Det sidste punkt på dagsordenen er:

13) Forespørgsel nr. F 7:

Forespørgsel til udenrigsministeren:

Hvad kan regeringen oplyse om Storbritanniens ønsker til en reform af Den Europæiske Union, og hvordan agter regeringen at stille sig i den forbindelse?

Af Kenneth Kristensen Berth (DF), Pia Adelsteen (DF), Pernille Bendixen (DF), Mikkel Dencker (DF), Søren Espersen (DF) og Jan Erik Messmann (DF).

(Anmeldelse 11.11.2015. Fremme 13.11.2015).

Jeg gør opmærksom på, at afstemning om eventuelle forslag til vedtagelse udsættes til torsdag den 31. marts 2016.

Så går vi videre til begrundelsen for forespørgslen, og jeg giver ordet til ordføreren for forespørgerne, hr. Kenneth Kristensen Berth, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak for det, hr. formand. Nu er det efterhånden ved at være en del tid siden, Dansk Folkeparti anmeldte den her forespørgselsdebat. Det var den 11. november 2015, og der er jo trods alt løbet en del vand igennem åen siden dengang. Dengang kendte vi ikke udfaldet af forhandlingerne mellem Storbritannien og EU, men det gør vi nu.

Der er ingen tvivl om, at Danmark har en udtalt interesse i, at Storbritannien forbliver medlem af EU. Når Danmark forhåbentlig slår ind på en mere EU-forbeholden kurs, også på regeringsniveau, vil det utvivlsomt være lettere, hvis Storbritannien sidder med ved roret og dermed sammen med en række østeuropæiske lande og gerne altså Danmark kan trække i retning af et EU, der beskæftiger sig med færre ting og overlader mere til nationalstaterne.

Med aftalen mellem Storbritannien og EU er der allerede sket fremskridt for Danmark, f.eks. i forhold til muligheden for at indeksere børnefamilieydelsen, neutraliseringen af Metockdommen og fremskridt i forhold til fortolkningen af rækkevidden af nærhedsprincippet. Men det er forhold, som jo neutraliseres, i tilfælde af at briterne stemmer sig ud af EU.

Det er vigtigt for mig her at slå fast, at det naturligvis ene og alene er den britiske befolkning, der skal afgøre, hvorvidt Storbritannien fortsat skal være medlem af EU. Det hverken kan eller skal vi blande os i i Danmark. Japartierne ved jo selv, af for dem bitter erfaring, hvilken effekt det kan have, når udlændinge blander sig i en national valgkamp. Når det så er sagt og understreget, kan man jo godt ud fra nationalegoistiske overvejelser håbe på et bestemt udkomme for at understøtte en bestemt udvikling i EU-samarbejdet.

Der skal ikke herske nogen tvivl om, at Dansk Folkeparti så langtfra mener, at den britiske aftale er endemålet for en revision af EU-samarbejdet. Den er kun begyndelsen, og det er også det, den britiske premierminister David Cameron har tilkendegivet. Cameron har lovet, at såfremt briterne stemmer ja til at fortsætte i EU, vil den britiske regering presse på for flere demokratiske reformer af EU, for mere indflydelse til nationalstaterne og for, at færre opgaver i fremtiden overlades til EU.

Det bliver spændende at høre regeringens overvejelser angående det, for jeg er ikke i tvivl om, at den danske befolkning efterspørger svar på, i hvilken retning EU skal bevæge sig, og om regeringen fortsat står inde for sin ambition om, at Danmark skal være så tæt på EU's kerne som overhovedet muligt – en ambition, der givetvis deles af stadig færre danskere.

Tak til ordføreren. Så giver jeg ordet til udenrigsministeren for besvarelse af forespørgslen.

Der blev på mødet i Det Europæiske Råd den 18. og 19. februar i år opnået enighed om en aftale, der adresserer de ønsker til reform af EU-samarbejdet, som den britiske premierminister rejste i sit brev af 15. november 2015.

Hvis man skal starte et skridt længere tilbage, har der været et langt forløb, siden Cameron bebudede, at han i tilfælde af valgsejr ville bede om en fornyet folkeafstemning i Storbritannien om deres tilknytning til EU og om en dialog med en lang række personer, herunder regeringer, herunder igen naturligvis også den danske regering, om, hvad det var for en ramme, man kunne forestille sig en sådan fornyet aftale lå inden for. Derfor vidste vi på forhånd, at der ville komme fire punkter, hvori Storbritannien og David Cameron ville bede om at få lavet ændringer i forholdet.

Det er spørgsmål om løsninger på områder vedrørende følgende: 1) eurolande og ikkeeurolande, 2) konkurrenceevne og bedre regulering, 3) spørgsmålet om suverænitet, herunder ikke mindst en styrket rolle for de nationale parlamenter, 4) en særlig britisk fortolkning af det, der allerede i 2014 blev klarlagt, nemlig hvorledes begrebet, som man citerer fra Romtraktaten, »ever closer union«, skal forstås i en britisk kontekst.

Så det har altså været fire områder, som man har haft noget tilløb til inden og en lang dialog om op til mødet på Det Europæiske Råd den 18. og 19. februar.

Aftalen indeholder også løsninger på velfærdsområdet og på den fri bevægelighed. Det er bl.a. blevet aftalt, at man har mulighed for fremadrettet at indeksere børnechecken til EU-borgere, hvis børn ikke bor i det samme land som den forælder, der har optjent kravet på ydelsen. Det blev også aftalt, at den meget omtalte Metockdom fra 2008 vil blive tilbagerullet.

Det er ikke nogen hemmelighed, at den her regering ganske kraftigt under hele forløbet allerede fra varslingen af, at Storbritannien vil bede om en ændring, og under drøftelserne op til Camerons brev af 10. november og ikke mindst i perioden frem til topmødet har bakket kraftigt op om Storbritanniens bestræbelser i forhandlingerne. Det er der mange grunde til: Storbritannien og Danmark har et historisk tæt forhold, vi kom så at sige ind i EU på samme tid og i den samme tidsalder, vi har fulgtes ad og haft fælles prioriteter undervejs i kampen for at sikre, at EU var så effektivt administreret med så stor fokus på konkurrencedygtighed og jobskabelse som overhovedet muligt, og vi ser ofte ens på tingene. Derfor er det også sådan, at Storbritannien og Danmark har arbejdet tæt sammen om at få de enkelte dele af aftalen om Storbritannien på plads. Mange af de ting, som Storbritannien har fået med i deres aftale, er jo ting, som Danmark har ønsket sig igennem længere tid.

Jeg skal heller ikke lægge skjul på, at set fra en dansk synsvinkel vil et EU uden Storbritannien være et andet EU, det vil være et svækket EU, det vil være et EU uden den samme økonomiske formåen, uden den samme kulturelle mangfoldighed, og det vil være et EU uden den samme politiske gennemslagskraft i forhold til at kunne tale med en fælles stemme. Derfor har det også været vigtigt for regeringen at kunne hjælpe med at lande en aftale, der kan danne grundlag for en afstemning i Storbritannien, som kan vindes. Det mener den britiske premierminister han kan med denne aftale, og det håber jeg også.

