Europaudvalget 2015-16
KOM (2016) 0470 Bilag 1
Offentligt
1660670_0001.png
TTIP-netværket v. ATTAC-Danmark
Att.: Kenneth Haar
Advokatpartnerselskab
Rådhuspladsen
1550 København
4
V
Tlf.
Fax
33 3400
33340001
00
CVR 35 20 93 52
[email protected]
www.lett.dk
Notat om, hvorvidt CETA-aftalen
givelse i grundlovens forstand.
Af advokat Georg Lett, LETT
Indledning
1.
med Canada
vil indeholde suverænitetsaf-
11. august 2016
J.nr.: 307830-/LHA
Georg Lett
Advokat
Dir. tlf. 33 34 03 13
Mail [email protected]
Med dette notat vurderes, om den tvistløsningsprocedure der er indeholdt i kapitel
VIII i den mellem EU og Canada i april2016 indgående frihandelsaftale,' (herefter
"CET A-aftalen") indebærer en suverænitetsafgivelse i grundlovens forstand.
Tvistløsningsmodellen i CETA-aftalen betegnes generelt som en
"ISDS-ordning"
(Investor-to-State Dispute Settlement). Tvistløsninger af denne art, hvor en privat
investor kan optræde som part
i
forhold til en stat under en voldgiftsprocedure, er
ikke ukendt og genfindes i flere bilaterale handelsaftaler. Imidlertid er der med
CETA-aftalen introduceret en ny form for
"ISDS",
hvor en ad hoc voldgiftsproce-
dure er erstattet af et fast panel'
Hvis CETA-aftalens bestemmelser om tvistløsning indebærer suverænitetsafgivel-
se, vil følgen være, at aftalen kun kan indgås med bindende virkning for Danmark
under iagttagelse af proceduren i grundloven (herefter "GRL") § 20.
Resume af analyse og konklusion
Michelle Albrectsen
Sekretær
Dir. lif. 33 34 Ol 63
2.
3.
4.
5.
Analysen omfatter to klart adskilte spørgsmå!.
Det
ene
spørgsmål er, om en tvistløsningsbestemmelse, som indeholdt i CETA-
aftalen, indebærer overgivelse af suverænitet. Her konkluderes, at dette er tilfældet,
economic and trade agreement
between Canada, of the one part, and the European Union
(and its member ....) of the other part
hvorefter den nydannelse betegnes som et
"clear break
2
Se Kommissionens pressemeddelelse af 29.22016,
from den current ad hoc arbitration system
to
a permanet and institutionalised dispute settlement tribunal"
samt
samtidig udgivet"
summary of final negotiating results"
1
Comprehensive
 kom (2016) 0470 - Bilag 1: Henvendelse af 1/9-16 fra TTIP-netværket om Folketingets behandling af handelsaftalen mellem EU og Canada (CETA)
1660670_0002.png
fordi der er tale om overgivelse
i landet.
6.
7.
Denne undersøgelse
af dømmende myndighed med direkte virkning her
behandles under punkt 27 - 62.
Det
andet
spørgsmål knytter sig alene til det forhold, at aftalen, så vidt ses, agtes
indgået af EU på Danmarks vegne, uanset om der er tale om direkte virkning eller
ej. Det må derfor også undersøges, om proceduren efter GRL § 20 skal iagttages
som forudsætning for, at EU kan indgå denne aftale.
Dette spørgsmål, der for så vidt er præliminært i forhold til det førstnævnte
spørgsmål, behandles under punkt 63 - 78.
8.
Indledning om grundlovens ordning
9.
Hovedreglen er, at
"kongen"
(regeringen) handler på rigets vegne i folkeretlige
anliggender, jf. GRL § 19. Dog skal der indhentes samtykke fra Folketinget med
almindeligt flertal, bl.a. hvis
"folketingets medvirken er nødvendig til opfyldelse af
forpligtelsen, eller hvis aftaler i øvrigt er af større betydning'.
Regeringens kom-
petence til at handle
"på rigets vegne",
dvs.
i
mellemstatslige forhold, betegnes
undertiden som regeringsprærogativet.
GRL § 20 bestemmer:
10.
"Stk. l: Beføjelser, som efter denne grundlov tilkommer rigets
myndigheder, kan ved lov
i
nærmere bestemt omfang overlades
til mellemfolkelige myndigheder, der er oprettet ved gensidig
overenskomst med andre stater til fremme af mellemfolkelig
retsorden og samarbejde.
Stk.
2.
Til vedtagelse af lovforslag herom kræves et flertal på
fem sjettedele af folketingets medlemmer. Opnås et sådant fler-
tal ikke, men dog det til vedtagelse af almindelige lovforslag
nødvendige flertal, og opretholder regeringen forslaget, fore-
lægges det folketingsvælgerne til godkendelse eller forkastelse
efter defor folkeafstemninger
i
§
42
fastsatte regler. "
ll.
GRL
§
20, der blev indsat i forbindelse med grundlovsrevisionen i 1953, er således
udtryk for en begrænsning
i regeringsprærogativet i GRL
§
19 - også i de tilfælde,
hvor der efter GRL
§
19 kræves samtykke fra Folketinget, idet det ikke er nok med
almindeligt flertal, da der i stedet kræves et kvalificeret flertal (5/6 eller en folkeaf-
stemning), jf. GRL § 20.
Selvom ordet
"suverænitet"
ikke genfindes i lovteksten, antages det normalt og i
overensstemmelse med forarbejderne til grundloven, at GRL § 20 er udtryk for,
at
12.
Side 2
 kom (2016) 0470 - Bilag 1: Henvendelse af 1/9-16 fra TTIP-netværket om Folketingets behandling af handelsaftalen mellem EU og Canada (CETA)
1660670_0003.png
aftaler med andre lande, der indebærer
"suverænitetsafgivelse"
ikke vil kunne ind-
gås uden at ændre grundloven.
GRL § 20 afhjælper denne hindring ved at muliggø-
re
"suverænitetsafgivelse"
"i
nærmere bestemt omfang"
uden grundlovsændring.'
Bestemmelsen blev foreslået af professor Max Sørensen, og det fremgår af motive-
ringen, at tanken var at muliggøre, at myndighedsudøvelse, der efter grundloven er
henlagt til danske myndigheder, ikke uden videre kan overlades
til at blive udøvet
af myndigheder, hvis opgaver og ordning ikke er hjemlet i grundloven. Det er
historisk og begrebsmæssigt
mere rammende at betragte den i GRL § 20 hjemlede
beføjelse, som en hjemmel til at lade supranationale organer, der ikke er hjemlet
ved grundloven, overtage visse funktioner, der i øvrigt tilfalder de grundlovsbe-
stemte organer, end at søge at tillægge suverænitetsbegrebet som sådan en selvstæ-
dig betydning."
