikke kun været demonstrationer for saharawierne, men også konflikt imellem EU og Marokko og FN og Marokko. Mange unge er ved at miste troen på en fredelig løsning med risiko for, at de igen vil optage den væbnede modstand. Derfor har vi stillet ministeren følgende spørgsmål:

Vil udenrigsministeren redegøre for regeringens holdning til FN's resolutioner, herunder muligheden for folkeafstemning om Vestsaharas fremtid, og i forlængelse af FN's generalsekretærs besøg i Vestsahara redegøre for, hvad der kan gøres i FN og andre internationale institutioner for at forbedre forholdet mellem Vestsahara og Marokko, og redegøre for regeringens holdning til den forestående fornyelse og en eventuel udvidelse af FN's MINURSO-mandat?

Tak til ordføreren for forslagsstillerne. Og herefter giver jeg ordet til udenrigsministeren for en besvarelse.

Jeg vil gerne indlede med nogle generelle betragtninger om regeringens linje i forhold til Vestsahara, og derefter vil jeg komme ind på de konkret emner, der rejses i forespørgslen.

Regeringens holdning i spørgsmålet om Vestsahara er i tråd med den linje, som skiftende danske regeringer har haft og har fulgt, og som der traditionelt har været bred opbakning til i Folketinget. Regeringen finder overordnet, at befolkningen i Vestsahara skal have mulighed for selv at bestemme, hvordan deres fremtidige sikkerhedsforhold skal være, og Danmark har derfor gennem mange år støttet det internationale samfunds bestræbelser på at nå frem til en løsning på konflikten. Konkret bakker regeringen op om de betydelige bestræbelser, som FN gennem tiden har udfoldet og stadig udfolder.

Vestsahara er et omstridt territorium. Det har i FN status som et ikkeselvstyrende område. Marokko har de facto administrationsmyndigheden, men ingen lande anerkender Vestsahara som en del af Marokko. Siden 1991 har der ikke været væbnet konflikt i området takket være den våbenhvile, som FN fik forhandlet på plads.

Både i Nordafrika og i Sahel, som Vestsahara grænse op til, har udviklingen længe givet anledning til alvorlige sikkerhedsmæssige bekymringer med udbredelse af ekstremistiske grupper, stigende organiseret kriminalitet samt et øget migrationspres over Middelhavet. Det understreger behovet for at sikre regional fred og stabilitet, og her er en løsning på konflikten om Vestsahara vigtig. Men tiden har vist, at det er lettere sagt end gjort.

Det er en langstrakt og kompliceret konflikt, der er yderst sensitiv for de involverede parter. På den ene side står Marokko, der igennem mere end 50 år med meget bred støtte i sin egen befolkning har hævdet, at Vestsahara er og altid har været en del af Marokko. Marokko gør gældende, at selvstændighed for Vestsahara ikke er en acceptabel option.

I stedet fremlagde Marokko i 2007 en såkaldt selvstyreplan for området, hvor Vestsahara tilbydes udbredt selvstyre inden for kongeriget Marokko.

På den anden side står frihedsbevægelsen under navnet Polisario, som har helhjertet støtte fra Marokkos nabo Algeriet, og fastholder kravet om en folkeafstemning med selvstændighed som option. I midten står det internationale samfund anført af FN, der siden Spaniens tilbagetrækning fra Vestsahara i 1975 har forsøgt at opnå en fredelig løsning.

I 1991 blev FN's mission i Vestsahara, MINURSO, oprettet med henblik på at opretholde våbenhvilen og organisere en folkeafstemning. Til trods for FN's ihærdige arbejde er det aldrig lykkedes Polisario og Marokko at blive enige om rammerne for en folkeafstemning. Nogle af de vanskelige spørgsmål er at få parterne til at enes om, hvem der er stemmeberettigede, og hvilke optioner der stemmes om.

I 2007 forsøgte FN's Sikkerhedsråd at tilføre konflikten ny dynamik ved at opfordre til direkte forhandlinger mellem parterne. Mæglingsbestræbelserne, der ledes af FN's særlige udsending, Christopher Ross, er desværre aktuelt præget af et dødvande, hvilket er utilfredsstillende. I den seneste rapport om situationen i Vestsahara fra april måned, understreger FN's generalsekretær kraftigt, at konflikten må afsluttes både af hensyn til befolkningen i Vestsahara og af hensyn til den regionale stabilitet og sikkerhed. Han fremhæver, at tiden er kommet til, at parterne engagerer sig i seriøse forhandlinger om en gensidig acceptabel politisk løsning, der sikrer Vestsaharas befolknings selvbestemmelse.

Til trods for de vanskelige betingelser opnås en fredelig løsning bedst ved direkte FN-ledede forhandlinger mellem parterne. Denne model støttes af det internationale samfund med FN's Sikkerhedsråd i spidsen. Danmarks bedste mulighed for at bidrage til en løsning er derfor fortsat at bakke op om FN's bestræbelser.

Jeg vil nu knytte nogle bemærkninger til de konkrete emner, der rejses i forespørgslen.

Regeringen støtter de resolutioner, der gennem tiden er vedtaget af FN's Sikkerhedsråd vedrørende Vestsahara. Resolutionerne opfordrer bl.a. parterne til at fortsætte forhandlinger i regi af FN's generalsekretær om en retfærdig, varig og gensidigt acceptabel politisk løsning, der sikrer Vestsaharas befolkning selvbestemmelse. Sikkerhedsrådets resolutioner fastlægger desuden MINURSO's mandat.

MINURSO er som sagt noget, man drøfter om skal forlænges og udvides, og som jeg nævnte tidligere, er det regeringens holdning at støtte de resolutioner, der er vedtaget. Det gælder også den seneste resolution fra april måned 2016, der forlænger mandatet frem til den 30. april 2017. Resolutionen beklager, at MINURSO's mulighed for at leve op til sit mandat er blevet påvirket, eftersom størstedelen af den civile komponent, herunder politisk personel, ikke er i stand til at udføre deres pligter inden for missionens operationsområde. Resolutionen understreger desuden det akutte behov for, at MINURSO får genoprettet fuld funktionalitet. Der har længe været en diskussion om at udvide MINURSO's mandat til også at omfatte overvågning af menneskerettigheder.

Regeringen støtter sådan et forslag, men der har hidtil til ikke være opbakning i FN's Sikkerhedsråd til at træffe beslutningen. USA forsøgte i 2013 uden held at få justeret mandatet i den retning. Forløbet har om noget bekræftet, at forslaget kun kan gennemføres, hvis konfliktens parter og Sikkerhedsrådet kan finde et fælles ståsted. Danmark kan ikke gøre meget for at påvirke Sikkerhedsrådet i denne sag.