Jeg skal ikke lægge skjul på, at det har været en ganske svær kamp. Alle drøftelserne på topmødet den 18. og 19. februar var meget intense og med meget forskellige holdninger, ikke bare fra de partier, som ønskede at hjælpe Storbritannien med at finde en aftale, der tilfredsstillede de mål, som Cameron havde fremsat, men også fra en række lande, der ønskede at trække i den modsatte retning, der ønskede at fjerne nogle af de ting, som egentlig lå på bordet, og som ønskede at udvande det aftalegrundlag, der lå. Derfor var det en kamp, hvor en lang række lande diskuterede frem og tilbage, og hvor det også var vigtigt, at Danmark var på banen i forhold til de regelsæt, der gælder, f.eks. for indekseringen af børnechecken, for Storbritannien, hvis de stemmer ja, så det bliver muligt for andre lande, herunder Danmark, at tage de regelsæt med ind i lovgivningen fremadrettet.

Det lykkedes sådan set fra dansk side at kunne holde fast i de ting, der var opnået i forhandlingsoplægget, og set med danske øjne er der tale om en rigtig god aftale med mange gode elementer, som leverer løsninger på spørgsmål, som vi selv har kæmpet for. Det gælder ikke mindst muligheden for indeksering af børnechecken. Det har jo været et dansk ønske og et ønske, som regeringen har fremført ad flere omgange, altså at det skulle være sådan, at den udbetaling, der foregår, jo er til dækning af de ekstra omkostninger, der er ved at have børn, og at den sum, der udbetales, skal afspejle, hvad de faktiske omkostninger er i det land, hvor barnet opholder sig.

Det drejer sig om tilbagerulning af Metockdommen, som vi igennem alle årene fra 2008 og fremefter, hvad angår konklusionerne, har været uenige om, og vi har fra vores side arbejdet for at få ændret regelsættet bag ved den dom, der blev truffet, således at der kan træffes en ny afgørelse.

Jeg er også meget tilfreds med det resultat, der ligger i forhold til forholdet mellem eurolande og ikkeeurolande. Jeg har selv været nødt til på mødet blandt europaministre for noget tid siden at rejse den her problemstilling. Eurolandene skal naturligvis have mulighed for at mødes om det, der er relevant for eurolandene. Men der, hvor det er relevant for alle 28, er det de 28 lande, der skal mødes, og ikke eurolandene, der så at sige mødes på egen hånd. Jeg er også glad for, at principperne her er sat på plads. Derfor er det resultat, der er kommet, og som der nu skal stemmes om i Storbritannien, langt hen ad vejen i de spor og i den retning, som regeringen gerne ser EU udvikle sig i fremadrettet.

Jeg tror heller ikke på, at vi er færdige med den diskussion med det grundlag, der ligger nu, bl.a. spørgsmålet om rettighederne for vandrende arbejdstagere, det, der hedder forordning 883. Det er en forordning, som vi har bedt Kommissionen om at lægge op til at ændre, så det sikres, at det er muligt at have retten til at rejse som arbejdstager, men ikke at rejse efter velfærdsydelser. Det er en forordning, som ikke er færdigforhandlet i forbindelse med den aftale, der ligger for Storbritannien her, men en forordning, der skal arbejdes videre med fremadrettet for at sikre, at man kan rejse for at arbejde, men ikke rejse efter velfærdsydelser.

Nu er det så op til det britiske folk i en folkeafstemning at afgøre, om de vil blive som en del af det europæiske arbejde, eller om de vil forlade EU. Og det har betydning, ikke bare for Storbritannien, men for hele Europa, ikke blot, fordi, som jeg sagde, at et Europa uden Storbritannien vil være et andet Europa, et svagere Europa, et svækket Europa på en lang række områder, men også fordi de elementer, som vi fra dansk side er meget tilfredse med ligger i aftalen, jo alene træder i kraft, hvis det bliver et ja i Storbritannien. Det er sådan, at en del af aftalen er bundet op på, at de elementer om f.eks. indeksering af børnecheck alene kan ske, hvis det bliver et ja, og derfor er der fra dansk side al mulig grund til at se frem til afstemningen med spænding.

Jeg skal ikke blande mig i andre landes afstemninger, ligesom jeg ikke forventer, at andre lande blander sig i danske folkeafstemninger, men som jeg tror det vil stå de fleste klart, er der fra regeringens side en klar forhåbning om, at Storbritannien vil stemme ja til EU. Det vil give mulighed for, at vi kan få gavn af de elementer, der ligger i aftalen, men det vil også – og måske mere overordnet – sikre, at EU fremadrettet vil kunne tale med den stærkeste fælles stemme.

Tak til udenrigsministeren. Vi går videre til forhandlingen. Den første ordfører i rækken er ordføreren for forespørgerne, hr. Kenneth Kristensen Berth, Dansk Folkeparti.

Tak til ministeren for redegørelsen, som jo, må man sige, ikke indeholdt så meget nyt. Man kunne godt tænke sig at stille udenrigsministeren det spørgsmål: Hvad skal det her så bruges til? For det er jo i virkeligheden det, der er interessant.

Redegørelsen fra udenrigsministeren indeholdt jo frem for alt ikke det, som Dansk Folkeparti har efterspurgt igen og igen, nemlig at regeringen tager bestik af, at der også i den danske befolkning er en fundamental skepsis over for yderligere integration i det europæiske samarbejde, og at regeringen dermed slår ind på en mere EU-skeptisk kurs, sådan som jeg også faktisk troede at vi var enige om forud for det folketingsvalg, som fandt sted sidste år.

Regeringen lægger meget vægt på, at Storbritannien fortsætter i EU, men der synes at være en stor forskel på, hvad det er, regeringen og Dansk Folkeparti vil bruge et fortsat politisk medlemskab af EU til. Dansk Folkeparti vil bruge det til at gennemtvinge grundlæggende og nødvendige reformer af EU-samarbejdet. Regeringen vil, sådan som jeg hører det, i bedste fald bruge det til at opretholde status quo. Men i Dansk Folkeparti er vi ikke interesserede i status quo, vi er interesserede i, at der lægges en ny europapolitisk kurs, og at den kurs lægges i pagt med briterne. Der er en voldsom overrepræsentation her i Folketinget af EU-positive partier, men det er der altså ikke ude blandt vælgerne. Den europapolitiske aftale, hvor ambitionen er, at Danmark skal være så tæt på kernen i Europa som muligt, er jo netop udtryk for det misforhold.

Der er ingen tvivl om, at der er behov for en ny europapolitisk aftale, en forhandling, som ministeren jo med fordel kan indkalde til, i det øjeblik briterne måtte have stemt ja ved folkeafstemningen den 23. juni.

I Dansk Folkeparti kan vi ikke leve med et EU, der tilraner sig stadig mere magt fra nationalstaterne via nye traktater, nye forordninger, men i nok så høj grad gennem integrationistiske domme fra EU-Domstolen. Vi har behov for et nyt, mere demokratisk EU. Hvis EU skal overleve, skal EU ikke bare iklædes nye gevandter, EU skal helt grundlæggende forandres, og det er det, vi kan bruge Storbritannien til, for vi har brug for i hvert fald et stort medlemsland til at adressere netop det behov for grundlæggende reformer i EU. Skepsisen over for EU er udtalt i hele Nord- og Østeuropa og i brede dele af Vesteuropa, hvad nylige valg i bl.a. Slovakiet og Tyskland jo har givet syn for sagen for. Hvis tilliden til EU skal genopbygges, skal EU grundlæggende ændre sin struktur.

