Vi behandler i dag et lovforslag, som betyder indførelse af et såkaldt moderne kontanthjælpsloft, der vil betyde, at mange mennesker vil få reduceret deres kontanthjælp, en 225-timersregel, der betyder, at man skal arbejde 225 timer om året for ikke at blive nedsat i hjælp, og loven tager også en uges ferie fra kontanthjælpsmodtagere.
Man skriver direkte i lovforslaget, at det vil styrke folks incitamenter til at tage alle typer jobs.
Meningen er altså, at kontanthjælpsmodtagere skal motiveres til at finde arbejde i stedet for at være på kontanthjælp.
I Alternativet tror vi, at den effekt vil være rigtig, rigtig begrænset.
Man får ikke flere folk i arbejde ved at gøre mennesker fattigere.
Rockwool Fondens evaluering af kontanthjælpen for de sidste 25 år konkluderer, at der er ringe belæg for at sige, at lavere kontanthjælp vil få kontanthjælpsmodtagere i arbejde.
Den store norske undersøgelse, der måler arbejdslysten i 18 lande, viser, at arbejdslysten er størst i de lande, hvor der er de højeste velfærdsydelser.
Den nye rapport, der kom fra Rockwool Fonden i mandags, viser, at folk stort set ikke vil arbejde mere, selv om de får skattelettelser.
Når regeringen alligevel sænker kontanthjælpen for tusinder af danskere, ser vi det som en spareøvelse, en spareøvelse, der rammer børnefamilier, enlige forsørgere, som rammer syge, handicappede, udsatte, mange af dem, som sandsynligvis har en indtægt, der ligger under den fattigdomsgrænse, som regeringen har afskaffet.
Vi synes, at det er en spareøvelse, som nedvurderer kontanthjælpsmodtagerne.
Man sparker nemlig nedad i samfundet og får det til at se ud, som om at ledigheden er de lediges skyld, og at arbejdsløsheden skyldes, at folk ikke gider arbejde.
Det sender også et signal til resten af samfundet, der fritager andre fra det ansvar, det er at sikre, at vi skaber relevant arbejde til folk, som er inden for deres rækkeevne og deres faglige muligheder.
Kontanthjælpsloftet, 225-timersreglen og reduktionen af ferie betyder, at ledige endnu en gang skal jages rundt efter jobs, der ikke findes, og ydermere betale for deres kontanthjælp, så der kan finansieres skattelettelser, sandsynligvis også i topskatten.
I Alternativet synes vi, at det er en dårlig idé at gøre de fattige fattigere.
Det skaber socialt armod, som igen skaber både menneskelige og økonomiske udfordringer.
Regeringen glemmer fuldstændig, at folk gerne vil i arbejde.
I 2008 var der næsten fuld beskæftigelse.
Der var vi nede på 1,9 pct.
i arbejdsløshed.
Folk vil gerne arbejde, når der er arbejde at få, men regeringen har kun penge i hovedet.
Man glemmer, at det økonomiske incitament kun er et blandt mange incitamenter til at tage arbejde.
Incitamenter er også socialt fællesskab og personlig udvikling.
Folk får arbejde for at have status i samfundet, for at få identitet, mulighed for at møde venner, mulighed for at møde kærligheden.
Løn er ikke kun penge.
Løn er mange ting, og det er en af årsagerne til, at det kun har marginal effekt på beskæftigelsen, når man gør folk fattigere.
Det er selvfølgelig rigtigt, at det skal kunne betale sig at arbejde, men Venstres stort anlagte slogan bliver anvendt forkert her, for lønnen for arbejde er ikke kun penge.
Vores samfund er ikke længere i en dyb krise.
Der er mange indikatorer på, at økonomien er på vej frem.
Ordføreren for DF stod glædestrålende her og fortalte, hvordan beskæftigelsen er stigende, og alligevel ønsker regeringen at øge den økonomiske ulighed ved endnu en gang at tage penge fra dem, der har mindst.
Vi har respekt for, at regeringen ser det her tiltag som rigtigt i forhold til at skabe et bedre samfund.
Vi har respekt for, at man virkelig tror på, at økonomisk ulighed er forudsætningen for, at alle kan få det bedre, og vi er selv et iværksætterparti, der er glad for økonomisk vækst, så længe man husker den miljømæssige og den sociale bundlinje, men i Alternativet tror vi ikke på, at økonomisk ulighed er en del af løsningen på de udfordringer, som Danmark og verden står med i dag.
Vi mener, at økonomisk ulighed er en del af problemet.
Derfor støtter vi ikke det her lovforslag, som skævvrider den økonomiske lighed yderligere og gør det sværere for kontanthjælpsmodtagere at leve et værdigt liv.