NaturErhvervstyrelsen/Departementet
Sags.nr.: 16-7143-000001/ 2016-1598
Dato: 11. februar 2016
MFVM 29
GRUNDNOTAT TIL FOLKETINGETS EUROPAUDVALG
om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om ændring af Rådets
forordning (EF) nr. 768/2005 om oprettelse af et EF-Fiskerikontrolagentur
KOM (2015) 669
Resumé
Som led i oprettelsen af et europæisk agentur for grænse- og kystbevogtning har Kommissionen fremsat forslag
om ændring af forordningen om etablering af et europæisk agentur til fiskerikontrol. Forslaget udvider det
europæiske fiskerikontrolagenturs kommissorium til at omfatte et samarbejde med det europæiske agentur for
grænse- og kystbevogtning og det allerede eksisterende europæiske agentur for søfartssikkerhed. Samarbejdet
mellem de tre agenturer har til formål at støtte de nationale myndigheder, der udfører kystvagtsfunktioner,
gennem levering af tjenester, oplysninger, udstyr og træning og gennem koordination af
flerformålsoperationer. Samarbejdet om kystvagtsfunktioner omfatter deling af oplysninger, levering af
overvågnings- og kommunikationstjenester, kapacitetsopbygning og kapacitetsdeling. Det europæiske
fiskerikontrolagenturs understøttelse af de nationale myndigheder skal ske på nationalt niveau og EU-niveau
samt internationalt, hvor det er relevant. En vedtagelse af forslaget skønnes ikke at berøre beskyttelsesniveauet
i Danmark og EU.
Baggrund
Kommissionen har ved KOM (2015) 669 af 15. december 2015 fremsendt forslag til Europa-Parlamentets og
Rådets forordning om ændring af Rådets forordning (EF) nr. 768/2005 om oprettelse af et EF-
Fiskerikontrolagentur. Forslaget er oversendt til Rådet den 15. december 2015. Forslaget er modtaget i en dansk
sprogudgave fra rådssekretariatet den 18. januar 2016.
Forslaget er fremsat med hjemmel i TEUF artikel 43, stk. 2, og skal behandles efter proceduren for den
almindelige lovgivningsprocedure i TEUF artikel 294.
Forslaget om ændring af forordningen om etablering af et europæisk agentur til fiskerikontrol indgår som en del
af Kommissionens samlede grænsepakke fremsat den 15. december 2015. Grænsepakken har til formål at sikre en
integreret grænseforvaltning af EU’s ydre grænser med henblik på effektivt at styre migrationen og sikre et højt
sikkerhedsniveau i EU samtidig med, at den fri bevægelighed for personer opretholdes.
Grænsepakken omfatter, udover nærværende forslag, følgende lovgivningsinitiativer:
Forslag til forordning om den europæiske grænse- og kystvagt og om ophævelse af Rådets forordning (EF) nr.
2007/2004, forordning (EF) nr. 863/2007 og Rådets beslutning 2005/267; KOM (2015) 671,
Forslag om ændring af forordning (EF) nr. 562/2006 [Schengen-grænsekodeksen] for så vidt angår en
styrkelse af kontrollen i relevante databaser ved de ydre grænser; KOM (2015) 670