Som jeg påpegede, er det ikke lykkedes at skabe enighed mellem parterne om modaliteterne for en folkeafstemning om Vestsaharas fremtidige status. Marokko har på den baggrund draget den konklusion, at der ikke længere er basis for en folkeafstemning. Den marokkanske selvstyreplan, som jeg tidligere nævnte, udgør for Marokko grundlaget for en løsning. Af samme årsag er udsigterne til en folkeafstemning unægtelig ikke gode lige nu.

Imidlertid er MINURSO's mandat uændret. Missionen har altså fortsat som en del af sit mandat at organisere en folkeafstemning, når der er opnået enighed herom mellem parterne. Hvordan en egentlig politisk løsning skal tage sig ud, er op til parterne og FN.

Der er desværre ikke meget tillid mellem parterne. Regeringen har dog fuld tiltro til, at FN og den særlige udsending gør alt, hvad der står i deres magt, for at forbedre forholdet mellem parterne med henblik på at nå en varig løsning.

På generalsekretærens anmodning har den særlige udsending det seneste år intensiveret sin mæglingsindsats gennem bilaterale konsultationer og penduldiplomati i regionen. Målsætningen er at skabe nye ideer med henblik på at genoptage de politiske forhandlinger mellem parterne.

Regeringen har ikke mulighed for selvstændigt at vurdere, hvilke konkrete tiltag der bedst kan bidrage til at forbedre forholdet mellem parterne.

Lad mig slutte mit indlæg med at understrege, at regeringen fortsat vil støtte FN's og FN's Sikkerhedsråds bestræbelser på at opnå en fredelig, forhandlet løsning mellem Marokko og Polisario. Uden en aftale om Vestsaharas fremtid, som begge parter kan tilslutte sig, bliver der ikke en varig løsning på konflikten.

Til sidst vil jeg gerne understrege, at vi fra regeringens side håber, at vi kan videreføre den brede enighed, der er tradition for i Folketinget, om dansk Vestsaharapolitik.

Tak til udenrigsministeren. Vi går i gang med ordførerrækken. Først er det ordføreren for forespørgerne, hr. Christian Juhl, Enhedslisten.

Vestsahara er det sidste land i Afrika, som endnu ikke efter kolonitiden har fået afklaret sin status og må leve med en uafklaret situation på 41. år, endda med en marokkansk besættelse i øjeblikket.

Jeg synes, at der er mange aktuelle ting, som har ændret sig, siden vi diskuterede Vestsahara sidst for omkring 2 år siden, og som gør, at det måske er vigtigt, at vi ikke bare siger, at det må FN klare og vi nok skal støtte FN's forslag.

For det første udviste Marokko 73 af MINURSO's folk og lukkede missionen i Dakhla. Det er et klart overgreb på FN's charter, og Marokko har da også fået klar besked fra rigtig mange steder, og der vil jeg gerne høre ministeren, om ikke han synes, at det er vigtigt, at Danmark som land også selvstændigt bidrager med kommentarer til Marokko. Marokko er trods alt et land, vi har ambassade i, og som vi faktisk har temmelig mange økonomiske forbindelser med. Derfor er det måske også vigtigt at stille det spørgsmål til ministeren: Er det ikke vigtigt, at vi reagerer som et selvstændigt land, og skal vi derfor ikke sige til Marokko, at de skal leve op til den måde, man skal opføre sig på over for FN's fredsbevarende mission MINURSO?

Det andet er menneskerettighedsmandatet til MINURSO. Det var ministeren inde på, så det har jeg ikke noget uddybende til, ud over at jeg synes, at det er vigtigt, at vi agerer aktivt. Jeg synes, at vi på mange udenrigspolitiske områder har haft en tilbagelænet holdning ved at sige, at vi støtter via NATO eller vi støtter via FN eller vi støtter via EU. Vi skal have en selvstændig, aktiv politik, og vi skal også tage debatten op med Marokko direkte og fortælle dem, at vi er ganske utilfredse med den måde, de for det første smider folk ud på, for det andet lukker missionens kontorer på og for det tredje blokerer for, at der kan komme et menneskerettighedsmandat til MINURSO.

Det tredje spørgsmål er de politiske fanger. De sundhedsmæssige betingelser i Marokkos centrale fængsel er særdeles kritiske. Der var en sultestrejke her for en måneds tid siden, og der sidder folk, som har deltaget i demonstrationer imod Marokkos besættelse, ganske fredelige demonstrationer, og jeg kan sige, at man får en ret håndfast behandling, når man tager til Marokko, især hvis man tager videre ned til de besatte områder, også som dansker. De demonstranter har siddet 5 år i fængsel. Det er 5 år siden, at de blev administrativt tilbageholdt uden at komme for en dommer. For 3 ½ år siden blev de ved en domstol dømt fra 20 års til livsvarigt fængsel for at have deltaget i en demonstration imod besættelsesmagten – og endda ved en militær domstol.

Jeg synes, det er vigtigt, at vores stemme fra Danmark på vores udenrigspolitiske område via udenrigsministeren selvfølgelig eller statsministeren lyder meget klart: De politiske fanger skal frigives, og de demonstranter, der måtte være, som var uenige i besættelsen, skal ikke behandles på den måde. Det er jo fuldstændig på FN's grundlag.

Så optrådte Marokko ganske besynderligt. De ville på et tidspunkt suspendere samarbejdet med EU, fordi Domstolen underkendte den aftale, der var indgået mellem EU og Marokko på landbrugs- og fiskeriområdet. Der behøver jeg ikke spørge ministeren, for jeg ved jo, at Danmark har stemt imod den aftale, men han er vel også enig i Domstolens afgørelse om, at den er ulovlig, fordi den netop omfatter Vestsahara.

Det sidste, vi har set, er den rapport, der kom fra Afrika Kontakt, der viser, at en stribe danske banker og pensionsfonde har investeret i aktiviteter i det, som jeg kalder Afrikas sidste koloni eller besatte område: Danske Bank, Nordea, Jyske Bank, PFA, Danica Pension og PensionDanmark har investeret dernede. Der vil jeg gerne høre ministeren: Har ministeren fundet ud af, om investeringerne enten er godkendt af eller gavner befolkningen i Vestsahara? For det er jo det, den skal. Hvis vi skal acceptere, at nogle danske virksomheder investerer i et besat område, skal det være, fordi befolkningen siger okay, det er i orden, eller at det gavner den. Eller har EU eller andre undersøgt det? Det har jeg ikke set noget om, hverken i pressen eller andre steder.

Så er der jo selvfølgelig Marokkos illegale tilstedeværelse, hvor Ban Ki-moon jo heldigvis kalder det for en besættelse nu. Det blev de meget sure over i Marokko, men det har stået på i alle årene, og der er det jo sådan lidt vigtigt at vi beskæftiger os med hvordan vi kan fremme de her ting som dansk stat.

