NaturErhvervstyrelsen/
Departementet
Dato: 25. januar 2016
MFVM 13
REVIDERET GRUNDNOTAT TIL FOLKETINGETS EUROPAUDVALG
om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om en bæredygtig forvaltning
af de eksterne flåder og om ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 1006/2008
KOM (2015) 636
Revideret genoptryk af grundnotat oversendt til Folketingets Europaudvalg den 22. december 2015. Ændringer
er markeret i marginen.
Resumé
Kommissionen har fremlagt forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om en bæredygtig
forvaltning af de eksterne flåder. Forslaget erstatter forordning 1006/2008 om fiskeritilladelser. Forslaget
fremsættes som led i reformen af den fælles fiskeripolitik og for at bringe forordningen i overensstemmelse med
kontrolforordningen. Forordningen gælder for alt fiskeri, der udøves af EU-fartøjer uden for EU-farvand og
tredjelandes fartøjer i EU-farvand, og fastsætter vilkår for fiskeriet, herunder krav om fiskeritilladelser og
flagstaters og Kommissionens håndhævelse af bestemmelserne. I forslaget øges kravene til fiskerilicenser, og
medlemsstaternes rapportering ændres.
Baggrund
Kommissionen har ved KOM (2015) 636 af 10. december 2015 fremsendt forslag til Europa-Parlamentets og
Rådets forordning om en bæredygtig forvaltning af de eksterne flåder og om ophævelse af Rådets forordning (EF)
nr. 1006/2008. Forslaget er modtaget i en dansk sprogversion den 10. december 2015.
Forslaget er fremsat med hjemmel i TEUF artikel 43, stk. 2, og kan vedtages i Rådet med kvalificeret flertal.
Formål og indhold
Forslaget omhandler forvaltningen af fiskeritilladelser til EU’s eksterne flåde, der fisker uden for EU-farvande, og
til tredjelandsfartøjer, der fisker i EU-farvande. Forslaget erstatter forordning (EF) nr. 1006/2008 om
fiskeritilladelser. Forslaget fremsættes som led i reformen af den fælles fiskeripolitik og for at bringe forordningen
i overensstemmelse med kontrolforordningen.
Forslaget til forordningen præciserer de generelle regler vedrørende fiskeritilladelser for EU’s eksterne flåde og
tredjelandes flåder i EU-farvand. Specifikke regler i bilaterale aftaler eller regionale
fiskeriforvaltningsorganisationer har forrang, da forslaget alene udstikker de generelle regler.
I forslaget fastslås det grundlæggende princip om, at ethvert fartøj skal have udstedt en tilladelse til fiskeri uden
for EU-farvande af sin flagmedlemsstat og kyststaten, inden fartøjet påbegynder dette fiskeri. Flagmedlemsstaten
skal sikre, at en række vilkår er opfyldt, inden den udsteder tilladelsen. Som noget nyt inkluderes blandt andet
bestemmelser om omflagning og procedure for omfordeling af uudnyttede fiskerimuligheder. I forslaget skærpes
vilkårene for tilladelser generelt, og Kommissionens beføjelser til at inddrage tilladelse udvides.