Miljøstyrelsen/J&A
18. januar 2016
MFVM 010
GRUND- og NÆRHEDSNOTAT TIL FOLKETINGETS EUROPAUDVALG
Kommissionens forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om
ændring af direktiv 94/62/EC om emballage og emballageaffald
KOM (2015) 596
Revideret genoptryk af grund- og nærhedsnotat oversendt til Folketingets Europaudvalg den 7.
januar 2016. Ændringer er markeret i marginen.
1. Resumé
Kommissionen har fremlagt en cirkulær økonomi pakke. Den samlede pakke består af tre
elementer:
1) En meddelelse ”Kredsløbet lukkes - en EU-handlingsplan for cirkulær økonomi”.
2) En liste over efterfølgende initiativer, der vil blive taget af Kommissionen i perioden 2015-
2018.
3) Forslag til ændring af seks direktiver om affald.
Nærværende forslag vedrører EU’s direktiv om emballage og emballageaffald.
Ændringsforslaget til emballagedirektivet indeholder nye forhøjede mål for genanvendelse og
genbrug af emballager i 2025 og i 2030 som bidrag til at fremme en cirkulær økonomi. Der
foreslås endvidere en ny metode til beregning af målopfyldelsen svarende til, hvad der fremgår
af det samtidigt fremlagte forslag til ændring af affaldsdirektivet, herunder at målene ikke alene
handler om genanvendelse af emballageaffald, men også omfatter emballageprodukter og -
komponenter, der genbruges samt håndteres i pant- og retursystemer og muligheden for at
medregne genanvendelse af metalslagge fra affaldsforbrænding. Endelig foreslås tilpasning af
en række lovgivningsbeføjelser til kommissionen til traktatens artikel 290 og 291 om delegerede
retsakter og gennemførelsesretsakter.
Regeringens stillingtagen til forslagets konkrete genanvendelsesmål mv. afventer en nærmere
vurdering af forslagets miljømæssige og økonomiske konsekvenser.
2. Baggrund
Kommissionen sendte den 2. december 2015 ovennævnte forslag til Rådet. Forslaget forelå i
dansk udgave den 7. december 2015. Forslaget har hjemmel i TEUF artikel 114 (Indre Marked)
og skal derfor vedtages af Rådet med et kvalificeret flertal efter proceduren om den almindelige
lovgivningsprocedure i TEUF artikel 294.
Europa-Parlamentet har endnu ikke behandlet forslaget.
Forslaget er fremlagt i tilknytning til Kommissionens cirkulær økonomi-pakke.
Pakken består af tre elementer:
1) En meddelelse ”Kredsløbet lukkes - en EU-handlingsplan for cirkulær økonomi”.
2) En liste med godt 50 konkrete initiativer til fremme af cirkulær økonomi, som Kommissionen
vil tage i perioden 2015-2018.