Derfor vil jeg sige til sidst, at det har været en alt for lang proces siden FN's involvering. Det er en uholdbar situation, hvor Marokko optræder ganske uacceptabelt. Det er en situation, hvor vi risikerer, at de unge går tilbage og tager våbnene i hånden igen, fordi de mister tålmodigheden og troen på en fredelig løsning, og det er en situation, hvor FN's medlemmer må forlange handling individuelt og samlet, og der må Danmark gerne spille en større og mere aktiv rolle end bare at sige: Det gør de andre for os. Tak.

Tak til ordføreren. Vi går videre i ordførerrækken til fru Mette Gjerskov, Socialdemokratiet.

(Christian Juhl (EL): Må jeg læse vores forslag til vedtagelse op?) Ja, man skal jo ellers disponere sin tid ordentlig, det ved man jo godt fra Præsidiet. Men vi gør en undtagelse.

Så kan jeg til gengæld sige, at det er et enigt Folketing, der har lavet forslaget til vedtagelse, nemlig Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Venstre, Radikale Venstre, Konservative, Liberal Alliance, SF, Alternativet, IA, Tjóðveldi, Javnaðarflokkurin og så Enhedslisten.

Vi foreslår følgende:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget

- bekræfter beretningen over B 40 (2013-2014) og udtrykker sin støtte til en retfærdig, varig og gensidigt acceptabel politisk løsning, der følger FN’s bestræbelser,

- understreger, at samtlige parter i konflikten må bidrage til fremdrift i forhandlingsprocessen og

- understreger vigtigheden af at forbedre menneskerettighedssituationen i Vestsahara.

Folketinget opfordrer regeringen til

- fortsat at støtte FN’s og Sikkerhedsrådets bestræbelser på at opnå en fredeligt forhandlet løsning,

- at støtte, at MINURSO’s mandat udvides til at omfatte overvågning af menneskerettighedssituationen, såfremt dette viser sig muligt i FN’s Sikkerhedsråd,

- at fraråde offentlige institutioner at engagere sig i finansielle aktiviteter og indkøb af varer fra områder med uafklaret folkeretlig status som Vestsahara, så længe der ikke er klarhed over, om transaktionerne kommer lokalbefolkningen til gode og

- at opfordre danske virksomheder til at udvise særlig agtpågivenhed ved engagement i områder med uafklaret suverænitet som Vestsahara, og sikre at deres kommercielle aktiviteter ikke skader lokalbefolkningen.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 79).

Så siger vi tak til hr. Christian Juhl. Vi går videre til fru Mette Gjerskov, Socialdemokratiet.

Tak for det. Som dansker og som socialdemokrat – som demokrat – tror jeg, at man for alle folk ønsker, at de har en selvbestemmelse i deres eget land. Og Vestsahara er ikke et frit land og har desværre ikke været det meget, meget længe. På FN-sprog hedder det et ikkeselvstyrende område. Det er noget, der dækker over, at man ikke bestemmer en bønne selv. Det er jo fuldstændig imod enhver dansk demokratisk tankegang.

Vestsahara er oven i købet blevet lovet en folkeafstemning om sit fremtidige tilhørsforhold, og heller ikke engang det har man kunnet levere. Alle fingre peger naturligvis mod Marokko i den her sag, men jeg synes, det er meget vigtigt at understrege det, der ligger i vores forslag til vedtagelse, som hr. Christian Juhl netop læste op, netop det, at man skal bestræbe sig på at få en fredelig, forhandlet løsning. For man kan netop frygte, hvis ikke der snart sker noget i sagen, at det går fra at være en fredelig, forhandlet løsning til en konflikt, vi står med. Derfor er jeg rigtig glad for, at Enhedslisten igen har taget den her sag op i Folketinget, at Enhedslisten igen presser på, for at vi som land presser på ude i den store verden, i FN, for at der skal ske noget på området.

Derfor er jeg også glad for, at vi har fået lavet et forslag til vedtagelse, som er så bredt, at alle partier kunne være med, og at det også er skarpt. Jeg synes, det er skarpt, når vi siger, at vi gerne vil have MINURSO's mandat, altså FN-missionen i Vestsahara, udvidet til også at overvåge menneskerettighedssituationen, og at vi fraråder offentlige institutioner og for den sags skyld private virksomheder at engagere sig finansielt, medmindre man er sikker på, at det kommer lokalbefolkningen til gode, eller at det ikke skader lokalbefolkningen. Der er rigtig mange håndtag i det her forslag til vedtagelse, som virkelig kan gøre en forskel i Vestsahara, hvis altså vi får magt, som vi har agt. Alt afhænger af FN, og alt afhænger af Sikkerhedsrådet. Og det ved vi alle sammen kan være op ad bakke. Men det bliver jo endnu mere op ad bakke, hvis gode demokratiske lande som Danmark undlader at presse på.

Jeg synes, at FN-sporet i den her sag er rigtigt, og derfor støtter vi også forslaget til vedtagelse. Jeg skal også hilse fra Radikale Venstres ordfører, som desværre ikke kunne være til stede, og sige, at Radikale Venstre støtter forslaget til vedtagelse. Så er det også sagt fra talerstolen, ikke kun af hr. Christian Juhl, men også af mig. Jeg vil afslutte med at sige, at det her er en rigtig god tekst. Jeg vil klart opfordre udenrigsministeren til at tage den under armen, hver eneste gang han taler med gode folk i FN, og til at presse på alle de steder, hvor man kan komme til det. Og så vil jeg sige tak til Enhedslisten for at rejse den her sag igen.

Der er et spørgsmål fra hr. Christian Juhl.

Vi har jo diskuteret, hvordan vi får private virksomheder i Danmark til at lade være med at have aktiviteter der. Ikke mindst bankerne og pensionsselskaberne er det jo meget problematisk med. Hvad er den socialdemokratiske ordførers bud på det? Personligt er jeg meget tilhænger af en egentlig boykot, men det har vi jo indtil nu ikke kunnet blive enige om. Men hvordan kan man komme videre med sådan nogle ting? Jeg mener, vi må jo feje for egen dør, inden vi beder FN om at gøre mere.

Ordføreren.

Jeg synes faktisk, at vi har skrevet det ret stærkt i det her forslag til vedtagelse. Det er jo det her forslag til vedtagelse, man må tage, og så må man gå ud – nu mener jeg altså ikke voldeligt at slå folk oven i hovedet, men bruge den til at sige: Det er det her, et enigt Folketing mener, synes du, virksomhed, eller du, pensionskasse A eller B, ikke, at du skulle tage at rette ind?