Man kan gøre det ved at sanere, hvad EU skal beskæftige sig med. EU beskæftiger sig i dag med alt for mange ting. Hvorfor skal EU's undervisningsministre f.eks. sidde på et rådsmøde og diskutere, hvad valgretten til kommunale valg i medlemslandene skal være? Hvorfor skal EU diktere, hvilke sociale ydelser vandrende arbejdstagere har krav på i medlemslandene? Hvorfor skal EU-Domstolen være forpligtet til i alle tilfælde at dømme i retning af mere EU-integration? Hvorfor skal EU blande sig i, hvor mange personer af hvert køn der skal sidde i bestyrelser? Hvorfor skal EU omfordele store milliardbeløb mellem medlemslandene, så EU på store bannere kan prale af, at EU har været med til at medfinansiere projekter, som i virkeligheden er betalt af skatteborgerne selv? Hvorfor skal EU kræve, at der ikke må være grænsekontrol mellem medlemslandene? Ja, man kunne blive ved med at stille de her spørgsmål om, hvorfor EU blander sig i stort og småt, noget, som EU dybest set ikke burde befatte sig med.

Den første mulighed for at komme med en grundlæggende forandret kurs er i forhold til de forestående forhandlinger om en reform af forordningen om koordinationen af EU-landenes sociale sikringsordninger, den såkaldte forordning 883, hvor forventningen er den fra Dansk Folkepartis side, at der sker en betydelig indskrænkning i, hvad vandrende arbejdstagere har ret til, ligesom der bør tages hul på en grundlæggende debat om, hvornår man er at betragte som vandrende arbejdstager, så vi kommer bort fra den situation, at 9 timers ugentligt arbejde kvalificerer en som vandrende arbejdstager og dermed eksempelvis som modtager af dansk SU.

Inden for en overskuelig periode skal EU's traktatgrundlag revideres. Den mulighed skal benyttes til at søsætte en ambition om en grundlæggende reform af EU, hvor flere opgaver overlades til nationalstaterne, og hvor nationalstaterne udstyres med den nødvendige magt til at kunne standse unødig intervention fra EU. Hvis der også skal være et forpligtende europæisk samarbejde om 10 år, så er det det, der skal til.

Jeg skal herefter på vegne af Liberal Alliance og Dansk Folkeparti oplæse følgende:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget opfordrer regeringen til at understøtte og forfølge den reformkurs, som den britiske premierminister, David Cameron, har tilkendegivet fortsat at ville efterstræbe i tilfælde af et britisk ja til fortsat medlemskab af EU. Folketinget pålægger regeringen aktivt at arbejde for en reform af EU, hvor nationalstaterne får større indflydelse, for en reform af bestemmelserne om vandrende arbejdstagere, og at regeringen i forbindelse med kommende forhandlinger om traktatændringer arbejder for, at der tilbageføres magt fra EU til nationalstaterne.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 46).

Det fremsatte forslag til vedtagelse vil herefter indgå i den videre forhandling.

Vi siger tak til ordføreren. Næste ordfører i rækken er hr. Peter Hummelgaard Thomsen, Socialdemokratiet.

Tak for det. Jeg skal også bare indledningsvis takke for forespørgslen. Jeg synes, det er en både god og relevant debat. Jeg vil starte med at sige, at vi fra Socialdemokratiets side jo også mener, at det helt og holdent er briternes egen afgørelse, som skal træffes i juni måned.

Vi mener til gengæld også, som udenrigsministeren også redegjorde for, at der er en lang række forskellige fordele for Danmark i den aftale, som briterne har indgået. Det handler om anerkendelsen af, at man ikke i systemet hele tiden skal gå efter en »ever closer union«. Vi ser også med tilfredshed på den indeksering af børnechecken, som der er lagt op til, og det samme gælder i forhold til tilbagerulningen af Metockdommen.

Når det er sagt, håber vi og håber jeg rigtig meget, at briterne den 23. juni vil stemme for at blive i Unionen – først og fremmest fordi det entydigt er i Danmarks interesse. Udenrigsministeren redegjorde for en lang række af de mange fordele, der er. Og dertil hører selvfølgelig fortsatte muligheder for at have en stærk samhandel og stærke relationer med Storbritannien. Men derudover står vi jo altså også sammen med Storbritannien over for en lang række fælles meget store udfordringer. Og det er jo også den balance, vi hele tiden skal søge at nå, når vi på den ene side snakker om at have en sund debat om, at EU ikke skal bestemme alting, men på den anden side samtidig også anerkender, at mange af tidens helt store udfordringer er nogle, som vi er nødt til at løse i fællesskab. Det handler om flygtninge- og migrantkrisen, det handler om den stigende udfordring med, at der bliver placeret meget store beløb i skattely uden om staternes mulige skatteopkrævning, det handler om en fælles interesse i lønmodtagerbeskyttelse, og det handler grundlæggende om regulering af finanssektoren, sådan at vi kan undgå fremtidige finanskriser.

Derudover mener jeg også, at det rent faktisk er i Storbritanniens egen interesse, hvis de skal undgå et ræs mod bunden for lønmodtagere, sådan som flere fagforeningsledere, bl.a. fra de forskellige britiske fagforeninger, er ude at sige i Ugebrevet A4 i dag, men sådan set også for den britiske union i sig selv. Udsigten til – uden at jeg ellers vil blande mig i det – at den kan gå i opløsning, kan også få meget uoverskuelige følger. Og sidst, men ikke mindst, er det også i Storbritanniens egen interesse at kunne blive ved med at være en del af de meget store friheder, som der er forbundet med at være en del af Den Europæiske Union.

Derfor vil jeg læse følgende forslag til vedtagelse op på vegne af Socialdemokratiet, Venstre, Alternativet, Radikale Venstre, SF og Det Konservative Folkeparti:

Forslag til vedtagelse

»Der blev på mødet i Det Europæiske Råd den 18.-19. februar 2016 opnået enighed om en aftale med Storbritannien. Aftalen adresserer de ønsker til reform af EU-samarbejdet, som den britiske premierminister fremførte i sit brev af 10. november 2015.

Folketinget noterer sig, at den britiske premierminister har udtrykt tilfredshed med aftalen, som han finder udgør et godt grundlag for folkeafstemningen den 23. juni 2015. Folketinget udtaler samtidig sin støtte til Storbritanniens fortsatte medlemskab af EU.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 47).

Så skal jeg til allersidst sige, at den radikale ordfører ikke kunne være her, men at han – som jeg allerede har nævnt – bakker op om forslaget til vedtagelse.

Tak. Det fremsatte forslag til vedtagelse vil herefter indgå i den videre forhandling.

Der er foreløbig en enkelt kort bemærkning. Spørgeren er hr. Kenneth Kristensen Berth, Dansk Folkeparti.

Man får jo lyst til at spørge ordføreren, hvad det her skal bruges til. Altså, sagen er den, at jeg har læst, at fru Mette Frederiksen og hr. Nick Hækkerup har tilkendegivet, at den socialdemokratiske EU-kurs nu er blevet tilrettet, bl.a. i forhold til østeuropæiske dagpengemodtagere, SU osv. osv. Man har tilrettet kursen fra Socialdemokratiets side, men alligevel står ordføreren her og taler på vegne af den gamle SR-regering – det gamle SR-flertal, var jeg lige ved at sige, men det er heldigvis mange år siden, om nogen sinde, at der har været et sådant – som om Socialdemokratiet og De Radikale står last og brast om EU-politikken.

Er det tilfældet? Står Socialdemokratiet og De Radikale last og brast om EU-politikken? Hvis det er tilfældet, hvad skal der så lægges i den der tilretning, som hr. Nick Hækkerup og fru Mette Frederiksen har talt om er Socialdemokratiets EU-politik?

Ordføreren.

