Til:
CC:
Fra:
Emne:
NOTAT
J.nr.:
Folketingets Europaudvalg (FEU)
Forsvarsministeriet
Udenrigsministeriet
Bilag:
Dato:
2015-19819
8. december 2015
Orientering om udkast til implementeringsplan for EU’s kapacitetsopbygning for
sikkerhed og udvikling
Europa-Kommissionen og den Fælles Udenrigstjeneste (FUT) udarbejdede i juni d.å. en
meddelelse om ’Capacity Building for Security and Development’ (CBSD). Denne beskrev
muligheder og udfordringer for EU’s støtte til partnerlande og -organisationer med træning,
rådgivning, udstyr og ressourcer inden for sikkerhedssektoren, for at styrke den lokale og
regionale evnen til at forebygge og håndtere kriser. Et udkast til implementeringsplan for
CBSD-meddelelsen blev cirkuleret kort forud for mødet i Rådet for Udenrigsanliggender om
forsvar den 17. november 2015.
Udkastet til implementeringsplan beskriver mulige tiltag for styrket samtænkning af EU’s
sikkerheds- og udviklingsindsatser inden for rammen af CBSD-meddelelsen, og tager fat på
kerneudfordringen: At EU ikke har mulighed for at finansiere (ikke-dødeligt) udstyr til
opbygning af sikkerhedskapaciteten i partnerlandene. Som eksempel fremhæves to
pilotundersøgelser i Mali og Somalia, der viser, at EU’s operationer har været hæmmet af ikke
at kunne tilbyde støtte til basale fornødenheder, som vand, mad, senge, madrasser, tæpper samt
udstyr til beskyttelse mod miner og sprænglegemer, til de samarbejdspartnere (politi,
grænsemyndigheder, kystvagt, sikkerhedsstyrker m.v.), der modtager træning og
kapacitetsopbygning af CSDP-missionerne.
Planen redegør for tre mulige optioner for finansiering, der kan overvejes anvendt: (i) En
tilpasset ”Afrikansk Fredsfacilitet”, som udgør den eksisterende ramme for EU’s støtte til fred
og sikkerhed på det afrikanske kontinent; (ii) Finansiering på tværs af flere eksisterende EU-
instrumenter; eller (iii) Etablering af et instrument, som er direkte målrettet EU’s støtte til
CBSD.
Herudover gennemgår udkastet til implementeringsplan en række tiltag, der retter sig mod en
styrkelse af EU’s interne arbejdsgange og -processer. Heriblandt kan nævnes en mere
tværgående forståelse af og tilgang til sikkerhedssektorreform i partnerlande, styrket
koordination mellem EU-delegationerne og CSDP-missionerne, samt ensartet risikovurdering,
monitorering samt evaluering af freds- og stabiliseringsindsatserne på tværs af EU’s
institutioner.
De pågældende forslag er ikke beskrevet i detaljer i udkastet til implementeringsplan, der har
form af et oplæg til brug for den første drøftelse på forsvarsrådsmødet – og som efterfølgende
danner rammen for videre drøftelser på embedsmandsniveau.