Hr. Christian Juhl.

En anden ting er, at jeg har tænkt på, at vi har diskuteret meget, om det skal være FN, der sørger for flygtningelejrene, hvor de jo her lider ligesom i andre flygtningelejre, eller om man også godt kunne tage nogle direkte bilaterale initiativer, sådan at Danmark selv ligesom de andre nordiske lande går ned og hjælper i flygtningelejrene. Hvad er fru Mette Gjerskovs holdning til det?

Ordføreren.

Jeg er altid meget for, at vi hjælper alle de steder i verden, hvor vi kan, men virkeligheden er jo, at vi kæmper mod en regering, der skærer voldsomt ned på den bistand, vi kan bruge ude i verden. Så til det om, at vi også skulle udvide det: Lige nu kæmper jeg, føler jeg, som ordfører mere for, at vi ikke skal indsnævre de arealer, hvor vi går ud og hjælper. Så jeg kan ikke rigtig se, at vi med den regering, vi har lige nu, kan få igennem det danske Folketing at udvide det.

Vi siger tak til ordføreren og går videre i ordførerrækken til hr. Claus Kvist Hansen, Dansk Folkeparti.

Tak for det.

I Dansk Folkeparti ser vi bredt med forståelse på et folks ønske om selvbestemmelse eller ligefrem deres eget land, vel at mærke når en række forudsætninger er til stede. I konflikten om Vestsahara mellem Marokko og frihedsbevægelsen Polisario finder Dansk Folkeparti imidlertid, at Danmarks muligheder for selvstændigt at befordre en løsning på konflikten kan ligge på et relativt lille sted. DF finder, at løsningen på konflikten nødvendigvis må ske på baggrund af dialog mellem parterne, og sker denne dialog ikke af sig selv, må FN eller FN's Sikkerhedsråd hjælpe dialogen i gang.

Den langvarige konflikt lader sig som antydet næppe løse i en dansk folketingssal, men Dansk Folkeparti vil gerne støtte op om initiativer, som kan motivere parterne til en løsning. DF finder, at formuleringerne i det fremsatte udkast til forslag til vedtagelse balancerer tilfredsstillende mellem både at skabe generel opmærksomhed på konflikten, men også at angive en skærpelse ved at lægge op til en udvidelse af MINURSO's mandat i Vestsahara. Dansk Folkeparti støtter hermed det fremlagte forslag til vedtagelse.

Der er en kort bemærkning fra hr. Christian Juhl.

Jeg vil gerne starte med at sige tak til Dansk Folkeparti, fordi de denne gang bakker op. Der er sket et skift, siden vi sidst diskuterede det, hvor vi ikke kunne blive enige om nogenlunde den samme tekst. Det synes jeg er en fordel, for når vi skal bede ministeren om at være fremme i skoene mere end nu, så tror jeg, at det gør et vist indtryk, at hele Folketinget står bag. Og så kunne man måske også tænke sig, at Danmark alligevel gjorde lidt der, hvor Danmark kunne. Vi mødes jo ret ofte, både i erhvervsmæssige sammenhænge og politiske sammenhænge, med repræsentanter fra Marokko. På den måde er der måske en mulighed for at påvirke. Jeg går ud fra, at ordføreren er enig i, at Marokko er et af problemerne i det her spørgsmål.

Ordføreren.

Indledningsvis takker jeg da for noget, som jeg vil anse for at være en kompliment til Dansk Folkeparti. Den tager jeg med glæde imod. En konflikt som den her, som vi ser den i Dansk Folkeparti, er lidt mere nuanceret, end at man blot kan stemple Marokko som en skurk – var det sådan, jeg hørte det? Men det er måske i virkeligheden et meget godt udtryk.

Hr. Christian Juhl.

Ja, når først et land begynder at smide FN's personale ud og lukke FN's kontorer, så synes jeg, at man er på den forkerte side af den anstændige grænse. Jeg brugte ikke ordet skurk, men det kan jeg sagtens bruge. Det, jeg egentlig gerne vil høre, er, om ikke Dansk Folkeparti også synes, at Danmark som land, der, hvor der er forbindelser, faktisk skal bruge sin autoritet, måske sin privilegerede stilling over for kunder og den slags ting og sige: Hej, jeres land må gerne opføre sig ordentligt over for FN, jeres land må godt begynde at finde en løsning på de her ting.

Ordføreren.

Jeg synes rent faktisk, at det også er det, som udkastet til forslag til vedtagelse afspejler. Især de sidste to punkter, at fraråde offentlige institutioner osv. og at opfordre danske virksomheder osv., synes jeg egentlig dækker det, som hr. Christian Juhl gerne vil frem til. Jeg ser ikke nogen modsætning, men måske har jeg misforstået det.

Vi siger tak til ordføreren og går videre i ordførerrækken til hr. Michael Aastrup Jensen, Venstre.

Tak for det. Der er ingen tvivl om, at det i forhold til Vestsahara er en meget unik situation, for Vestsaharas status har jo reelt været uafklaret, siden Spanien trak sig ud af området i 1975 i kølvandet på Francoregimets sammenbrud. Og konflikten i området giver anledning til betydelige spændinger mellem Marokko og Algeriet samt ikke mindst for lokalbefolkningen i området. Tusinder af mennesker har aldrig oplevet andet end at bo i forblæste flygtningelejre i Algeriet, alt imens den politiske proces frem mod en fredelig løsning bogstavelig talt har været en ørkenvandring.

Med stigende religiøs ekstremisme og migrationspresset mod Europa er det i alles interesse at finde en løsning for områdets status. Det sidste, der er brug for, er yderligere ustabilitet i området. Skiftende danske regeringer har støttet FN's arbejde for at finde en fredelig og varig løsning på områdets status. Det er som bekendt ikke sket endnu. Til gengæld har der ikke siden 1991 været deciderede kamphandlinger i området, hvilket skyldes den fredsaftale, som FN har forhandlet på plads.

Det internationale samfund ønsker en folkeafstemning om områdets status. Det er dog aldrig lykkedes at få parterne til at blive enige om, hvad der skal stemmes om, og måske endnu vigtigere, hvem der må stemme ved sådan en folkeafstemning. I 2007 forsøgte FN endnu en gang at få parterne til at nå til enighed, men nok en gang er forhandlingerne strandet. Det kan synes frustrerende, at FN ikke er i stand til at løse konflikten om Vestsahara. Det ændrer dog ikke ved, at det er gennem FN, at en løsning skal findes. Danmark kan ikke på egen hånd bringe parterne sammen og skabe fred. Vi må derfor lægge vores æg i den kurv, der hedder FN.