Først og fremmest vil jeg sige, at jeg ikke har talt på vegne af De Radikale. Jeg har læst et forslag til vedtagelse op, som De Radikale bakker op om, og så har jeg lovet på vegne af den radikale ordfører at sige fra talerstolen, at han ikke kunne være her under den her del af forhandlingen. Men jeg skal ikke – heldigvis, havde jeg nær sagt – tages til indtægt for, hvad De Radikale mener og ikke mener.

Hvad angår den socialdemokratiske EU-politik, vil jeg – som jeg bl.a. sagde i min ordførertale, og som jeg også gav udtryk for under den foregående forespørgselsdebat – sige ja til, at vi lige nu er i en, kald det en evalueringsfase, kald det en tilretningsfase, hvor vi dels vurderer, præcis hvad det er, folkeafstemningsresultatet skal være udtryk for, dels mere anlægger et syn på udviklingen af EU, som ikke kun går i retning af, at alting skal være tættere.

Men som jeg også lige gav udtryk for i min ordførertale, er der en række punkter, hvor vi til gengæld gerne vil et tættere samarbejde. Det handler om reguleringen af finanssektoren. Det handler om en fælles kamp mod skattely og en lang række andre ting, som kun fælles EU-løsninger kan løse.

Spørgeren.

Det lyder alt sammen meget spændende. Det lyder faktisk nærmest som noget, Alternativet kunne finde på, altså det der med at sidde og evaluere sin egen indsats og sådan noget.

Det, jeg bare gerne vil høre, er: Hvad er det i det forslag til vedtagelse, som Dansk Folkeparti og Liberal Alliance har fremsat, man er uenig i, altså det forslag, hvor vi skriver, at nationalstaterne skal have større indflydelse; at vi skal have en reform af bestemmelserne om vandrende arbejdstagere; og at der skal tilbageføres magt fra EU til nationalstaterne? Hvilke af de tre pinde er Socialdemokratiet uenige i?

Ordføreren.

Altså, vi har jo valgt at skrive et forslag til vedtagelse sammen med en lang række andre partier, hvori vi noterer os, at den britiske premierminister har udtrykt tilfredshed med aftalen, som han finder udgør et godt grundlag for den folkeafstemning. Vi støtter, at Storbritannien skal blive i EU, og det er det, den her forespørgselsdebat handler om, og det er derfor, vi er blevet enige om den vedtagelsestekst.

Tak. Den næste spørger er hr. Søren Søndergaard, Enhedslisten. Værsgo.

Tak. Det er bare, fordi hr. Peter Hummelgaard Thomsen omtalte nogle fagforeningsfolk, der angiveligt skulle støtte det, hr. Peter Hummelgaard Thomsen står for. Det er jeg fuldstændig sikker på er rigtigt.

Men det er bare lige for at få klarlagt, at vi er enige om, at den aftale, som Socialdemokraterne i Danmark og som hr. Peter Hummelgaard Thomsen står her og roser, er en aftale, som den engelske socialdemokratiske leder har talt lodret imod. Han har sagt, at det er en rigtig dårlig aftale, og han har opfordret Europa-Parlamentet til at stemme imod en del af den aftale og forhindre, at den nogen sinde bliver til noget. Han opfordrer så til at stemme ja, fordi han ønsker, at Storbritannien skal blive i EU, men udgangspunktet er, at han siger, at det er en rigtig dårlig aftale. Det er bare for ligesom at være klar over, hvor Socialdemokratiet placerer sig i det internationale socialdemokratiske billede. Det er altså langt væk fra Jeremy Corbyn og det engelske Labourparti, og det er meget tæt på De Konservative og Venstre i Danmark.

Ordføreren.

Jeg får faktisk et deja-vu, for jeg tror, at jeg har fået præcis samme spørgsmål fra hr. Søren Søndergaard før, nemlig for en måneds tid siden, og jeg synes også, at jeg svarede relativt klart på det på det tidspunkt.

Jeg skal ikke gøre mig klog på, hvad Jeremy Corbyn har af motiver for det ene eller det andet, men jeg noterer mig, at det britiske Labourparti og Jeremy Corbyn entydigt går ind for, at Storbritannien skal blive i EU. Det er også det, det danske Socialdemokrati entydigt går ind for. Vi kan så samtidig mene, at den aftale, som David Cameron og Storbritannien har lavet med EU, også kan bruges til noget i en dansk kontekst, og det kan vi jo godt udtrykke tilfredshed med.

Afstår hr. Søren Søndergaard fra den anden korte bemærkning?

Så siger vi tak til Socialdemokratiets ordfører, og vi går videre i ordførerrækken, og den næste er hr. Jan E. Jørgensen fra Venstre. Værsgo.

Tak. Jeg vil først og fremmest som ny ordfører på EU-området gerne sige, at jeg har glædet mig meget til den her forespørgselsdebat, som jo er blevet til på baggrund af et ønske fra Dansk Folkeparti.

Fremtiden for det europæiske fællesskab og i særdeleshed for Den Europæiske Union afhænger jo meget af, hvad der sker efter den 23. juni, hvor briterne stemmer om deres fremtidige medlemskab af EU. Det er derfor ikke bare relevant, men simpelt hen tvingende nødvendigt, at vi også her i Folketinget har en debat om, hvordan vi stiller os i forhold til briternes ønsker til en reform af EU-samarbejdet, for der er brug for en reform. Fra Venstres side har vi længe udtrykt et ønske om et slankere EU, som til gengæld er stærkere på de områder, hvor det giver mening for frihandel, sikkerhedspolitik og sikring af de ydre grænser – alt sammen ting, som vi ønsker skal være en del af fremtidens EU.

Vejen til den fremtid går naturligvis igennem en af vores vigtigste samarbejdspartnere, nemlig Storbritannien. Danmarks relation til Storbritannien går mange år tilbage, også til før der var noget, der hed EU. Da 1800-tallets politiske stridigheder havde lagt sig, blomstrede der i løbet af det 20. århundrede gode politiske og handelsmæssige relationer op mellem Danmark og Storbritannien. Og i anden verdenskrig var det Storbritannien, som med Montgomery i spidsen vippede besættelsesmagten af pinden her i Danmark, og efterfølgende udviklede de dansk-britiske handelsrelationer sig i et sådant omfang, at intet mindre end 20 pct. af dansk eksport i starten af 1970'erne endte i Storbritannien, som på det tidspunkt var vores største og vigtigste samhandelspartner.

I dag er Storbritannien vores tredjestørste eksportmarked og samtidig en af vores vigtigste allierede i Bruxelles, når det kommer til spørgsmålet om, hvilken vej EU-samarbejdet skal gå, og derfor er der heller ikke nogen tvivl om, at det vil få store konsekvenser for såvel briterne som danskerne, hvis Storbritannien melder sig ud. Et nej vil nemlig med den britiske EU-minister David Lidingtons egne ord blive et spring ud i mørket for såvel briterne som for resten af EU.

I forhold til spørgsmålet hæfter jeg mig derfor ved, at forespørgerne har udtrykt ønske om, at Storbritannien bliver i EU som minimum for danskernes skyld, og det er vi fra Venstres side selvfølgelig enige i. Men vi mener altså alligevel, at interessen går ud over vores egne nationale interesser, fordi det for os ikke bare er afgørende for Danmark, men for hele EU, at Storbritannien bliver i Unionen, hvis vi på nogen måde skal gøre os forhåbninger om at få gennemført de reformer af EU-samarbejdet, som der er lagt op til i aftalen mellem Storbritannien og Det Europæiske Råd.