13.
På denne baggrund må GRL § 20 afgrænses
både opad i forhold til aftaler, der er
så omfattende indgreb i suveræniteten, at de ikke kan indgås uden at ændre grund-
loven og nedad i forhold til traktater, der kan indgås efter den almindelige be-
stemmelse GRL
§
19. Dette notat angår kun den nedre afgrænsning.
Højesteret har i flere sager vurderet anvendelsesområdet for GRL § 20. I
Højesterets dom af 6. april 1998
i
den såkaldte Maastricht-sag (U 1998.800H) udta-
ler Højesteret:
14.
"Anvendelse af den kvalificerede procedure efter GRL
§
20 er
nødvendig i det omfang, det overlades til en international orga-
nisation at udøve lovgivende, administrativelIer dømmende
myndighed med direkte virkning her i landet eller at udøve an-
dre beføjelser, som efter grundloven tilkommer rigets myndig-
heder, herunder beføjelse til at indgå traktater med andre sta-
ter. "
15.
Det er denne autoritative forståelse, der er gentaget i den senere afsagte
Lissabon-traktaten, der vil blive lagt til grund i dette notat.
dorn' om
16.
Der foreligger en betydelig mængde materiale, som grundlag for Højesterets
forståelse og derudover en række analyser udarbejdet af Justitsministeriet til orien-
Om denne forudsætning om at grundloven i den før 1953 gældende udformning retligt set forhindrer (begræn-
set) suverænitetsafgivelse er undertiden betvivlet. Dette spørgsmål er uden aktualitet, da det er uomtvistet, at
GRl
§
20 indebærer, at den særlige procedure i GRl
§
20, stk. 2 skal følges, når der er tale om en suverænitetsaf-
givelse som defineret i GRl
§
20, stk.
1.
4
At udlede et resultat af begrebet
"suverænitet"
ville være hvad der
i retslæren kaldes og fordømmes som
"bearebsjunsorudens",
jf. herom Rass i Folkeretten.
s U2013.1451H
3
Side 3
 kom (2016) 0470 - Bilag 1: Henvendelse af 1/9-16 fra TTIP-netværket om Folketingets behandling af handelsaftalen mellem EU og Canada (CETA)
1660670_0004.png
tering for Folketinget, især i forbindelse med indgåelse af den oprindelige traktat
om de europæiske fællesskaber (E0F 1972) og alle senere ændringer heri."
17.
Udvalgte dele af disse analyser
vil indgå
idet
følgende.
ISDS aftalers bestemmelser om tvistløsning
18.
Den typiske ISDS-bestemmelse indebærer, at en privat investor (typisk en
virksomhed), der mener, at en stat indfører regler, der på urimelig eller diskrimine-
rende måde fjerner grundlaget for investeringen og som krænker de forpligtelser,
der er pålagt staterne, vil have mulighed for at rejse et krav direkte mod den kræn-
kende stat. Den indebærer dernæst, at et sådant krav kan prøves ved en voldgiftret,
der er etableret med det formål at løse denne type konflikter. Såfremt investoren
får medhold, vil retsmidlet være erstatning eller eventuelt krav på restitution af
ejendomsretten til et gode. Den ret kan dog omsættes til et pengekrav.
Den nye CETA-aftale adskiller sig ikke principielt fra disse modeller, uanset at der
lægges op til at erstatte voldgiftsretten med et tribunal, og uanset at der indsættes
materielle bestemmer, der er mere begrænsende for de søgsmålsgrunde, som en
skuffet investor kan anvende. Der er fortsat tale om, at et krav fra en privat inve-
stor, hjemmehørende i et EU-land eller i Canada, kan rejses ved voldgift mod den
krænkende stat.
Det må antages, at formålet med tvistløsningsmodeller er at forsyne handelsaftalen
med en sikkerhedsventil, fordi der politisk er mistillid til, om de nationale domsto-
le vil være tilstrækkelig upartiske til at dømme deres egen stat, også selvom der
for så vidt i national ret eller i en koncessionsaftale ville være basis for det.'
I CE-
TA-aftalen understreges, at voldgiftsretten/tribunalet
ikke skal anvende intern ret,
men alene bedømme, om CET A-aftalens bestemmelser er overtrådt. Der er således
tale om en folkeretlig vurdering.
I dette notat tages der ikke stilling til ønskeligheden eller rimeligheden af en ISDS-
model i CET A-aftalen. Det vurderes alene, hvorvidt selve mekanismen med at lade
en tvist mod den danske stat, hvor den private investor er part, afgøre i et andet
forum end det normale domstolssystem, kan siges at indebære suverænitetsafgivel-
se. I så henseende er det underordnet, hvordan og hvorvidt denne mekanisme nær-
mere vil fungere.
19.
20.
21.
Den redegørelse, der blev udarbejdet forud for indgåelse af Lissabon-traktaten og som indeholder en hel del
gentagelser,
har
Justitsministeriet
valgt
at
opsætte
på
sin
hjemme-
side: http://www.justitsministeriet.dk/sites/
defa uIt/fi Ie
si
medi
al
Arbejd somraader
I
Inte rn atio nal/G ru ndI pdf,
o»,
og der henvises derfor især til denne. Et særlig notat fra 2009 handler om Domstolens kompetence, og der er
senere udarbejdet notater om suverænitetsopgivelse ved tiltrædelse af bankunionen og patentdomstolen og
ophævelsen af det retlige forbehold.
Navnlig redegørelsen af 7.5. 2013 om patentdomstolen
har interesse i
denne sammenhæng
7
Se blandt andet bemærkninger i Juristen nr. 1, 2014, afsnit 2
6
Side4
 kom (2016) 0470 - Bilag 1: Henvendelse af 1/9-16 fra TTIP-netværket om Folketingets behandling af handelsaftalen mellem EU og Canada (CETA)
1660670_0005.png
22.
Lissabon-traktaten (TEUF) trådte i kraft den 1. december 2009, hvorved EU blev
tildelt (ene)kompetence til at handle inden for området af EU's fælles handelspoli-
tik, jf. TEUF art. 3, stk. l, litra E. Rækkevidden af denne kompetence er dog et
omstridt spørgsmål, og det kan formentlig lægges til grund, at EU ikke har al kom-
petence inden for området. Det fremgår af aftalen, der er offentliggjort på DG
Handels-hjemmeside.! at der i den seneste udgave af CETA-aftalen lægges op til
en blandet aftale, hvor såvel EU som de enkelte medlemsstater, er part. Det frem-
går ikke, hvorfor der er tale om en blandet aftale." I medfør af usikkerheden om
EU's enekompetencer inden for handelsområdet og den blandede aftale, kan det
derfor ikke udelukkes, at der foreligger bestemmelser i CET A-aftalen, der må an-
tages at ligge uden for den fælles handelspolitik. I så fald kan det næppe udeluk-
kes, at en investeringstvist kan angå forhold, hvor det er Danmark og ikke EU, der
bliver
modpart."