Det er heller ikke nogen hemmelighed, at Danmarks interesse og engagement i konflikten er begrænset, da vi ikke har et særligt tilknytningsforhold til eller en særlig viden om området. Som et lille land må vi prioritere, i forhold til hvor vi bruger vores kræfter bedst. Og i tilfældet Vestsahara kan man mene, at vores kræfter er bedst brugt på at bakke op om FN og de bestræbelser, der inden for FN bliver gjort for at finde en varig fred i området. Derfor bakker Venstre op om de FN-resolutioner, der er vedtaget, for så vidt angår fredsforhandlinger og forlængelse af FN-missionens mandat. Der er dog ingen tvivl om, at man kunne ønske sig et stærkere FN-mandat, der også kunne sikre overvågning af menneskerettighederne. Det er et initiativ, som USA har presset på for, men desværre har der ikke været opbakning til dette i FN's Sikkerhedsråd. Det kan man kun beklage, da det på alle måder ville være en væsentlig opgave.

Så afslutningsvis vil jeg opfordre til, at Danmark fortsat bakker op om FN's bestræbelser på at få en aftale mellem konfliktens to parter. Det er på den måde, Danmark bedst kan bidrage, eftersom FN aldrig er stærkere end det, medlemsstaterne gør FN til. Derfor er det vigtigt med et solidt og stærkt FN-mandat, hvilket den brede, ja faktisk samlende opbakning til forslaget til vedtagelse her i Folketinget jo vidner om at der er en fælles forståelse for.

Jeg skal hilse fra både fru Mette Bock og hr. Naser Khader og sige, at Liberal Alliances og Det Konservative Folkepartis ordførere desværre ikke kan være til stede i salen, men at de også bakker op om forslaget til vedtagelse.

Der er en kort bemærkning til hr. Christian Juhl.

Jeg tænker lidt på, at hvis man følger den model, der går ud på, at vi altid bakker op om FN, så synes jeg, vi er godt kørende med basisydelsen. Men hvis vi så siger, at vi vil have nogle resultater, er det vel også vigtigt, at vi bruger den styrke, vi har, f.eks. over for Marokko. Jeg går ud fra, at ordføreren er enig i, at det er ganske uacceptabelt at smide FN's folk ud af området, og at man lukker FN-kontorer. Der skal selvfølgelig svares igen. Det er også ganske uacceptabelt, at tre journalister fra Information bliver smidt ud af det besatte område, bare fordi de er til stede. De havde intet gjort andet end at kontakte nogle folk dernede.

I andre lande sker der jo det, at ambassaden f.eks. besøger politiske fanger, følger retssager osv. Det har vi f.eks. gjort i Tyrkiet og andre lande. Kunne det ikke også være et bidrag, sådan at ambassadefolkene kunne udfylde en del af det mandat, som FN mangler. FN er jo ikke stærkere end landene tilsammen, og det vil sige, at vores fælles aktiviteter også er vigtige, så vi ikke bare læner os tilbage og siger: Sikkerhedsrådet må levere. Så bliver FN jo aldrig ret stærkt.

Ordføreren.

Tak for det. Allerførst vil jeg sige helt kort, at jeg er fuldstændig enig. Det er selvfølgelig en totalt uanstændig opførsel, at FN's civile folk på den måde bliver smidt ud. Det kan vi kun tage meget kraftig afstand fra, og jeg kan også forstå, at FN's Sikkerhedsråd har vedtaget en resolution, som kraftigt fordømmer, at det er sket.

I forhold til om vi ellers kunne gøre noget, jævnfør også debatten, vi havde for nogle dage siden om Tyrkiet, vil jeg sige, at Marokko faktisk er et programland i Det Arabiske Initiativ. Så Danmark gør jo faktisk allerede rigtig meget for at promovere demokrati, ytringsfrihed osv. i Marokko. Det arbejde synes jeg at vi skal fortsætte med, men at sende, skal vi sige observatører til forskellige retssager osv., hvilket jeg synes jeg hørte Enhedslistens ordfører, hr. Christian Juhl, tale om, synes jeg ikke er den rigtige brug af vores udsendtes tid. Der er der andre lande, som har større ambassader, og som har stærkere repræsentationer, og der er ikke mindst FN's mission. Så det, jeg vil anbefale, er, at man bruger FN's mission til sådan noget.

Christian Juhl.

Jeg ved jo, at det er værdsat alle steder, hvor de danske ambassader gør den slags ting, og det ville blive værdsat meget her, hvis vi kunne få meldinger tilbage fra vores ambassader om, hvordan de ser på situationen, hvor alvorlige de her retssager var, hvad der skete, og alle de dér ting. For ikke at komme for en dommer i halvandet år og så komme for en militærdomstol som det sted, hvor man skal have afgjort sin sag, fordi man er demonstrant, er efter min mening barske forhold. Der synes jeg at vi som et demokratisk land med menneskerettighederne helt i top faktisk bør være dem, som siger, at vi også har tid til det på vores ambassader og ikke kun til de handelsaftaler og de andre ting, som ambassaden selvfølgelig også skal lave.

Ordføreren.

Som hr. Christian Juhl jo også kunne høre af min ordførertale, mener jeg, at Danmark kan gøre de ting, som vi nu engang har tiden og ikke mindst ressourcerne til. Der kan vi bare ikke det hele. Selv om jeg som udenrigspolitisk ordfører meget gerne så, at Danmark var aktiv i så godt som alle udenrigspolitiske problemområder, der er i verden, så bliver vi også bare nødt til at vælge. Der er det altså, at jeg mener, at når vi ikke kan være til stede alle steder, så må nogle af de overnationale organisationer tage over, og det er så FN her. Så jeg er uenig i, at Danmark decideret skulle bruge endnu flere kræfter på en konflikt, der siden 1975 har været så fastfrosset, som tilfældet er.

Vi siger tak til ordføreren og går videre i ordførerrækken til hr. Rasmus Nordqvist, Alternativet.

Tak. De åbenlyse humanitære konsekvenser af den politiske uretfærdighed, der omkranser situationen i Vestsahara, må ikke fortsætte. Marokkos besættelse af Vestsahara er en af verdens mest oversete konflikter; det er meget sjældent, vi hører om Marokkos annektering og besættelse af Vestsahara. Konflikten er samtidig en del af Europas egen koloniale fortid, og derfor har vi et særligt ansvar for at sikre en retfærdig løsning, der giver Vestsaharas befolkning selvbestemmelse og mulighed for national selvstændighed, hellere i dag end i morgen.