Et nej vil derimod kræve mange svære overvejelser, ikke bare om briternes medlemskab, men om hele Unionens fremtid, og det vil i værste fald blive begyndelsen til enden for det samarbejde, som generationer af europæere møjsommeligt har bygget op efter i århundreder at have bekriget hinanden. Det må ikke ske. Derfor er den britiske folkeafstemning afgørende for hele Europas skæbne, og derfor har vi alle en stor interesse i, at en så stor aktør som Storbritannien forbliver en del af Det Europæiske Fællesskab.

Afslutningsvis vil jeg derfor gerne understrege, at vi fra Venstres side stiller os positive over for den aftale, der er indgået mellem briterne og Det Europæiske Råd, og vi håber samtidig på, at briterne med et ja den 23. juni sikrer, at aftalen vil kunne udmøntes til gavn for et samlet, stærkt Europa. Også i denne sag skal jeg hilse fra Det Konservative Folkeparti og sige, at de bakker op om det fælles forslag til vedtagelse.

Tak. Der er en enkelt indskrevet til en kort bemærkning, og det er hr. Kenneth Kristensen Berth, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Jeg føler mig på baggrund af ordførerens oplæg lidt foranlediget til at stille et meget enkelt spørgsmål til ordføreren: Føler ordføreren, at Venstre forud for folketingsvalget sidste år forpligtede sig til en mere EU-skeptisk kurs?

Ordføreren.

Om jeg føler? Jeg ved ikke rigtig, hvad jeg føler i den sammenhæng. Jeg er ikke sådan en følepolitiker. Altså, Venstre har en positiv holdning til EU. Det har vi altid haft, men derfor ser vi da kritisk på, hvilken vej EU tager. Og det har i mange år været Venstres holdning, at de sager, som løses bedst nationalt, selvfølgelig fortsat skal løses nationalt.

I øvrigt deler vi ikke den frygt, som jo bl.a. kom til udtryk i noget af Enhedslistens valgmateriale op til afstemningen den 3. december, for, at EU vil til at blande sig i alt muligt, om man måtte indgå ægteskab med andre af samme køn, og hvad ved jeg – hvad der blev fremført af mystiske påstande. Så de ting, der løses bedst over grænserne, mener vi fortsat skal løses over grænserne.

Spørgeren.

Det var vel, når alt kommer til alt, mest et nej. Altså, jeg må bare stille ordføreren det spørgsmål: Mener ordføreren sådan helt grundlæggende, at når vi skal i gang med en ny traktat – og det skal vi jo inden for en overskuelig periode – skal den danske regering i forbindelse med den traktat trække i retning af, at flere beføjelser overlades til Bruxelles, eller skal den danske regering som udgangspunkt følge den linje, som David Cameron har tilkendegivet, nemlig at flere beføjelser skal tilgå medlemsstaterne?

Ordføreren.

Så simpelt mener jeg altså ikke at man kan stille det op.

Vi siger tak til Venstres ordfører og går videre i ordførerrækken. Den næste er hr. Søren Søndergaard fra Enhedslisten.

Jeg synes, at vi skal ønske briterne tillykke, ikke nødvendigvis med aftalen – det synes jeg ikke der er nogen grund til – men med, at de får mulighed for at stemme om EU-medlemskabet. Det synes jeg er godt, det synes jeg er rigtigt. Altså, Cameron har jo forhandlet det bedste, han kunne, og lavet en aftale, som et flertal af partier her i Folketinget roser. Den aftale bliver så sendt til folkeafstemning, og her får briterne muligheden for at sige til, hvis ikke de ønsker være med i det nye EU på de betingelser, som Cameron har opstillet. Så kan de vælge at forlade EU.

Det er klart, at vi ikke er fans af David Camerons plan, men vi synes faktisk, at det er en rigtig god idé, at befolkningen får det valg. Vi synes faktisk, at vi skal gøre præcis det samme i Danmark. Hvorfor skal den danske befolkning ikke have lov til at tage stilling til EU-medlemskabet? Der er partier fra højre til venstre, som i tide og utide snakker om, hvor godt det ville gøre EU, og hvor mange forandringer det ville skabe, og det synes vi er rigtigt. Men så gå sammen, og prøv at skabe de forandringer, ligesom Cameron har gjort. Se, hvilke forbedringer I kan få igennem; se, hvor langt I kan komme, og læg så det resultat, I når, frem for befolkningen, og spørg befolkningen: Skal vi fortsætte i EU på det grundlag, eller skal vi træde ud? Det er befolkningens afgørelse.

Der er jo rigtig mange gode grunde til at have en sådan folkeafstemning. Det er mere end 40 år siden, Danmark tilsluttede sig. Tiden er gået, EU har mildest talt udviklet sig på alle måder – i forhold til hvad man beskæftiger sig med, og i forhold til hvad man ikke beskæftiger sig med. Man går ind og beskæftiger sig med områder, som den danske befolkning udtrykkeligt blev lovet man ikke ville beskæftige sig med. Det gælder f.eks. strejkeretten og socialpolitikken. På en række områder går man ind og beskæftiger sig med noget, som befolkningen ellers var blevet lovet at man ikke ville røre ved. Så er det vel meget rimeligt, at man på et tidspunkt siger: Okay, lad os se, om vi stadig væk har befolkningen med os.

Hvad kan der ske ved det? Ja, der kan jo ske det, at befolkningen giver en ret og siger: Vi skal blive i EU på de nyforhandlede betingelser. Det er jo godt. Så kan der ske det, at befolkningen siger, at man ikke ønsker at blive i EU, og så er det vel også godt. For hvis befolkningen ønsker noget andet, er det vel befolkningens vilje, der skal sættes igennem. Eller er der nogle, der synes, at det er en god idé, at Danmark er i EU, i modsætning til hvad den danske befolkning ønsker? Det lyder i så fald ikke særlig demokratisk. Så det er en ren win-win-situation, som alle burde kunne bakke op om.

Vi har ovenikøbet nogle ideer til, hvilke ting vi synes regeringen skulle forhandle i forhold til en nyordning, og der er vi sikre på at både SF og Alternativet vil bakke os op. Der skal gøres noget i forhold til social dumping, som vi har diskuteret tidligere i dag. Der skal gøres noget i forhold til selvbestemmelse, hvad angår velfærden. Det skal være muligt at gå foran, når det gælder sundhed, miljø, fødevaresikkerhed og dyrevelfærd. Tag bare i dag, hvor det er kommet frem, at antallet af dyretransporter fra Danmark på over 8 timer, hvor dyrene lider, er øget til det dobbelte – og det danske Folketing har på grund af EU ikke ret til at træffe en beslutning om at forsvare dyrevelfærden og indføre en begrænsning af, hvor lang tid man kan transportere levende dyr. På sådan nogle områder skal vi have mulighed for at gå foran. Lad os kæmpe for det sammen, og lad os så præsentere det resultat for vælgerne. Det tilbyder vi regeringen vores støtte til som udgangspunkt for at få en folkeafstemning, der kan bringe den danske befolknings holdning i overensstemmelse med, hvad der er den faktiske politik.

Derfor skal jeg også på vegne af Enhedslisten fremsætte følgende:

Forslag til vedtagelse

»Regeringen opfordres til øjeblikkeligt at indlede forhandlinger med EU om en nyordning, som ubetinget sikrer de enkelte medlemslande muligheden for at bekæmpe social dumping, herunder sikrer selvbestemmelse med hensyn til regler for velfærdsydelser, og at gå foran på områder som sundhed, miljø, fødevaresikkerhed og dyrevelfærd.