Den todelte analyse
23.
Den relevante vurdering er, om CETA-aftalen vil kunne indgås efter GRL
§
19,
således som det må antages at være regeringens opfattelse.
Udtrykt på en anden måde, er spørgsmålet i første række, hvorvidt CET A-aftalens
ISDS-bestemmelser medfører, at indgåelse af en sådan aftale ikke alene er betinget
af Folketingets samtykke jf. GRL § 19, men tillige af, at den særlige procedure i
GRL
§
20, stk. 2, følges:
Denne analyse indeholder som nævnt to adskilte spørgsmål:
l) Om den interne
virkning her i landet: Er der tale om
"overladeIse {til tri-
24.
25.
bunalet/voldgiftsretten} af myndighedsudøvelse med direkte virkning"
2) Om den udenrigspolitiske
kompetence: Er der tale om, at selve indgåelsen
af aftalen er en
"beføjelse til at indgå traktater med andre lande",
som ik-
ke tidligere er overladt til EU.
26.
spørgsmål er, om en voldgiftret kan betragtes som en
"international organisation",
der overhovedet er i stand til at modtage suverænitet
fra Danmark. I benægtende fald kræver overladeisen en grundlovsændring. Dette
notat omhandler ikke dette spørgsmål, men alene spørgsmålet, om der er tale om
en suverænitetsafgivelse
i GRL § 20's forstand. I øvrigt vil ændringen fra en vold-
gift til et tribunal formentlig eliminere et forbehold i så henseende).
(Et herfra uafhængigt
http://ec.europa.eu/trade/
Ifølge et formelt folketingsspørgsmål rejst, mens CETAaftalen forelå i
udkast, er det Danmarks opfattelse, at
der er tale om en blandet aftale. Svaret angiver ikke, hvad der baggrunden herfor.
mellem en investor og EU, kunne der være tale om suveræni-
10
Selvom en ISDS-tvist måtte opstå som en tvist
tetsafgivelse, om end analysen ville være noget
anderledes. Derfor vurderes spørgsmålet i dette notat alene
under den forudsætning at der kan være tale om en tvist
mellem en canadisk inestor og den danske stat eller
mellem en dansk investor og den canadiske stat. Der kan ikke være tale om en strid mellem den danske stat
og
en dansk investor.
8
9
Side 5
 kom (2016) 0470 - Bilag 1: Henvendelse af 1/9-16 fra TTIP-netværket om Folketingets behandling af handelsaftalen mellem EU og Canada (CETA)
1660670_0006.png
Den interne virkning
Karakteren af myndighedsudøvelsen
27.
Det er efter GRL § 20 uden betydning, om myndighedsudøvelse er lovgivende,
dømmende eller udøvende.
For så vidt angår den beføjelse, der efter CETA-aftalen er tillagt en institutionel
voldgiftret, respektive et særligt tribunal til at afgøre investortvister, er der tale om
en dømmende funktion.
"Dømmende beføjelse"må
rette sig mod selve dommen og de pligter og rettigheder
en sådan dom giver udtryk for, i forhold til dem, der er parter i sagen. Det forhold,
at tribunalets/voldgiftrettens dom skal eksekveres, hvis den ikke opfyldes frivilligt,
hindrer derfor ikke i sig selv, at der er tale om dømmende magt."
Det følger klart af CETA-aftalen, at der er tale om reel dømmende magt - i
modsætning til eksempelvis en blot uforbindende vurdering, som de kendes fra
flere internationale organer, der har eller tiltager sig beføjelse til at udtale sig om
forhold i andre lande. Det hindrer heller ikke karakteren af dømmende magt, at
tribunalets Ivoldgiftrettens afgørelse skal eksekveres, evt. via en fogedret i Dan-
mark. Derimod opstår der et spørgsmålom direkte virkning, jf. straks nedenfor."
Der er derimod næppe tale om overgivelse af lovgivningsmæssige beføjelser. Det
forhold, at selve CETA-aftalen giver en investor nogle rettigheder, herunder en -
om end betinget og begrænset - stand still ret, som er sanktioneret ved en tvistløs-
ningsmekanisme, er ikke i sig selv suverænitetsafgivelse. Suverænitetsafgivelse af
lovgivningsmæssige beføjelser forudsætter, at det overgives til en ikke-dansk or-
ganisation at udstede fremtidige retsakter.P'"
Hvad er direkte virkning?
28.
29.
30.
31.
Max SØrensens artikel fra 1971 Juristen 1971 s. 434f, Grundloven og dansk medlemskab i Europa-fællesskabet,
(en analyse Justitsministeriet
stedse har henvist til) er af den opfattelse, at EU-domstolens kompetence til at
pådømme en tvist mellem Kommissionen og en privat er omfattet af GRL § 20, selvom fuldbyrdelse må ske ved
nationale myndigheder. Det, som han ser som et problem, er, at det drejer sig om sager, der ikke kun vedrører
danske forhold, hvorfor det ikke er et område, der kan siges at vedrøre en kompetence,
som er forbeholdt
danske domstole. Ikke desto mindre når han frem til at der er et indgreb i domstolenes opgaver efter GRL§63 og
dermed suverænitetsafgivelse.
kan indgås via GRL§ 19
12
jf. at konventioner om anerkendelse af udenlandske domme udmærket
lovgivning der er suverænitetsafgivelse forudsætter ifølge de dualistiske
13
Antagelsen af at det kun er fremtidig
opfattelse, at indholdet af traktaten straks omsættes til dansk ret, evt. via den lov hvormed aftalen ratificeres.
Denne tekniske omsætteise kan ske med almindeligt flertal og er altså ikke suverænitetsafgivelse i grundlovens
forstand.
være tale om indgreb i lovgivers suverænitet for så vidt som en voldgiftkendelse/ en tribu-
14
Indirekte kan der
nalafgøreise har potentiale til at foranledige ændring af lovgivning eller hindre en påtænkt lovgivning. Denne
indirekte funktion - om end politisk ganske væsentlig og følsom er imidlertid
ikke relevant, og denne indirekte
virkning adskiller sig ikke fra andre internationale
aftaler (konventioner), der jo også begrænser lovgivers suve-
rænitet, selvom de grundlovsmæssigt er indgået alene efter GRL§ 19.
