Tak for ordet.
Formålet med lovforslaget er, som det også blev nævnt heroppe, at sikre en større hensyntagen til børn og unges sårbare situation, når de skal afgive vidneforklaring i retssystemet, og at dette hensyn sikres inden for rammerne af hensynet til den tiltaltes retssikkerhed og domstolenes mulighed for at træffe afgørelser på et ordentligt bevisgrundlag.
I Alternativet bakker vi fuldt op om forslaget, som kan forbedre sårbare vidners oplevelse af straffeprocessen og retssystemet og mindske den psykiske belastning for børn og unge.
Det er positivt, at hensynet kan tages uden at kompromittere den tiltaltes retssikkerhed og uden at gå på kompromis med princippet om bevisumiddelbarhed.
Vi tager også til efterretning, at en forbedret oplevelse af og forventning til retssystemet hos vidner kan bidrage til, at flere personer anmelder den forbrydelse, de har været udsat for.
Den tillid er fuldstændig afgørende for, at vi som samfund føler en tryg relation til retssystemet.
Forhåbentlig bidrager det til en øget anmeldelsestilbøjelighed, som er centralt i forhold til forebyggelse af kriminalitet.
Det lyder med samlet stemme fra organisationer, der har med disse sårbare børn og unge at gøre, at forslaget er et vigtigt skridt, når det kommer til børn og unges langvarige helingsproces og deres mulighed for at lægge begivenheden bag sig.
Derfor ser vi gerne ligesom bl.a.
Børnerådet, Børns Vilkår og Børneteamet fra Rigshospitalet, som har været med til at give anbefalinger til dette forslag, at udvidelsen af videoafhøring bør omfatte alle børn og unge op til 15 år uanset forbrydelsens karakter.
Efter Strafferetsplejeudvalgets anbefalinger er ordningens område imidlertid først og fremmest straffelovens kapitel 24 om seksualforbrydelser.
Det samme gælder spørgsmålet om vold i familien, straffelovens § 237 om drab og § 244 om vold.
Vi er dog bekymret for, om der skabes tilstrækkelig hensyntagen til barnet med disse specifikationer.
Vi støtter os op ad flere børneorganisationers anbefaling om, at samme hensyn bør tages til barnet i sager uden for disse specifikke områder, f.eks.
i tilfælde af voldsforbrydelser begået af en fremmed person.
En sådan begivenheds efterfølgende retsproces kan udgøre en lige så stor belastning for barnet og kan være direkte traumatiserende.
Derfor foreslår vi, at der i disse tilfælde bør kunne skønnes konkret i hvert enkelt tilfælde uanset forbrydelsens karakter, hvordan der tages tilstrækkeligt hensyn til barnet, og altså om dette inkluderer videoafhøring.
Endelig håber vi også på, at betænkningens kapitel 11 om, at sagerne bør behandles så hurtigt som muligt, følges op af konkrete og specifikke anvisninger til, hvordan problemet med lange ventetider kan løses, idet det vurderes som afgørende for barnets efterfølgende heling.
Men alt i alt er vi positive over for forslaget og ser frem til det videre udvalgsarbejde.