Folketingets Beskæftigelsesudvalg
Danske Døves Landsforbund
Foretræde d. 10.2.2016
Baggrund:
L 113 lægger op til en række stramninger af forholdene for kontanthjælpsmodtagere.
Det drejer sig bl.a. om indførelse af kontanthjælpsloft, indførelse af en 225-timers regel
for kontanthjælpsmodtagere samt en nedsættelse af retten til ferie fra 5 til 4 uger årligt.
Danske Døves Landsforbund er bekymret over forslagets konsekvenser for døve og
andre handicappede, der vurderes arbejdsparate, men som ikke kan komme ind på
arbejdsmarkedet pga. fordomme.
Beskrivelse af målgruppe og barrierer:
SFI udgav i 2014 rapporten
”Døve og døvblevne mennesker – hverdagsliv og
levevilkår”.
Rapporten anslår, at der er ca. 3000 døve i alderen mellem 16-64, altså i
den erhvervsaktive alder. Heraf er kun 38 % i beskæftigelse. Derudover er 13 % under
uddannelse. Det betyder, at der er 49 % af de døve i den erhvervsaktive alder, der står
uden for arbejdsmarkedet. Rapporten viser, at uddannede døve har en højere
beskæftigelsesgrad end uuddannede døve, men der er kun er en marginal forbedring i
beskæftigelsesgraden i forhold til hørende på samme uddannelsesniveau. Samtidig
viser undersøgelsen, at ca. dobbelt så mange døve som hørende (procentvis) arbejder
på et lavere niveau end deres uddannelse tilsiger.
Tidligere opgørelser
(Epinion, 2006)
har vist, at en væsentlig højere andel af
arbejdsløse døve er på kontanthjælp i forhold til andre arbejdsløse. Der er ingen grund
til at tro, at denne opgørelse har ændret sig til det bedre.
Det Centrale Handicap Råd og Ankestyrelsen har netop udgivet en rapport om
befolkningens holdninger og handlinger i relation til personer med handicap.
Rapporten
viser, at selv efter folk er blevet oplyst om døves muligheder for tolk m.v., så mener
49%, at en døv ikke ville kunne udføre personens arbejde. 66% af de adspurgte
vurderer det som mindre sandsynligt, at de ville indkalde en døv med de rette
kvalifikationer til en ansættelsessamtale, hvis de sad med personaleansvaret. Samtidig
anslår 55% af de personaleansvarlige, at ledige med handicap har begrænsede eller
meget begrænsede muligheder for at blive ansat.
Det er den virkelighed døve og andre handicappede møder, når de skal ind på
arbejdsmarkedet.