I Alternativet anser vi ikke Marokkos suveræne kontrol over Vestsahara som legitim og i overensstemmelse med international lov. Der er behov for at styrke den FN-ledede fredsproces, der indbefatter en folkeafstemning om Vestsaharas selvstændighed, og samtidig skal vi sikre, at EU's udenrigspolitik, herunder Danmarks egen, ikke understøtter den fortsatte besættelse, men at den aktivt skaber de bedst mulige kår for en FN-drevet løsning. Som vi alle siger i det udkast til forslag til vedtagelse, der er lavet, så skal vi jo støtte fuldt ud op om FN-sporet, der indbefatter en fair og gennemsigtig folkeafstemning, og vi bør selvfølgelig blive ved med at støtte op om MINURSO og jo gerne sådan, at deres mandat også kommer til at omfatte menneskerettigheder. For mig er retten til national bestemmelse og efterlevelsen af FN-resolutioner hovedomdrejningspunktet i den her sag, og det bør både Danmarks og EU's politik selvfølgelig afspejle. EU bør gøre det helt klart, at man fra europæisk hold ikke anerkender Vestsahara som en del af Marokko.

Det er helt klart, at den fiskeriaftale, der ligger mellem EU og Marokko, fortsat er meget, meget problematisk. Aftalen, der er indgået mellem EU og Marokko, bør gøre det helt klart, at havet omkring Vestsahara ikke er at betegne som Marokkos suveræne territorium, og derfor bør EU helt afholde sig fra at fiske inden for de koordinater. Det er vigtigt for os, at EU bruger sin handelspolitik til at føre en kritisk dialog om menneskerettigheder med sine samarbejdspartnere. Det mener jeg ikke er tilfældet her, når man på den måde ignorerer den folkeretlige dimension i adgangen til naturressourcer. Det er helt uacceptabelt, at EU indgår aftaler, der implicerer en underkendelse af international lov og gældende FN-resolutioner. Det bør gøres klart, at Marokko skal kunne godtgøre, at fiskeriaftalen kommer lokalbefolkningen i Vestsahara til gode. EU bør ikke indgå aftaler, der ikke tager befolkningen i Vestsaharas ønsker og behov i betragtning.

Fra Alternativets side så vi gerne, at Danmark arbejdede for, at EU indskrev en klausul, der kræver, at aftaler udformes og implementeres i overensstemmelse med international lov, og at de så efterleves. Det så vi faktisk gerne var et princip og en praksis, som EU blev bedre til at overholde i alle sine associeringsaftaler med tredjelande. Derfor er det også vigtigt, at vi fra dansk hold sikrer, at danske virksomhedsaktiviteter og bilaterale relationer med Marokko ikke skader lokalbefolkningen og underminerer selvstændighedspotentialet for Vestsahara. Vi havde gerne set, at der var blevet indført et reelt forbud mod aktiviteter, der understøtter en fremme af Marokkos økonomiske interesser i Vestsahara.

Vi ser selvfølgelig frem til den fortsatte debat i dag og til at følge arbejdet, også fra regeringens side, i forhold til den her meget, meget vigtige, men desværre også oversete konflikt, der er.

Tak til ordføreren. Vi går videre i ordførerrækken til hr. Holger K. Nielsen, SF.

Her er der tale om en gammel, ulykkelig konflikt, som jo har præget området og har haft mange ofre blandt lokalbefolkningen på forskellig måde. Polisario har jo kæmpet for selvstændighed i mange år, men er blevet afvist af Marokko i alle de sammenhænge, hvor der har været mulighed for det, og derfor er det jo så vigtigt, dels at der bliver lagt et pres på Marokko på forskellige måder – jeg er enig med dem, der har givet udtryk for, at der er tale om en illegitim besættelse af Vestsahara – dels jo også at FN er inde i den her sag, og at vi gør alt, hvad vi kan, for at støtte, at FN aktivt, hvad FN faktisk har gjort og dermed været en væsentlig årsag til, at det ikke er gået yderligere galt i området, men at FN stadig væk får en kraftig støtte her fra Folketinget til at komme videre med en løsning på området.

Så jeg synes, det er fint, at Enhedslisten har taget den her diskussion op, og jeg har også rost hr. Christian Juhl meget, fordi han har fået forhandlet en så bred vedtagelsestekst sammen – det synes jeg er fint arbejde. Forhåbentlig kan det så også betyde, at den danske regering og det internationale samfund tager den her konflikt mere alvorligt og arbejder mere aktivt for, at man får en løsning på den.

Der er en kort bemærkning fra hr. Christian Juhl.

Vi fik jo alle sammen den her rapport fra Afrika Kontakt om bankernes og pensionsselskabernes aktiviteter i Vestsahara. Hvad er SF's ordførers bud på, hvad vi skal gøre ved de der folk? Vi står her, og vi skal jo gøre dem opmærksom på, at de skal tænke sig om, men er det nok til sådan nogle karle i sådan nogle store foretagender med ret store omsætninger bare at sige, at de skal tænke sig om?

Ordføreren.

Jeg må sige, at jeg da synes, det er et fremskridt, at der her i forslaget til vedtagelse står, at de skal tænke sig om – jamen det synes jeg da det er – og at man ligesom er opmærksom på det problem, og at et enigt Folketing med alle borgerlige partier faktisk og regeringen ligesom tematiserer det her, ikke? Det synes jeg faktisk er et meget stort fremskridt, altså at vi fraråder, at man skal engagere sig i de her aktiviteter.

Hvad man skal gøre præcist? Jeg ved ikke, om hr. Christian Juhl forestiller sig lovgivning i forhold til det. Det vil jeg da godt lige have uddybet, hvis det er det, han mener.

Hr. Christian Juhl.

Det synes jeg da ikke man behøver. Man kunne jo godt forestille sig, at ministeren inviterede samtlige navngivne firmaer til et orienteringsmøde, hvor han forklarede, hvor regeringen stod, hvor Folketinget stod og på den måde ligesom sagde: Nu skal I høre her. Jeg vil også gerne lige forklare, hvordan de internationale regler reelt er, og vi forventer, at I følger dem.

Det ville jo være det første skridt, og så kunne vi prøve at lave lidt folkelig aktivitet for også at gøre opmærksom på, at hvis nogen fortsætter, er det en rigtig, rigtig dårlig idé og faktisk i strid med FN's hensigt.

Ordføreren.

Det synes jeg da er en vældig god idé. Det vil jeg da meget kraftigt opfordre til at regeringen gør.

Tak til ordføreren. Vi går videre i ordførerrækken, og det er hr. Magni Arge, Tjóðveldi.