11
Side 6
 kom (2016) 0470 - Bilag 1: Henvendelse af 1/9-16 fra TTIP-netværket om Folketingets behandling af handelsaftalen mellem EU og Canada (CETA)
1660670_0007.png
32.
at der er tale om
"dømmende"
myndighed, hvis denne
myndighed ikke har
"direkte virkning her
i
landef'.
Det vil ikke være afgørende,
33.
Højesteret anvender udtrykket
"direkte virkning her i landet"
uden nærmere
specifikation af, hvad dette indebærer. Højesteret har naturligvis været bekendt
med Justitsministeriets analyser og har ikke taget afstand fra dem, men har på den
anden side heller ikke givet udtryk for, at disse analyser i enhver henseende er
korrekte.
Det er i Justitsministeriets analyser stedse og konsekvent lagt til grund, at der kun
er tale om direkte virkning, hvis der ikke kræves en mellemkommende dansk rets-
akt eller myndighedshandling for at give en afgørelse effekt her i landet, mens det
omvendt er helt uden betydning, hvilken folkeretlig binding, der pålægges Dan-
mark.
I forbindelse med indgåelse af den oprindelige EØF-traktat anførte Justitsministe-
riet som sin vurdering, at kun, når EU (tidligere EØF/EF) udsteder forordninger, er
der tale om lovgivende magt, der har
"direkte virkning",
mens det samme ikke
gælder for direktiver, fordi de er rettet til medlemsstaterne og skalomsættes til
dansk ret. Endvidere er der, efter Justitsministeriets opfattelse, kun
"direkte virk-
ning"
af afgørelser fra en administrativ myndighed, for så vidt angår de bestem-
melser i traktaten, der giver mulighed for, at Kommissionen kan træffe afgørelse
med en dansk borger, som direkte adressat. I andre tilfælde er der ikke tale om
"direkte virkning'.
15
Justitsministeriet har i flere senere analyser vurderet, at der ikke er tale om
"direkte
virkning',
når beslutning, i form af pålæg eller andre myndighedsafgørelser, kom-
mer frem til borgeren fra en dansk myndighed, uanset om den danske myndighed
reelt blot viderebefordrer en beslutning fra et EU-organ.
16
For så vidt angår dømmende magt, har Justitsministeriet i redegørelsen af7. maj
2013 om patentdomstolen" bekræftet, at det forhold, at der tillægges en domstol,
der ikke har plads i det EU-retlige system, kompetence til at dømme mellem priva-
te, er overgivelse af dømmende myndighed.
34.
35.
36.
37.
15Denne holdning er principielt aldrig fraveget, uanset direktiver efter EU-retten utvivlsomt kan påberåbes
direkte i visse tilfælde og uanset at manglende overholdelse giver borgeren et
retskrav på erstatning, hvilket krav
kan rettes mod medlemsstaten. Disse indirekte virkninger er for længst fastslået i EU domstolens praksis og
generelt anerkendt, men ikke eksplicit behandlet i de Justitsministerielle analyser som udtryk for suverænitets-
afgivelse i forhold til EU-traktaten som sådan. Det er fortsat kun enkelte elementer i EU-traktaten, der indebære
punktvits suverænitetsafgivelse. Om dette er en holdbar analyse i forhold til netop det særegene EU-samarbejde
kan stå hen. I forhold til bedømmelsen i dette notat er det snarere af relevans at påpege, at det oprindelig
tænkte område for GRL§ 20 netop er almindelige folkeretligt
bindende aftaler (såsom CETA)for så vidt de måtte
indeholde elementer af supranationalitet.
16
Jf. vurdering af bankunionen
notat om, hvorvidt dansk tilslutning til aftale om fælles europæisk patentdomstol
forudsæt-
17
Justitsministeriets
ter anvendelse af proceduren i grundlovens
§
20 af 7. maj 2013
Side 7
 kom (2016) 0470 - Bilag 1: Henvendelse af 1/9-16 fra TTIP-netværket om Folketingets behandling af handelsaftalen mellem EU og Canada (CETA)
1660670_0008.png
38.
Justitsministeriet har derimod stedse antaget, at EU-domstolens domme
i
præjudicielle sager (jf. TEUF art 267) ikke indebærer suverænitetsafgivelse, selv
om det er ganske givet, at sådanne domme er bindende for danske domstole og
dermed afgørende for udfaldet af en konflikt mellem private, der verserer ved dan-
ske domstole. Denne forståelse har ikke direkte været genstand for vurdering af
Højesteret, men den er kritiseret i den statsretlige litteratur" og kan ikke uden vi-
dere antages at være rigtig. Den danske dommer har intet skøn, og det er da også
netop derfor, at den juridiske litteratur antager, at EU-domstolens kompetence til at
afsige præjudicielle afgørelser indebærer suverænitetsafgivelse. I forbindelse med
den foreliggende problematik, er spørgsmålet imidlertid uden praktisk betydning,
for så vidt, der ikke er tvivlom, at kompetencen til at afsige præjudicielle domme,
som har været indeholdt i traktaterne siden 1972, har passeret en GRL § 20-
procedure. Justitsministeriets opfattelse er således ikke afprøvet, hverken statsret-
ligt eller ved domstolene. Der kan således ikke drages nogen konklusioner om,
hvorvidt afgørelser efter ISDS-proceduren har
"direkte virkning".
Efter min opfattelse er det en mere nærliggende indvending mod at betragte en
ISDS-afgørelse, som et udtryk for dømmende magt
"med direkte virkning",
end at
der hidtil ikke er rejst indsigelse mod den opfattelse, at man via en konvention kan
anerkende udenlandske domme, uden at det indebærer suverænitetsafgivelse, jf.
eksempelvis Bruxelleskonventionen om anerkendelse og fuldbyrdelse af udenland-
ske domme. Dertil kommer, at internationale voldgiftsafgørelser via New York-
konventionen'? kan fuldbyrdes direkte. Det taler imod at anse en ISDS-afgørelse,
som dømmende myndighed med
"direkte virkning".
Imidlertid må det være afgørende, at der via ISDS er tale om beføjelser,
der i
mangel af ISDS-aftalen, ville ligge hos danske myndigheder. Det vil sige, at der
tages myndighed fra danske domstole, hvor afgørelsen i modsat fald ville ligge, til
en domsmyndighed, der ikke har hjemmel i grundloven, jf. også i denne sammen-
hæng Justitsministeriets notat om patentdomstolen."
