Grund- og nærhedsnotat
Kulturministeriet, 27. juni 2016
Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om ændring af direktiv
2010/13/EU om samordning af visse love og administrative bestemmelser i
medlemsstaterne om udbud af audiovisuelle medietjenester i betragtning af
de ændrede markedsforhold KOM(2016) 287
Notatet fremsendes også til Folketingets Kulturudvalg.
Nyt notat
1. Resumé
EU-kommissionen har den 25. maj 2016 fremlagt et forslag til direktiv om ændring af
direktiv 2010/13/EU om samordning af visse love og administrative bestemmelser i
medlemsstaterne om udbud af audiovisuelle medietjenester i betragtning af de
ændrede markedsforhold. Forslaget er fremsat med hjemmel i TEUF art. 53(1) om
samordning af medlemsstaternes love og administrative bestemmelser om adgang til
at optage og udøve selvstændig erhvervsvirksomhed sammenholdt med art. 62 om fri
udveksling af tjenesteydelser inden for Unionen og er oversendt til Rådet den 30. maj
2016 i dansk sprogversion.
Forslaget har til formål at modernisere direktivet om audiovisuelle medietjenester
(AVMS-direktivet) i lyset af den teknologiske udvikling, ændringer i medielandskabet
og ændringer i medieforbruget mhp. at skabe en fleksibel og fremtidssikret
reguleringsramme uden at ændre ved AVMS-direktivets grundlæggende formål om at
sikre den frie bevægelighed af audiovisuelle medietjenester i EU, beskytte forbrugere
samt fremme kulturel mangfoldighed og mediefrihed.
Regeringen støtter forslagets formål om at modernisere AVMS-direktivet til gavn for
mediesektoren og forbrugerne. Regeringen vurderer samtidig, at der er elementer i
forslaget, som vil skulle analyseres og konkretiseres nærmere.
Forslaget vurderes ikke at have væsentlige statsfinansielle konsekvenser, idet der dog
må påregnes et øget ressourceforbrug i forbindelse med administrationen af en række
af de foreslåede regler. De samfundsøkonomiske og erhvervsøkonomiske konsekvenser
kan ikke opgøres på nuværende tidspunkt, men det er forventningen, at en række af de
foreslåede regler vil føre til udgifter for udbydere af on demand-tjenester og
videodelingsplatforme.
2. Baggrund
Kommissionen har den 25. maj 2016 ved KOM(2016) 287 offentliggjort et forslag til
direktiv om ændring af direktiv 2010/13/EU om samordning af visse love og
administrative bestemmelser i medlemsstaterne om udbud af audiovisuelle
Dok. nr. 16/01896-5