Tak for det. Tjóðveldi støtter ubetinget saharawifolket i deres krav om en folkeafstemning om Vestsaharas fremtid på basis af folkeretten og den aftale, der blev indgået i FN-regi i 1991. Forløbet i den her konflikt har siden 1975 været en tragedie, og det er også en tragedie, at verdenssamfundet tilsyneladende totalt ignorerer den ulykkelige situation, som saharawifolket befinder sig i. Derfor synes jeg, det er meget glædeligt, at et enigt Folketing med det forslag til vedtagelse, som ligger på bordet, bakker folket i Vestsahara op. Jeg støtter det fuldt ud, og jeg skal i den forbindelse også hilse fra Aaja Chemnitz Larsen, som desværre ikke kunne være her lige nu.

Tak til ordføreren. Så er det udenrigsministeren.

Jeg skal ikke gøre debatten om forslaget her ret meget længere. Den store enighed, der er bag forslaget til vedtagelse, viser jo, at det her er et emne, som Folketingets partier ser meget ens på. Der var dog alligevel et par enkelte kommentarer, som jeg vil give et enkelt ord med på vejen. Jeg blev bl.a. spurgt om min holdning til konkrete virksomheders investeringer. Jeg synes ikke, at det tilkommer mig at kommentere enkeltvirksomheders investeringer, men jeg vil bare som en tilkendegivelse af, hvad jeg mener, genoplæse den sidste sætning i det forslag til vedtagelse, som hele Folketinget står bag, nemlig at vi opfordrer danske virksomheder til at udvise særlig agtpågivenhed ved engagement i områder med uafklaret suverænitet som Vestsahara og sikre, at deres kommercielle aktiviteter ikke skader lokalbefolkningen. Det håber jeg at alle danske virksomheder noterer sig og respekterer i deres arbejde.

Der er en kort bemærkning fra hr. Christian Juhl.

Jeg vil også gerne spørge: Når f.eks. danske virksomheder agerer dernede, og det har vi fået en rapport om nu, er det så ikke en god idé, hvis udenrigsministeren inviterer de navngivne eller inviterer bredt til at orientere om, hvordan forholdene nu er i Vestsahara, og hvad grunden er til, at vi har vedtaget et sådant stykke papir? Jeg er ikke helt sikker på, at alle de organisationer og institutioner lige sidder og lytter til fjernsynet i øjeblikket eller rekvirerer papirerne, når de tager til Marokko og Vestsahara og vil lave forretninger. Det er den ene ting.

Den anden ting er: Når en dansk avis får smidt tre journalister ud, der bare er nede for at dække forholdene i et land, er det så ikke noget, vi egentlig bør reagere over for? Jeg kan se, at ministeren i det skriftlige svar siger, at det kender han ikke noget til. Jeg mener, det er vel lidt vigtigt, at vi værner om vores journalister, når de tager ud i verden for at hjælpe os med at få et billede af, hvordan der ser ud.

Ministeren.

Allerførst vil jeg sige, at der desværre er flere konfliktområder i verden, end Udenrigsministeriet har mulighed for at dække i det omfang, jeg gerne kunne ønske mig. Når det er sagt, så er det klart sådan, at vi selvfølgelig gerne ønsker, at danske virksomheder kender og efterlever de vedtagelser, herunder ånden i de vedtagelser, som Folketinget gennemfører. Jeg tror nu alligevel, at langt de fleste virksomheder, der måtte vælge at interessere sig for investeringer i Vestsahara, er medlem af en eller anden form for organisation som f.eks. DI eller DE, Håndværksrådet eller noget andet. Derfor kunne en rationel udnyttelse af vores ressourcer være, at vi tager en dialog med disse interesseorganisationer for at sikre, at de den vej igennem har mulighed for at gøre deres medlemmer opmærksomme på, hvad vilkårene er.

I forhold til pressefriheden er det sådan, at Udenrigsministeriet både gennem borgerservice og gennem den politiske afdeling altid arbejder for at hjælpe danske journalister, der måtte være kommet i bekneb, herunder at være i den situation, at de bliver smidt ud eller mishandlet eller andet af enkelte lande. Der synes jeg også at vi fra Udenrigsministeriets side har haft og fortsat vil have en aktiv rolle i at forsvare danske journalisters mulighed for at orientere om, hvad der foregår i verdens brændpunkter.

Hr. Christian Juhl.

Jeg synes, det er en rigtig god idé at prøve at orientere organisationerne om det. Kunne det så ikke blive udbygget med, at når man f.eks. går ind på hjemmesiden – det har jeg selv prøvet, når jeg har rejst rundtomkring – for at se, om der er nogle problemer i et område, så kunne der være et link til noget, man skulle være opmærksom på, f.eks.: I øvrigt er der en beslutning i Folketinget, der hedder sådan og sådan og sådan, og som er Folketingets holdning til de her ting. Det kunne måske gøres meget enkelt. Så behøvede man ikke holde møder.

Ud over det vil jeg høre, om ikke ambassaden kunne gå lidt aktivt ind i f.eks. sagen om de politiske fanger – det er jo voldsomme brud på menneskerettighederne, der sker i Marokko – og så gøre ligesom andre ambassader, nemlig følge det, rapportere lidt hjem, så vi ved, hvordan det ser ud bag facaden.

Ministeren.

Jeg tager imod alle gode ideer til, hvordan vi rationelt kan udføre vores kommunikationsopgave, og jeg vil selvfølgelig kigge på, om det er en mulighed at gøre det.

Det andet, og måske lidt mere vigtige, er, hvad vores ambassade gør. Altså, vores ambassade i Marokko er en meget, meget lille ambassade med én udsendt diplomat, så der er selvfølgelig grænser for, hvor mange muligheder der er. Men det er jo netop en ambassades opgave at sørge for at videreformidle et lands politik til den relevante regering, herunder også videreformidle vores politik i forhold til både overtrædelse af menneskerettigheder, overtrædelse af pressefrihed, samarbejde med FN og ønsket om at finde en fredelig og forhandlet løsning på Vestsaharas fremtid.

Så er det fru Mette Gjerskov med en kort bemærkning.

Tak. Altså, for det første er det vældig positivt, at vi alle sammen kan være enige om det her forslag til vedtagelse. Men jeg hørte ministeren sige, at det kunne være en rigtig god idé at tage initiativ til en dialog med danske virksomheder eller deres erhvervsorganisationer. Jeg vil derfor spørge, om ministeren så har tænkt sig at tage initiativ til en dialog med virksomheder om, hvis de nu skulle få den uheldige idé at samarbejde og handle i Vestsahara, hvor det ikke er til fordel for lokalbefolkningen. Vil ministeren tage sådan et initiativ?

Ministeren.

