Tak.
Vi har ønsket at sende det tydelige signal, at unge udlændinge, som er født og opvokset i Danmark, og hvor integrationen er lykkedes, kan blive danske statsborgere.
På den måde har vi ønsket at bruge mulighederne for at give statsborgerskab til aktivt at fremme integrationen.
Når man først har været der og har talt med de mennesker, som har modtaget et sådan statsborgerskab, og når man ser, hvad det betyder for dem, er der ikke nogen tvivl om, at det absolut er et element, der gør, at integrationen fremmes.
De bliver stolte af og taknemlige for at høre til os og for at være her.
Jeg synes også, vi skal anerkende dem, og derfor synes jeg, at den ændring, vi kommer med nu, er rigtig fin, fordi børn og unge, som altså er født og opvokset i Danmark, selvfølgelig er at regne for danske.
Sådan sagde fru Karen Hækkerup, da hun som socialdemokratisk justitsminister indførte muligheden for, at unge, der er født og opvokset i Danmark og går i skole her, kan få statsborgerskab uden at skulle op til en indfødsretsprøve.
Lige om lidt stemmer Socialdemokraterne for at banke udviklingen tilbage og afskaffe den mulighed.
Socialdemokraterne har skrevet i betænkning til loven, at de grundlæggende mener, og jeg citerer:
»At udenlandske statsborgere, der er født og opvokset i Danmark, og som har bestået folkeskolens afgangsprøve, har bevist, at de er integrerede, hvorfor der ikke bør stilles krav om, at de også skal bestå indfødsretsprøven.
Derfor har Socialdemokratiet arbejdet for at skabe politisk opbakning til, at denne gruppe bliver undtaget fra indfødsretsprøven.
Det er desværre ikke lykkedes, men det er fortsat Socialdemokratiets synspunkt.«
Hvorfor stemmer Socialdemokraterne så ikke imod?
I gjorde jo selv en del ud af, at det ikke var en del af aftalen, og under førstebehandlingen sagde hr.
Mattias Tesfaye, at I ville stille et ændringsforslag, men det har I ikke gjort.
Jeg har altså svært ved at forstå det anderledes, end at Socialdemokraterne gerne vil sige ét, men stemme noget andet, alene af den grund, at der ikke må være et eneste sted, hvor der er forskel på, hvad Socialdemokraterne og Venstre og Dansk Folkeparti stemmer i udlændingepolitikken.
For, puha, tænk om nogle vil sige, at Socialdemokraterne førte en lempelig politik?
Det er symbolpolitik, men det er åbenbart det vigtigste for Socialdemokraterne lige nu.
Jeg håber, jeg tager fejl.
Hvis der er en god grund til, at Socialdemokraterne stemmer for, så vil jeg opfordre ordføreren til at komme herop på talerstolen og give den.