Folketinget opfordrer samtidig regeringen til at følge det britiske eksempel og udskrive en folkeafstemning om, hvorvidt Danmark skal forblive i EU på de nye betingelser eller melde sig helt ud.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 48).

Tak. Det fremsatte forslag til vedtagelse vil herefter indgå i den videre forhandling.

Ordføreren bedes forblive på talerstolen. Der er en enkelt kort bemærkning foreløbig – det er hr. Kenneth Kristensen Berth, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Der er jo faktisk rigtig meget af det, som ordføreren her har tilkendegivet, som Dansk Folkeparti sagtens kan tilslutte sig, herunder i virkeligheden også ønsket om på et tidspunkt, hvis det måtte blive aktuelt, at afholde sådan en folkeafstemning, som ordføreren her tilkendegiver. Det ligger ikke nødvendigvis så fjernt.

Jeg skal bare lige forstå det selv: Altså, forudsat at man nu fik puttet de her ting ind i EU-rammen, som ordføreren efterspørger, og kom igennem med de her ting, ville Enhedslistens så i sådan et tænkt scenario gå ud at anbefale et ja til fortsat medlemskab af EU?

Ordføreren.

Altså, Enhedslisten går ind for udmeldelse af EU – det gør vi stadig væk. Men vi er villige til at hjælpe de partier, som fremfører det synspunkt, at man kan få alt muligt godt igennem EU, med at få afprøvet den teori – altså, det er klart.

Det er jo klart, at de her ting under alle omstændigheder vil gøre, at det EU, vi så står med, vil være bedre end det EU, der er i dag. Nu kan man måske så overveje, om der kommer noget ud af de forhandlinger – jeg tvivler selv. Men vi er villige til at give det et forsøg, prøve det af, give det en chance, og så sætte de to ting over for hinanden. Så vil det også for os være en win-win-situation.

Hvis befolkningen følger os omkring en udmeldelse, vil vi have vundet. Hvis den følger os omkring et lidt forbedret EU, ja, så er det ikke godt, men det er i hvert fald et skridt i den rigtige retning.

Spørgeren.

Ja, det er selvfølgelig også en taktik, man kan anlægge, og det anerkender jeg fuldt ud. Jeg vil bare spørge, om ordføreren ikke er enig med mig i, at der sådan bredt i EU nu er opbrud. Altså, der er mange forskellige politiske partier, som er ved at have fået nok af EU, og som ønsker en anden vej for EU eller ønsker udmeldelse af EU.

Tror ordføreren ikke, at det på en eller anden måde måske kan gøre indtryk? Eller tror ordføreren, at vi skal ned og have noget, der ramler sammen, for så at kunne bygge noget op?

Ordføreren.

Det ved vi ikke. Altså, det ved vi ikke. Men vi er villige til gøre forsøget. Vi siger jo netop, at den model, man har valgt i England, jo rent faktisk kan være en mulighed, forstået på den måde, at man forsøger at komme så langt, man kan, og så giver man befolkningen et valg.

Det, vi måske nok synes, når det nu er Dansk Folkepartis ordfører, der spørger, er jo, at det er lidt underligt, at Dansk Folkeparti ikke helhjertet bakker op om den mulighed for at få en dansk folkeafstemning. Altså, det synes vi jo at Dansk Folkeparti burde gøre helhjertet – bakke op om befolkningens mulighed for at stemme om EU-medlemskabet. Og det vil vi give befolkningen mulighed for.

Tak til Enhedslistens ordfører. Den næste ordfører i rækken er fru Christina Egelund fra Liberal Alliance.

Tak for det. I Liberal Alliance er vi glade for den reformdagsorden, som Storbritanniens premierminister har sat for EU. På den baggrund har vi f.eks. her i dag anledning til en politisk debat om EU og nødvendigheden af reformer. Det synes jeg er godt, og derfor vil jeg også gerne kvittere til Dansk Folkeparti for at have taget initiativet til forespørgselsdebatten.

Den aftale, som Storbritannien har indgået med EU, er blevet kaldt både banebrydende og historisk, og i vores optik er der i den grad behov for et banebrydende opgør med den kurs, EU har sat, og for vores skyld må opgøret gerne være historisk, så længe det, der kommer ud af det, er et smallere, men stærkere EU.

Det eneste ærgerlige ved situationen omkring Storbritanniens genforhandling af sin tilknytning til EU er, at et stort medlemsland har følt det nødvendigt at sætte sit medlemskab af Unionen på højkant, før der for alvor kom skub i reformdagsordenen. Og jeg håber inderligt, at et flertal af briterne den 23. juni stemmer for at blive i Den Europæiske Union.

Vi er i Liberal Alliance tilhængere af et stærkt europæisk samarbejde, der bygger på frivillighed; et samarbejde, der rummer de særaftaler, der skal til, for at 28 forskellige medlemslande kan se sig selv i fællesskabet. I min optik er den såkaldte cherry picking en del af løsningen, ikke en del af problemet. De reformdagsordener, den britiske regering har sat, er også relevante for os.

Spørgsmålet om ikke at stille medlemslandene uden for euroen dårligere end landene i eurozonen er relevant for Danmark. Muligheden for at indeksere velfærdsydelser er relevant for Danmark. Muligheden for at kunne fravige visionen om en stadig snævrere union er relevant for Danmark. Muligheden for, at nationale parlamenter kan trække et såkaldt rødt kort over for EU-lovgivning, der ikke respekterer nærhedsprincippet, er relevant for alle medlemslande.

I Liberal Alliance støtter vi altså varmt gennemførelsen af de reformer, som den britiske premierminister har forhandlet på plads, og vi opfordrer regeringen til at forfølge den reformdagsorden i EU, også selv om det virkelig kedelige skulle ske, at Storbritannien måtte stemme for at forlade Unionen. Indtil da opfordrer vi til, at man bakker op om den britiske premierministers indsats frem mod folkeafstemningen, og vi håber som sagt inderligt, at et flertal at briterne den 23. juni vil stemme for at forblive i Den Europæiske Union.

Tak til Liberal Alliances ordfører. Den næste ordfører i rækken er hr. Rasmus Nordqvist fra Alternativet.

Som jeg sagde tidligere, er vi i Alternativet altid glade for at tage en mere dybdegående diskussion af, hvad vi vil med det europæiske samarbejde. For det europæiske arbejde er større end det, vi har set de seneste år. Nødvendigheden af at tage denne grundlæggende diskussion kan næppe understreges nok. EU står over for store globale udfordringer, som kræver meget bedre svar end dem, som medlemslandene hidtil har kunnet blive enige om.

Det europæiske samarbejde er i dag voldsomt udfordret. Flygtningekrisen, klimakrisen og den meget høje ungdomsarbejdsløshed er alle grænseoverskridende kriser, der kræver kollektive svar. Hvis vi i EU ikke formår at sætte os ned og få taget de svære diskussioner om, hvordan vi får gjort EU bedre, så risikerer vi, at flygtningekrisen løber endnu mere løbsk, fordi vi ikke turde tage de nødvendige værktøjer i brug. Vi risikerer at tabe kampen mod klimaforandringerne og skubbe gevaldige regninger videre til vores børn og børnebørn. Vi risikerer at tabe en hel generation på gulvet, fordi vi ikke evnede at give de unge de muligheder, som de fortjener, mens tid var.