Sådan vil det nemlig ikke
forholde sig, når der blot er tale om at fuldbyrde en afgørelse, truffet eksempelvis
af en spansk domstol, der handler inden for sin naturlige kompetence." For så vidt
angår New York-konventionen
angår den løsning aftvister,
der knytter sig til en
aftale mellem to parter, og er begrænset til retsforhold, der udspringer af denne
aftale. ISDS-proceduren angår prøvelse af den nationale lovgivning generelt og er
under tvivl, at der ikke er tale om suverænitetsafgivelse,
fordi den endelige
18
Max Sørensen ibid note 8 mener
afgørelse hører under danske domstole, mens Hjalte Rasmussen under tvivl mener det modsatte, se eksempelvis
Juristen 1997 side 293: Europol ratifikation: GRL§ 19 eller
§
20?
19
Conventionon the Recognitionand Enforcementof ForeignArbitral Awardsaf 1958
danske domstole aldrig har haft denne kompetence til at afgøre folkeretlige tvister.
20
Man kunne indvende at
Det ville de komme til,
hvis de skulle afgøre, om den udenlandske investor
skulle have erstatning efter CETA
aftalen, idet CETA-aftalen jo er en folkeretlig
aftale. Det er imidlertid at vende tingene på hovedet.
Den rigtige
beskrivelse er, at man tillægger et udenlandsk organ en kompetence
over for den danske stat, som de danske
domstole ikke har. Imidlertid kan der ikke uden at ændre grundloven overføres en sådan kompetence, end ikke
via GRL
§
20, jf. også 3.24 nedenfor. Højesteret har fastslået, at der ikke via GRL
§
20 kan skabes ny kompetence,
som ikke eksisterer i grundloven,
flytter på den anden side klart
kompetencen, men kan, når det drejer sig om aftaler mellem
21
Voldgiftaftaler
private, forklares med at der er tale om en aftalebestemt
tvistløsning, jf. at en voldgiftaftale netop kun binder
dem, der direkte har tilsluttet sig aftalen om voldgift.
39.
40.
Side 8
 kom (2016) 0470 - Bilag 1: Henvendelse af 1/9-16 fra TTIP-netværket om Folketingets behandling af handelsaftalen mellem EU og Canada (CETA)
1660670_0009.png
åben for en ubestemt
rende.
41.
kreds af personer. Denne parallel er derfor heller ikke afgø-
Med denne forståelse er det relevante spørgsmål, om en tvist af den i CET A-
aftalen nævnte art, i mangel af aftalens ISDS-bestemmelser, ville falde ind under
en dansk dommers (eller EU-domstolens) kompetenceområde.
Dette undersøges
i det følgende.
bundet?
42.
Betydningen af, hvem der er sagens parter. Er staten kun folkeretligt
43.
44.
Der er manglende symmetri mellem de to parter.
Der er for det første den forskel, at den private part ikke er part i selve CET A-
aftalen, og der er derfor ikke tale om, at de, der vil være parter i en tvistløsning,
indgået aftale om privat tvistløsning uden om de normale domstole.
har
45.
Dernæst er selve det forhold, at der er tale om en sammenblanding
affolkeret med
privat tvistløsning, et forhold, der fører til, at man ikke uden videre kan parallelise-
rer til andre tilfælde.
Den private part
46.
Der er ingen tvivlom, at den private investor vil være bundet af den af
voldgiftretten/tribunalet trufne afgørelse, for så vidt angår sagens genstand, og at
investoren, hvis voldgiftsretten/tribunalet bestemmer, at han har ret til erstatning,
kan benytte denne ret her i landet, ved selv direkte og uden nogen anden regerings
mellemkomst, at fremsætte krav om erstatning og formentlig også vil kunne ekse-
kvere denne her i landet, eventuelt i form af tvangsfuldbyrdelse i statens ejendom-
me i tilfælde af, at staten måtte undlade at betale den idømte erstatning.
Allerede denne virkning synes umiddelbart at være omfattet afudtrykket
"direkte
virkning her i landet"
af domsmyndighed, som ikke er organiseret i henhold til
grundloven, og som ikke beror på aftale.
Det forhold, at det vil være en udlænding, der er part i sagen, kan næppe være af
betydning. Selvom begrundelsen for modviljen mod suverænitetsafgivelse til en
vis grad bunder i en uvilje mod, at danske borgere skal være underlagt udenlandsk
myndighedsudøvelse uden for det danske grundlovsbestemte institutionelle sy-
stem,22er der intet
i
lovteksten eller Højesterets udlægning heraf, der tyder på, at
nationalitet har betydning.
47.
48.
zzJf. bl.a. litteratur citeret af Zahle (red) Danmarks Riges Grundlov med kommentarer.
Det var forfatningsfæd-
renes opfattelse, at det ville være betænkeligt at overgive dømmende myndighed tilorganer,
der står uden for
den danske stats rets- og ansvarssystem.
Side 9
 kom (2016) 0470 - Bilag 1: Henvendelse af 1/9-16 fra TTIP-netværket om Folketingets behandling af handelsaftalen mellem EU og Canada (CETA)
1660670_0010.png
49.
Man kunne snarere anføre, at den private ikke har pligt til at lade sagen afgøre ved
voldgift/tribunalet, og at det forhold, at han benytter denne mulighed, kan forstås
som en akt, der svarer til at indgå en voldgiftaftale efter tvistens opståen. Dertil
kommer, at det følger af CET A-aftalen, at tvistløsning efter ISDS-ordningen ikke
præjudicerer, hvilke beføjelser den private i øvrigt måtte have efter national ret.
Selvom investoren kan vælge, kan staten ikke. Tvistløsningsorganet er ikke valgfrit
for begge parter. Dette kan dog ikke være afgørende.
Staten
50.
51.
Den anden part i sagen vil være en stat (der ses her bort fra, at EU kan være part).
For så vidt som denne forpligtelse for den danske stat, kunne betragtes som af rent
folkeretlig karakter, hvilket teksten
i
CET A-aftalen generelt understøtter, er der
ikke tale om suverænitetsafgivelse.
Der er således ikke tale om suverænitetsafgi-
velse, for så vidt angår folkeretlige tvister mellem Canada og Danmark lEU om
CET A-aftalens forståelse, uanset i hvilket forum disse måtte afgøres. GRL § 20
forhindrer ikke, at Danmark, som stat i forhold til andre stater, forbinder sig til at
afgøre folkeretlige tvister på en vis måde.
