NaturErhvervstyrelsen/
Departementet
Dato: 22. december 2015
MFVM 461
GRUNDNOTAT TIL FOLKETINGETS EUROPAUDVALG
om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om en bæredygtig
forvaltning af de eksterne flåder og om ophævelse af Rådets forordning (EF) nr.
1006/2008
KOM (2015) 636
Resumé
Kommissionen har fremlagt forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om en
bæredygtig forvaltning af de eksterne flåder. Forslaget erstatter forordning 1006/2008 om
fiskeritilladelser. Forslaget fremsættes som led i reformen af den fælles fiskeripolitik og for at
bringe forordningen i overensstemmelse med kontrolforordningen. Forordningen gælder for alt
fiskeri, der udøves af EU-fartøjer uden for EU-farvand og tredjelandes fartøjer i EU-farvand, og
fastsætter vilkår for fiskeriet, herunder krav om fiskeritilladelser og flagstaters og Kommissionens
håndhævelse af bestemmelserne. I forslaget øges kravene til fiskerilicenser, og medlemsstaternes
rapportering ændres.
Baggrund
Kommissionen har ved KOM (2015) 636 af 10. december 2015 fremsendt forslag til Europa-
Parlamentets og Rådets forordning om en bæredygtig forvaltning af de eksterne flåder og om
ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 1006/2008. Forslaget er modtaget i en dansk
sprogversion den 10. december 2015.
Forslaget er fremsat med hjemmel i TEUF artikel 43, stk. 2, og kan vedtages i Rådet med
kvalificeret flertal.
Formål og indhold
Forslaget omhandler forvaltningen af fiskeritilladelser til EU’s eksterne flåde, der fisker uden for
EU-farvande, og til tredjelandsfartøjer, der fisker i EU-farvande. Forslaget erstatter forordning (EF)
nr. 1006/2008 om fiskeritilladelser. Forslaget fremsættes som led i reformen af den fælles
fiskeripolitik og for at bringe forordningen i overensstemmelse med kontrolforordningen.
Forslaget til forordningen præciserer de generelle regler vedrørende fiskeritilladelser for EU’s
eksterne flåde og tredjelandes flåder i EU-farvand. Specifikke regler i bilaterale aftaler eller
regionale fiskeriforvaltningsorganisationer har forrang, da forslaget alene udstikker de generelle
regler.