Tak, formand.
Socialdemokraterne støtter dette lovforslag.
Det er et lovforslag, som jo bygger på, at Europa-Parlamentet tilbage i april 2014 har besluttet et direktiv om tobaksvarer for at sikre, at medlemslandene nærmer sig hinanden, både på det lovgivningsmæssige område, men også på regelområdet, og derfor skal vi nu sikre, hvordan vi får det indarbejdet i den danske lovgivning.
Tidligere på måneden førstebehandlede vi et lovforslag, som omhandlede e-cigaretter og den del af direktivet, som havde med netop e-cigaretter at gøre, og nu skal vi i dette lovforslag sikre, at også de øvrige dele kommer med i dansk lovgivning.
Lad mig indledningsvis opridse situationen vedrørende tobak og konsekvenserne af tobaksrygning her i Danmark.
Der står i baggrunden for lovforslaget, og jeg citerer:
»Brug af tobak er én af de alvorligste forebyggelige risikofaktorer, når det kommer til befolkningens sundhed.
I dag kan cirka 14.000 dødsfald årligt henvises til rygning.
Det er samtidig dokumenteret, at strukturelle tiltag virker, dels når det handler om at få borgere til at stoppe med at ryge, dels når det handler om at forebygge rygestart hos unge.«
Det er jo sådan, at vi nok næppe kan overdrive de skadelige konsekvenser af tobaksrygning.
Der står også videre, at:
»Ca.
25 procent af danske rygere har haft deres rygedebut som 13-årige.
Forskningen viser, at jo tidligere man starter med at ryge, jo højere er risikoen for et større forbrug og et varigt forbrug.«
Det er meget alvorligt.
Og lad mig også indledningsvis sige:
Hvad er status på rygning i Danmark?
22 pct.
af den danske befolkning ryger, 17 pct.
ryger dagligt, tallene er stagneret siden 2011.
Ca.
46 pct.
af gymnasieeleverne ryger dagligt eller lejlighedsvis, næsten 60 pct.
af erhvervsskoleeleverne og som sagt 14.000 dødsfald om året.
Så alvoren er utrolig stor, og derfor er det også rigtigt og vigtigt, at vi får fokuseret på det i forhold til at sikre, at vi også med de her lovgivningsmæssige ændringer, som vi håber på vil bidrage til øget viden og også vil øge rygernes opmærksomhed omkring de skadelige forhold, vil sikre en bedre kontrol med hele tobaksområdet.
Lovforslaget rummer mange elementer.
Lad mig dog blot kort ridse nogle enkelte af elementerne op, som for mig at se og for Socialemokraterne at se har størst væsentlighed.
Der bliver skærpede krav om indberetning af en lang række oplysninger, som vil være relevante for netop de nationale myndigheder, krav om, at producenterne og importørerne årligt indsender oplysninger om salgsvolumen, forbrugerpræferencer og andet; at der kommer et forbud om, som det hedder, kendetegnende aroma, altså smagsstoffer i tobakkerne; krav om anmeldelse til relevante nationale myndigheder om, hvilke former der er nye på tobaksområdet og nok så væsentligt, at der bliver oprettet en liste over prioriterede tilsætningsstoffer, som netop tobaksproducenterne er forpligtet til at udføre omfattende undersøgelser på; og så kommer der krav – og det bliver skærpede krav – om advarselsmærkning af tobakspakningerne, så der både bliver tekst og billeder, og på en cigaretpakning vil overfladen, det visuelle, med mindst to tredjedele blive dækket af tekster og anmærkninger i forhold til billedadvarsler.
Der bliver også faste tekster på, som fortæller, hvor alvorlig tobaksrygning er.
Høringssvarene har været mange, og alle parter, så godt som i hvert fald, giver udtryk for, at det her vil bevæge sig i den rigtige retning.
Det er Socialdemokraternes klare opfattelse, at det her område trænger til, at vi inden for EU får lavet et regelsæt, som sikrer, at vi får taget konsekvenserne ind hurtigst muligt på et område, som jeg indledningsvis sagde er den største enkeltstående faktor for sygdomsudvikling og dødsfald i Danmark.
Lad mig nævne nogle af høringssvarene.
Kræftens Bekæmpelse siger i en sætning, at det her er et lovforslag, som bevæger sig i den rigtige retning.
Danmarks Lungeforening siger, at det er et skridt i den rigtige retning, og at det er nu, at det skal gøres, og Hjerteforeningen siger, at der er fine initiativer i forhold til at skærpe lovgivningen på et nødvendigt område.
Indledningsvis sagde jeg, at Socialdemokraterne støtter lovforslaget, og det er med disse begrundelser.