Imidlertid er mellemfolkelige anliggender efter GRL § 19 den ret, der gælder for
retsforholdet mellem stater, og en privat investor kan ikke have folkeretlig handle-
evne." Hvis en aftale er omfattet af GRL
§
19 er det dermed kun de i aftalen om-
fattede stater, der kan optræde som procesparter - og ikke investorerne. CET A-
aftalen er dog udformet på en sådan måde, at investorerne - og ikke den udenland-
ske stat - kan optræde som procespart i en sag mod værtslandet. Forholdet kan
dermed ikke betragtes som omfattet af GRL § 19. Det er i den forbindelse uden
betydning, hvorledes folkeretten defineres i den juridiske litteratur, og hvem der
efter disse definitioner er retssubjektlpåtaleberettiget
inden for folkeretten." Disse
definitioner af folkeretten er retsdogmatiske opfattelser, der ikke ændrer ved for-
tolkningen og anvendelsesområdet af GRL § 19, da der er ikke holdepunkter
for, at
bestemmelsen omhandler andet end retsforholdet mellem stater.
Alternativt kunne tvisten betragtes som privatretlig således, at staten forpligtes
efter almindelige erstatningsregler for brud på en aftale eller som følge af reglerne
om erstatning uden for kontrakt. En sådan privatretlig erstatningspligt ligger imid-
lertid udenfor, hvad CET A-aftalen tilsigter at skabe. Som nævnt er CET A-aftalen
uden præjudice for privatretlige krav baseret på nationallovgivning.
52.
53.
Zahle, Grundloven s.181
2.
Bland andre Ross, Folkeretten s. 124
anfører,
at der ikke er noget i
vejen
for, at individet - inden for folkeret-
ten _.kan være rettighedsbærende og dermed påtaleberettiget. Se også Spiermann, der i Moderne Folkeret (1.
udg.), s. 453, anfører, at Folkeretten ikke kan defineres som ret, der gælder mellem stater, men at folkeretten
også gælder for eller mellem andre retssubjekter. Se også U.2009B.277 af Schiersing, der anfører, at det i den
klassiske folkeretlige dogmatik antaget, at alene stater, men ikke individer, er retssubjekter inden for folkeret-
ten, således at et individ ikke
selv
kan sagsøge en stat for brud på statens folkeretlige forpligtelser.
23
Side 10
 kom (2016) 0470 - Bilag 1: Henvendelse af 1/9-16 fra TTIP-netværket om Folketingets behandling af handelsaftalen mellem EU og Canada (CETA)
1660670_0011.png
54.
Der er derfor tale om en sui generis tvistløsning, der ikke falder ind under det
folkeretlige regelsæt og/eller institutionelle system. Den passer ikke ind i nogen af
de kendte juridiske rammer. Den opretter et supranationalt organ, der giver en pri-
vat udenlandsk part mulighed for at få prøvet, om den nationale lover i overens-
stemmelse med en folkeretlig forpligtelse. Afgørelsen kan fuldbyrdes direkte her i
landet.
Det er netop denne karakter, der medfører, at der er tale om at oprette en institution
uden for det grundlovsbestemte område i GRL § 19. Det må derfor antages, at
indførelsen af ISDS-proceduren forudsætter, at proceduren i GRL § 20 skal følges.
Mulige indvendinger
Andre ISDS-aftaler
55.
56.
Det kan indvendes, at denne konklusion harmonerer dårligt med, at man rent
faktisk har indgået flere bilaterale aftaler med tilsvarende ISDS-klausuler. Denne
indvending er ikke overbevisende; dels har flere af disse aftaler drejet sig om inve-
stering via en koncession, hvor der foreligger en forudgående aftale mellem staten
og investor, og dels er det i sig selv ikke et forsvar, at man eventuelt tidligere har
undladt at anvende GRL
§
20.
25
Omfanget har ikke været af en art, der kan etablere
en forfatningsretlig sædvane med grundlovskraft."
EMK analogien
57.
En mere nærliggende indvending er, at det synes at være generelt accepteret, at den
Europæiske Menneskerettighedskonvention
EMK er en normal international aftale,
der er og kan indgås efter GRL § 19, uanset at der hertil er knyttet en tvistløsning,
nemlig Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol,
(EMD), der også behandler
sager mellem en privat, der mener sig krænket, og den danske stat. Domstolen kan
også tilkende
''just satisfaction"
i form af et pengekrav .
På den anden side er der så væsentlige
forskelle mellem et investorsøgsmål og en
EMD sag, at den eventuelle sædvaneretlige undtagelse, der måtte dække EMD,
ikke kan udstrækkes til at dække CET A-aftalen.
Analogi til selve
Etl-traktatett"
58.
Denne type bilaterale aftaler
har i øvrigt været af en art hvor det lå uden for realpolitikken at forestille sig, at
det var Danmark, der forsyndende sig. Det har været med stater, med ustabile magtstrukturer,
hvor det udeluk-
kende var de danske investorers
interesser der begrundede aftalen. Aftalens gensidighed har været meget
formel. Dette er ikke i sig selvafgørende for en strikt analytisk tilgang, men taler stærkt imod en retssædvanear-
gumentation
26
Det er almindeligt antages inden for offentligret, at en fejl ikke skaber en "berettigede
forventninger" hos
andre, jf. blandt andet Garde m.fl. i Forvaltningsret, Almindelige Emner, side 253 ff.
25
27
Side 11
 kom (2016) 0470 - Bilag 1: Henvendelse af 1/9-16 fra TTIP-netværket om Folketingets behandling af handelsaftalen mellem EU og Canada (CETA)
1660670_0012.png
59.
Det forhold, at en privat kan anlægge sag mod en medlemsstat og kræve erstatning
for retsbrud, er for længst fastslået af EU-domstolen, som en vigtig del af EU-
retten. Derfor kan man hævde, at der ikke er noget særegent i, at der også i andre
mellemstatslige aftaler, der arbejder for fri varebevægelighed, indføres en ordning,
hvorefter en privat kan være part. Det fremgår imidlertid utvetydigt af EU-
domstolens lære om det direkte erstatningskrav, at EU-retten adskiller sig fra andre
internationale aftaler ved at betragte borgeren som retssubjekt
i EU-retten. Derfor
er en EU-retlig analogi ikke anvendelig. Tværtimod kan der netop foretages en
modsætningsslutning fra EU-rettens anerkendelse af, at private kan have et erstat-
ningskrav, til at dette ikke er en normal del af almindelige internationale aftaler,
der kun er folkeretligt bindende. Derfor kan (SOS-metoden ikke via en analogi til
EU-traktaten siges blot at være en særlig international domstol, der dømmer på
almindeligt folkeretligt grundlag. I øvrigt har EU-traktaten jo netop passeret GRL
§ 20-proceduren.
Detfolkeretlige element iforhold til danske domstoles kompetence:
60.