Derfor er det på høje tid, at vi i EU rykker sammen og har det politiske mod til at turde det europæiske samarbejde, også når udfordringerne synes store. En reform af EU-samarbejdet skal derfor ikke munde ud i, at vi lukker os om os selv, men derimod et solidarisk og progressivt EU, så vi igen kan føre an i de globale reformer, som kan skabe en seriøs, bæredygtig omstilling og en positiv forandring på globalt niveau. Denne forandring kræver både politisk prioritering og investering, og ikke mindst kræver den lederskab fra progressive lande, som Danmark kunne være et af.

Alternativets vision for EU-samarbejdet er krystalklar: Vi ønsker at trække Europa i en mere bæredygtig retning. Dette gælder både på det økonomiske, det sociale og det miljømæssige plan. Men det gælder også i forhold til udbredelsen af menneskerettigheder og ligestilling, hvor vi fra dansk side før har brugt vores stemme til at gå forrest.

I Alternativet ønsker vi ikke, at en reform af EU skal ske med aftalen mellem Storbritannien og EU som forbillede. Storbritanniens aftale med EU løser nemlig ikke de dybtliggende problemstillinger i det europæiske samarbejde. Vi mener, at en reform af samarbejdet bør fokusere på at styrke demokratiet og samarbejdet og skabe mere gennemsigtighed i de europæiske institutioner. Vi tror heller ikke, at en reform af EU med udspring i punkterne fra aftalen vil løse den store tillidskrise, som EU står over for i forhold til de europæiske befolkninger. Det vil nok nærmere have den modsatte effekt. Lad mig blot nævne et par eksempler.

Mange har givet udtryk for, at man ikke ønsker, at EU udvikler sig til en social union, og der lægges op til, at man med den engelske aftale kan lave særlige suspensionsordninger i forsøget på at dæmme op for, hvad der meget grimt er blevet kaldt for velfærdsturisme.

For det første mener jeg stadig væk ikke, at vi har set beviser på, at der er reelle problemer med velfærdsturisme. For det andet frygter jeg, at vi med tiltag som disse er unødigt med til at mistænkeliggøre nogle europæiske borgeres motiver for at komme til andre europæiske lande. Vi kan med tiltag som disse være med til at sætte vores kerneværdier over styr, for det er den frie bevægelighed, der er hjørnestenen i det europæiske samarbejde, og vi har brug for den vandrende arbejdskraft, også i Danmark. I stedet for at understøtte en alt for forsimplet mytedannelse om velfærdsturisme mener jeg, vi bør se på de udfordringer, vi reelt står over for.

Et andet stort fokus i Storbritanniens aftale var fokusset på EU's konkurrenceevne. Dette store og ofte snævre fokus på nationale økonomiske gevinster ved det europæiske samarbejde synes jeg er rigtig ærgerligt. Det skygger nemlig for, at EU er meget mere end et vækstprojekt. EU var og er først og fremmest et solidarisk fællesskab og et fredsprojekt, som oven i købet har potentiale til at blive en løftestang for global grøn omstilling.

Så lad mig komme til, hvad Alternativet mener at en reform af det europæiske samarbejde vil skulle indeholde. I Alternativet plejer vi sige, at Danmark skal være det bedste land for verden. Det er det samme, der gælder for EU. Det europæiske samarbejde skal være det bedste internationale samarbejde for verden, et samarbejde, der tør udvise politisk mod til at træffe de svære beslutninger og gå forrest i kampen for eksempelvis klima og menneskerettigheder.

Vi bliver også nødt til at adressere det demokratiske underskud i det europæiske samarbejde, det underskud, der giver næring til folkelig mistillid og skaber en problematisk afstand mellem borgerne og de europæiske institutioner. Vi bliver nødt til at åbne beslutningsprocesserne endnu mere op, så borgerne i EU ikke føler sig magtesløse og uden indflydelse. En række tiltag kunne nemt gennemføres for at komme dette i møde. Det kræver blot den politiske vilje. Et forslag kunne eksempelvis være, at man livestreamer møderne i Rådet.

Tak til Alternativets ordfører. Vi går videre til hr. Holger K. Nielsen som ordfører for Socialistisk Folkeparti.

Det er jo altid vigtigt at have debatter her i Folketingssalen, og der er bestemt også blevet sagt mange væsentlige ting i de indlæg, der har været indtil nu. Men igen er det en lidt underlig debat, vi har, for vi kender jo ikke resultatet af den britiske folkeafstemning. Det er jo svært at diskutere ud fra spørgsmålet: Hvis det ene eller det andet sker – hvad så? Det bliver nødvendigvis en meget hypotetisk diskussion, vi kommer ind i, og den giver jo faktisk først rigtig mening efter den 23. juni – så tror jeg, der virkelig vil være grund til at diskutere konsekvenserne, specielt hvis briterne siger nej. Så har vi grund til at tage fat i en stor diskussion.

Men indtil da er det her en sag for den britiske befolkning, og vi kan godt gå ind som individuelle politikere og deltage i debatten derovre, men jeg synes ikke, at det danske Folketing på den måde skal gå ind og forholde sig så meget til det, bortset fra at vi kan udtrykke et samlet ønske om, at Storbritannien bliver i EU. Og det er vi jo sådan set meget enige om vil være en fordel at de gør.

Men den aftale, som Cameron har forhandlet, skal jeg ikke sige så meget om. Han har vel forhandlet ud fra, hvad han mente ville være bedst for Storbritannien, og det er jo den aftale, som er grundlaget for den britiske folkeafstemning. Der må vi så have tillid til, at det vil være nok til, at briterne siger ja til at blive i EU. Det afgørende, synes jeg, er jo, at Storbritannien ikke melder sig ud af EU, og det er det, som er udgangspunktet for vores tilgang til hele diskussionen og også vores tilgang til den aftale, som Cameron har forhandlet.

Tak til ordføreren. Der er en kort bemærkning fra hr. Kenneth Kristensen Berth, Dansk Folkeparti.

Jeg tror, hr. Holger K. Nielsen har misforstået, hvad det er, Dansk Folkeparti gerne vil med det her. Det, vi gerne vil, er at se på, hvilke muligheder det her giver. Giver det her nogle nye muligheder for i virkeligheden at redde EU, redde det projekt, som jeg ved hr. Holger K. Nielsen er dybt fascineret af og forelsket i? For alternativet til ikke at gøre noget og alternativet til at fortsætte den kurs, som man har udstukket indtil nu, er ganske enkelt, at så bryder det sammen. Og det synes vi ikke at vi er tjent med.

Vi er tjent med at have et samarbejde på europæisk plan, og der må jeg bare sige, at jeg ikke er i tvivl om, hvad det er, Holger K. Nielsen gerne vil. Hr. Holger K. Nielsen vil gerne mere af det samme, det er jeg ikke i tvivl om. Så det her var sådan set mest til oplysning for hr. Holger K. Nielsen om, hvordan de faktiske forhold er. Altså, det her handler om perspektiverne i en britisk afstemning, i et ja eller et nej, ikke om de faktiske forhold.

Ordføreren.

Nej, jeg tror ikke, jeg har misforstået, hvad Dansk Folkeparti vil. Sagen er den, at det er totalt uforståeligt, hvad Dansk Folkeparti vil, så der er ikke så meget at misforstå der. Det er simpelt hen ikke til at forstå, hvad det er. Så kommer der en masse tirader om, hvad der vil ske, hvis det og det sker, og jeg ved ikke hvad. Skal vi ikke lige tage det meget konkret og tage det så jordbundet, som det her nu bør tages: Storbritannien har en folkeafstemning den 23. juni, og der håber vi at briterne siger ja til at blive i EU. Så lad det blive ved det.

Hr. Kenneth Kristensen Berth.