Det er klart, at hvis det er sådan, at virksomheder kontakter Udenrigsministeriet, så orienterer vi dem om de forhold, der måtte være. Jeg tror, en del af udfordringen er de tilfælde, hvor virksomheder ikke kontakter Udenrigsministeriet og på bagkanten af en beslutning bliver orienteret om, hvad der egentlig foregår. Der kan det være sværere for os at begynde at bruge den forklaring og fortælling. Derfor er det, jeg tror, at en mulighed kunne være at tage kontakt til interesseorganisationerne for bredt at afdække og orientere om, hvad det er for en holdning, der er i det danske Folketing og den danske regering, til aktiviteter i Vestsahara. Og det er den vej, jeg ønsker at gå.

Fru Mette Gjerskov.

Så det skal forstås sådan, at ministeren vil tage initiativ til et møde med de interesseorganisationer? Det var det, jeg gerne ville frem til, nemlig om det er det, ministeren har tænkt sig gøre. For det synes jeg ville være vældig positivt.

Så synes jeg jo også, at når man går ud fra, at der er mange, der, som hr. Christian Juhl siger, benytter sig af Udenrigsministeriets hjemmeside, og når der nu slet ikke ligger nogen rejsevejledning om Vestsahara, så kunne det måske også være et sted, hvor man kunne opfange de virksomheder, som ikke måtte være informeret om Folketingets holdning til handel med Vestsahara.

Ministeren.

Først et klart ja til, at Udenrigsministeriet vil tage et sådant initiativ over for interesseorganisationerne.

Dernæst vil jeg sige, at når jeg er en lille smule mere rund i formuleringerne om, hvorvidt vi skal bruge hjemmesiden, så er det – og her kommer et reklameindslag – fordi Udenrigsministeriet har lavet en rejseapp, der hedder »UM Rejseklar«, hvor danskere via en applikation, altså en app på deres telefon, kan få en række oplysninger. Spørgsmålet er naturligvis, hvor det er, danskerne får deres oplysninger, og hvem det er, det er relevant at give oplysninger til. Og hele den oversigt over eller analyse af, hvor informationerne skal være, er jeg ganske enkelt ikke i besiddelse af på nuværende tidspunkt. Men som jeg nævnte til hr. Christian Juhl, tager jeg imod alle gode ideer til, hvorledes vi kan kommunikere effektivt.

Vi siger tak til udenrigsministeren. Og så har ordføreren for forespørgerne, hr. Christian Juhl, bedt om ordet.

Jeg vil meget kort sige tak for debatten og især forslaget til vedtagelse. Jeg mener, vi har gjort to ting i dag: Vi har konkretiseret vores debat fra sidste gang, i 2013-14, og vi har løftet den fra en beretning i udvalget til det, der kommer til at ligne en vedtagelse nu her om 2 dage i Folketinget, og det tror jeg selv på i princippet er en styrkelse af vores beslutning. Det andet er, at alle partier er med nu. Sidste gang havde vi jo nogle diskussioner om beretningen, hvor der var få uenigheder mellem flertallet og Konservative og meget store uenigheder mellem Dansk Folkeparti og flertallet. Og jeg synes, det er fint, at vi nu står som et enigt Folketing, der laver en række anbefalinger til ministeren. Ministeren har oven i det givet en række tilsagn her, som jeg synes er rigtig, rigtig positive.

Jeg synes, at det væsentlige selvfølgelig er, at FN er omdrejningspunktet, og jeg synes, vi skal gøre alt, hvad vi kan, for at værne om, at FN får mulighed for det, og at vi, hver eneste gang FN bliver antastet, får smidt folk ud eller får lukket kontorer, prompte skal reagere. Det er ligegyldigt, om det er i Marokko, eller hvor det er henne. Det må være en kerneopgave for os at forsvare FN's ret til at løse konflikter rundtomkring. Der er nok, der svigter i øjeblikket, hvad angår FN – også med hensyn til penge osv. Så derfor er det jo vigtigt, at de lande, som har den økonomiske styrke, gør det, og det mener jeg bestemt at Danmark har – jeg har en næsten grænseløs tillid til, hvad Udenrigsministeriet kan. Hvad de vil, ved jeg ikke, det kommer jo an på ministeren, men vi kan gøre det, hvis vi vil.

Jeg synes i forhold til det med fortsat at arbejde for menneskerettighederne, at det er rigtig, rigtig godt, at vi understreger det, og at alle understreger det, og at vi også fastholder, at den reelle løsning er, at vi får mulighed for at lave en afstemning om status for det område. Jeg er somme tider i tvivl om, om de vil have selvstændighed eller selvstyre, men det må de jo sådan set vælge selv. Det vigtigste er, at de får en demokratisk mulighed for at afgøre det, og at vi ikke lader Marokko fortsat blokere år efter år.

Så vil jeg gerne gøre opmærksom på, at der jo netop i vores forslag til vedtagelse er en lille nuance. Når vi taler om de offentlige institutioner, så fraråder vi det direkte, hvorimod vi i forhold til de private institutioner oplyser om det. Jeg har fået at vide, at der er forskel på de to udtryk, men jeg synes, den er lidt akademisk. Jeg synes, at alle skal frarådes at arbejde i de her områder, hvis ikke de sørger for, at det gavner saharawierne. Og det er for at sige ligeud, at det bør man afholde sig fra.

Ministeren gør det, han nu har givet tilsagn om, og det er fint, og jeg synes, vi skal arbejde hver for sig også med den aktivistiske del. Og jeg kan se, at byrådene jo har gjort en hel del for at sige: Vi vil ikke købe salt fra Vestsahara, så længe der ikke er tilsagn fra lokalbefolkningen om, at det gavner dem, at vi køber det. Der er meget, der tyder på, at det går i lommerne på marokkanere.

Det andet er pensionsselskaberne og bankerne, og der synes jeg da at der også ligger en aktivistopgave uden for Folketinget, som nogle må kigge på, med netop at få diskuteret med de bestyrelser – det er jo alligevel ret mange af os, der har en fod inden for i en bank eller en bestyrelse, i hvert fald på det lave niveau.

Så alt i alt synes jeg, vi har taget to store skridt, et i 2014, og med det rigtig store skridt har vi løftet vores beslutning her. For jeg har nemlig søgt at få en samlet beslutning i forhold til Vestsahara. Det har ikke været muligt før nu, andet end sådan i små hjørner. Og det vil sige, at nu har vi et samlet fælles forslag, som vi både kan arbejde ud fra og kan minde ministeren om, men som vi også kan arbejde videre med, og jeg håber så, at vi om et års tid eller to igen kan tage en diskussion, hvor både Marokko og FN er nået et rigtig, rigtig stort stykke videre med den her vigtige opgave. Men jeg vil sige tak.

Tak til ordføreren for forespørgerne.

Der er ikke flere, der har bedt om ordet, så forhandlingen er sluttet.

Afstemning om det fremsatte forslag til vedtagelse vil som nævnt først finde sted torsdag den 2. juni 2016.