Det er som nævnt ovenfor ikke et vægtigt argument, at danske domstole ikke
"selv
har den kompetence"
som voldgiftsretten/tribunalet nu får, og at der derfor analy-
tisk set ikke er tale om en
"overfersel",
men om en
"nyskabelse ".
Det er vel rig-
tigt, at danske domstole ikke har en kompetence til direkte at bedømme folkeretli-
ge tvister mellem staterne, men det er givet og mange gange verificeret,
at danske
domstole har en pligt til så vidt muligt at fortolke enhver dansk lov i overensstem-
melse med de traktater, Danmark har indgået. Derfor ville ganske samme spørgs-
mål, som tribunalet skal tage stilling til, let falde under en dansk domstols kompe-
tence.
Dertil kommer, at EU-retten ikke hylder den dualistiske teori. Derfor kan EU-
domstolen fortolke traktater, som EU har indgået som en del af EU-retten, og dette
gør EU-domstolen da også uden tøven, og denne del af EU- retten er via tidligere
suverænitetsafgivelser blevet en del af danske ret. Endelig er det i sig selv en nød-
vendig forudsætning for overhovedet at kunne oprette (SOS-proceduren, at der er
tilsvarende kompetence i det grundlovsbestemte system, idet man i modsat fald slet
ikke kunne oprette voldgiftsretten/tribunalet uden at ændre grundloven, end ikke
via GRL § 20.
Konklusionen
62.
Konklusionen forbliver derfor uændret. Det forhold, at der overlades dømmende
myndighed til en voldsgiftret/et tribunal i en tvist, hvor den ene part ikke er et fol-
keretssubjekt, og hvor staten kan pålægges pligt til at betale erstatning, kan betrag-
tes som suverænitetsafgivelse,
for så vidt som man derved overlader det til et-
uden for grundloven stående - organ, at træffe afgørelse i en sådan tvist og dermed
at udøve dømmende myndighed, der har direkte virkning her i landet. Dette kan
kun ske efter proceduren i GRL § 20.
61.
Side 12
 kom (2016) 0470 - Bilag 1: Henvendelse af 1/9-16 fra TTIP-netværket om Folketingets behandling af handelsaftalen mellem EU og Canada (CETA)
1660670_0013.png
Udenrigspolitisk
63.
kompetence
Under dette punkt vurderes, om det vil være suverænitetsafgivelse
i grundlovens
forstand, at Danmark overlader det til EU at indgå en investeringsbeskyttelsesafta-
le. Analysen er relevant, hvis der ikke måtte være tale om en blandet
ordning, eller
hvis det gøres gældende, at ISDS-delen indgås af EU på Danmarks vegne.
Beføjelsen til at indgå en aftale med Canada kan ikke overlades til EU, uden at
denne overladeise aftraktatkompetence har passeret GRL § 20. Det er i denne
forbindelse helt uden betydning, om der er tale om direkte virkning.
Det er selve
traktatkompetencen, der er en beføjelse, som ikke kan overlades til en udenlandsk
myndighed, her EU.
28
Der vil dog ikke være tale om ny suverænitetsafgivelse,
hvis beføjelsen til at indgå
traktater af denne art allerede er overladt ved en traktat der er vedtaget i kraft af
GRL § 20. Det fremgår klart afHøjesterets dom i Lissabon-sagerr'? at tydeliggørel-
sen af en allerede eksisterende kompetence, ikke indebærer ny suverænitetsafgivel-
se.
I denne forbindelse bør nævnes, at en genereloverordnet
hjemmel for EU til at
indgå traktater på medlemsstaternes vegne, er at finde i Lissabon-traktaten
dels i
TEUF art. 3, stk.
2,30
og dels TEUF art.
216,
der findes i traktatens femte del om
"unionens optræden udadtil",
Disse to bestemmelser er nye og først indsat ved
Lissabon-traktaten, der ikke var gennem proceduren efter GRL
§
20.
Derfor opstår spørgsmålet, om TEUF art. 216, reelt er en
udvidelse
af eksisterende
EU-kompetencer eller blot
enpræcisering
af, hvad der allerede gælder efter Maa-
stricht eller Amsterdam traktaterne, der begge har passeret GRL
§
20. Dette kan
anskues overordnet for
"alle traktater",
eller specifikt for bestemte typer af trakta-
ter.
Justitsministeriets redegørelse om Lissabon-traktaten bygger på den forudsætning,
at der i et vist (snævert) omfang kan være tale om, at Lissabon-traktaten via TEUF
art. 216 indeholder en udvidelse af, hvad angår omfanget af EU's udenrigspolitiske
kompetence, (dog ikke på det handelspolitiske område jf. straks nedenfor). Samme
argument fremførte Justitsministeriet i Lissabon-sagen, men Højesteret tog ikke
stilling til spørgsmålet. Det kan derfor ikke lægges til grund, at Højesteret støtter
64.
65.
66.
67.
68.
Dette er erkendt i Justitsministeriets analyser, jf. følgende citat fra redegørelsen om Lissabon-traktaten:
"Skal
aftalerne [dvs. de internationale aftaler]... være folkeretligt forpligtende for medlemsstaterne, som var de indgå-
et
umiddelbart mellem medlemsstaterne og det pågældende tredjeland mv., vil der som udgangspunkt være tale
om overladeIse af beføjelser, der efter grundlovens
§ 19,
stk.
1,
tilkommer regeringen".
28
U2013.1451H
og bestemmer, at unionen har enekompetence
30
Den indeholder bestemmelser om unionens enekompetence
til at indgå internationale aftaler, når der er hjemmel hertil i en retsakt, eller når"
den er nødvendig for
at
give
unionen mulighed for
at
udøve sin kompetence på internt plan, ellerfor så vidt det kan berøre fælles regler eller
29
ændre deres rækkevidde".
Side 13
 kom (2016) 0470 - Bilag 1: Henvendelse af 1/9-16 fra TTIP-netværket om Folketingets behandling af handelsaftalen mellem EU og Canada (CETA)
1660670_0014.png
Justitsministeriets opfattelse om, at Lissabon-traktaten
ring af suverænitetsafgivelser
i tidligere traktater.
69.
alene indeholdt en præcise-
Justitsministeriet vælger dog i sin redegørelse at komme uden om dette tilsynela-
dende problem ved at hævde som en generel
antagelse, at ingen af de traktater,
som EU måtte indgå, er direkte folkeretlig bindende for medlemsstaterne i forhold
til de pågældende tredjelande, med hvem aftalerne er indgået. Derimod er trakta-
terne kun bindende for EU selv og for medlemsstaterne
i forhold til EU. Justitsmi-
nisteriet vælger- uanset at dette reelt er irrelevant - også at påpege, at der forment-
lig ikke vil være tale om nye former for internationale aftaler med direkte virkning,
se nærmere redegørelsen punkt 32 - 42.