Det kan godt være, hr. Holger K. Nielsen ikke har forstået, hvad Dansk Folkeparti vil, men det er der så 21 pct. af vælgerne der har, og det er jo også meget godt. Det vælger jeg så at have tillid til.

Jeg må bare sige til hr. Holger K. Nielsen, at det er perspektivet, at det er ideen om, hvad det er for EU, vi vil hen imod. Der var engang, hvor hr. Holger K. Nielsen gerne ville have mere magt til nationalstaterne. Så blev han bange for nogle partier som Dansk Folkeparti, og pludselig blev han fuldtonet europæer. Det er en lidt besynderlig udvikling, men den må hr. Holger K. Nielsen jo selv om.

Ordføreren.

Jamen hør her: Jeg har altså beskæftiget mig med europæiske visioner, siden hr. Kenneth Kristensen Berth gik med ble og gik i vuggestue. Og derfor synes jeg ikke, jeg rigtig gider høre på, at han skal belære mig om, hvordan man diskuterer europæisk politik.

Der er stadig væk virkelig grund til at debattere, hvordan Europa skal udvikle sig – da vi jo også adskillige gange har foreslået, at man får et mere fleksibelt europæisk samarbejde. Det er da muligt, at den britiske folkeafstemning vil give anledning til det, men det er der bare ikke en djævel der ved. Det er der, hvor Dansk Folkeparti ligesom tager patent på at vide alt om, hvad den britiske folkeafstemning vil give grundlag for, hvad den betyder, og hvad man kan drage af konklusioner. Det er jo helt, helt både utidigt og usagligt, og der er ikke noget grundlag for det.

Skal vi ikke lige afvente den britiske folkeafstemning; skal vi ikke afvente, hvad resultatet bliver; og skal vi ikke afvente, hvad reaktionerne bliver i andre lande? Det ved vi faktisk ikke noget som helst om.

Tak til ordføreren. Så har hr. Kenneth Kristensen Berth, Dansk Folkeparti, bedt om ordet i anden runde.

Tak for det. Jeg må sige til hr. Holger K. Nielsen, at jeg er glad for, at jeg ikke er medlem af Socialistisk Folkepartis folketingsgruppe, for der er da indtil flere medlemmer af Socialistisk Folkepartis folketingsgruppe, der er væsentlig yngre, end jeg er, og hvis hr. Holger K. Nielsen heller ikke gider diskutere med dem, så ville jeg, hvis jeg var en af dem, synes, at det var lidt ærgerligt at sidde i den gruppe. Men jeg kan forstå, at man skal være på alder med hr. Holger K. Nielsen, for at han vil tage en politisk debat, og det må vi jo så bare tage ad notam.

Jeg stiller mig op her og nu, og det gør jeg faktisk i undren, i dyb og grundlæggende undren over, at vi har en udenrigsminister, som ikke ønsker at deltage i en debat om en historisk krise i EU-samarbejdet, og som ikke vil stille sig til rådighed for, at Folketingets medlemmer kan stille spørgsmål til ham om de her ting. Det er dybt forunderligt. Jeg har ingen mulighed for at stille spørgsmål til udenrigsministeren, når udenrigsministeren er oppe for at besvare forespørgslen. Jeg har først mulighed for at stille spørgsmål til udenrigsministeren, hvis udenrigsministeren tager ordet til slut, og derfor har jeg ikke haft mulighed for at stille spørgsmål til udenrigsministeren.

Når det så er sagt, vil jeg sige, at jeg ikke ved, om jeg synes, at vi har haft en god debat, men jeg må sige, at jeg ikke forstår, hvorfor Venstre og Konservative ikke kan være med i det forslag til vedtagelse, som Liberal Alliance og Dansk Folkeparti har fremsat, men i stedet er medunderskrivere på, hvad jeg vil kalde en lirumlarumtekst, som ikke rigtig indeholder noget, og som der ikke er meget perspektiv i. Som jeg også sagde i min ordførertale, skal der, hvis EU skal overleve, ske noget nyt. Ellers er jeg enig i det synspunkt, som hr. Søren Søndergaard har tilkendegivet, nemlig at der så formentlig kun er én vej, og det er ned ad slisken. Migrantkrisen, den græske krise og den britiske afstemning er jo alt sammen symptomer på, at der er noget helt galt i EU, men jeg ser bare en udtalt vilje til at ignorere det faktum i dag, og det synes jeg sådan set er dybt sørgeligt.

Erkendelsen af, at der er noget galt, bør ramme alle, uanset om man er modstander, skeptiker eller jubeleuropæer, for det hus, man er ved at bygge nu, har ikke noget fundament at stå på. Og hvis det fundament, der trods alt er, bliver stadig mere porøst – lande falder fra, lande vil ikke finde sig i at blive nedstemt, og befolkningerne føler sig svigtet af EU, fordi EU ikke har handlet i forhold til immigrantkrisen og terrortruslen – så forsvinder den sidste rest af opbakning til det projekt. Så jubeleuropæerne risikerer, at deres hus falder sammen, og vi skeptikere vil så gerne et andet EU, som er mere demokratisk og transparent, og som har bedre plads til nationalstaterne. Hvis det hele skvatter sammen, er det sådan set også skidt for os, for hvad så med de ting, der trods alt er gode i EU-samarbejdet som f.eks. frihandelen eller dele af samarbejdet inden for Europol? Den slags risikerer jo også at ryge med i faldet.

Så er der modstanderne, som jo i dag er repræsenteret ved hr. Søren Søndergaard og Enhedslisten. I princippet kan de selvfølgelig grine hele vejen hjem og sige: Hvad sagde vi! Men sådan som jeg forstår Enhedslisten, vil Enhedslisten jo ikke melde sig ud af Europa. Og hvis de vil det, vil de melde sig ind i verden, og så kan man selvfølgelig stille det spørgsmål, om det er et bedre sted at være, når alt kommer til alt. Det er jeg ikke ganske sikker på, men sådan er det jo. Så jeg synes bare, det er bedre at gå konstruktivt ind i at arbejde for et bedre EU – et EU, der kan generere folkelig opbakning, fordi det er et EU, der ikke står over medlemsstaterne, men som er i pagt med medlemsstaterne. Jeg tror, at det vil være klogt at tage bestik af det, og jeg tror, at det vil være klogt, at de såkaldte japartier tager temperaturen på virkeligheden og konstaterer, at der er meget langt fra den EU-begejstring, som er repræsenteret i det her parlament, og så til den stigende utilfredshed, der er i befolkningen.

Svaret på EU's udfordringer er ikke mere EU. Svaret er et andet EU. Og bliver spørgsmålet til borgerne igen, om vi skal have mere EU, så bliver svaret også nej tak. Det er lige så sikkert som amen i kirken. Jeg havde håbet på, at vi i dag kunne lægge os i selen for at bruge den britiske afstemning konstruktivt til at pege fremad og til at spille med på den bane, som David Cameron har kridtet op, men jeg må jo desværre erkende, at jeg er blevet skuffet, og det tror jeg faktisk også at de borgere, der har fulgt med i den her debat bag skærmen, er blevet. Danmark skal stå fuldstændig bag de britiske reformbestræbelser nu og i fremtiden, og det skal vi først og fremmest for vores egen skyld.

Tak til ordføreren. Så skal jeg høre, om der er andre, der ønsker ordet.

Det er ikke tilfældet, og hermed er forhandlingen sluttet.

Afstemningen om det fremsatte forslag til vedtagelse vil som nævnt først finde sted torsdag den 31. marts 2016.