Tak, formand.
Nu beklagede formanden, at det var lidt ærgerligt, at uret er gået i stykker, så man ikke kan se taletiden.
Det vil jeg benytte mig maksimalt af.
Tak for det, formand.
Det lovforslag, som vi nu starter første behandling af, er et lovforslag, som desværre er blevet til på baggrund af en meget trist og tragisk begivenhed i Danmark.
Det omhandler hele spørgsmålet om, hvad vi gør for at være i stand til at bekæmpe terror både i Danmark, men også uden for Danmark.
Vi oplevede jo alle sammen, hvordan det danske samfund i februar måned blev ramt af en dybt tragisk terroraktivitet, og i det lys må man selvfølgelig også fra dansk side se på, om der er ting, vi skal gøre anderledes, om der er brug for flere redskaber, og ikke mindst, om der er ting, der kræver handling.
Lovforslaget er udarbejdet af den tidligere regering, men blev trukket i forbindelse med valgudskrivelsen.
Forud var gået et længere forhandlingsforløb mellem den daværende regering og flere partier.
Resultatet af disse drøftelser er dette lovforslag.
Lovforslaget tager afsæt i, at man skal have bedre mulighed for at overvåge bl.a.
de såkaldte foreign fighters, som er et stadig stigende problem, nemlig folk, der tager fra Danmark til krigsområder i f.eks.
Syrien og Irak med henblik på potentielt at kunne vende tilbage til det danske samfund og dermed komme til at udgøre en risiko for os alle sammen og for vores tryghed og frihed her i Danmark.
Derfor kan vi også konstatere, at selv om der har været en længere diskussion i forbindelse med de nye redskaber, som FE får med det her lovforslag, er vi i fællesskab nået frem til en balanceret og fornuftig tilgang, hvor FE skal have en dommerkendelse, inden de går skridtet videre i forhold til at foretage en overvågning af bestemte personer.
Når det er sagt, er det også afgørende, at vi har tillid til efterretningstjenesterne, så de får mulighed for at gøre deres arbejde, uden at vi politisk viser mistillid.
I Venstre har vi tillid til, at Forsvarets Efterretningstjeneste gør alt, hvad de kan.
Når det er sagt, er det selvfølgelig også af afgørende betydning, at vi i det udvalgsarbejde, som nu kommer til at finde sted, kommer til at adressere nogle af de punkter, som er blevet rejst i forbindelse med det lovforslag, der nu har været i høring, men omvendt må vi også sige, at der er indgået en politisk aftale, som Venstre er en del af, og jeg synes, at der er grund til at kvittere for, at vi på den måde som en del af forsvarsforligskredsen også er blevet enige om, hvad der fremadrettet skal gøres i forhold til efterretningstjenesterne.
Med de bemærkninger vil jeg sige, at Venstre ser frem til udvalgsbehandlingen, og vi lægger afgørende vægt på, at vi får styrket vores efterretningskapacitet i FE, således at FE har de bedste redskaber og de bedste muligheder for at følge med i, hvad der sker uden for Danmarks grænser og dermed også er i stand til at hjælpe, sådan at hverken Danmark eller for den sags skyld andre lande bliver mål for terrorhandlinger.
Tak.