Godtages denne argumentation, synes den logiske følge at være, at den tidligere
overladte traktatkompetence til EU må være begrænset til aftaler, der ikke er folke-
retligt bindende for medlemsstaten, men kun binder EU som organisation over for
det tredjeland, med hvem den indgås. En sådan forståelse kan imidlertid ikke med
rimelighed lægges til grund, for så vidt angår en handelsaftale, der indeholder en
tvistløsning, hvor Danmark er part eller kunne være part. Det ville nemlig ikke
give nogen mening at gøre Danmark
til pligtmæssig part i en ISDS-voldgift og
samtidig hævde, at CET A-aftalen ikke var bindende for Danmark i forhold til Ca-
nada. Det kan altså logisk set kun være tale om allerede overladt kompetence, hvis
det kun er EU, der kan være part i en ISDS-aftale. Mens der for så vidt angår til-
fælde, hvor Danmark skal være part, må være tale om
ny
kompetence, der ikke er
overladt.
Dette er i sig selv ikke noget
problem, hvis det kan antages, at det er Danmark og
ikke EU, der er den kompetente part, for så vidt angår netop kapitel 8 om investor-
beskyttelse. Hvis det er en blandet aftale, og hvis det er Danmark der er part, for så
vidt angår netop kapitel 8, er der jo tale om, at Danmark selv suverænt indgår afta-
len, ikke EU.
Dette fører imidlertid til en modsigelse, jf. følgende analyse:
Under Lissabon-sagen gjorde sagsøgerne gældende, at EU's traktatkompetence
blev udvidet, for så vidt angår traktater om direkte investeringer. Man henviste til
Lissabon-traktatens bestemmelser i TEUF art. 206, og 207 (femte del afsnit II med
overskriften
"den fælles handelspolitiki's.
TEUF art. 207, svarer ganske vist til den
tidligere art. 133, om indgåelse aftold- og handelsaftaler, men ved Lissabon-
traktaten blev bestemmelsen udvidet ved, at der efter ordet handelsaftaler blev
indsat
"vedrørende handel med varer og tjenesteydelser, handelsrelaterede aspek-
ter af intellektuel ejendomsret, direkte udenlandske investeringer".
Hvis dette var
en rigtig forståelse, måtte Lissabon-traktaten allerede af denne grund skulle vedta-
ges i medfør af GRL § 20, og det blev den ikke, jf. Lissabon-sagen.
70.
71.
72.
73.
Side 14
 kom (2016) 0470 - Bilag 1: Henvendelse af 1/9-16 fra TTIP-netværket om Folketingets behandling af handelsaftalen mellem EU og Canada (CETA)
1660670_0015.png
74.
Til støtte herfor fremhæves nedenstående formulering fra EU's officielle
hjemmeside:
"After entering intoforce of the Lisbon Treaty, the EU have ex-
clusive competence on foreign direct investment (article 2007
TEUF). This will allow the EU in the future to conclude com-
prehensive investment agreements, while, until now, agreement
on investment protection were concluded only bilaterally by in-
dividual Member States.
,,31
75.
Justitsministeriet påpegede som modargument, at direkte investeringer måtte
forstås som blot en underafdeling afhandelsaftaler (en præcisering). Kompetencen
til at indgå denne type aftaler var derfor allerede afgivet, således at der ikke var
nogen ny suverænitetsafgivelse,
selvom man via den nye udvidede
formulering
ændrede ordvalget, så det blev klart, at der også kunne være tale om aftaler
om
udenlandske investeringer." Som tidligere nævnt har Justitsministeriet ikke fået
Højesterets støtte i dette argument, jf. punkt 68.
Da samtidigt netop handelspolitikken (som altså efter Justitsministeriets
opfattelse
altid har skulle omfattes som direkte investeringer) er en enekompetence for EU,
burde det være EU, der har kompetencen og endda enekompetencen til at træffe
aftale om investeringsbeskyttelse
i overensstemmelse med aftalens kapitel 8. Men
lige netop denne kompetence
har Danmark - ifølge Justitsministeriet - aldrig
overgivet, fordi den hidtidige overgivelse, jf. analysen om TEUF art. 216, indebæ-
rer, at ISDS-aftaler ikke er bindende for Danmark i forhold det tredjeland, der er
part i aftalen, jf. punkt 69 - 70.
Derfor skal der anvendes en GRL § 20-procedure, for at give EU den fornødne
kompetence til at indgå ISDS- aftaler, der betyder, at Danmark uden videre kan
blive part i en tvist under investorbeskyttelsesreglerne.
Denne kompetence blev
ikke overgivet ved Lissabon-traktaten.
Konklusion vedr. traktatkompetence
78.
Det forhold, at EU indgår en frihandelsaftale, på Danmarks vegne, indebærer vel
suverænitetsafgivelse, men ikke ny suverænitetsafgivelse.
Derimod er der tale om
specifik suverænitetsafgivelse,
for så vidt angår ISDS- delen, idet der ikke tidligere
via en procedure i overensstemmelse med GRL § 20 er overgivet suverænitet til
EU, hvorefter EU på Danmarks vegne kan binde Danmark til
at være part i en
voldgift med en privat investor. Det samme må gælde en voldgiftsret/tribunal.
Der-
31
http://ec.europa.eu/finance/capital/third-countries/bilateral_relations/index_
32
76.
77.
en. htm
Argumentationen, om der blot skulle være tale om en præcisering,
passer i øvrigt ikke med, at der findes
adskillige aftaler indgået af medlemsstaterne uden om EU, selvom det følger af TEUF art 3, at handelspolitik er
et område, hvor EU har enekompetence, men denne indvending, som blev fremsat under Lissabon-sagen, forføl-
ges ikke yderligere i dette notat. Højesteret forbigår spørgsmålet, der ikke omtales i dommen.
Side 1S
 kom (2016) 0470 - Bilag 1: Henvendelse af 1/9-16 fra TTIP-netværket om Folketingets behandling af handelsaftalen mellem EU og Canada (CETA)
1660670_0016.png
for kan EU ikke på Danmarks
Danmark efter GRL § 20.
vegne indgå CET A-aftalen, uden at det godkendes i
TTIP
79.
Det ovenfor anførte angår CETA-aftalen. I det omfang TTIP-aftalen kommer til at
indeholde en tilsvarende tvistløsningsmekanisme (ISDS) som CET A-aftalen, vil de
foregående konklusioner også gælde for TTIP-aftalen.
Med venlig hilsen
ørorg~ L~
t.:«:
~- --_
Side 16